I
Ingen Fortale. Havet. Floden Trave. Lübeck.
Mariekirken. Dødningedandsen. Wandsbeck.
»Wenn jemand eine Reise thut,
So kann er was verzählen,«
siger Claudius, men om Nogen vil høre det, bliver en anden Sag.
Vi leve i en Tid, hvor store Verdensbegivenheder følge Slag i Slag på hinanden, hvor der i eet Aar udvikler sig mere, end før
i hele Decennier; Meteor følger Meteor på den politiske Himmel, hvorledes faaer man da Tid til, at lægge Mærke til den
enkelte, opadstræbende Psyche? - Verden handler nu, den arbeider for den kommende Digter-Slægt, der skal gjøre vor Nutid
udødelig. Men voxer Vingen, vil ogsaa Fuglen flagre, og om der er Krig eller Fred, Bryllup eller Begravelse, synger den sin
Sang, til dens Digterhjerte brister; der findes altid een eller anden beslægtet Sjæl, der midt i den store Verdens travlhed
vederqvæges ved dens Toner, og mere kan den lille Himmelborger jo ikke forlange. Men er det nu en forfængelig Fugl, og
saadan een ere de fleste unge Poeter, saa vil han trække Tilhørere, være original, og qviddrer da tidt med et ganske andet
Næb, end det vor Herre gav ham; det hjælper virkelig undertiden! jo mere barokke de poetiske Skrig blive, desto Flere lægge
Mærke til ham; han samler sig et Publicum; den Ene viser sig mere original end den Anden, thi hvem vil ikke høres, naar han
først er traadt op som Sanger.
Det gik mig, naar jeg skal være aabenhjertig, ogsaa ganske saaledes, da jeg tænkte på at fortælle denne min Reise; det maa
blive på en original Maade, besluttede jeg, og havde ogsaa saaledes arrangeret det Hele, og det før jeg reiste; faaet
Læserinderne og Læserne satte ned, og vilde nu give dem hele Reisen dramatisk; dette var, tænkte jeg, en ny Maneer at have
en Reisebeskrivelse på. Det skulde saaledes være et Reise-Drama med Ouverture, Prolog og Mellemacter. I Mellemacterne
skulde Publikum være satirisk, men i Prologen vilde jeg selv være det. Ouverturen maatte blive for fuldt Orchester; det
forsamlede Folk paa Toldboden vilde jeg bruge som tyrkisk Musik, Bølgerne skulde spille et brusende Crescendo, og Fuglene
og de unge Damer paa Langelinie, udtone Afskedens bløde Adagio. Paa Dampskibet fandt jeg vel Passagerer, jeg i en Hast
kunde gjøre til Instrumenter, og mit eget Hjerte skulde faae Lov til, at spille en lille Harpe-Solo. Jeg tænkte at der saaledes, i
denne Ouverture fra Kjøbenhavn til Lübeck, kunde blive Afvexling nok. Ved Travemünde skulde Prologen begynde, og ved
Lübeck Stykket selv, hvor da Eventyr ved Eventyr, sceneviis, skulde knytte sig til hinanden. Paa den Maade havde jeg endnu
ikke seet nogen Reisebeskrivelse, saaledes skulde denne blive, - og jeg reiste.
Fremmede Stæder med fremmede Mennesker fulgte på hinanden, en ny Verden aabnede sig mellem Bjergene for mig, Guds
herlige Natur omgav mig, der var slet ingen paatagen Originalitet, og dog saae den ganske original ud, idet den kun var sig selv.
Mon dette dog i Grunden ikke skulde være det Rigtige, tænkte jeg, og før jeg ret vidste af det, var alle de selvskabte, originale
Ideer dampet bort, og jeg tænkte: jeg vil give det, som jeg selv har faaet det, bliver det ikke originalt, saa ligger det i, at jeg selv
er en Copie, og det er dog ikke rimeligt; thi naar det ene Blad på et Træ ikke er en Copie af det andet, skulde da Mennesket,
i sin hele Naturlighed, være det? Ouverture, Prolog og Mellemacter ere saaledes tabte, men derfor kan man nu gjerne blive
siddende; jeg vil aabne mit Hjerte og vise der den brogede Række Billeder, Reisen fremtryllede. Vi spænde ingen Lagen ud
paa Væggen, det gjør saa megen Uleilighed, vi have de hvide Blade i Bogen, her staae nu Billederne, rigtignok kun med løse
Træk, men man husker på, det er jo ogsaa kun Skyggebilleder af Virkeligheden. Man finder Sletter og Bjerge, Byer og
Phantasiestykker, selv enkelte smaae Partier, afridsede i en Hast med Pen og Blæk. Digteren viger ikke for Maleren!
En Forgrund med en Smule Grønt,
Et Træ - men det maa være kjønt!
En Luft, og saa er det forbi,
Saa har man strax et Malerie!
Men til et Digt? - hvad skal der meer?
Her strax man et for Øiet seer.
Men nu gaaer Dampskibet »Prindsesse Wilhelmine« til Lübeck.
Kysten seiler allerede! mon den vil tage Forspring, for at vi ikke skulle løbe fra den? Nei, det er os! den sorte Røgstøtte
staaer op af Røret; Hjulene kløve Vandspeilet, og der staaer en lang Fure efter os i Søen!
»O reise! reise!« det er dog den lykkeligste Lod! og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt reiser i det hele Univers! selv den fattigste
Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi
alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi
reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, »reise«, det er en fix Idee hos det hele
Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi ville endogsaa lege »at reise«, midt under vores og Tingenes store, naturlige Reise.
Havet laae for mig som et Speil, ikke en Bølge krusede den store Flade. O det er herligt, at flyve hen imellem Himmel og
Hav, medens Hjertet synger sin Længsel og Lyst, og Aanden seer de betydningsfulde, vexlende Klangfigurer der opstaae ved
disse Tonebølger.
Hjertet og Havet er dog underligt beslægtet! Havet er Jordklodens store Hjerte; derfor bruser det saa dybt i den stormende
Nat, derfor fylder det vort Bryst med Veemod eller Begeistring, naar den klare Stjernehimmel, dette Evighedens store Billede,
viser sig i den rolige Flade. Himlen og Jorden speile sig i Havet, som i vort Hjerte, men Menneskehjertet bliver aldrig saa roligt
som dette, naar først Livets Storme har rystet dets Indre. Dog, vor Levetid her, er kun en lille Tid af det store Verdens
Legemes; i Øieblikke glemme vi vor Smerte, selv den dybeste, i Øieblikke glemmer ogsaa det store Hav sine Storme, og for et
Verdenslegeme ere Uger og Dage kun Øieblikke. Men jeg bliver jo ret snaksom! saaledes fortalte jeg ogsaa engang for et lille
Barn, jeg sad med paa Skjødet, mange Historier, som jeg selv fandt smukke, meget smukke! Barnet saae mig ind i Ansigtet
med store Øine, jeg troede ret at mine Historier gjorde det lykkeligt, thi jeg begyndte selv at more mig ved at fortælle for det
lille, opmærksomme Barn. Paa det interessanteste Sted afbrød jeg mig selv og sagde: »hvad synes Du?« og Barnet svarede:
»Du snakker saa meget!« Maaske gaaer det ogsaa saaledes med Dig, kjære Læser? Men tænk, vi have nu ogsaa imidlertid
seilet over hele Østersøen; passeret Stævns Klint med sin vandrende Kirke, Møens hvide Kridtbjerge, hvor Skoven alt
begyndte at grønnes, og Laaland selv, hvor det røde Fyr brændte i den halvdunkle Nat. Solen er atter staaet op, og det var
smukt at see, men de fleste Passagerer sov, idet de vist tænkte som Arv: »Morgenen er meget smuk, naar den kun ikke kom
saa tidlig paa Dagen!«
Endelig stege de da frem fra Underverdenen, den Ene efter den Anden; Dækket blev den frie Conversationssal, hvor man
turde gaae og komme, som man vilde; Tankerne gjorde det samme, og Hjertet nynnede her et, der et andet, men jeg hørte det
nok.
I den gyngende Baad, på den svulmende Sø,
Jeg sad hos min Kjærligheds Møe;
Begeistrende Lyst!
Hun lagde Hovedet op til mit Bryst,
Jeg slyngede Armen om hende,
Følte Kyssene brænde,
Brænde paa Læben og Kinden,
Mens Seilet svulmed i Vinden;
Og hun trykked min Haand, og ved Læbe og Blik,
Troskab jeg fik.
Vi skildtes - jeg saae hendes Smertens Graad.
Jeg blev ved min gyngende Baad.
- Gud veed om hun nu har det Hele glemt?
Det var dog slemt!
Paa den speilklare Havflade maa Hjertet drømme om sin Kjærlighed! der er Intet i den hele Natur, der mere viser et legemligt
Billede af dette Livets hellige Mysterium, end det store, herlige Hav, der som Himlen omslutter den hele Jord og viser det
Uendelige i sin rolige Flade. Kjærlighed er ogsaa et Dyb, som Havet, i hvis Grund Livet og Døden bygger, medens Haabet
lader sine rigtladte Snekker flyve fra Kyst til Kyst.
Jeg saae på det store Hav og følte mig lykkelig, der stod en Berliner ved siden af mig og sagde Berliner-Witz - han følte sig
ogsaa lykkelig! - Dampskibet foer afsted, vi nærmede os Land og saa - saa bleve de Andre ogsaa lykkelige!
Det var ellers meget nær ved, at vi ikke havde fundet Indløbet til Trave; en tyk Taage havde lagt sig over den hele Kyst, men
Lykken var med os, vi traf det rette Punkt, kom ind, og nu stod det hele Taageland bagved os.
Det var som et Tæppe rullede op. I Forgrunden laae det smukke Badehuus og det høie Fyrtaarn, rundt om strakte sig grønne
Marker og Skove, og den varme ...
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Go to the beginning of the document
Go to previous page
Go to next page
Go to the end of document
