Den Den lille lille pige pige med med svovlstikkerne
svovlstikkerne
af af Hans Hans Christian Christian Andersen
---Andersen
---Det Det var var så så grueligt grueligt koldt; koldt; det det sneede sneede og og det det begyndte begyndte at at blive blive mørk mørk aften; aften; det det var var også også den den sidste sidste aften aften i i året, året, nytårsaften. nytårsaften. I I denne denne kulde kulde og og i i dette dette mørke mørke gik gik på på gaden gaden en en lille, lille, fattig fattig pige pige med med bart bart hoved hoved og og nøgne nøgne fødder; fødder; ja ja hun hun havde havde jo jo rigtignok rigtignok haft haft tøfler tøfler på, på, da da hun hun kom kom hjemme hjemme fra; fra; men men hvad hvad kunne kunne det det hjælpe! hjælpe! det det var var meget meget store store tøfler, tøfler, hendes hendes moder moder havde havde sidst sidst brugt brugt dem, dem, så så store store var var de, de, og og dem dem tabte tabte den den lille, lille, da da hun hun skyndte skyndte sig sig over over gaden, gaden, idet idet to to vogne vogne fór fór så så grueligt grueligt stærkt stærkt forbi; forbi; den den ene ene tøffel tøffel var var ikke ikke at at finde finde og og den den anden anden løb løb en en dreng dreng med; med; han han sagde, sagde, at at den den kunne kunne han han bruge bruge til til vugge, vugge, når når han han selv selv fik fik børn.
børn.
Dér Dér gik gik nu nu den den lille lille pige pige på på de de nøgne nøgne små små fødder, fødder, der der var var røde røde og og blå blå af af kulde; kulde; i i et et gammelt gammelt forklæde forklæde holdt holdt hun hun en en mængde mængde svovlstikker svovlstikker og og ét ét bundt bundt gik gik hun hun med med i i hånden; hånden; ingen ingen havde havde den den hele hele dag dag købt købt af af hende; hende; ingen ingen havde havde givet givet hende hende en en skilling; skilling; sulten sulten og og forfrossen forfrossen gik gik hun hun og og så så så så forkuet forkuet ud, ud, den den lille lille stakkel! stakkel! Snefnuggene Snefnuggene faldt faldt i i hendes hendes lange lange gule gule hår, hår, der der krøllede krøllede så så smukt smukt om om nakken, nakken, men men den den stads stads tænkte tænkte hun hun rigtignok rigtignok ikke ikke på. på. Ud Ud fra fra alle alle vinduer vinduer skinnede skinnede lysene lysene og og så så lugtede lugtede der der i i gaden gaden så så dejligt dejligt af af gåsesteg; gåsesteg; det det var var jo jo nytårsaften, nytårsaften, ja ja det det tænkte tænkte hun hun på.
på.
Henne Henne i i en en krog krog mellem mellem to to huse, huse, det det ene ene gik gik lidt lidt mere mere frem frem i i gaden gaden end end det det andet, andet, der der satte satte hun hun sig sig og og krøb krøb sammen; sammen; de de små små ben ben havde havde hun hun trukket trukket op op under under sig, sig, men men hun hun frøs frøs endnu endnu mere mere og og hjem hjem turde turde hun hun ikke ikke gå, gå, hun hun havde havde jo jo ingen ingen svovlstikker svovlstikker solgt, solgt, ikke ikke fået fået en en eneste eneste skilling, skilling, hendes hendes fader fader ville ville slå slå hende hende og og koldt koldt var var der der også også hjemme, hjemme, de de havde havde kun kun taget taget lige lige over over dem dem og og der der peb peb vinden vinden ind, ind, skønt skønt der der var var stoppet stoppet strå strå og og klude klude i i de de største største sprækker. sprækker. Hendes Hendes små små hænder hænder var var næsten næsten ganske ganske døde døde af af kulde. kulde. Ak! Ak! en en lille lille svovlstik svovlstik kunne kunne gøre gøre godt. godt. Turde Turde hun hun bare bare trække trække én én ud ud af af bundtet, bundtet, stryge stryge den den mod mod væggen væggen og og varme varme fingrene. fingrene. Hun Hun trak trak én én ud, ud, “ritsch!“ritsch!” ” hvor hvor spruddede spruddede den, den, hvor hvor brændte brændte den! den! det det var var en en varm, varm, klar klar lue, lue, ligesom ligesom et et lille lille lys, lys, da da hun hun holdt holdt hånden hånden om om den; den; det det var var et et underligt underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! – Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, — da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, – hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.
“Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.
Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.
“Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” – og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, – de var hos Gud!
Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden – død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!
---* * *
Den lille pige med svovlstikkerne
af Hans Christian Andersen
---Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.
Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så ...
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Go to the beginning of the document
Go to previous page
Go to next page
Go to the end of document
