Wiliam Owen Roberts
Pesten
***************
Det var de mindste børn der så Chwilen Bwm først, Chwilen Hanehidser som kom hen mod kirken med en sæk over skulderen.
'Nå, er der kamplyst i krabaten?'
'Jeg håber der er lidt saft og kraft i kræet denne gang.'
Einion Fychan, den unge spedalske, slæbte sig derhen, men to trælkvinder prikkede ham væk med deres høtyve af træ. Han var dog opsat på at få løjerne med og klatrede op på en stor sten et stykke derfra, så han uhindret kunne se på. Nogle af børnene kastede æbleskrog efter ham. Han dukkede sig og forsøgte at gribe skrogene, men lod så som om han var ligeglad, for han var bange for at miste balancen og tiltrække sig opmærksomhed. Børnene blev hurtigt kede af legen, vendte sig bort og lod ham være i fred.
Chwilen Bwm satte sækken ned på jorden og skar sine rådne tænder i heftig smerte.
'Herre Jøsses, sikken tandpine! Den har plaget mig i dagevis ... '
Tiden var inde til byens mest populære strid som hvert år blev afholdt ved kirkens nordlige mur. Et indelukke af stager og siv var surret primitivt sammen, og nu sidst på dagen stimlede folk til. Især trællene havde set frem til det i månedsvis, og et rygte ville vide at de ivrigste deltagere i konkurrencen havde øvet sig i smug: en trælpige havde fundet spor af et lignende indelukke, skjult i underskoven, da hun en aften gennede høns hjem fra skoven omkring sin usle hytte.
Hwch Ddu, en ung trælkvinde, viste medfølelse med Chwilen Bwm.
'Jeg ville hellere brænde op i helvede end at gå det igennem. Sidste forår var den forfærdelig, min tandpine ... '
Alle slog korsets tegn for sig. Gwythwches, en gammel kvinde der opvartede deres frue, greb Chwilen Bwm om håndleddet.
'Tag nu og luk op så jeg kan se.'
'Det haster vel ikke mere end det jager? Tag det roligt, kvindemenneske.'
Gwythwches rakte ud efter sækken og pirkede til den.
'Ved Sankt Bartolomæus´ hellige pis, hvorfor i alverden fik du sådan et magert, usselt kræ til en forestilling som den her?'
Chwilen Bwm spyttede heftigt.
'Jeg har en helvedes smag i munden. Det er som om jeg havde slikket på en hundetunge uafbrudt i tre dage.'
'Det skulle bevare dig mod alle mulige sygdomme.'
'Det siger man jo,' og en træl slog korsets tegn for sig.
Chwilen Bwm lænede sig op ad kirkemuren og skar tænder så tårerne stod ham i øjnene. Denne smerte var værre end skærsilden. Han lod tungen glide rundt i mundhulen og smagte på materien, sur som maven af en død slange. Han skrabede foden hårdt hen ad jorden og borede storetåen ned i jorden. En orne flygtede hvinende forbi, forfulgt af nogle trællebørn der søgte at springe op på ryggen af den.
'Nå, kom nu, Chwilen Bwm! Få lidt fart på!' hylede en trælkvinde.
'Jeg håber den her er bedre end den sidste år.'
'Så du har hvæsset tænderne på den?'
'Årh hold kæft, din dumme kælling!'
Chwilen Bwm gloede på ansigterne gennem tårerne og skævede fra den ene til den anden. Gråhudede, halvsultende, ivrige efter enhver ophidsende begivenhed i deres usle liv ... En lille dreng rev sækken til sig, baksede fortvivlet med de snore der bandt den sammen og dykkede så ned i den. Han stivnede et øjeblik. Smilende trak han langsomt en sort kat op ved nakkeskindet og holdt den triumferende op over sit hoved. Han stirrede på havet af undrende ansigter, hørte bølgerne af mumlen og hvisken fra menneskemængden. Pludselig sprang han så ind i indelukket og slængte katten ned på jorden.
En gammel, gammel mand, en mand der var så gammel at folk end ikke turde gætte på hans alder, dunkede sin stav i jorden. Mængden blev tavs da han rakte en halv snes strå frem som han holdt i sin knyttede næve.
'Kun de seks korteste strå kommer til at slås,' sagde ham med skælvende stemme.
Få øjeblikke efter stod seks mænd klar ved indelukket, de puffede og masede og grinede højlydt mens seks andre bandt deres hænder på ryggen.
'I kender reglerne,' sagde den gamle mand med sin spinkle, lidenskabsløse stemme. 'Det er forbudt at bide eller sparke eller spytte, og kun panden til dødsstødet.'
Der lød en fnisen eller to fra mængden, og en skægget idiot omme bagved grinede smørret. Han havde vundet fem gange i træk. Et par trælpiger hvinede og hoppede op og ned. Det hændte ikke så sjældent at nogle af dem tissede i bukserne af bar ophidselse. Den lille dreng sad på hug i indelukket og strøg den rædselsslagne kat over ryggen. De seks udvalgte svingede sig over siden, og en eller anden hev den lille dreng ud. Alle seks mænd stirrede på katten der trykkede sig og viftede med halen. Tilskuerne blev tavse.
Den gamle mands 'Klar!' blev besvaret med en øredøvende brølen. Konkurrencedeltagerne stormede voldsomt fremad, så vilde, så beslutsomme at mængden syntes at man aldrig før i Eifionydd herred, i hvert fald ikke i mands minde, havde hørt så rasende en bragen af pandebraske, set så hidsig en strid. Nu og da faldt en af de kæmpende pladask på maven, og hans næsebor fyldtes af stanken af støv og svedige fødder. Og de stampede. Og de vred. Og stønnede. Og skrålede. Og skubbede og dunkede og puffede og gled og faldt og rullede og kravlede og blødte og brølede. Og mængden var ellevild.
'Ind med dig! Ind med den! Ind!'
'Længere nede, dér ja! Længere nede!'
'Hovedet! Hovedet! Hovedet!'
Katten var knap til at se mellem de masende fødder og ben og de sænkede hoveder. Kun et glimt opfangedes nu og da i støjen og støvet og den klodsede, ravende masse af kroppe.
Mængden var vild.
Nogen bed idioten i hagen og sprang baglæns med munden fuld af skæg. Idioten skreg, men da han ikke kunne få hænderne fri kastede han hovedet bagover og knuste næsen på en anden af de kæmpende.
Den spedalske hoppede rundt på sin sten og tørrede utålmodigt sin løbende næse med håndbagen.
Katten jamrede. Mængden hujede og hyssede. Rødt støv hvirvlede. Beskidte fødder skrabede for at få fodfæste. Aftenhimlen blegnede bort. Skrålene blev mere højlydte. Støvet steg højere. Skrål ... støv ... skrål ... støv ...
Og en tynd strime blod på kirkemuren ...
1
Langt borte steg solen støt over de sirlige buegange, over marmorgårdene og de musikalske springvand i Madrasaen, sultan Hasans berømte akademi i Kairo. Hundrede år forinden var Bagdad faldet i hænderne på de mongolske horder, og nu var Kairo hovedstaden i den muslimske verden. Bygningen af Madrasaen var endnu ikke helt fuldført, men akademiets hjerte, dets store og fornemme midtersal, stod der i al sin strenge skønhed. Taget hævede sig mod himlen, næsten til uendeligheden, syntes det, over grupper af studerende, ulma´er, der var samlet omkring deres lærere. De udvalgte elever kom hertil som børn for at tilbringe deres ungdom med at studere Den Hellige Koran og dens overleveringer, lære den udenad og tillige lære fiqh´ens indviklede love. Først efter mange års indgående studier ville de være fuldt uddannede som missionærer der blev sendt ud i alle hjørner af den muslimske verden og hinsides den.
Og her kom den unge student Salah Ibn al Khatib til et vigtigt stadium af sine studier. I ti år, siden han var syv år gammel, havde han dagligt hørt og lært om Profetens Lov som den er åbenbaret i Den Hellige Koran. Han havde lært om nødvendigheden af en rationel forståelse af universet der var skabt ved Allahs Guddommelige Vilje, om menneskets behov for at opdage og skabe et retfærdigt samfundssystem i overensstemmelse med Den Guddommelige Vilje, formaningerne om at tøjle begærlige tilskyndelser og verdslige ønsker og Den Evige Visdoms storhed sammelignet med det ubetydelige og uvedkommende i menneskehedens jordiske eksistens. Salah kunne ikke huske en tid hvor han ikke havde hørt muqri´en læse højt af Bogen, en tid hvor han ikke dagligt havde fordybet sig i dens hellige sandheder. Han havde læst den seks gange fra begyndelsen til enden: ét hundrede og tyve tusind ord, hundrede og fjorten suraer og seks tusind ayat. Madrasaens ry var grundlagt på udenadslæren, og nogle af muqri´ erne var blevet rige og respekterede for deres stemmers skønhed og deres talefærdighed i reciteringen af de hellige skrifter. Og Salah havde sætning for sætning, afsnit for afsnit, og ved stadig gentagelse, gjort Den Hellige Bog til en del af sig selv, og den vævede ham med sit fine væv ind i den rige gobelin som afspejlede og omfattede alle dele af universet. Næsten alt hvad han vidste om sine medmennesker og om verden uden for Madrasaens høje mure stammede fra hans læreres udtalelser. Salah håbede at afslutningen af hans lange læretid ville give nogle af svarene på de evige spørgsmål, om menneskeslægtens oprindelse og skæbne, forholdet mellem menneskene og Den Guddommelige Orden, og om Den Alnådiges Vilje.
Ja, her i roen mellem hvid marmor og grønt løvværk, med faldende vand og solens strålende klarhed, forberedte Salah Ibn al Khatib sig på at drage ud på sit livs første hadj, ...
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Go to the beginning of the document
Go to previous page
Go to next page
Go to the end of document
