Index |
H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,1
Conferentsraad Collin
og
hans fortræffelige Hustru,
i hvem jeg fandt Forældre,
deres Børn,
i hvem jeg fandt Sødskende,
Hjemmets Hjem,
bringer jeg, med sønligt og broderligt Hjerte, dette,
det Bedste, jeg eier.
Forfatteren.
Første Deel
I
Min første Omgivning.
[s11] Hvo der har været i Rom, kjender godt Piazza Barberina, den store Plads med den smukke Fontaine, hvor Tritonen tømmer den sprudlende Muslingskal, hvorfra Vandet springer flere Alen iveiret; hvo som ikke har været der, kjender den dog af Kobberstik; kun Skade, at på disse staaer ikke Hjørnehuset til Via felice, det høie Hjørnehuus, hvor Vandet strømmer gjennem tre Rør udaf Muren og ned i Steenbasinet. - Det Huus har en egen Interesse for mig, thi der blev jeg født. Seer jeg hen til min tidlige Barndom, hvilket Virvar da af brogede Erindringer, jeg veed ikke selv, hvor jeg skal begynde; betragter jeg hele mit Livs Drama, ja saa veed jeg endnu mindre, hvorledes jeg skal fremsætte det, hvad jeg bør forbigaae, som det Uvæsentlige, og hvilke Punkter der ere nok til at gjengive det hele Billede. Hvad som er interessant for mig, bliver det maaskee ikke for en Fremmed; sandt og naturligt vil jeg fortælle det store Eventyr, men Forfængeligheden kommer dog med i Spillet, den slemme Forfængelighed: Lysten til at behage! alt i min Barneverden skjød den op som Urt, og voxte siden, som det bibelske Sennepskorn, høit op mod Himlen og blev et mægtigt Træ, hvori mine Lidenskaber byggede Rede. Een af mine første Erindringer peger hen derpaa. Jeg var vel sex Aar gammel, jeg legede omme ved Capucinerkirken med nogle andre Børn, der alle vare yngre end jeg; paa Kirkedøren var der slaaet et lille Messingkors; det sad omtrent midt på Døren og jeg kunde netop naae til det med Haanden. Altid naar vore Mødre vare gaaet med os derforbi, havde de løftet os op, for at kysse det hellige Tegn. Som vi Børn nu gik og legede, spurgte een af de Mindste: hvorfor Barn Jesus dog aldrig kom og legede med. Jeg var nu den Klogere og svarede: at han jo sad paa Korset; vi gik da hen til det og skjøndt vi fandt det tomt, vilde vi, som vore Mødre havde lært os at gjøre, dog kysse ham der; men vi kunde ikke naae saa høit, løftede derfor hinanden op, men i det vi spidsede Munden til Kys, gik Kræfterne fra den der løftede op, og den Kyssende faldt ned just som Munden skulde møde det usynlige [s12] Jesusbarn. Min Moder kom i det samme forbi; da hun saae vor Leeg, stod hun stille, foldede sine Hænder og sagde: »I ere jo nogle Guds Engle! og Du er min egen Engel!« sagde hun til mig og kyssede mig.
Jeg hørte hende gjentage for Nabokonen, hvilken uskyldig Engel jeg var, og det behagede mig meget; min Uskyldighed blev mindre derved; Forfængelighedens Sædekorn inddrak her de første Solstraaler. Naturen havde givet mig et blødt, fromt Sind, men den gode Moder lod mig mærke det, lærte mig mine virkelige og indbildte Fortrinligheder, tænkte slet ikke på, at det gaaer med Barnets Uskyldighed, som med Basilisken: den maa døe, naar den faaer sig selv at see.
Capucinermunken Fra-Martino var min Moders Skriftefader, og for ham fortalte hun, hvilket fromt Barn jeg var; jeg kunde ogsaa mine Bønner smukt udenad, skjøndt jeg ikke forstod en eneste af dem; han holdt meget af mig og gav mig et Billede med Madonna, som græd store Taarer, der, som en Regn, faldt ned i de brændende Helvedsluer, hvor de Fordømte grebe efter denne Lædskedrik. Han tog mig ogsaa engang hjem med i Klosteret, hvor de aabne Søilegange, der i en Qvadrat omslutte den lille Kartoffelhave med de to Cypresser og Orangetræet, ret gjorde et dybt Indtryk på mig. Side ved Side hang i den aabne Gang gamle Portraiter af de afdøde Munke, og på hver Dør til Cellerne vare klistrede Billeder af Martyrhistorien, hvilke jeg betragtede med samme hellige Følelse, som siden Raphaels og Andrea del Sartos Mesterværker.
»Du er jo en rask Dreng!« sagde han, »nu skal Du see de Døde.« Herpaa aabnede han en lille Dør til et Gallerie, nogle Trappetrin dybere end Søilegangen; vi traadte derned og nu saae jeg rundt om mig Dødninghoved ved Dødninghoved, stillede saaledes på hinanden, at de dannede Vægge, og derved flere Capeller. Der vare ordentlige Nischer, og i disse sadde hele Skeletter af de anseeligste Munke, svøbte i deres brune Kutte, Strikken om Livet og med en Bønnebog eller en vissen Blomsterkost i Haanden. Altre, Lysekroner og Udziringer, vare af Skulder- og Hvirvelbeen; Basrelief af Menneskeknokler, grelt og smagløst, som Ideen i det Hele. Jeg knugede mig fast til Munken, der læste en Bøn og sagde derpaa til mig: »der skal ogsaa jeg engang sove, vil Du saa besøge mig?« - Jeg svarede ikke et Ord, men saae forskrækket på ham og rundt om på hele den forunderlige gyselige [s13] Sammensætning. Taabeligt var det, at føre mig Barn ind på dette Sted; jeg var sælsomt grebet af det hele Indtryk, og følte mig først igjen rolig, da jeg kom i hans lille Celle, hvor de deilige, gule Oranger hang næsten ind af Vinduet og jeg saae det brogede Billede med Madonna som hævedes af Englene op i den klare Sol, mens tusind' Blomster fyldte Graven, hvor hun hvilede.
Dette mit første Besøg i Klosteret beskjæftigede i lang Tid min Phantasie, og staaer endnu forunderligt levende for mig. Munken syntes mig et ganske andet Væsen, end de andre Mennesker, jeg kjendte; det, at han boede hos de Døde, der i den brune Kjortel næsten saae ud som han, de mange Historier, han vidste at fortælle om hellige Mænd og forunderlige Mirakler, samt min Moders store Ærbødighed for hans Hellighed, gjorde, at jeg begyndte at tænke på, om jeg ikke ogsaa kunde blive saadan en Mand.
Min Moder var Enke, havde ikke andet at leve af, end hvad hun kunde fortjene ved Syning og ved at leie en stor Stue bort, vi før selv havde beboet; vi boede på det lille Tagkammer og en ung Maler Federigo, var flyttet ind i Salen, som vi kaldte den. Det var en livsglad, rask, ung Mand, langveis borte fra, langt ude, hvor de ikke kjendte Madonna og Jesusbarnet, sagde min Moder. Han var fra Dannemark. - Jeg begreb dengang ikke, at der kunde være mere end eet Sprog, og troede derfor, at han var døv, naar han ikke forstod mig; jeg raabte derfor Ordene saa høit jeg kunde, han loe af mig, bragte mig tidt Frugt og tegnede mig Soldater, Heste og Huse. Vi bleve snart bekjendte; jeg holdt meget af ham og min Moder sagde ogsaa tidt, at det var saadan et skikkeligt Menneske! En Aften hørte jeg imidlertid en Samtale mellem min Moder og Munken Fra-Martino, der gav mig en særegen Følelse for den unge Kunstner. Min Moder spurgte, om den Fremmede dog virkelig skulde være evig fordømt til Helvede. »Han og flere af de Fremmede,« sagde hun, »ere jo dog meget skikkelige Folk, der aldrig gjøre nogen Ondt! De ere gode mod de fattige, de betale nøiagtigt og bestemt; ja, tidt synes jeg virkelig, at de ikke begaae slige Synder, som mange af vore!«
»Ja,« svarede Fra-Martino, »det er vel sandt! de ere som oftest saare skikkelige Folk, men veed I, hvoraf det Hele kommer. Seer I: Djævelen, som gaaer om i Verden, veed, at Kjætterne nu engang tilhøre ham, og saa frister han dem aldrig; derfor kan de sagtens være skikkelige, sagtens undgaae Lasten; derimod en god catholsk Christen er et [s14] Gudsbarn og Djævelen maa derfor her bruge sine Anfægtelser; han frister, og vi Svage bukke under! men en Kjætter, som sagt, fristes aldrig af Kjødet eller Djævelen!«
Derimod kunde min Moder Intet svare, og sukkede dybt over den stakkels unge Mand; jeg begyndte at græde, thi jeg syntes, at det var dog en blodig Synd, at han skulde brændes evigt, han, som var saa god og som tegnede mig saa smukke Billeder.
En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet:»onde Peppo«, eller ogsaa »Kongen på den spanske Trappe«, [*Note] Fra den spanske Plads gaaer en bred Steentrappe i Høide med de 4-Etages Huse opad monte pincio til de der liggende Gader; denne Trappe er især Forsamlingsstedet for Roms Tiggere, og bærer Navn af den spanske Trappe efter Pladsen, den støder til. [*] hvor han daglig havde sin Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem, som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, på den spanske Trappe, tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: ...
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Go to the beginning of the document
Go to previous page
Go to next page
Go to the end of document
