H. C. Andersen: Eventyr 93: Venskabs-Pagten. (1862)

-----

Vi have nylig gjort en lille Reise og hige alt efter en strre. Hvorhen? Til Sparta! til Mycene! til Delphi! der ere hundrede Steder, ved hvis Navne Hjertet slaaer af Reise-Lyst. Det gaaer til Hest, op ad Bjergstier, hen over Krat og Buske; den enkelte Reisende kommer frem som en heel Karavane. Selv rider han forud med sin Argojat, en Pakhest brer Koffert, Telt og Proviant, et Par Soldater flge efter til hans Beskyttelse; intet Vertshuus med velopredt Seng venter ham efter den trttende Dag-Reise, Teltet er tidt hans Tag i den store, vilde Natur, Argojaten koger der en Pilaf, til Aftensmad; tusinde Myg omsuse det lille Telt, det er en ynkelig Nat, og imorgen gaaer Veien over strkt opsvulmede Floder; sid fast paa din Hest, at Du ikke skyller bort.
Hvad Ln er der for disse Besvrligheder? Den strste! den rigeste! Naturen aabenbarer sig her i al sin Storhed, hver Plet er historisk, ie og Tanke nyder. Digteren kan synge derom, Maleren give det i rige Billeder, men Virkelighedens Duft, der for evig trnger ind og forbliver i Beskuerens Tanke, mgte de ikke at gjengive.
Den eensomme Hyrde oppe paa Fjeldet vilde, ved en simpel Fortlling af een af sit Livs Begivenheder, maaskee bedre end Reisebeskrivere kunne oplukke iet for Dig, som i nogle enkelte Trk vil skue Hellenernes Land.
Lad ham da tale! om en Skik, en smuk, eiendommelig Skik, skal Hyrden hist paa Bjerget fortlle os: Venskabs-Pagten.
"Vort Huus var klinet af Leer, men Drkarmen var riflede Marmorsiler, fundne, hvor Huset blev bygget; Taget naaede nsten til Jorden, det var nu sortbruunt og hsligt, men da det blev lagt, var det blomstrende Oleander og friske Laurbrgrene, hentede bag Bjergene. Der var snevert om vort Huus, Klippevggene stode steile opad og viste en ngen, sort Farve; verst paa dem hang ofte Skyer, som hvide, levende Skikkelser; aldrig hrte jeg her en Sangfugl, aldrig dandsede Mndene her til Skkepibernes Toner, men Stedet var helligt fra gamle Tider, Navnet selv minder derom, Delphi kaldes det jo! De mrke, alvorlige Bjerge laae alle med Snee; det verste, som skinnede lngst i den rde Aftensol, var Parnas, Bkken nr ved vort Huus strmmede ned derfra og var ogsaa engang hellig, nu plumrer Eslet den med sine Fdder, dog Strmmen rinder fort og vorder atter klar. Hvor jeg mindes hver Plet og dens hellige, dybe Eensomhed! Midt i Hytten blev Ilden tndt, og naar den hede Aske laae hit og gldende, blev Brdet bagt deri; laae Sneen ude rundt om vor Hytte, saa den nsten var skjult, da syntes min Moder gladest, da holdt hun mit Hoved mellem sine Hnder, kyssede min Pande og sang de Viser, som hun ellers aldrig sang, thi Tyrkerne, vore Herrer, lede dem ikke; og hun sang: "Paa Olympens Top, i den lave Granskov, sad en gammel Hjort, dens ine vare tunge af Taarer; rde, ja grnne og blegblaae Taarer grd den, og en Raabuk kom forbi: "hvad feiler Dig dog, at Du grder saa, grder rde, grnne, ja blegblaae Taarer?" "Tyrken er kommen i vor By, han har vilde Hunde til sin Jagt, en mgtig Hob." "Jeg jager dem over erne," sagde den unge Raabuk, "jeg jager dem over erne, i det dybe Hav;" men fr Aftenen faldt paa var Raabukken drbt, og fr Natten kom var Hjorten jagen og dd." Og naar min Moder saaledes sang, bleve hendes ine vaade, og der sad en Taare i de lange ienhaar, men hun skjulte den og vendte saa i Asken vore sorte Brd. Da knyttede jeg min Haand og sagde: "vi ville slaae Tyrken ihjel;" men hun gjentog af Visen: "Jeg jager dem over erne, i det dybe Hav; men fr Aftenen faldt paa var Raabukken drbt, og fr Natten kom var Hjorten jagen og dd." I flere Ntter og Dage havde vi vret eensomme i vor Hytte, da kom min Fader; jeg vidste, han bragte mig Muslingskaller fra Lepanto-Bugten eller maaskee endog en Kniv, skarp og blinkende. Han bragte os denne Gang et Barn, en lille, ngen Pige, som han holdt under sin Faareskinds Pels, hun var indbunden i et Skind, og Alt hvad hun havde, da hun laae lsnet derfra i min Moders Skjd, var tre Slvmynter bundne i hendes sorte Haar. Og Fader fortalte om Tyrkerne, der havde drbt Barnets Forldre, han fortalte os saa Meget, at jeg drmte derom den hele Nat; - min Fader selv var saaret, Moder forbandt hans Arm, Saaret var dybt; den tykke Faareskinds Pels var stivfrossen med Blodet. Den lille Pige skulde vre min Sster, hun var saa deilig, saa skinnende klar,min Moders ine vare ei mildere end hendes; Anastasia, som hun kaldtes, skulde vre min sster, thi hendes Fader var viet til min Fader, viet efter gammel Skik, som vi holde den endnu; de havde i Ungdoms Tid sluttet Broderskab, valgt den skjnneste og dydigste Pige i den hele Egn til at vie dem til Venskabs-Pagten; jeg hrte saa tidt om den smukke, selsomme Skik.
Nu var den Lille min Sster; hun sad paa mit Skjd, jeg bragte hende Blomster og Fjeldfuglens Fjer, vi drak sammen af Parnassets Vande, vi sov Hoved mod Hoved under Hyttens Laurbrtag, medens mangen Vinter endnu min Moder sang om de rde, de grnne og de blegblaae Taarer; men jeg begreb endnu ikke, at det var mit eget Folk, hvis tusindfold Sorger afspeilede sig i disse Taarer.
En Dag kom der tre frankiste Mnd, anderledes kldte end vi; de havde deres Senge og Telte paa Heste, og meer end tyve Tyrker, vbnede med Sabler og Gevrer, ledsagede dem, thi de vare Paschaens Venner og havde Brev fra ham. De kom kun for at see vore Bjerge, for i Snee og Skyer at bestige Parnas og betragte de selsomme, sorte, steile Klipper om vor Hytte; de kunde ikke rummes inde i den, og de lede heller ikke Rgen, som gik hen under Loftet ud af den lave Dr; de spndte deres Telte ud paa den snevre Plads ved vor Hytte, stegte Lam og Fugle, og skjenkede sde, strke Vine, men Tyrkerne turde ikke drikke deraf.
Da de reiste, fulgte jeg dem et Stykke paa Veien, og min lille Sster Anastasia hang, indsyet i et Gedeskind, paa min Ryg. Een af de frankiske Herrer stillede mig mod en Klippe og tegnede mig og hende, saa levende som vi stode der, vi saae ud som een eneste Skabning; aldrig havde jeg tnkt derover, men Anastasia og jeg vare jo ogsaa som Een, altid laae hun paa mit Skjd eller hang paa min Ryg, og drmte jeg, saa var hun i mine Drmme.
To Ntter efter indtraf andre Folk i vor Hytte, de vare vbnede med Knive og Gevrer; de vare Albanesere, kjkke Folk, som min Moder sagde; de bleve der kun kort, min Sster Anastasia sad paa den Enes Skjd, da han var borte, havde hun to og ikke tre Slvmynter i sit Haar; de lagde Tobak i Papirstrimler og rgte deraf, og den ldste talte om Veien, de skulde tage, og var uvis om den; "spytter jeg nedad, saa falder det i mit Skjg." Men en Vei maatte vlges; de gik, og min Fader fulgte; lidt efter hrte vi Skud, det knaldede igjen; der kom Soldater i vor Hytte, de toge min Moder, mig og Anastasia; Rverne havde havt Tilhold hos os, sagde de, min Fader havde fulgt dem, derfor maatte vi bort; jeg saae Rvernes Liig, jeg saae min Faders Liig, og jeg grd til jeg sov. Da jeg vaagnede, vare vi i Fngsel, men Stuen var ikke elendigere end den i vor egen Hytte, og jeg fik Lg og harpixet Viin, som de heldte af den tjrede Sk, bedre havde vi det ikke hjemme.
Hvor lnge vi vare fangne, det veed jeg ikke; men mange Ntter og Dage gik. Da vi vandrede ud, var det vor hellige Paaskefest, og jeg bar Anastasia paa min Ryg, thi min Moder var syg; kun langsomt kunde hun gaae, og der var langt, fr vi naaede ned mod Havet, det var Lepantos Bugt. Vi traadte ind i en Kirke, der straalede med Billeder paa gylden Grund; Engle var det, o saa smukke, men jeg syntes dog, at vor lille Anastasia var ligesaa smuk; midt paa Gulvet stod en Kiste, fyldt med Roser, det var den Herre Christus, der laae som deilige Blomster, sagde min Moder, og Prsten forkyndte: Christus er opstanden! alle Folk kyssede hverandre, Enhver holdt et tndt Lys i sin Haand, jeg fik selv eet, den lille Anastasia eet, Skkepiberne klang, Mndene dandsede Haand i Haand fra Kirken, og udenfor stegte Qvinderne Paaske-Lam; vi bleve indbudne, jeg sad ved Ilden, en Dreng, ldre end jeg, tog mig om min Hals, kyssede mig og sagde: "Christus er opstanden!" saaledes mdtes frste Gang vi To, Aphtanides og jeg.
Min Moder kunde flette Fiskernet, det gav her ved Bugten en god Fortjeneste, og vi bleve i lang Tid ved Havet, - det deilige Hav, der smagte som Taarer og mindede ved sine Farver om Hjortens Graad, snart var det jo rdt, snart grnt og atter igjen blaat.
Aphtanides forstod at styre en Baad, og jeg sad med min lille Anastasia i Baaden, der gik paa Vandete, som en Sky gaaer i Luften; naar Solen da sank, bleve Bjergene mere mrkblaae, den ene Bjergrkke tittede over den anden, og lngst borte stod Parnas med sin Snee, i Aftensolen skinnede Bjergtoppen som et gldende Jern, det saae ud, som om Lyset kom indenfra, thi den skinnede lnge i den blaae, glindsende Luft, lnge efter at Solen var nede; de hvide Sfugle sloge med deres Vinger i Vandspeilet, ellers var her saa stille, som ved Delphi mellem de sorte Fjelde; jeg laae paa min Ryg i Baaden, Anastasia sad paa mit Bryst, og Stjernerne ovenover skinnede endnu strkere end Lamperne i vor Kirke; det var de samme Stjerner, og de stode ganske paa det samme Sted over mig, som naar jeg sad ved Delphi, udenfor vor Hytte. Jeg syntes tilsidst at vre der endnu, - da pladskede det i Vandet og Baaden vippede strkt; - jeg skreg hit, thi Anastasia var falden i Vandet, men Aphtanides var ligesaa hurtig, og snart lftede han hende op til mig; vi toge hendes Klder af, vred Vandet bort, og kldte hende saa paa igjen, det Samme gjorde Aphtanides ved sig selv, og vi bleve derude til Tiet igjen var trt, og Ingen vidste vor Skrk for den lille Pleiesster, hvis Liv Aphtanides jo nu havde Deel i.
Det blev Sommer! Solen brndte saa hedt, at Lvtrerne visnede, jeg tnkte paa vore klige Bjerge, paa det friske Vand derinde; min Moder lngtes ogsaa, og en Aften vandrede vi igjen tilbage. Hvor der var tyst og stille! vi gik over den hie Timian, der dog duftede endnu, skjndt Solen havde hentrret dens Blade; ikke en Hyrde mdte vi, ikke en Hytte kom vi forbi; Alt var stille og eensomt, kun Stjerneskuddet sagde, at det levede deroppe i Himlen; jeg veed ikke om den klare, blaae Luft lyste selv eller det var Stjernernes Straaler; vi saae godt alle Bjergenes Omrids; min Moder gjorde Ild, stegte Lgene, hun bragte med, og jeg og den lille Sster sov i Timianen uden at frygte for den fle Smidraki, hvem Luen staaer ud af Halsen, endsige frygte for Ulven og Schakalen; min Moder sad jo hos os, og det troede jeg var nok.
Vi naaede vort gamle Hjem, men Hytten var en Gruushob, der maatte bygges en ny. Et Par Qvinder hjalp min Moder, og i faa Dage vare Murene reiste og et nyt Tag af Oleander lagt hen over dem. Min Moder flettede af Skind og Bark mange Hylstre til Flasker, jeg passede Prsternes lille Hjord; Anastasia og de smaa Skildpadder vare mine Legekammerater.
En Dag fik vi Besg af den kjre Aphtanides; han lngtes saa meget efter at see os, sagde han, og han blev hele to Dage hos os.
Efter en Maaned kom han igjen og fortalte os, at han skulde med et Skib til Patras og Corfu; os maatte han frst sige Farvel, en stor Fisk bragte han med til min Moder. Han vidste at fortlle saa Meget, ikke blot om Fiskerne nede ved Lepanto-Bugten, men om Konger og Helte, der engang havde hersket i Grkenland ligesom Tyrkerne nu.
Jeg har seet Rosentret stte Knop og denne i Dage og Uger blive en udfoldet Blomst; den blev det, fr jeg begyndte at tnke over, hvor stor, smuk og rdmende den var; saaledes gik det mig ogsaa med Anastasia. Hun var en deilig udvoxet Pige; jeg en kraftig Kns; Ulveskindene paa min Moders og Anastasias Seng havde jeg selv flaaet af Dyret, der faldt for min Bsse. Aar vare hengaaende.
Da kom en Aften Aphtanides, slank som et Rr, strk og bruun; han kyssede os Alle og vidste at fortlle om det store Hav, om Maltas Fstningsvrker og gyptens selsomme Gravsteder; det klang forunderligt, som en af Prsternes Legender; jeg saae med et Slags rbdighed op til ham.
"Hvor Du veed Meget!" sagde jeg, "hvor Du kan fortlle!"
"Du har fortalt mig, hvad der aldrig er gaaet ud af min Tanke, den smukke, gamle Skik om Venskabs-Pagten! den Skik, som jeg ret har Mod paa at flge! Broder, lad os To ogsaa, som din og Anastasias Fader gjorde det, gaae til Kirken; den skjnneste og uskyldigste Pige er Anastasia, Ssteren, hun skal vie os sammen! Ingen har dog en skjnnere Skik, end vi Grkere!"
Anastasia blev rd, som det friske Rosenblad, min Moder kyssede Aphtanides.
En Times Vandring fra vor Hytte, der hvor Fjeldene bre Muldjord og enkelte Trer skygge, laae den lille Kirke; en Slv-Lampe hang foran Alteret.
Jeg havde mine bedste Klder paa, de hvide Fostaneller foldede sig rigt ned over Hofterne, den rde Trie sad snever og stram, der var Slv i Qvasten paa min Fesz; i mit Blte sad Kniv og Pistoler. Aphtanides havde sin blaae Kldning, som grske Smand bre den, en Slv-Plade med Guds Moder hang paa hans Bryst, hans Skjrf var kostbart, som kun de rige Herrer kunde bre det. Enhver saae nok, vi To skulde til en Hitid. Vi gik ind i den lille, eensomme Kirke, hvor Aftensolen skinnede gjennem Dren ind paa den brndende Lampe og de brogede Billeder i gylden Grund. Vi knlede paa Alterets Trin, og Anastasia stillede sig foran os; en lang, hvid Kjortel hang lst og let omkring hendes smukke Lemmer; hendes hvide Hals og Bryst var bedkket med en Sammenkjdning af gamle og nye Mynter, de dannede en heel, stor Krave; hendes sorte Haar var lagt op paa Hovedet i en eneste Bukke!, der holdtes ved en lille Hue af Slv- og Guld-Mynter, fundne i de gamle Templer; skjnnere Pynt havde ingen grsk Pige. Hendes Ansigt lyste, hendes ine vare som to Stjerner.
Alle Tre lste vi stille vor Bn; og hun spurgte os: "Ville I vre Venner i Liv og Dd?" - Vi svarede: Ja. "Ville I hver, hvad der endogsaa skeer, huske, min Broder er en Deel af mig! min Hemmelighed er hans, min Lykke er hans! Opoffrelse, Udholdenhed, Alt, om for min egen Sjl, rummer jeg for ham!" og vi gjentoge vort Ja! og hun lagde vore Hnder i hinanden, kyssede os paa Panden og vi bad atter stille. Da traadte Prsten frem fra Alterets Dr, velsignede os alle Tre, og en Sang af de andre allerhelligste Herrer ld bag Altervggen. Den evige Venskabs-Pagt var sluttet. Da vi reiste os, saae jeg min Moder ved Kirkens Dr grde dybt og inderligt.
Hvor der var lystigt i vor lille Hytte og ved Delphis Kilder! Aftenen fr Aphtanides skulde bort, sad han og jeg tankefulde paa Klippens Skrent; hans Arm var slynget om mit Liv, min om hans Hals; vi talte om Grkenlands Nd, om Mnd der kunde stoles paa; hver Tanke i vor Sjl laae klar for os Begge; da greb jeg hans Haand:
"- Eet endnu skal Du vide! eet, som indtil denne Stund kun Gud og jeg veed! al min Sjl er Kjrlighed! det er en Kjrlighed, strkere end den til min Moder og til Dig - -!"
"Og hvem elsker Du?" spurgte Aphtanides, og han blev rd paa Ansigt og Hals.
"Jeg elsker Anastasia!" sagde jeg, - og hans Haand zittrede i min, og han blev hvid som et Liig; jeg saae det, jeg begreb det! og jeg troer ogsaa min Haand skjlvede, jeg biede mig henimod ham, kyssede hans Pande og hviskede: "jeg hara aldrig sagt hende det! hun elsker maaskee ikke mig! - Broder, husk paa, jeg saae hende daglig, hun er voxet op ved min Side, voxet ind i min Sjl!" -
"Og Din skal hun vre!" sagde han, "Din! - jeg kan ikke lyve for Dig og vil ikke heller! jeg elsker hende ogsaa! - men imorgen tager jeg bort! vi sees igjen om eet Aar, da ere I gifte, ikke sandt! - jeg har nogle Penge, det er dine! Du maa tage dem, Du skal tage dem!" stille vandrede vi over Fjeldet; det var sildig Aften, da vi stode ved min Moders Hytte.
Anastasia holdt Lampen hen imod os, da vi traadte ind, min Moder var der ikke. Anastasia saae forunderlig veemodigt paa Aphtanides. - "Imorgen gaaer Du fra os!" sagde hun, "hvor det bedrver mig!"
"Bedrver Dig", sagde han, og jeg syntes der laae en Smerte deri, stor, som min egen; jeg kunde ikke tale, men han tog hendes Haand og sagde: "vor Broder der elsker Dig, har Du ham kjr? I hans Taushed er just hans Kjrlighed!" - og Anastasia zittrede og brast i Graad, da saae jeg kun hende, tnkte kun paa hende; min Arm slog jeg om hendes Liv og sagde: "ja, jeg elsker Dig!" Da trykkede hun sin Mund til min, hendes Hnder hvilte om min Hals; men Lampen var falden paa Gulvet, der var mrkt uden om os, som i den kjre, stakkels Aphtanides's Hjerte.
Fr Dag stod han op, kyssede os Alle til Afsked og drog bort. Min Moder havde han givet alle sine Penge til os. Anastasia var min Brud og nogle Dage derefter min Hustru!"

-----


