Vn og Gln
af Hans Christian Andersen

-----

Der l engang ved Sjllands kyst, ud for Holsteinborg, to skovbegroede er, Vn og Gln, p dem var kirkeby og grde; de l kysten nr, de l hinanden nr, nu er der kun den ene .

En nat blev det et forfrdeligt vejr, havet steg som det ikke var steget i mands minde; stormen tog voldsomt til; det var et dommedagsvejr, det ld, som om jorden revnede; kirkeklokkerne kom i sving og ringede uden menneskehjlp.

I den nat forsvandt Vn i havets dyb; det var som om den  aldrig havde vret. Men siden, mangen sommernat, ved stille, klart lavvande, nr fiskeren var ude at stange l ved blus forude i bden, s han, med rigtigt skarpt syn, dybt nede under sig Vn med dens hvide kirketrn og den hje kirkemur. Vn bier efter Gln, sagde sagnet; han s en, han hrte kirkeklokkerne ringe dernede, men deri tog han dog fejl, det var til visse lyd fra de mange vilde svaner, som her tit ligger p vandfladen; de klukker og klager, som hrte man langt borte fra klokkeklang.

Der var en tid, da endnu mange gamle folk p Gln huskede s godt hin stormnat og at de selv, som sm, havde ved lavvande krt mellem de to er, som man nutildags fra Sjllands kyst, ikke langt fra Holsteinborg, krer over til Gln; Vandet nr kun midt op om hjulene. Vn bier efter Gln, blev der sagt, og det blev sagn og vished.

Mangen lille dreng og pige l i stormfulde ntter og tnkte: i nat kommer timen, da Vn henter Gln. I angst lste de deres fadervor, sov s ind, drmte sdt  og nste morgen var Gln der endnu med sine skove og kornmarker, sine venlige bondehuse og humlehaver; fuglen sang, ddyret sprang; muldvarpen lugtede ikke havvand, s langt den kunne rode.

Og dog er Glns dage talte; vi kan ikke sige, hvor mange de er, men de er talte, en skn morgen er en forsvunden.

Du var mske endnu i gr hernede ved strandbredden, s de vilde svaner ligge p vandet mellem Sjlland og Gln, en sejlbd med udspndte sejl gled forbi skovtykningen, du selv krte over det lave vadested, der var ingen anden farvej; hestene trampede i vandet, det plaskede om vognhjulene.

Du er rejst derfra, rejser mske nu et lille stykke ud i den vide verden og kommer efter nogle ringer tilbage igen: Du ser da skoven her omslutte en stor grn engstrkning, hvor het dufter foran pyntelige bondehuse. Hvor er du? Holsteinborg pranger jo her endnu med sit forgyldte trnspir, men ikke tt ved fjorden, det ligger hjere oppe i landet; du gr igennem skov, hen over mark, ned mod stranden,  hvor er Gln? Du ser ingen skov foran dig, du ser det bne vand. Har Vn hentet Gln, som den s lnge biede p? Nr var den stormnat, hvori dette skete, hvor jorden rystede, s at det gamle Holsteinborg flyttede mange tusind hanefjed op i landet?

Det var ingen stormnat, det var ved den lyse solskinsdag. Menneskeklgt lagde dmning for havet, menneskeklgt blste indvandet bort, bandt Gln til det faste land. Fjorden er blevet eng med frodigt grs, Gln er groet fast til Sjlland. Den gamle grd ligger hvor den altid l. Det var ikke Vn, som hentede Gln, det var Sjlland, som med lange digearme greb til og med pumpernes mundvejr blste og lste trylleordene, formlingens ord, og Sjlland fik mange tnder land i brudegave. Det er sandhed, den er tinglst, du har syn for sagn, en Gln er forsvundet.

-----

* * *
