Under piletret
af Hans Christian Andersen

-----

Egnen er meget ngen nede ved Kge; byen ligger jo rigtignok ved stranden, og det er altid knt, men der kunne dog vre knnere, end der er: rundt om flad mark, og langt er der til skoven; men nr man er rigtig hjemme et sted, s finder man dog noget knt, noget, man p det dejligste sted i verden siden kan lnges efter! Og det m vi ogs sige, at i udkanten af Kge, hvor et par sm fattige haver strkker sig ned til den lille , som lber ud i stranden, kunne der vre ganske yndigt ved sommertid, og det fandt isr de to sm nabobrn, Knud og Johanne, som legede her og krb under stikkelsbrbuskene ind til hinanden. I den ene have stod en hyld, i den anden et gammelt piletr, og under det isr legede de brn s gerne, og dertil havde de lov, sknt tret stod lige tt ved en, hvor de let kunne falde i vandet, men Vorherre har je p de sm, ellers s det slemt ud; de var ogs meget forsigtige, ja, drengen var en sdan kujon for vandet, at det var ikke muligt ved sommertid at f ham ud i stranden, hvor dog de andre brn s gerne ville g at pjaske; han blev skammet ud for det, og det mtte han tle; men s drmte naboens lille Johanne, at hun sejlede i en bd p Kge Bugt og Knud gik lige ud til hende, vandet nede ham frst til halsen og s gik det ham helt over hovedet; og fra det jeblik af, at Knud hrte den drm, tlte han ikke lngere, at man kaldte ham en kujon for vandet, men henviste bare til Johannes drm; den var hans stolthed; men i vandet gik han ikke.

De fattige forldre kom jvnlig sammen, og Knud og Johanne legede i haverne og p landevejen, som langs med grfterne havde en hel rkke piletrer, og de var ikke knne, de var s forhuggede i kronen, men de stod jo heller ikke til stads, men for at gre nytte; dejligere var den gamle pil i haven, og under den sad de mangen god gang, som man siger.

Inde i Kge er der et stort torv, og ved markedstid stod der hele gader af telte med silkebnd, stvler og alt muligt; der var en trngsel og sdvanligvis regnvejr, og da mrkede man dunsten af bondekofter, men ogs den dejligste lugt af honningkager, der var en hel bod fuld, og hvad der var det prgtigste: Manden, som solgte dem, indlogerede sig altid i markedstiden hos den lille Knuds forldre, og s vankede der naturligvis en lille honningkage, hvoraf Johanne ogs fik sit stykke, men hvad der nsten var endnu meget mere, honningkagehandleren vidste at fortlle historier, og det nsten om enhver ting, selv om sine honningkager; ja om disse fortalte han en aften en historie, som gjorde et s dybt indtryk p de to brn, at de aldrig siden glemte den, og s er det vel bedst, vi ogs hrer den, isr da den er kort.

Der l p disken to honningkager, sagde han, den ene havde skikkelse af et mandfolk med hat, den anden som en jomfru uden hat, men med en klat bogguld p hovedet; de havde ansigt p den side, som vendte opad, og der skulle man se dem og ikke p vrangen, der skal man aldrig se noget menneske. Mandfolket havde en bittermandel til venstre, det var hans hjerte, jomfruen var derimod bare honningkage. De l som prver p disken, de l lnge og s elskede de hinanden, men den ene sagde det ikke til den anden, og det m man, nr det skal blive til noget.

Han er et mandfolk, han m sige det frste ord, tnkte hun, men ville dog vre fornjet med at vide, at hendes krlighed blev gengldt.

Han var nu mere glubende i sine tanker, og det er altid mandfolkene; han drmte, han var en levende gadedreng og ejede fire skilling, og s kbte han jomfruen og d hende.

Og de l dage og uger p disken og blev trre, og hendes tanker blev finere og mere kvindelige: det er mig nok, at jeg har ligget p disk med ham! tnkte hun, og s knkkede hun i livet.

Havde hun vidst min krlighed, s havde hun nok holdt noget lngere! tnkte han.

Og det er historien og her er de begge to! sagde kagehandleren. De er mrkelige ved deres levnedslb og den stumme krlighed, der aldrig frer til noget. Se der har I dem! og s gav han Johanne mandfolket, som var hel, og Knud fik den knkkede jomfru; men de var s betaget af historien, at de ikke nnnede at spise krestefolkene.

Nste dag gik de med dem ind p Kge kirkegrd, hvor kirkemuren er overgroet med det dejligste vedbendgrnt, der vinter og sommer hnger som et rigt tppe over muren; og de stillede honningkagerne op i det grnne i solskinnet og fortalte for en flok andre brn historien om den stumme krlighed, som ikke duede til noget, det vil sige krligheden, for historien var yndig, det fandt de allesammen, og da de s hen p honningparret, ja, s var der en stor dreng, der  og det var af ondskab  havde spist den knkkede jomfru, brnene grd derover, og siden,  og det var vistnok for at det stakkels mandfolk ikke skulle vre ene i verden,  s spiste de ham med, men aldrig glemte de historien.

Altid var de brn sammen ved hyldebusken og under piletret, og den lille pige sang med slvklokkeklar stemme de yndigste sange; i Knud var der ikke tone skabt, men han kunne ordene og det er altid noget.  Folk i Kge, selv isenkrmmermadammen, stod stille og hrte p Johanne. Det er en sd rst den lille unge har! sagde hun.

Det var velsignede dage, men de varer ikke ved altid. Naboerne skiltes ad; den lille piges moder var dd, faderen skulle giftes inde i Kbenhavn og der kunne han f en levevej; han skulle vre bud et sted, det skulle vre et meget indbringende embede. Og naboerne skiltes ad med trer, og brnene isr grd; men de gamle lovede at skrive hinanden til i det mindste n gang om ret. Og Knud kom i skomagerlre, de kunne jo ikke lade den lange dreng lngere g og drive. Og s blev han konfirmeret!

Oh hvor gerne ville han p den hjtidsdag have kommet til Kbenhavn og set lille Johanne, men han kom ikke og aldrig havde han vret der, sknt den kun ligger fem mil fra Kge; men trnene havde Knud set over bugten i klart vejr, og p konfirmationsdagen s han tydeligt det gyldne kors skinne p Frue Kirke.

Ak hvor tnkte p Johanne! mon hun huskede ham? Jo!  Ved juletid kom der brev fra hendes fader til Knuds Forldre, det gik meget godt i Kbenhavn, og en stor lykke ville blive tildelt Johanne ved hendes knne stemme; hun var ansat ved komedien, den de sang i; og lidt penge fik hun allerede derfor og af disse sendte hun de kre nabofolk i Kge en hel rigsdaler til fornjelse juleaften; de skulle drikke hendes skl, og det havde hun selv med egen hnd tilfjet i en efterskrift, og i den stod: venlig hilsen til Knud!

De grd allesammen, og det var jo dog s fornjeligt det hele, men det var af glde de grd. Hver dag havde Johanne vret i hans tanker, og nu s han, at hun ogs tnkte p ham, og alt, som det nrmede sig, at han skulle blive svend, des klarere stod det for ham, at han holdt s meget af Johanne og at hun skulle blive hans lille kone, og s spillede der ham et smil om munden og han trak endnu raskere i rispen, mens benet spndte mod spandremmen; han stak sylen helt ind i den ene finger, men det gjorde ikke noget. Han skulle rigtignok ikke vre stum, som de to honningkager, den historie var ham meget til lrdom.

Og s blev han svend og ranslen snret. Til Kbenhavn skulle han da endelig for frste gang i sit liv og han havde allerede der en mester. N, hvor Johanne ville blive overrasket og glad. Hun var nu sytten r og han var nitten.

Han ville allerede kbe i Kge en guldring til hende, men s betnkte han, at man vist fik dem langt knnere i Kbenhavn; og s blev der taget afsked med de gamle, og rask i efterrstiden gik han p sin fod i regn og rusk; bladene faldt af trerne; vd til skindet kom han til det store Kbenhavn og til sin nye mester.

Frstkommende sndag ville han aflgge besget hos Johannes fader. de nye svendeklder kom p, og den nye hat fra Kge, den kldte Knud s godt, fr havde han altid kun get med kasket.  Og han fandt huset, som han sgte, og kom de mange trapper op; det var ganske til at blive svimmel over, hvorledes menneskene var stillet ovenp hinanden her i den vildsomme by.

Ganske velhavende s der ud inde i stuen, og venligt tog Johannes fader imod ham; for madammen var han jo en fremmed en, men hun gav ham hnden og kaffe.

Det vil fornje Johanne at se dig! sagde faderen, du er jo blevet et meget net menneske!  ja nu skal du se hende! ja det er en pige, jeg har glde af og fr mere, med Guds bistand! hun har sit eget kammer og det betaler hun os for! og faderen selv bankede ganske hfligt p hendes dr, ligesom om han var en fremmed mand, og s trdte de ind  nej, hvor det var nydeligt! der var bestemt ikke sdant et kammer til i hele Kge, dronningen kunne ikke havde det yndigere! Der var gulvtppe, der var gardiner lige ned til jorden, en virkelig fljlsstol og rundt om blomster og skilderier og et spejl, som man var frdig ved at lbe lige ind i, det var lige s stort som en dr. Knud s det alt sammen p n gang og s dog kun Johanne, hun var en voksen pige; ganske anderledes end Knud havde tnkt sig hende, men meget dejligere! der var ikke en jomfru i Kge, som hun, og hvor var hun fin! Men hvor s hun underlig fremmed p Knud, dog kun et jeblik, s flj hun hen imod ham, ligesom om hun ville kysse ham; hun gjorde det ikke, men hun var lige ved det. Jo, hun var rigtignok glad ved at se sin barndoms ven! stod ikke trerne hende i jnene, og s havde hun s meget at sprge og tale om, lige fra Knuds forldre til hyldetret og piletret, og dem kaldte hun Hyldemor og Pilefar, ligesom om de ogs var mennesker, dog det kunne de da liges godt glde for, som honningkagerne kunne det; om dem talte hun ogs, om deres stumme krlighed, hvorledes de l p disken og gik i stykker, og s lo hun s hjerteligt  men blodet brndte Knud i kinderne og hans hjerte slog strkere end ellers!  nej, hun var slet ikke blevet storagtig!  Hun var ogs skyld i, mrkede han nok, at hendes forldre bad ham blive der hele aftnen, og hun sknkede teen og hun selv bd ham en kop og siden tog hun en bog og lste hjt for dem, og det var for Knud ligesom om netop det, hun lste, var om hans krlighed, det passede s ganske p alle hans tanker; og s sang hun en simpel vise, men den blev ved hende til en hel historie, det var som om hendes eget hjerte strmmede over deraf. Jo, hun holdt bestemt af Knud. Trerne lb ham ned over kinderne, han kunne ikke gre derfor, og han kunne ikke sige et eneste ord, han syntes selv, at han var meget dum og dog trykkede hun ham i hnden og sagde: Du har et godt hjerte Knud! bliv altid, som du er!

Det var en magels aften, den var slet ikke til at sove p, og Knud sov heller ikke. Ved afskeden havde Johannes fader sagt: Ja, nu glemmer du os vel ikke ganske! Lad os se, at du ikke lader hele vinteren g hen, fr du ser til os igen!  og s kunne han jo godt komme p sndag! og det ville han. Men hver aften, nr arbejdet var endt, og de arbejdede ved lys, gik Knud ud i byen; han gik hen gennem gaden, hvor Johanne boede, s op til hendes vindue, der var nsten altid lys, og n aften s han ganske tydeligt skyggen af hendes ansigt p gardinet; det var en dejlig aften! Mesters madam syntes ikke om, at han altid om aftnen skulle p farten, som hun kaldte det, og hun rystede p hovedet, men mester lo: det er et ungt menneske! sagde han.

P sndag ses vi, og jeg siger hende det, hvordan hun er i mine tanker, og at hun m blive min lille kone! jeg er rigtignok kun en fattig skomagersvend, men jeg kan blive mester, i det mindste frimester, jeg skal arbejde og strbe ! ja, jeg siger hende det, der kommer ikke noget ud af den stumme krlighed, det har jeg lrt af honningkagerne!

Og sndagen kom og Knud kom, men hvor uheldigt! de skulle alle ud, de mtte sige ham det. Johanne trykkede hans hnd og spurgte: har du vret henne p komedien? Der m du engang! jeg synger p onsdag, og har du da tid, s vil jeg sende dig en billet; min fader ved, hvor din mester bor!

Hvor det var krligt af hende! og onsdag middag kom der ogs et forseglet papir uden ord, men billetten l deri, og om aftnen gik Knud frste gang i sit liv i teatret og hvad s han  ja han s Johanne, s dejlig, s yndig; hun blev rigtignok gift med en fremmed person, men det var komedie. Noget de forestillede, det vidste Knud, ellers havde hun heller ikke nnnet at sende ham billet til at se derp; og alle folk klappede og rbte hjt, og Knud rbte hurra!

Selv kongen smilede ned til Johanne, ligesom om han ogs var glad over hende. Gud, hvor Knud flte sig lille bitte, men han elskede hende s inderligt og hun holdt jo ogs af ham, og mandfolket m sige det frste ord, sdan tnkte jo honningkagejomfruen; i den historie var der meget lagt.

S snart det blev sndag gik Knud derhen; hans tanker var stemte, ligesom til altergang. Johanne var alene og tog imod ham, det kunne ikke vre heldigere.

Det er godt du kommer! sagde hun, nr havde jeg sendt fader til dig, men s havde jeg en fornemmelse af, at du nok kom i aften; for jeg m sige dig, at jeg rejser p fredag til Frankrig, det m jeg, at der kan blive noget rigtigt dygtigt af mig! 

Og det var for Knud, som om stuen drejede rundt, som om hans hjerte ville g itu, men der kom ikke trer i hans jne, dog var det synligt nok, hvor bedrvet han blev; Johanne s det og hun var lige ved at grde, du rlige, trofaste sjl! sagde hun  og s var Knuds tunge lst, og han sagde hende, hvor inderligt han holdt af hende og at hun mtte blive hans lille kone; og i det han sagde det, s han, at Johanne blev ligbleg, hun slap hans hnd og sagde alvorlig og bedrvet: Gr ikke dig selv og mig ulykkelig, Knud! jeg bliver dig altid en god sster, som du kan stole p ! men heller ikke mere! og hun strg sin blde hnd hen over hans hede pande. Gud giver os styrke til meget, nr man kun selv vil!

De trdte i det samme hendes stedmoder ind.

Knud er rent ude af det fordi jeg rejser! sagde hun; vr dog et mandfolk! og s klappede hun ham p skulderen, det var ligesom de kun havde talt om rejsen og ikke om andet. Barn! sagde hun. Og nu skal du vre god og fornuftig, som under piletret, da vi begge var brn!

Og det var for Knud, som om der var get et stykke af verden, hans tanke var som en ls trd, viljels for vinden. Han blev, han vidste ikke, om de havde bedt ham derom, men venlig og gode var de, og Johanne gav ham tevand, og hun sang, det var ikke den gamle klang, og dog s magelst dejligt, det var til at sl hjertet i stykker ved, og s skiltes de; Knud rakte hende ikke hnden, men hun tog hans og sagde: Du giver dog din sster hnden til afsked, min gamle legebroder! og hun smilede med trer, de lb hende ned over kinderne, og hun gentog: Broder. Jo, det skulle stort hjlpe!  Det var afskeden.

Hun sejlede til Frankrig, Knud gik p de kbenhavnske slede gader.  De andre svende fra vrkstedet spurgte ham om, hvad han sdan gik og grubliserede over; han skulle g p fornjelse med dem, han var jo et ungt blod.

Og de gik sammen ind p en dansebod; og der var mange smukke piger, men rigtignok ingen, som Johanne, og der hvor han troede at glemme hende, der stod hun just lyslevende i hans tanker: Gud giver styrke til meget, nr man kun selv vil! havde hun sagt; og der kom en andagt i hans sind, han foldede sine hnder  og violinerne spillede og jomfruerne dansede rundt om; han blev ganske forskrkket, han syntes, han var et sted, hvor han ikke kunne fre Johanne med, og hun var med ham i hans hjerte,  og s gik han udenfor, han lb gennem gaderne, gik forbi huset hvor hun havde boet, der var mrkt, overalt var der mrkt, tomt og ensomt; verden gik sin gang og Knud sin.

Og det blev vinter og vandene frs til, det var ligesom om alt indrettede sig til begravelse.

Men da forret kom og det frste dampskib gik, da fik han sdan lngsel efter at komme bort, langt ud i den vide verden, men ikke for nr ved Frankrig.

Og s snrede han sin ransel og vandrede langt ind i Tyskland, fra by til by, uden rist eller ro; frst da han kom til den gamle, prgtige stad Nrnberg, s var det, som om bisselderet kom ham af skoene, han mgtede at blive.

Det er en underlig gammel by, som klippet ud af en billedkrnike. Gaderne ligger, som de selv vil, husene holder ikke af at st i rkke; karnapper med sm trne, snirkler og billedsttter springer frem over fortovet, og hjt oppe fra de underligt stillede tage lber der midt ud over gaden tagrender, formede som drager og langlivede hunde.

P torvet her stod Knud med ranslen p sin ryg; han stod ved et af de gamle springvand, hvor de herlige malmfigurer, bibelske og historiske, st mellem de springende vandstrler.  En smuk tjenestepige hentede just vand, hun gav Knud en lskedrik; og da hun havde en hel hndfuld roser, gav hun ham ogs en af dem, og det syntes ham et godt varsel. 

Fra kirken tt ved brusede orglet ud til ham, det klang s hjemligt, ligesom fra Kge kirke og han trdte ind i den store dom; solen skinnede gennem de malede ruder, ind mellem de hje slanke piller; der var andagt i hans tanke, der kom stilhed i hans sind.

Og han sgte og fandt en god mester i Nrnberg, og hos ham blev han og lrte sproget.

De gamle grave om byen er forvandlet til sm kkkenhaver, men de hje mure str endnu, med svre trne; rebslageren snor sine reb p det bjlkebyggede galleri hen ad muren ind til byen, og her rundt om fra revner og huller vokser hyldetrer, der hnger deres grene udover de sm lave huse nedenfor, og i et af disse boede den mester, som Knud arbejdede hos; hen over det lille tagvindue, hvor han sov, hldede hylden sine grene.

Her boede han en sommer og en vinter, men da forret kom, s var her ikke til at holde ud, hylden stod i blomster, og de duftede s hjemligt, det var ligesom han var i haven ved Kge,  og s flyttede Knud fra sin mester og hen til en anden lngere inde i byen, hvor der ingen hyldetrer stod.

Det var tt ved en af de gamle murede broer, lige over en altid brusende lav vandmlle, han her kom p vrksted; udenfor var der kun en rivende flod, der blev indeklemt af husene, som alle var behngte med gamle skrbelige altaner, det s ud, som om de ville ryste dem ned i vandet.  Her voksede ingen hyld, her stod ikke engang en urtepotte med en smule grnt i, men lige overfor var der et stort gammelt piletr, der ligesom holdt sig fast til huset der, for ikke at rives bort af strmmen; det strakte sine grene hen over floden, akkurat ligesom piletret i haven ved Kge .

Jo, han var rigtignok flyttet fra Hyldemor til Pilefar, tret her, isr i mneskinsaftner, havde noget hvorved han flte sig:

 s dansk i sind
i mneskin!

men det var slet ikke mneskinnet, som gjorde det, nej det var det gamle piletr.

Han kunne ikke holde det ud, og hvorfor ikke? Sprg pilen, sprg den blomstrende hyld!  og s sagde han farvel til den mester og til Nrnberg og drog lngere bort.

Til Ingen talte han om Johanne; inden i sig gemte han sin sorg, og sr betydning lagde han i historien om honningkagerne; nu forstod han, hvorfor mandfolket der havde en bitter mandel til venstre, han havde selv en bitter smag deraf, og Johanne, som altid var s mild og smilende, hun var bare honningkage. Det var, som om remmen fra hans ransel snrede ham, s at det var svrt at trkke vejret, han lsnede den, men det hjalp ikke. Verden var kun halv uden om ham, den anden halvdel bar han inden i sig, sdan var det!

Frst da han s de hje bjerge, blev verden ham strre, hans tanker vendte ud ad, han fik trer i sine jne. Alperne syntes ham Jordens sammenlagte vinger; hvad om den oplftede dem, udbredte de store fjer med brogede billeder af sorte skove, brusende vande, skyer og snemasser! P dommedag lfter jorden de store vinger, flyver mod Gud og brister som boble i hans klare strler! Oh, gid at det var dommedag! sukkede han. 

Stille vandrede han gennem landet, der syntes ham en grsgroet frugthave; fra husenes traltaner nikkede de kniplende piger til ham, bjergtoppene gldede i den rde aftensol, og da han s de grnne ser mellem de mrke trer  s tnkte han p stranden ved Kge Bugt; og der var vemod, men ikke smerte i hans bryst.

Der hvor Rhinen, som n lang blge, vlter frem, styrter, knuses og forvandles i snehvide klare skymasser, som var det skyernes skabelse  regnbuen flagrer som et lst bnd hen derover,  her tnkte han p vandmllen ved Kge, hvor vandet bruste og knustes.

Gerne var han blevet i den stille rhinby, men her var s megen hyld og s mange piletrer,  og s drog han videre; over de hje, mgtige bjerge, gennem klippesprngninger og hen ad veje, der som svalereder var klinede til stenvggen. Vandet bruste i dybet, skyerne l under ham; over blanke tidsler, alperoser og sne gik han i den varme sommersol  og s sagde han farvel til Nordens lande og kom ned under kastanjetrer, mellem vinhaver og majsmarker. Bjergene var en mur mellem ham og alle erindringer, og sledes skulle det vre. 

Der l foran ham en stor, prgtig stad, de kaldte den Milano og her fandt han en tysk mester, som gav ham arbejde; det var et gammelt skikkeligt gtepar, han var kommet p vrkstedet hos. Og de fik kr den stille svend, der talte lidt, arbejdede des mere og var from og kristelig. Det var ogs, som Gud havde taget den tunge byrde fra hans hjerte.

Hans bedste lyst var, imellem at stige op p den mgtige marmorkirke, den syntes ham skabt af sne hjemmefra, og formet i billeder, spidse trne, blomstersmykkede bne haller; fra hver krog, fra hver spidse og bue smilede de hvide billedsttter til ham.  Ovenover sig havde han den bl himmel, under sig byen og den vidtudstrakte grnne lombarderslette, og mod nord de hje bjerge med den evige sne,  og s tnkte han p Kge kirke med vedbendrankerne om de rde mure, men han lngtes ikke; her bag bjergene ville han begraves.

t r havde han levet her, det var tre r siden han drog hjemme fra; da frte hans mester ham ud i staden, ikke til arena, for at se kunstberiderne, nej til den store opera, og det var ogs en sal, der var vrd at se.  I syv etager derinde hang der silkegardiner, og fra gulvet, svimlende hjt op til loftet, sad der de fineste damer med blomsterbuketter i hnderne, ligesom om de skulle p bal, og herrerne var i fuld stads og mange med slv og med guld. Der var s lyst, som i det klareste solskin og s bruste musikken s strkt og dejligt, det var mere pragtfuldt end komedien i Kbenhavn, men der var Johanne dog, og her  ja, det var som en trolddom, gardinet gik til side og ogs her stod Johanne i guld og silke med guldkrone p hovedet; hun sang som kun en Guds engel kan synge; hun trdte s langt frem hun kunne, hun smilede, som kun Johanne kunne det, hun s lige p Knud.

Den stakkels Knud greb mesters hnd og rbte hjt Johanne! men det kunne ikke hres, musikanterne spillede s strkt p; og mester nikkede dertil: Ja vist hedder hun Johanne! og s tog han et trykt blad og viste, at der stod hendes navn, hele hendes navn.

Nej, det var ingen drm! og alle mennesker jublede for hende og kastede blomster og kranse til hende, og hver gang hun gik, s kaldte de p hende igen, hun gik og kom og atter kom.

Ude p gaden flokkede folk sig om hendes vogn og de trak den, og Knud var allerforrest og allergladest, og da de kom til hendes prgtigt oplyste hus, stod Knud lige ved vogndren, der bnedes, og hun trdte ud, og lyset skinnede lige ind i hendes velsignede ansigt og hun smilede og takkede s mildt og hun var s rrt; og Knud s hende lige ind i ansigtet og hun s Knud lige ind i ansigtet, men hun kendte ham ikke. En herre med stjerne p sit bryst rakte hende sin arm  de var forlovede, sagde man.

Og s gik Knud hjem og snrede sin ransel; han ville, han mtte hjem til hylden og pilen  ak under piletret! i n time kan man leve et helt menneskeliv!

De bad ham blive; ingen ord kunne holde ham tilbage; de sagde ham, at det var mod vintertid, at sneen alt faldt i bjergene; men i sporet af den langsomt krende vogn,  den mtte der jo banes vej for,  kunne han g, med ranslen p sin ryg, stttende sig p sin stav. 

Og han gik mod bjergene, op ad dem og ned ad dem; afkrftet, s han endnu ikke by eller hus; det var mod Norden. Stjernerne tndtes oven over ham, hans fdder vaklede, hans hoved svimlede; dybt nede i dalen tndtes ogs stjerner, det var, som om himlen ogs udstrakte sig neden under ham. Han flte sig syg. Stjernerne dernede blev flere og flere og altid klarere, de bevgede sig hid og did. Det var en lille by, hvor lysene blinkede, og da han forstod det, anstrengte han sine sidste krfter og nede der et ringe herberg.

Et helt dgn blev han her, thi hans legeme trngte til hvile og pleje. Det var t og slud i dalen. En morgenstund kom her en liremand, han spillede en melodi hjemme fra Danmark, og s kunne Knud ikke lngere holde det ud,  han gik i dage, i mange dage, med en hast, som gjaldt det at komme hjem fr de alle sammen dde der;  men til ingen talte han om sin lngsel, ingen kunne tro, han havde hjertesorg, den dybeste man kan have, den er ikke for verden, den er ikke morsom, den er ikke engang for vennerne og han havde ingen venner! Fremmed gik han i fremmed land, hjemad, mod Norden. I det eneste brev hjemmefra, det forldrene for r og dag siden havde skrevet, stod: Du er ikke rigtig dansk, som vi andre hjemme! vi er det s uhyre! Du holder kun af fremmed land! Forldrene kunne skrive det  ja, de kendte ham jo!

Det var aften, han gik p den bne landevej, det begyndte at fryse; landet selv blev mere og mere fladt med mark og eng; der stod ved vejen et stort piletr; alt s s hjemligt, s dansk ud! han satte sig under pilen, han flte sig s trt, hans hoved bjede sig, hans jne lukkede sig til hvile, men han flte og fornam, hvorledes pilen snkede sine grene ned imod ham, tret syntes en gammel mgtig mand, det var Pilefar selv, der lftede ham p sine arme og bar ham, den trtte sn, hjem til det danske land ved den bne blege strand, til Kge by, til barndomshaven. Ja, det var piletret selv fra Kge, der var get ud i verden for at sge og finde ham, og nu var han fundet og bragt hjem i den lille have ved en, og her stod Johanne i al sin pragt, med guldkronen p, som han sidst havde set hende og rbte: Velkommen!

Og lige foran dem stod to underlige skikkelser, men de s meget mere menneskelige ud end i barndomstiden, de havde ogs forandret sig; det var de to honningkager, mandfolket og fruentimmeret; de vendte retten til og s godt ud.

Tak! sagde de begge to til Knud; Du har lst vor tunge! Du har lrt os, at man skal frejdigt udtale sin tanke, ellers kommer der ikke noget ud af det! og nu er der kommet noget ud af det!  vi er forlovede!

Og s gik de hnd i hnd gennem Kges gader, og de s meget anstndigt ud p vrangen, der var ikke noget at sige p dem! og de gik lige hen mod Kge kirke, og Knud og Johanne fulgte efter; de gik ogs hnd i hnd; og kirken stod som fr med rde mure og dejligt vedbendgrnt, og kirkens store dr bnede sig til begge sider og orglet bruste og mandfolket og fruentimmeret gik begge op af kirkegangen: Herskabet frst! sagde de, honningkagernes brudefolk! og s trdte de hver til sin side for Knud og Johanne, og de knlede deroppe og hun bjede sit hoved over hans ansigt, og der trillede iskolde trer fra hendes jne, det var isen der smeltede om hendes hjerte ved hans strke krlighed, og de faldt p hans brndende kinder, og  han vgnede ved det, og sad under det gamle piletr i fremmed land, i den vinterkolde aften; der faldt fra skyerne isnende hagl, de piskede hans ansigt.

Det var den dejligste time i mit liv! sagde han, og den var en drm.  Gud, lad mig drmme den om igen! og han lukkede sine jne, han sov, han drmte.

I morgenstunden faldt sneen, den fygede hen over hans fdder, han sov. Landsbyfolk gik til kirke; der sad en hndvrkssvend, han var dd, frosset ihjel  under piletret.

-----

* * *
