Tommelise
af Hans Christian Andersen

-----

Der var engang en kone, som s gerne ville have sig et lille bitte barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulle f t fra; s gik hun hen til en gammel heks og sagde til hende: Jeg ville s inderlig gerne have et lille barn, vil du ikke sige mig, hvor jeg dog skal f t fra?

Jo, det skal vi nok komme ud af! sagde heksen. Der har du et bygkorn, det er slet ikke af den slags, som gror p bondemandens mark, eller som hnsene fr at spise, lg det i en urtepotte, s skal du f noget at se!

Tak skal du have! sagde konen og gav heksen tolv skilling, gik s hjem, plantede bygkornet, og straks voksede der en dejlig stor blomst op, den s ganske ud, som en tulipan, men bladene lukkede sig tt sammen, ligesom om den endnu var i knop.

Det er en nydelig blomst! sagde konen, og kyssede den p de smukke rde og gule blade, men lige i det hun kyssede, gav blomsten et stort knald, og bnede sig. Det var en virkelig tulipan, kunne man nu se, men midt inde i blomsten, p den grnne stol, sad der en lille bitte pige, s fin og nydelig, hun var ikke uden en tomme lang, og derfor kaldtes hun Tommelise.

En nydelig lakeret valndskal fik hun til vugge, bl violblade var hendes madrasser og et rosenblad hendes overdyne; der sov hun om natten, men om dagen legede hun p bordet, hvor konen havde sat en tallerken, som hun havde lagt en hel krans om med blomster, der stak deres stilke ned i vandet; her fld et stort tulipanblad, og p dette mtte Tommelise sidde og sejle fra den ene side af tallerkenen til den anden; hun havde to hvide hestehr at ro med. Det s just dejligt ud. Hun kunne ogs synge, oh s fint og nydeligt, som man aldrig her har hrt. 

En nat, som hun l i sin smukke seng, kom der en hslig skrubtudse hoppende ind af vinduet; der var en rude itu. Skrubtudsen var s styg, stor og vd, den hoppede lige ned p bordet, hvor Tommelise l og sov under det rde rosenblad.

Det var en dejlig kone til min sn! sagde skrubtudsen, og s tog hun fat i valndskallen, hvor Tommelise sov, og hoppede bort med hende gennem ruden, ned i haven.

Der lb en stor, bred ; men lige ved bredden var det sumpet og mudret; her boede skrubtudsen med sin sn. Uh! han var ogs styg og fl, lignede ganske sin moder: Koaks, koaks, brekke-ke-keks! Det var alt hvad han kunne sige, da han s den nydelige lille pige i valndskallen.

Snak ikke s hjt, for ellers vgner hun! sagde den gamle skrubtudse, hun kunne endnu lbe fra os, for hun er s let, som et svanedun! Vi vil stte hende ud i en p et af de brede kandeblade, det er for hende, der er s let og lille, ligesom en ! Der kan hun ikke lbe bort, mens vi gr stadsstuen i stand nede ved mudderet, hvor I skal bo og bygge!

Ude i en voksede der s mange kander med de brede grnne blade, der ser ud som de flyder oven p vandet; det blad, som var lngst ude, var ogs det allerstrste; dr svmmede den gamle skrubtudse ud og satte valndskallen med Tommelise.

Den lillebitte stakkel vgnede ganske tidlig om morgenen, og da hun s, hvor hun var, begyndte hun s bitterligt at grde, for der var vand p alle sider af det store grnne blad, hun kunne slet ikke komme i land.

Den gamle skrubtudse sad nede i mudderet og pyntede sin stue op med siv og gule knappe,  der skulle vre rigtigt net for den nye svigerdatter,  svmmede s med den stygge sn ud til bladet, hvor Tommelise stod, de ville hente hendes pne seng, den skulle sttes op i brudekammeret, fr hun selv kom der. Den gamle skrubtudse nejede s dybt i vandet for hende og sagde: Her skal du se min sn, han skal vre din mand, og I skal bo s dejligt nede i mudderet!

Koaks, koaks! Brekkekekeks! det var alt, hvad snnen kunne sige.

S tog de den nydelige lille seng og svmmede bort med den, men Tommelise sad ganske alene og grd p det grnne blad, for hun ville ikke bo hos den fle skrubtudse eller have hendes hslige sn til sin mand. De sm fisk, som svmmede nede i vandet, havde nok set skrubtudsen og hrt hvad hun sagde, derfor stak de hovederne op, de ville dog se den lille pige. S snart de fik hende at se, fandt de hende s nydelig, og det gjorde dem s ondt, at hun skulle ned til den stygge skrubtudse. Nej, det skulle aldrig ske. De flokkede sig nede i vandet rundt om den grnne stilk, der holdt bladet, hun stod p, gnavede med tnderne stilken over, og s fld bladet ned af en, bort med Tommelise, langt bort, hvor skrubtudsen ikke kunne komme.

Tommelise sejlede forbi s mange stder, og de sm fugle sad i buskene, s hende og sang hvilken nydelig lille jomfru! Bladet med hende svmmede lngere og lngere bort; sledes rejste Tommelise udenlands.

En nydelig lille hvid sommerfugl blev ved at flyve rundt omkring hende, og satte sig til sidst ned p bladet, for den kunne s godt lide Tommelise, og hun var s fornjet, for nu kunne skrubtudsen ikke n hende og der var s dejligt, hvor hun sejlede; solen skinnede p vandet, det var ligesom det dejligste guld. S tog hun sit livbnd, bandt den ene ende om sommerfuglen, den anden ende af bndet satte hun fast i bladet; det gled da meget hurtigere afsted og hun med, for hun stod jo p bladet.

I det samme kom der en stor oldenborre flyvende, den fik hende at se og i jeblikket slog den sin klo om hendes smkre liv og flj op i tret med hende, men det grnne blad svmmede ned af en og sommerfuglen flj med, for han var bundet til bladet og kunne ikke komme ls.

Gud, hvor den stakkels Tommelise blev forskrkket, da oldenborren flj op i tret med hende, men hun var dog allermest bedrvet for den smukke, hvide sommerfugl, hun havde bundet fast til bladet; dersom han nu ikke kunne komme ls, mtte han jo sulte ihjel. Men det brd oldenborren sig ikke noget om. Den satte sig med hende p det strste, grnne blad i tret, gav hende det sde af blomsterne at spise og sagde, at hun var s nydelig, sknt hun slet ikke lignede en oldenborre. Siden kom alle de andre oldenborrer, der boede i tret, og gjorde visit; de s p Tommelise, og frken- oldenborrerne trak p flehornene og sagde: Hun har dog ikke mere end to ben, det ser ynkeligt ud. Hun har ingen flehorn! sagde den anden. Hun er s smkker i livet, fy! hun ser ud ligesom et menneske! hvor hun er styg! sagde alle hun-oldenborrerne, og s var Tommelise dog s nydelig; det syntes ogs den oldenborre, som havde taget hende, men da alle de andre sagde, hun var hslig, s troede han det til sidst ogs og ville slet ikke have hende; hun kunne g, hvor hun ville. De flj ned af tret med hende og satte hende p en gseurt; der grd hun, fordi hun var s styg, at oldenborrerne ikke ville have hende, og s var hun dog den dejligste, man kunne tnke sig, s fin og klar som det sknneste rosenblad.

Hele sommeren igennem levede den stakkels Tommelise ganske alene i den store skov. Hun flettede sig en seng af grsstr og hang den under et stort skrppeblad, s kunne det ikke regne p hende; hun pillede det sde af blomsterne og spiste, og drak af duggen, der hver morgen stod p bladene; sledes gik sommer og efterr, men nu kom vinteren, den kolde, lange vinter. Alle fuglene, der havde sunget s smukt for hende, flj deres vej, trerne og blomsterne visnede, det store skrppeblad, hun havde boet under, rullede sammen og blev kun en gul, vissen stilk, og hun frs s forskrkkeligt, for hendes klder var itu og hun var selv s fin og lille, den stakkels Tommelise, hun mtte fryse ihjel. Det begyndte at sne og hver snefnug, der faldt p hende, var, som nr man kaster en hel skuffe fuld p os, thi vi er store og hun var kun en tomme lang. S svbte hun sig ind i et vissent blad, men det ville ikke varme, hun rystede af kulde.

Tt udenfor skoven, hvor hun nu var kommet, l en stor kornmark, men kornet var forlnge siden borte, kun de ngne, trre stubbe stod op af den frosne jord. De var ligesom en hel skov for hende at g imellem, oh, hun rystede sdan af kulde. S kom hun til markmusens dr. Den var et lille hul inde under kornstubbene. Der boede markmusen lunt og godt, havde hele stuen fuld af korn, et dejligt kkken og spisekammer. Den stakkels Tommelise stillede sig indenfor dren, ligesom en anden fattig tiggerpige og bad om et lille stykke af et bygkorn, for hun havde i to dage ikke fet det mindste at spise.

Din lille stakkel! sagde markmusen, for det var i grunden en god gammel markmus, kom du ind i min varme stue og spis med mig!

Da hun nu syntes godt om Tommelise, sagde hun: Du kan gerne blive hos mig i vinter, men du skal holde min stue pn ren og fortlle mig historier, for dem holder jeg meget af, og Tommelise gjorde, hvad den gode, gamle markmus forlangte og havde det da grumme godt.

Nu fr vi nok snart besg! sagde markmusen, min nabo plejer hver ugesdag at besge mig. Han sidder bedre endnu inden vgge, end jeg; har store sale og gr med sdan en dejlig, sort fljlspels! Bare du kunne f ham til mand, s var du godt forsrget; men han kan ikke se. Du m fortlle ham de nydeligste historier, du ved!

Men det brd Tommelise sig ikke om, hun ville slet ikke have naboen, for han var en muldvarp. Han kom og gjorde visit i sin sorte fljlspels, han var s rig og s lrd, sagde markmusen, hans huslejlighed var ogs over tyve gange strre, end markmusens, og lrdom havde han, men solen og de smukke blomster kunne han slet ikke lide, dem snakkede han ondt om, for han havde aldrig set dem. Tommelise mtte synge og hun sang bde Oldenborre flyv, flyv! og Munken gr i enge, s blev muldvarpen forlibt i hende, for den smukke stemmes skyld, men han sagde ikke noget, han var sdan en sindig mand. 

Han havde nylig gravet sig en lang gang gennem jorden fra sit til deres hus, i den fik markmusen og Tommelise lov til at spadsere, nr de ville. Men han bad dem ikke blive bange for den dde fugl, som l i gangen; det var en hel fugl med fjer og nb, der vist var dd for ganske nylig, da vinteren begyndte, og nu gravet ned, just hvor han havde gjort sin gang.

Muldvarpen tog et stykke trske i munden, for det skinner jo ligesom ild i mrke, og gik s foran og lyste for dem i den lange, mrke gang; da de s kom, hvor den dde fugl l, satte muldvarpen sin brede nse mod loftet og stdte jorden op, s der blev et stort hul, som lyset kunne skinne igennem. Midt p gulvet l en dd svale, med de smukke vinger trykkede fast ind om siderne, benene og hovedet trukket ind under fjerene; den stakkels fugl var bestemt dd af kulde. Det gjorde Tommelise s ondt for den, hun holdt s meget af alle de sm fugle, de havde jo hele sommeren sunget og kvidret s smukt for hende, men muldvarpen stdte til den med sine korte ben og sagde: Nu piber den ikke mere! Det m vre ynkeligt at blive fdt til en lille fugl! Gud ske lov, at ingen af mine brn bliver det; sdan en fugl har jo ingen ting uden sit kvivit og m sulte ihjel til vinteren!

Ja, det m I, som en fornuftig mand, nok sige, sagde markmusen. Hvad har fuglen for al sit kvivit, nr vinteren kommer? Den m sulte og fryse; men det skal vel ogs vre s stort!

Tommelise sagde ikke noget, men da de to andre vendte ryggen til fuglen, bjede hun sig ned, skd fjedrene til side, der l over dens hoved, og kyssede den p de lukkede jne. Mske var det den, som sang s smukt for mig i sommer, tnkte hun, hvor den skaffede mig megen glde, den kre, smukke fugl!

Muldvarpen stoppede nu hullet til, som dagen skinnede igennem, og fulgte s damerne hjem. Men om natten kunne Tommelise slet ikke sove, s stod hun op af sin seng og flettede af h et stort smukt tppe, og det bar hun ned og bredte rundt om den dde fugl, lagde bld bomuld, hun havde fundet i markmusens stue, p siderne af fuglen, for at den kunne ligge varmt i den kolde jord.

Farvel du smukke lille fugl! sagde hun, farvel og tak for din dejlige sang i sommer, da alle trerne var grnne og solen skinnede s varmt p os! S lagde hun sit hoved op til fuglens bryst, men blev i det samme ganske forskrkket, thi det var ligesom noget bankede der indenfor. Det var fuglens hjerte. Fuglen var ikke dd, den l i dvale, og var nu blevet opvarmet og fik liv igen.

Om efterret s flyver alle svalerne bort til de varme lande, men er der n der forsinker sig, s fryser den sledes, at den falder ganske dd ned, bliver liggende, hvor den falder, og den kolde sne lgger sig ovenover.

Tommelise rystede ordentligt, s forskrkket var hun blevet, for fuglen var jo en stor, stor n imod hende, der kun var en tomme lang, men hun tog dog mod til sig, lagde bomulden tttere om den stakkels svale, og hentede et krusemynteblad, hun selv havde haft til overdyne, og lagde det over fuglens hoved.

Nste nat listede hun sig igen ned til den, og da var den ganske levende, men s mat, den kunne kun et lille jeblik lukke sine jne op og se Tommelise, der stod med et stykke trske i hnden, for anden lygte havde hun ikke.

Tak skal du have, du nydelige lille barn! sagde den syge svale til hende, jeg er blevet s dejlig opvarmet! Snart fr jeg mine krfter og kan flyve igen, ude i det varme solskin!

Oh! sagde hun, det er s koldt udenfor, det sner og fryser! Bliv du i din varme seng, jeg skal nok pleje dig!

Hun bragte da svalen vand i et blomsterblad, og den drak og fortalte hende, hvorledes den havde revet sin ene vinge p en tornebusk og kunne derfor ikke flyve s strkt, som de andre svaler, som da flj bort, langt bort til de varme lande. Den var da til sidst faldet ned p jorden, men mere kunne den ikke huske, og vidste slet ikke, hvorledes den var kommet her.

Hele vinteren blev den nu hernede og Tommelise var god imod den og holdt s meget af den; hverken muldvarpen eller markmusen fik det mindste at vide derom, for de kunne jo ikke lide den stakkels fattige svale.

S snart forret kom og solen varmede ind i jorden, sagde svalen farvel til Tommelise, der bnede hullet, som muldvarpen havde gjort ovenover. Solen skinnede s dejligt ind til dem, og svalen spurgte, om hun ikke ville flge med, hun kunne sidde p dens ryg, de ville flyve langt ud i den grnne skov. Men Tommelise vidste, det ville bedrve den gamle markmus, om hun sledes forlod hende.

Nej, jeg kan ikke! sagde Tommelise. Farvel, farvel! du gode nydelige pige! sagde svalen og flj ud i solskinnet. Tommelise s efter den, og vandet kom i hendes jne, for hun holdt s meget af den stakkels svale. Kvivit! Kvivit! sang fuglen og flj ind i den grnne skov. 

Tommelise var s bedrvet. Hun fik slet ikke lov at komme ud i det varme solskin; kornet, der var set p ageren, hen over markmusens hus, voksede ogs hjt op i vejret, det var en hel tyk skov for den stakkels lille pige, som jo kun var en tomme lang.

Nu skal du i sommer sy p dit udstyr! sagde markmusen til hende, for nu havde naboen, den kedelige muldvarp i den sorte fljlspels, friet til hende. Du skal have bde uldent og linned! Du skal have at sidde og ligge p, nr du bliver muldvarpens kone!

Tommelise mtte spinde p hndtn, og markmusen lejede fire edderkopper til at spinde og vve nat og dag. Hver aften gjorde muldvarpen visit og snakkede da altid om, at nr sommeren fik ende, s skinnede solen ikke nr s varmt, den brndte jo nu jorden fast, som en sten; ja nr sommeren var ude, s skulle brylluppet st med Tommelise; men hun var slet ikke fornjet, for hun holdt ikke noget af den kedelige muldvarp. Hver morgen, nr solen stod op, og hver aften, nr den gik ned, listede hun sig ud i dren og nr s vinden skilte toppene af kornet ad, s at hun kunne se den bl himmel, tnkte hun p, hvor lyst og smukt der var herude, og nskede s meget, at hun igen mtte f den kre svale at se; men den kom aldrig mere, den flj vist langt borte i den smukke grnne skov.

Da det nu blev efterr, havde Tommelise hele sit udstyr frdigt.

Om fire uger skal du have bryllup! sagde markmusen til hende. Men Tommelise grd og sagde, hun ville ikke have den kedelige muldvarp.

Snik snak! sagde markmusen, gr dig ikke obsternasig, for ellers skal jeg bide dig med min hvide tand! Det er jo en dejlig mand, du fr! Hans sorte fljlspels har dronningen selv ikke mage til! Han har bde i kkken og klder. Tak du Gud for ham!

S skulle de have bryllup. Muldvarpen var allerede kommet for at hente Tommelise; hun skulle bo med ham, dybt nede under jorden, aldrig komme ud i den varme sol, for den kunne han ikke lide. Det stakkels barn var s bedrvet, hun skulle nu sige den smukke sol farvel, som hun dog hos markmusen havde fet lov at se p i dren.

Farvel, du klare sol! sagde hun og rakte armene hjt op i vejret, gik ogs en lille smule udenfor markmusens hus; thi nu var kornet hstet, og her stod kun de trre stubbe. Farvel, farvel! sagde hun og slog sine sm arme om en lille rd blomst, der stod. Hils den lille svale fra mig, dersom du fr den at se!

Kvivit, kvivit! sagde det i det samme over hendes hoved; hun s op, det var den lille svale, der just kom forbi. S snart den s Tommelise, blev den s fornjet; hun fortalte den, hvor ndig hun ville have den stygge muldvarp til mand, og at hun s skulle bo dybt under jorden, hvor aldrig solen skinnede. Hun kunne ikke lade vre at grde derved.

Nu kommer den kolde vinter, sagde den lille svale, jeg flyver langt bort til de varme lande, vil du flge med mig? Du kan sidde p min ryg! Bind dig kun fast med dit livbnd, s flyver vi bort fra den stygge muldvarp og hans mrke stue, langt bort over bjergene til de varme lande, hvor solen skinner smukkere end her, hvor der altid er sommer og dejlige blomster. Flyv kun med mig, du sde lille Tommelise, som har reddet mit liv, da jeg l forfrossen i den mrke jordklder!

Ja, jeg vil flge med dig! sagde Tommelise, og satte sig op p fuglens ryg, med fdderne p dens udbredte vinge, bandt sit blte fast i en af de strkeste fjer og s flj svalen hjt op i luften, over skov og over s, hjt op over de store bjerge, hvor der altid ligger sne, og Tommelise frs i den kolde luft, men s krb hun ind under fuglens varme fjer og stak kun det lille hoved frem for at se al den dejlighed under sig.

S kom de til de varme lande. Dr skinnede solen meget klarere end her, himlen var to gange s hj og p grfter og grder voksede de dejligste grnne og bl vindruer. I skovene hang citroner og appelsiner, her duftede af myrter og krusemynter, og p landevejen lb de nydeligste brn og legede med store brogede sommerfugle. Men svalen flj endnu lngere bort, og det blev smukkere og smukkere. Under de dejligste grnne trer ved den bl s, stod et skinnende hvidt marmorslot, fra de gamle tider, vinrankerne snoede sig op om de hje piller; der verst oppe var mange svalereder, og i en af disse boede svalen, som bar Tommelise. 

Her er mit hus! sagde svalen; men vil du nu selv sge dig en af de prgtige blomster ud, som gror dernede, s skal jeg stte dig der og du skal f det s nydeligt, du vil nske det!

Det var dejligt! sagde hun, og klappede med de sm hnder.

Der l en stor hvid marmorsjle, som var faldet om p jorden og knkket i tre stykker, men mellem disse voksede de smukkeste store hvide blomster. Svalen flj ned med Tommelise og satte hende p et af de brede blade; men hvor forundret blev hun ikke! der sad en lille mand midt i blomsten, s hvid og gennemsigtig, som han var af glas; den nydeligste guldkrone havde han p hovedet og de dejligste klare vinger p skuldrene, selv var han ikke strre end Tommelise. Han var blomstens engel. I hver blomst boede der sdan en lille mand eller kone, men denne var konge over dem allesammen.

Gud, hvor han er smuk! hviskede Tommelise til svalen. Den lille prins blev s forskrkket for svalen, thi den var jo en hel kmpefugl imod ham, der var s lille og fin, men da han s Tommelise, blev han s glad, hun var den allersmukkeste pige, han endnu havde set. Derfor tog han sin guldkrone af sit hoved og satte p hendes, spurgte, hvad hun hed og om hun ville vre hans kone, s skulle hun blive dronning over alle blomsterne! Ja det var rigtignok en mand, anderledes, end skrubtudsens sn og muldvarpen med den sorte fljlspels. Hun sagde derfor ja til den dejlige prins og fra hver blomst kom en dame eller herre, s nydelig, det var en lyst, hver bragte Tommelise en present, men den bedste af alle var et par smukke vinger af en stor hvid flue; de blev hftet p Tommelises ryg og s kunne hun ogs flyve fra blomst til blomst; der var sdan en glde og den lille svale sad oppe i sin rede og sang for dem, s godt den kunne, men i hjertet var den dog bedrvet, for den holdt s meget af Tommelise og ville aldrig have vret skilt fra hende.

Du skal ikke hedde Tommelise! sagde blomstens engel til hende, det er et stygt navn, og du er s smuk. Vi vil kalde dig Maja!

Farvel! farvel sagde den lille svale, og flj igen bort fra de varme lande, langt bort tilbage til Danmark; der havde den en lille rede over vinduet, hvor manden bor, som kan fortlle eventyr, for ham sang den kvivit, kvivit! derfra har vi hele historien.

-----

* * *
