Tante Tandpine
af
Hans Christian Andersen

-----

Hvorfra vi har historien? 

 Vil du vide det?

Vi har den fra fjerdingen, den med de gamle papirer i.

Mangen god og sjlden bog er get i spkhkeren og urtekrmmeren, ikke som lsning, men som ndvendighedsartikel. De m have papir til krmmerhus for stivelse og kaffebnner, papir om spegesild, smr og ost. Skrevne sager er ogs brugelige.

Tit gr i btte, hvad der ikke skulle g i btte.

Jeg kender en urtekrmmerdreng, sn af en spkhker; han er get til vejrs fra klderen til stuebutikken; et menneske med stor lsning, krmmerhus-lsning, bde den trykte og den skrevne. Han har en interessant samling, og i den flere vigtige aktstykker fra en og anden alt for beskftiget tankespredt embedsmands papirkurv; et og andet fortroligt brev fra veninde til veninde: skandalemeddelelser, som ikke mtte g videre, ikke omtales af noget menneske. Han er en levende redningsanstalt for en ikke ringe del af litteraturen og har i den et stort omrde, han har forldrenes og principalens bod og har der reddet mangen bog eller blade af en bog, der nok kunne fortjene at lses to gange.

Han har vist mig sin samling trykte og skrevne sager fra btten, rigest fra spkhkerens. Der l et par blade af en strre skrivebog; den srdeles smukke og tydelige hndskrift tildrog sig straks min opmrksomhed.

Det har studenten skrevet! sagde han, studenten, som boede her lige ovenfor og dde for en mned siden. Han har lidt svrt af tandpine, ser man. Det er ganske morsomt at lse! Her er kun lidt endnu af det skrevne, det var en hel bog og lidt til; mine forldre gav et halvt pund grn sbe for det til studentens vrtinde. Her er, hvad jeg fik holdt tilbage.

Jeg lnte det, jeg lste det og nu meddeler jeg det.

Overskriften var:

TANTE TANDPINE

I

 Tante gav mig sliksdt, da jeg var lille. Mine tnder holdt det ud, blev ikke fordrvede; nu er jeg blevet ldre, blevet student; hun forkler mig endnu med sdt, siger at jeg er digter.

Jeg har i mig noget af poeten, men ikke nok. Tit nr jeg gr i byens gader synes det mig, som gr jeg i et stort bibliotek; husene er bogreoler, hver etage en hylde med bger. Der str en hverdagshistorie, der en god gammel komedie, videnskabelige vrker i alle fag, her smudslitteratur og god lsning. Jeg kan fantasere og filosofere over alt det bogvrk.

Der er noget i mig af poeten, men ikke nok. Mange mennesker har vist liges meget i sig deraf som jeg, og brer dog ikke skilt eller halsbnd med navnet Poet.

Der er givet dem og mig en Guds gave, en velsignelse, stor nok for n selv, men alt for lille til at stykkes ud igen til andre. Den kommer som en solstrle, fylder sjl og tanke; den kommer som en blomsterduft, som en melodi man kender og husker dog ikke hvorfra.

Forleden aften, jeg sad i min stue, trngte til lsning, havde ingen bog, intet blad, faldt i det samme et blad, friskt og grnt, fra lindetret. Luftningen bar det ind af vinduet til mig.

Jeg betragtede de mange forgrenede rer; et lille kryb bevgede sig hen over disse, som ville det gre et grundigt studium af bladet. Da mtte jeg tnke p menneskevisdom; vi kravler ogs om p bladet, kender kun det, og s holder vi straks foredrag over det hele store tr, roden, stammen og kronen; det store tr: Gud, verden og uddelighed, og kender af det hele, kun et lille blad!

Som jeg sad der, fik jeg besg af tante Mille.

Jeg viste hende bladet med krybet, sagde hende mine tanker derved, og hendes jne lyste.

Du er digter! sagde hun, mske den strste vi har! skulle jeg opleve det, s gr jeg gerne i min grav. Du har altid, lige fra brygger Rasmussens begravelse, forbavset mig ved din mgtige fantasi!

Det sagde tante Mille og kyssede mig.

Hvem var tante Mille og hvem var brygger Rasmussen?

II

Moders tante blev af os brn kaldt Tante, vi havde intet andet navn til hende.

Hun gav os syltetj og sukker, uagtet det var en stor fortrd for vore tnder, men hun var svag lige overfor de sde brn, sagde hun. Det var jo grusomt af ngte dem den smule sdt, som de holdt s meget af.

Og derfor holdt vi s meget af Tante.

Hun var gammel frken, s langt jeg kan huske tilbage, altid gammel! Hun stod stille i alderen.

I tidligere r led hun meget af tandpine og talte altid derom, og s var det, hendes ven, brygger Rasmussen, var vittig og kaldte hende Tante Tandpine.

Han bryggede ikke i de sidste r, levede af sine rentepenge, kom tit til Tante og var ldre end hun. Han havde slet ingen tnder, kun nogle sorte stumper.

Som lille havde han spist for meget sukker, sagde han til os brn, og s kom man til at se sledes ud.

Tante havde vist aldrig i sin barndom spist sukker; hun havde de dejligste hvide tnder.

Hun sparede ogs p dem, sov ikke med dem om natten! sagde brygger Rasmussen.

Det var nu at vre ond, vidste vi brn, men Tante sagde, han mente ikke noget med det.

En formiddag ved frokosten, fortalte hun en fl drm, hun havde om natten: at n af hendes tnder var faldet ud.

Det betyder, sagde hun, at jeg mister en sand ven eller veninde!

Var det en falsk tand! sagde bryggeren og smlo, s kan det kun betyde at De mister en falsk ven!

De er en uhflig gammel herre! sagde Tante vred, som jeg aldrig har set hende fr eller siden.

Senere sagde hun, at det kun var dril af hendes gamle ven; han var det dleste menneske p jorden, og nr han engang dde, blev han til en lille Guds engel i himlen!

Jeg tnkte meget over den forvandling og om jeg ville vre i stand til at kende ham i den nye skikkelse.

Da Tante var ung og han ogs ung, friede han til hende. Hun betnkte sig for lnge, blev siddende, blev alt for lnge siddende, blev altid gammel frken, men altid trofast veninde.

Og s dde brygger Rasmussen.

Han blev krt til graven i den dyreste ligvogn og havde stort flge, folk med ordener og i uniform.

Tante stod srgekldt ved vinduet med alle os brn, p den lille broder nr, som storken havde bragt for en uge siden.

Nu var ligvognen og flget forbi, gaden tom, Tante ville g, men det ville jeg ikke, jeg ventede p englen, brygger Rasmussen; han var jo nu blevet et lille vinget Guds barn, og mtte vise sig.

Tante! sagde jeg. Tror du ikke, at han kommer nu! eller at nr storken igen bringer os en lille broder, han da bringer os englen Rasmussen.

Tante blev aldeles overvldet af min fantasi, og sagde: Det barn bliver en stor digter! og det gentog hun i hele min skolegang, ja efter min konfirmation og nu ind i studenterrene.

Hun var og er mig den mest deltagende veninde, bde i digterpine og i tandpine. Jeg har jo anfald af begge to.

Skriv bare alle dine tanker ned, sagde hun, og put dem i bordskuffen; det gjorde Jean Paul; han blev en stor digter, som jeg rigtignok ikke holder af, han spnder ikke! Du m spnde! og du vil spnde!

Natten efter den tale l jeg i lngsel og vnde, i trang og lyst til at blive den store digter, Tante s og fornemmede i mig; jeg l i digterpine! men der er en vrre pine: Tandpine; den masede og kvasede mig; jeg blev en krympende orm, med krydderpose og spansk flue:

Det kender jeg! sagde Tante.

Der var et sorgens smil om hendes mund; hendes tnder skinnede s hvide.

*

Men jeg m begynde et nyt afsnit i min og Tantes historie.

III

Jeg var flyttet ind i en ny huslejlighed og havde boet der en mned. Herom talte jeg med Tante.

Jeg bor hos en stille familie; den tnker ikke p mig, selv om jeg ringer tre gange. Forresten er det et sandt spektakelhus med lyd og larm af vejr og vind og mennesker. Jeg bor lige over porten; hver vogn, som krer ud eller ind, fr skilderierne p vggen til at bevge sig. Porten smlder og rusker i huset, som var det en jordrystelse. Ligger jeg i sengen, g stdene gennem alle mine lemmer; men det skal vre nervestyrkende. Blser det, og blse gr det altid her til lands, s dingler de lange vindueskramper udenfor frem og tilbage og slr mod muren. Naboens portklokke til grden ringer ved hvert vindstd.

Vore husbeboere kommer klatvis hjem, sildigt p aftenen, helt ud p natten; den logerende, lige over mig, som om dagen giver timer i basunblsen, kommer senest hjem og lgger sig ikke, fr han frst har get en lille midnatstur, med tunge trin og jernbeslede stvler.

Dobbelte vinduer er der ikke, men der er en knkket rude, den har vrtinden klistret papir over, vinden blser alligevel ind gennem sprkken og frembringer en lyd som af en summende bremse. Det er sovemusik. Falder jeg s endelig i svn, da bliver jeg snart vkket af hanegal.  Hane og hne melder fra hnseaflukket hos kldermanden, at det vil snart blive morgen. De sm nordbagger, de har ikke stald, de er tjret i sandhullet under trappen, sparker mod dren og panelet for at rre sig.

Dagen dmrer; portneren, som med familie sover p kvisten, buldrer ned ad trappen; trtflerne klaprer, porten smlder, huset ryster, og er det overstet, begynder den logerende oven over at ve sig i gymnastik, lfter i hver hnd en tung jernkugle, som han ikke kan holde p; den falder og falder igen, medens p samme tid husets ungdom, som skal i skole, kommer styrtende skrigende. Jeg gr til vinduet, bner det for at f frisk luft, og det er vederkvgende, nr jeg kan f den, og ikke jomfruen i baghuset vasker handsker i pletvand, det er hendes levebrd. Forresten er det et rart hus og jeg bor hos en stille familie.

Det var det referat, jeg gav Tante om min huslejlighed; jeg gav det livligere, det mundtlige foredrag har friskere ordlyd end det skrevne.

Du er digter! rbte Tante. Skriv bare din tale op, s er du liges god som Dickens! ja mig interesserer du nu meget mere! Du maler, nr du taler! Du beskriver dit hus, s man ser det! Det gyser i n!  Digt videre! Lg noget levende ind i det, mennesker, yndige mennesker, helst ulykkelige!

Huset skrev jeg virkeligt ned, som det str med lyd og lyder, men kun med mig selv, uden handling. Den kom senere!

IV

Der var ved vintertid, ud p aftenen, efter komedietid, et frygteligt vejr, snestorm, s at man nsten ikke kunne trnge sig frem.

Tante var i teatret og jeg var der for at flge hende hjem, men man havde besvr med at g selv, end sige flge andre. Hyrevognene var alle taget i beslag; Tante boede langt ude i byen, min bolig var derimod tt ved teatret, havde det ikke vret tilfldet, mtte vi have stet i skilderhus indtil videre.

Vi stavrede frem i den dybe sne, omsust af de hvirvlende snefnug. Jeg lftede hende, jeg holdt hende, jeg stdte hende frem. Kun to gange faldt vi, men vi faldt bldt.

Vi nede min port, hvor vi rystede os; ogs p trappen rystede vi os og havde dog endnu sne nok til at fylde gulvet med inde i forstuen.

Vi fik af os overtj og nedertj, og alt hvad tj der kunne kastes. Vrtinden lnte Tante trre strmper og en morgenkappe; det var ndvendigt, sagde vrtinden og tilfjede, som sandt var, at Tante umuligt kunne komme hjem denne nat, bad hende tage til takke med hendes dagligstue; der ville hun rede seng p sofaen foran den altid aflsede dr ind til mig.

Og det skete.

Ilden brndte i min kakkelovn, temaskinen kom p bordet, der blev hyggeligt i den lille stue, om ikke s hyggeligt som hos Tante, hvor der ved vintertid er tykke gardiner for dren, tykke gardiner for vinduerne, dobbelte gulvtpper med tre lag tykt papir under; man sidder der som i en veltilproppet flaske med varm luft; dog som sagt, der blev ogs hyggeligt hjemme hos mig; vinden susede udenfor.

Tante talte og fortalte; ungdomstid kom igen, bryggeren kom igen, gamle minder.

Hun kunne huske, jeg fik den frste tand og familieglden herover.

Den frste tand! uskyldstand, skinnende som en lille hvid mlkedrbe, mlketanden.

Der kom n, der kom flere, et helt geled, side om side, oven og neden, de dejligste barnetnder, og dog kun fortropperne, ikke de rigtige, som skulle vare ved for hele livet.

Ogs de kom og visdomstnderne med, fljmnd i rkken, fdt under pine og stor besvr.

De gr igen, hver en eneste! de gr fr tjenestetiden er omme, selv den sidste tand gr, og det er ingen festdag, det er en vemodsdag.

S er man gammel, selv om humret er ungt.

Slig tanke og tale er ikke fornjelig og dog kom vi til at tale om alt dette, vi kom tilbage i barndomsrene, talte og talte, klokken blev tolv fr Tante gik til ro i stuen tt ved.

God nat, mit sde barn! rbte hun, nu sover jeg, som om jeg l i min egen dragkiste!

Og hun var til ro; men ro blev der ikke hverken i huset eller udenfor. Stormen ruskede i vinduerne, slog med de lange, dinglende jernkramper, ringede med naboens drklokke i baggrden. Den logerende ovenp var kommet hjem. Han gik endnu en lille nattetur op og ned; smed stvlerne, gik s til sengs og til hvile, men han snorker s man med gode ren kan hre det gennem loftet.

Jeg fandt ikke hvile, jeg kom ikke til ro; vejret lagde sig heller ikke til ro; det var umanerligt livligt. Blsten susede og sang p sin mde, mine tnder begyndte ogs at blive livlige, de susede og sang p deres mde. De slog an til stor tandpine.

Det trak fra vinduet. Mnen skinnede ind p gulvet. Lysningen kom og gik, som skyerne kom og gik i stormvejret. Der var en uro i skygge og lys, men til sidst s skyggen p gulvet ud som noget; jeg s p dette bevgelige og fornemmede en isnende kold blst.

P gulvet sad en skikkelse, tynd og lang, som nr et barn tegner med griffel p tavlen noget, der skal ligne et menneske; en eneste tynd streg er legemet; en streg og n til er armene; benene er ogs hver kun en streg, hovedet en mangekant.

Snart blev skikkelsen tydeligere, den fik et slags kjoletj, meget tyndt, meget fint, men det viste, at den hrte til hunknnet.

Jeg hrte en summen. Var det hende eller vinden, der surrede som bremse i rudesprkken.

Nej, det var hendes selv, fru Tandpine! hendes forfrdelighed Satania infernalis, Gud fri og bevare os fra hendes besg.

Her er godt at vre! summede hun; her er godt kvarter! sumpet grund, mosegrund. Her har myggene summet med gift i brodden, nu har jeg brodden. Den m hvsses p mennesketnder. De skinner s hvide p ham her i sengen. De har trodset sdt og surt, hedt og koldt, nddeskal og blommesten! men jeg skal rokke dem, blokke dem, gde roden med trkvind, give dem fodkoldt!

Det var en forfrdelig tale, en forfrdelig gst.

N, s du er digter! sagde hun, ja jeg skal digte dig op i alle pinens verseml! jeg skal give dig jern og stl i kroppen, f trd i alle dine nervetrde!

Det var som gik der en gloende syl ind i kindbenet; jeg vred og vendte mig.

Et udmrket tandvrk! sagde hun, et orgel at spille p. Mundharpekoncert, storartet, med pauker og trompeter, fljte piccolo, basun i visdomstanden. Stor poet, stor musik!

Jo hun spillede op og forfrdelig s hun ud, selv om man ikke s mere af hende end hnden, den skyggegr, iskolde hnd, med de lange syletynde fingre; hver af dem var et pinselsredskab: Tommeltot og Slikkepot havde knibtang og skrue, Langemand endte i en spids syl, Guldbrand var vridbor og Lillefinger sprjte med myggegift.

Jeg skal lre dig verseml! sagde hun. Stor digter skal have stor tandpine, lille digter lille tandpine!

Oh lad mig vre lille! bad jeg. Lad mig slet ikke vre! og jeg er ikke poet, jeg har kun anfald af at digte, anfald, som af tandpine! far hen! far hen!

Erkender du da, at jeg er mgtigere end poesien, filosofien, matematikken og hele musikken! sagde hun. Mgtigere end alle disse afmalede og i marmor hugne fornemmelser! jeg er ldre end dem allesammen. Jeg blev fdt tt ved Paradisets have, udenfor, hvor vinden blste og de vde paddehatte groede. Jeg fik Eva til at klde sig p i det kolde vejr, og Adam med. Du kan tro, der var kraft i den frste tandpine!

Jeg tror alt! sagde jeg. Far hen! far hen!

Ja, vil du opgive at vre digter, aldrig stte vers p papir, tavle eller noget slags skrivemateriale, s skal jeg slippe dig, men jeg kommer igen, digter du!

Jeg svrger! sagde jeg. Lad mig bare aldrig se eller fornemme dig mere!

Se mig skal du, men i en fyldigere, en dig krere skikkelse, end jeg er det nu! Du skal se mig som Tante Mille; og jeg vil sige: Digt, min sde dreng! Du er en stor digter, den strste mske vi har! men tror du mig, og begynder at digte, s stter jeg dine vers i musik, spiller dem p din mundharpe! Du sde barn!  Husk p mig, nr du ser tante Mille!

S forsvandt hun.

Jeg fik til afsked ligesom et gloende sylestik op i kbebenet; men det dulmede snart, jeg ligesom gled p det blde vand, s de hvide kander med de grnne brede blade bje sig, snke sig ned under mig, visne, lse sig op, og jeg sank med dem, lsnedes i fred og hvile 

 D, smelte hen som sneen! sang og klang det i vandet, dunste hen i skyen, fare hen som skyen! 

Ned til mig gennem vandet skinnede store, lysende navne, indskrifter p vajende sejrsfaner, uddelighedspatentet  skrevet p dgnfluens vinge.

Svnen var dyb, svn uden drmme. Jeg hrte ikke den susende vind, den smldende port, naboens ringende portklokke, eller den logerendes svre gymnastik.

Lyksalighed!

Da kom der et stormkast, s at den aflsede dr ind til Tante sprang op. Tante sprang op, kom i skoene, kom i klderne, kom ind til mig.

Jeg sov som en Guds engel, sagde hun, og nnnede ikke at vkke mig.

Jeg vgnede af mig selv, slog jnene op, havde rent glemt, at Tante var her i huset, men snart huskede jeg det, huskede mit tandpinesyn. Drm og virkelighed gik over i hinanden.

Du har vel ikke skrevet noget i aftes, efter at vi sagde hinanden godnat? spurgte hun. Gid at du havde! Du er min digter, og det bliver du!

Jeg syntes at hun smilede s lumskelig. Jeg vidste ikke om det var den skikkelige tante Mille, som elskede mig, eller den forfrdelige, jeg i nat havde givet lfte.

Har du digtet, sde barn!

Nej, nej! rbte jeg. Du er jo tante Mille.

Hvem anden! sagde hun. Og det var tante Mille.

Hun kyssede mig, kom i drosche og krte hjem.

Jeg nedskrev, hvad her str skrevet. Det er ikke p vers og det skal aldrig blive trykt .

*

Ja her holdt manuskriptet op.

Min unge ven, den vordende urtekrmmersvend, kunne ikke opdrive det manglende, det var get ud i verden, som papir om spegesild, smr og grn sbe; det havde opfyldt sin bestemmelse.

Bryggeren er dd, Tante er dd, studenten er dd, ham fra hvem tankegnisterne gik i btten.

Alt gr i btten.

Det er enden p historien,  historien om Tante Tandpine.

-----

* * *
