H. C. Andersen: Eventyr 72: Suppe paa en Plsepind. (1858)

-----

I. "Suppe paa en Plsepind."

"Det var en udmrket Middag igaar!" sagde en gammel Hun-Muus til Een, der ikke havde vret med ved det Gilde. "Jeg sad Nummer een og tyve fra den gamle Musekonge; det er ikke saa ringe endda! Skal jeg nu sige Dem Anretningerne, de vare meget godt satte sammen! muggent Brd, Flskesvr, Tllelys og og Plse, - og saa det samme forfra igjen; det var saagodtsom om vi fik to Maaltider. Der var en behagelig Stemning og gemytligt Vrvl, som i en Familiekreds; ikke det Mindste blev der levnet uden Plsepindene; dem talte vi saa om og da kom det for, at lave Suppe paa en Plsepind; hrt herom havde jo Enhver, men Ingen havde smagt den Suppe, end sige forstod at lave den. Der blev udbragt en nydelig Skaal for Opfinderen, han fortjente at vre Fattigforstander! var det ikke vittigt ? Og den gamle Musekonge reiste sig op og lovede, at den af de unge Muus, der kunde lave meest velsmagende omtalte Suppe, skulde blive hans Dronning, Aar og Dag skulde de have Betnknings-Tid."
"Det var ikke saa galt endda!" sagde den anden Muus; "men hvorledes laver man den Suppe ?"
"Ja hvorledes laver man den! det spurgte de ogsaa om, alle Hun-Musene, de Unge og de Gamle. Alle vilde de gjerne vre Dronning, men ndig vilde de have Uleiligheden med at gaae ud i den vide Verden for at lre det, og det blev nok ndvendigt! men det er da heller ikke givet Enhver at forlade Familie og de gamle Krinkel-Kroge; ude gaaer man ikke hver Dag paa Ostekorpe og lugter Fleskesvr, nei sulte kan man komme til, ja maaskee blive levende dt af en Kat!"
Disse Tanker var det nok ogsaa, som skrmmede de Fleste fra at drage ud paa Kundskab; der fremstillede sig til Afreise kun fire Muus, unge og vvre, men fattige; de vilde gaae hver til et af Verdens fire Hjrner, saa kom det an paa hvem Lykken fulgte; hver af dem tog en Plsepind med sig, for at huske hvad de reiste for; den skulde vre deres Vandrestav.
Frst i Mai drog de bort og frst i Mai, Aaret efter, kom de tilbage, men kun de Tre, den Fjerde mldte sig ikke, lod ikke hre fra sig og nu var det Afgjrelsens Dag.
"Der skal nu altid hnge noget Srgeligt ved Eens bedste Fornielse!" sagde Musekongen, men gav Ordre til at indbyde alle Muus i mange Miles Omkreds; de skulde samles i Kjkkenet; de tre Reise-Muus stode i Rkke og alene; for den Fjerde, som manglede, var stillet en Plsepind med sort Flor om. Ingen turde sige sin Mening fr de Tre havde talt og Muskongen havde sagt, hvad der videre skulde siges.
Nu faae vi at hre!"

II. Hvad den frste lille Muus havde seet og lrt paa Reisen.

"Da jeg drog ud i den vide Verden," sagde den lille Muus, "troede jeg, som saa Mange i min Alder, at jeg havde slugt al Verdens Viisdom, men det har man ikke, der hrer Aar og Dag dertil fr det skeer. Jeg gik strax tilses; jeg gik med et Skib, som skulde Nord paa; jeg havde hrt, at paa Havet maatte Kokken forstaae at hjelpe sig, men det er let at hjelpe sig, naar man har fuldt op med Fleske-Sider, Saltmads-Tnder og oret Meel; man lever delikat! men man lrer ikke Noget, der kan bringe Suppe af en Plsepind. Vi seilede mange Ntter og Dage, vi havde det med Slingren og med Vaadt. Da vi saa kom hvorhen vi skulde, saa forlod jeg Fartiet; det var hit oppe i Norden.
Det er underligt at komme hjemme fra sin egen Krinkelkrog, gaae med Skib, der ogsaa er en Slags Krinkelkrog, og saa pludselig vre over hundrede Mile borte og staae i et fremmedt Land. Der var vildsomme Skove med Gran og Birk, de duftede saa strkt; jeg holder ikke af det! de vilde Urter lugtede saa krydrede, jeg ns, jeg tnkte paa Plse. Der var store Skovser, Vandet saa klart ud nr ved, men seet i Afstand, sort som Blk, der fld hvide Svaner, jeg antog dem for Skum, saa stille laae de, men jeg saae dem flyve og jeg saae dem gaae, saa kjendte jeg dem; de hre til Gaasens Slgt, seer man nok paa Gangen, Ingen kan forngte sit Familieskab! jeg holdt mig til min Slags, jeg sluttede mig til Skov- og Markmusene, der ivrigt veed grumme lidt, isr hvad Tractement angaaer, og det var jo det, at jeg reiste udenlands for. At det kunde tnkes at lave Suppe paa en Plsepind var dem en saa overordentlig Tanke, at den gik strax gjennem hele Skoven, men at den Opgave kunde lses, henregnede de til Umuelighed, mindst tnkte jeg da, at jeg her, og det endnu den samme Nat, skulde blive indviet i Lavningen. Det var Midtsommer, derfor duftede Skoven saa strkt, sagde de, derfor vare Urterne saa krydrede, Serne saa klare og dog saa mrke med de hvide Svaner paa. I Skovkanten, mellem tre fire Huse var reist en Stang hi som en Stormast, og verst paa den hang Krandse og Baand, det var Maistangen; Piger og Karle dandsede rundt om den og sang dertil omkap med Spillemandens Violin. Det gik lystigt til ved Solnedgang og i Maaneskin, men jeg tog ikke med, hvad skal en lille Muus paa Skovbal! jeg sad i det blde Mos, og holdt paa min Plsepind. Maanen skinnede isr paa een Plet, hvor der var et Tr med et Mos, saa fiint, ja, jeg tr sige saa fiint, som Musekongens Skind, men det havde en grn Farve, saa at det var en Velgjerning for inene. Da kom der lige med Eet opmarscherende de yndigste smaa Personer, ikke strre end at de kunde naae mig til Knet, de saae ud som Mennesker, men de vare bedre proportionerede, de kaldt sig Alfer og havde fine Klder af Blomsterblad med Flue- og Mygge-Vinge-Bestning, slet ikke galt. Det var strax som om de sgte efter Noget, jeg vidste ikke hvad, men saa kom der et Par Stykker hen til mig, den Fornemste af dem pegede paa min Plsepind og sagde: "det er netop saadan een vi bruge! den er tilskaaret, den er udmrket!" og han blev meer og meer henrykt, idet han saae paa min Vandrestav.
"Nok laane, men ikke beholde!" sagde jeg.
"Ikke beholde!" sagde de Allesammen, toge om Plsepinden, som jeg slap og de dandsede med den hen til den fine Mosplet, reiste Plsepinden der, midt i det Grnne. De vilde ogsaa have en Maistang og den de nu havde var jo ogsaa for dem, som skaaret dertil. Nu blev den pyntet; ja da fik den Syn!
Smaa Edderkopper spandt Guldtraad om den, ophngte vaiende Slr og Faner, saa fine vvede, saa sneehvide blegede i Maaneskin, at det skar mig i mine ine; de tog Farver af Sommerfuglens Vinger og dryssede paa de hvide Lin og der skinnede Blomster og Diamanter, jeg kjendte ikke igjen meer min Plsepind; saadan en Maistang, som den var blevet, fandtes der vist ikke Mage til i Verden. Og nu frst kom det rigtige store Alfe-Selskab, det var ganske uden Klder, finere kunde det ikke vre, og jeg blev indbudt til at see paa Stadsen, men i Afstand, for jeg var dem for stor.
Nu begyndte der et Spil! det var som om tusinde Glasklokker klang, saa fuldt og strkt, jeg troede, det var Svanerne der sang, ja jeg syntes, at jeg ogsaa kunde hre Gjg og Drossel, det var tilsidst som om hele Skoven klang med, der var Brnestemmer, Klokkeklang og Fuglesang, de yndigste Melodier, og al den Deilighed klang ud fra Alfernes Maistang, den var et heelt Klokkespil og det var min Plsepind. Saameget havde jeg aldrig troet, at der kunde komme ud af den, men det kommer nok an paa hvilke Hnder den kommer i. Jeg blev virkelig saa bevget; jeg grd, som en lille Muus kan grde, af bare Fornjelse.
Natten var altfor kort! men den er nu ikke lngere paa den Tid deroppe. I Dagningen kom der en Luftning, Vandspeilet paa Skovsen krusedes, alle de fine svvende Slr og Faner fli hen i Luften; de gyngende Kjosker af Spindelvv, Hngebroer og Balustrader, hvad de nu hedde, der var reist fra Blad til Blad, fli som Ingenting; sex Alfer kom og bragte mig min Plsepind, idet de spurgte om jeg havde noget nske, de kunde opfylde; da bad jeg dem sige mig, hvorledes man laver Supper paa en Plsepind.
"Hvorledes vi bre os ad! " sagde den Fornemste og loe, "ja det har Du da nyligt seet! Du kjendte vel knap igjen din Plsepind!"
"De mene paa den Maade!" sagde jeg, og fortalte ligefrem hvorfor jeg var paa Reise, og hvad man hjemme ventede sig af denne. "Hvad Gavn," spurgte jeg, "har Musekongen og hele vort mgtige Rige af, at jeg har seet denne Deilighed! jeg kan ikke ryste den ud af Plsepinden og sige: see her er Pinden, nu kommer Suppen! det var jo altid dog en Slags Anretning, naar man var mt!"
Da dyppede Alfen sin lille Finger ned i en blaa Viol, og sagde til mig: "pas paa! jeg bestryger din Vandrestav og naar Du saa kommer hjem til Musekongens Slot, rr da med Staven ved din Konges varme bryst, saa springer der Violer ud om den hele Stav og det selv i den koldste Vintertid. See der har Du da Noget hjem og endnu lidt til!" men fr den lille Muus sagde hvad dette lidt var, vendte hun sin Stav mod Kongens Bryst, og virkeligt, der sprang frem den deiligste Bouqvet Violer, der duftede saa strkt, at Musekongen befalede, at de Muus, som stode nrmest Skorstenen, strax skulde stikke deres Haler ind i Ilden, at man kunde faae lidt sveden Lugt, for den Violduft var ikke til at holde ud, det var ikke den slags, man holdt af.
"Men hvad var det lidt til, Du talte om!" spurgte Musekongen.
"Ja," sagde den lille Muus, "det er det, som man nok kalder Effecten!" og saa vendte hun Plsepinden, og da var der ingen Blomster meer, hun holdt kun den ngne Pind og den lftede hun ligesom en Taktstok.
"Violer er for Synet, Lugten og Flelsen," sagde Alfen mig, "men der er endnu tilbage for Hrelsen og Smagen!" Og saa slog hun Takt; det var Musik, ikke som den klang i Skoven ved Alfernes Fest, nei som den kan hres i Kjkkenet. Naa, det var en Laven! Det kom med Eet, ligesom om Vinden susede gjennem alle Skorsteens-Rr, Kedler og Potter kogte over, Ildskuffen dundrede paa Messingkedlen, og saa, lige med Eet blev det stille; man hrte Theekedlens dmpede Sang, saa underlig, man forstod slet ikke om den holdt op eller begyndte; og den lille Potte kogte og den store Potte kogte, den ene brd sig ikke om den anden, det var, som om der ikke var Tanke i Potten. Og den lille Muus svingede sin Taktstok vildere og vildere, - Potterne skummede, boblede, kogte over, Vinden susede, Skorstenen peeb - hu ha! det blev saa forfrdeligt at den lille Muus selv tabte Stokken.
"Det var en svr Suppe!" sagde den gamle Musekonge, "kommer nu ikke Anretningen ?"
"Det var det hele!" sagde den lille Muus og neiede.
"Det hele! ja lad os saa hre hvad den Nste har at sige!" sagde Musekongen.

III. Hvad den anden lille Muus vidste at fortlle.

"Jeg er fdt i Slot-Bibliotheket," sagde den anden Muus, "jeg og flere af min Familie der har aldrig kjendt den Lykke at komme i Spisestuen, end sige i Spisekammeret; frst da jeg reiste og nu i Dag her, saae jeg et Kjkken. Vi lede virkeligt tidt Sult paa Bibliothet, men vi fik mange Kundskaber. Derop naaede til os Rygtet om den kongelige Priis, der var udsat for at lave Suppe paa en Plsepind, og da var det min gamle bedstemoder, der trak frem et Manuskript, hun kunde ikke lse det, men hun havde hrt det lse, deri stod: "er man en Digter, saa kan man koge Suppe paa en Plsepind." Hun spurgte mig, om jeg var en Digter. Jeg vidste mig fri, og hun sagde, at saa maatte jeg gaae og see til at blive det; men hvad udfordres dertil, spurgte jeg, for det var mig ligesaa vanskeligt at udfinde, som at lave Suppen; men Bedstemoder havde hrt Lsning; hun sagde, at der vare tre Hoveddele ndvendige: "Forstand, Phantasie og Flelse! kan Du gaae og faae dem ind i Dig, saae er Du Digter, og saa kommer Du nok ud af det med Plsepinden."
Og saa gik jeg vesterpaa ud i den vide Verden for at blive Digter.
Forstand vidste jeg er i enhver Ting det Vigtigste, de to andre Dele have ikke den Agtelse! saa gik jeg altsaa frst ud efter Forstanden; ja, hvor boer den ? Gak til Myren og bliv viis! har en stor Konge i Jdeland sagt, det vidste jeg fra Bibliotheket, og jeg standsede ikke, fr jeg kom til den frste store Myretue, der lagde jeg mig paa luur for at blive viis.
Det er et meget respectabelt Folkefrd Myrerne, de ere bare Forstand, Alt hos dem er som et rigtigtgjort Regnstykke, det gaaer op. At arbejde og at lgge g, sige de, er at leve i Tiden og srge for Eftertiden og det gjr de da. De dele sig i de rene Myrer og i de skidne; Rangen bestaaer i et Nummer, Myredroningen er Nummer eet og hendes Mening er den eneste rigtige, hun har slugt al Viisdom, og det var af Vigtighed for mig at vide! Hun sagde saa Meget, det var saa klogt, at jeg syntes det var dumt. Hun sagde, at deres Tue var det Hieste i denne Verden, men tt ved Tuen stod et Tr, det var hiere, meget hiere, det kunde ikke bengtes og saa talte man ikke derom; en Aften havde en Myre forvildet sig derhen, krbet op ad Stammen, ikke til Kronen en Gang, men dog hiere, end nogen Myre fr var kommen, og da den vendte om og fandt hjem, fortalte den i Tuen, om Noget langt hiere udenfor, men det havde alle Myrerne fundet fornrmeligt mod hele Samfundet og saa blev Myren dmt til Mundkurv og vedvarende Eensomhed; men kort Tid efter kom en anden Myre til Tret og gjorde samme reise og Opdagelse, og den talte derom, som man sagde, med Besindighed og Utydelighed og da den dertil var en agtet Myre, een af de rene, saa troede man den, og da den dde, satte de en ggeskal for den, som Monument, for de agtede Videnskaber. Jeg saae," sagde den lille Muus, "at Myrerne ideligt lb med deres g paa ryggen; Een af dem tabte sit, hun havde stor Anstrngelse med at faae det op igjen, men det vilde ikke lykkes, da kom der to andre og hjalp til af alle Krfter, saa at de nr havde tabt deres egne g, men saa lode de jeblikkelig igjen vre, for man er sig selv nrmest; og Myredronningen sagde derom, at her var viist Hjerte og Forstand. "De To stille os Myrer verst blandt Fornuftvsnerne. Forstanden maa og br vre den overveiende og jeg har den strste!" og saa reiste hun sig paa de bageste Been, hun var saa kjendelig, - jeg kunde ikke tage Feil; og jeg slugte hende. Gak til Myren og bliv viis! nu havde jeg Dronningen!
Jeg gik nu nrmere hen til det omtalte store Tr, det var en Eeg, den havde hi Stamme, mgtig Krone og var meget gammel; jeg vidste, at her boede en levende Skabning, en Qvinde, Dryade kaldes hun, fdes med Tret og der med det; jeg havde hrt derom paa Bibliotheket; nu saae jeg saadant et Tr, saae saadan en Egepige; hun gav et forfrdeligt Skrig, da hun saae mig saa nr; hun var som alle Fruentimmer meget angest for Muus, men hun havde da ogsaa mere Aarsag, end de Andre, for jeg kunde gnave Tret over og ved det hang jo hendes Liv. Jeg talte til hende venligt og inderligt, gav hende Mod, og hun tog mig paa sin fine Haand og da hun fik at vide, hvorfor jeg var gaaet ud i den vide Verden, lovede hun, at jeg skulde maaskee allerede samme Aften erholde een af de to Skatte, jeg endnu sgte om. Hun fortalte mig, at Phantasus var hendes meget gode Ven, at han var saa deilig som Kjrligheds-Guden, og at han mangen Stund her tog Hvile under Trets lvfulde Grene, der da susede endnu strkere hen over dem begge To, han kaldte hende sin Dryade, sagde hun, Tret sit Tr, den knudrede, mgtige skjnne Eeg var just efter hans Sind, Rdderne bredte sig dybt og fast ned i Jorden, Stammen og Kronen lftede sig hit i den friske Luft og kjendte den fygende Snee, de skarpe Vinde og det varme Solskin, osm det skal kjendes. Ja saadan talte hun, "Fuglene synge deroppe og fortlle om de fremmede Lande! og paa den eneste udgaaede Green har Storken bygget Rede, det pynter godt og man faaer lidt at hre fra Pyramidernes Land. Alt det kan Phantasus godt lide, det er ham ikke engang nok, jeg selv maa fortlle for ham om Livet i Skoven fra jeg var lille og Tret var spd, saa at en Nelde kunde skjule det, og indtil nu, det er blevet saa stort og mgtigt. Sid Du nu henne under Skovmrkerne og pas vel paa, jeg skal naar Phantasus kommer, nok finde Leilighed til at knibe ham i Vingen, og ruske en Lille Fjer af, tag den, en bedre fik ingen Digter; - saa har du nok!"
Og Phantasus kom, Fjeren blev reven af og jeg greb den," sagde den lille Muus, "jeg holdt den i Vand til den blev bld! - den var endnu saa svr at fordie, men jeg fik den gnavet op! Det er slet ikke let at gnave sig til Digter, der er saa Meget man maa tage i sig. Nu havde jeg da de to, Forstand og Phantasie, og ved dem vidste jeg nu, den tredie Ting var at finde paa Bibliotheket, idet en stor Mand har sagt og skrevet, at der gives Romaner, som alene ere til for at befrie Menneskene fra de overfldige Taarer, altsaa ere en Slags Svamp til at optage Flelser i. Jeg huskede paa et Par af disse Bger, de havde altid seet mig ganske appetitelige ud, de vare saa lste, saa fedtede, de maatte have optaget i sig et uendeligt Vld.
Jeg gik hjem i Bibliotheket, aad strax saa godt som en heel Roman, det vil sige det Blde, det Egentlige, derimod Skorpen, Bindet lod jeg ligge. Da jeg nu havde fordiet den og een til, fornam jeg allerede hvorledes det rrte sig indeni mig, jeg aad lidt af den Tredie, og saa var jeg Digter, det sagde jeg mig selv og det sagde jeg de Andre med! jeg havde Hovedpine, Indvoldspine, jeg veed ikke alle de Piner, jeg havde, jeg tnkte nu over, hvilke Historie der maatte kunne sttes i Forbindelse med en Plsepind, og saa fik jeg saa mange Pinde i min Tanke, Myredronningen har havt en ualmindelig Forstand, jeg huskede paa Manden, der tog en hvid Pind i Munden og saa var baade han og Pinden usynlig; jeg tnkte paa gammelt l med en Pind i, staae paa Pinde, at stte en Pind for og saa Pinden til Eens Liigkiste. Alle mine Tanker gik op i Pinde! og om dem maatte der kunne digtes naar man er en Digter, og det er jeg, det har jeg slidt mig til! Jeg vil saaledes hver Dag i Ugen kunde opvarte dem med en Pind, en Historie, - ja det er min Suppe!"
"Lad os saa hre den Tredie!" sagde Musekongen.
"Pi! pi!" sagde det i Kjkkendren og en lille Muus, det var den Fjerde af dem, den, de troede dd, pilede ind, den lb Plsepinden med det sorte Flor paa overende, den havde lbet Nat og Dag, den var gaaet paa Jernbane med Godstog, som den fandt Leilighed til, og dog var den nsten kommet for silde; den trngte sig frem, saae forpjusket ud, havde tabt sin Plespind men ikke Mlet, den talte ligestrakx, ligesom om man kun ventede paa den, kun vilde hre paa den, alt Andet i Verden kom ikke Verden ved; den talte strax, talte sig ud; den kom saa uventet, at Ingen fik Tid til at opholde sig over den og over dens Tale, medens den talte. Nu skal vi hre!

IV. Hvad den fjerde Muus, som talte fr den tredie havde talt, vidste at fortlle.

"Jeg gik strax til den strste Stad, " sagde den, "Navnet husker jeg ikke, jeg husker ikke godt Navne. Jeg kom fra Jernbanen med confiskeret Gods paa Raadstuen og der lb jeg til Slutteren; han talte om sine Fanger, isr om Een, der havde talt ubesindlige Ord, og om dem var igjen blevet talt, og talt, lst og paaskrevet; "det Hele er Suppe paa en Plsepind!" sagde han, "men den Suppe kan koste ham hans Knap!" det gav mig Interesse for den Fagne," sagde den lille Muus, "og jeg tog Leiligheden iagt og slap ind til ham; der er altid bag laasede Dre et Musehul! Han saae bleg ud, havde et stort Skjg og store skinnende ine. Lampen osede og Vggene vare vante dertil, de bleve ikke sortere. Fangen ridsede baade Billeder og Vers, med Hvidt paa Sort, jeg lste dem ikke. Jeg troer han kjedede sig; jeg var en velkommen Gjest. Han lokkede mig med Brdsmuler, med Fliten og milde Ord; han var saa glad ved mig; jeg fik Tilld til ham og saa bleve vi Venner. Han deelte med mig Brd og Vand, gav mig Ost og Plse; jeg levede flot; men det var dog isr den gode Omgang, maa jeg sige, som holdt mig. Han lod mig lbe paa sin Haand og Arm, heelt op i rmet; han lod mig krybe i sit Skjg, kaldte mig sin lille Ven; jeg fik ham ordentlig kjr; saadant Noget er nok gjensidigt! Jeg glemte min rinde ude i den vide Verden, glemte min Plsepind i en Sprkke af Gulvet; der ligger den endnu. Jeg vilde blive hvor jeg var; gik jeg bort, da havde jo den stakkels Fange slet Ingen, og det er for lidt i denne Verden! Jeg blev, han blev ikke! han talte til mig saa srgeligt den sidste Gang, gav mig dobbelt saa meget Brd og Osteskorpe, kyssede saa paa sine Fingre ad mig; han gik og kom aldrig mere. Jeg kjender ikke hans Historie. "Suppen paa en Plsepind!" sagde Slutteren og til ham gik jeg, men ham skulde jeg ikke have troet; han tog mig vel paa sin Haand, men han satte mig i Buur, i Trdemlle; det er voldsomt! man lber og lber, ligelangt kommer man og er kun til Griin!
Slutterens Barnebarn var en yndig lille Een, med guldgule krllede Haar, ine saa glade og en Mund der loe. "Stakkels lille Muus!" sagde hun, kigede ind i mit fle Buur, trak Jernpinden fra - og jeg sprang ned i Vindueskarmen og ud i Tagrenden. Fri, fri! det alene tnkte jeg paa og ikke Reisens Maal!
Det var mrkt, det var mod Nattetider, jeg tog Herberg i et gammelt Taarn, der boede en Vgter og en Ugle; jeg troede ingen af dem, mindst Uglen; den ligner en Kat og har den store Feil, at den der Muus; men man kan tage Feil, og det gjorde jeg; det var en respectabel, overmaade dannet, gammel Ugle, hun vidste mere end Vgteren og ligesaa meget som jeg; Ugleungerne gjorde Ophvelser over enhver Ting; "lav ikke Suppe paa en Plsepind!" sagde hun, det var det allerhaardeste hun kunde sige her, hun havde saa megen Inderlighed for sin egen Familie. Jeg fik saadan en Tillid til hende, at jeg sagde Pip fra Sprkken, hvor jeg sad; den Tiltro syntes hun godt om og forsikkrede mig, at jeg skulde vre i hendes Beskyttelse; intet Dyr skulde faae Lov at gjre mig Fortrd, det vilde hun selv gjre til Vinter, naar der blev Trang paa Kosten.
Hun var klog i Eet og Alt; hun Beviiste mig, at Vlgteren ikke kunde tude uden i et Horn, som hang lst ved ham; "han bilder sig forfrdeligt ind deraf, troer han er Ugle i Taarnet! stort skal det vre, men lidt er det! Suppe paa en Plsepind! " Jeg bad hende om at faae Opskriften, og saa forklarede hun mig det: "Suppe paa en Plsepind er kun en menneskelig Talemaade og forstaaes paa forskjellig Maade, og hver troer sin er den rigtigste; men det Hele er egentligt ikke Noget!"
"Ikke Noget!" sagde jeg. Det slog mig! Sandheden er ikke altid behagelig, men Sandheden er det Histe! det sagde ogsaa den gamle Ugle. Jeg tnkte derover og indsaae, at naar jeg bragte det Hieste, saa bragte jeg meget mere end Suppe paa en Plsepind. Og saa skyndte jeg mig afsted, for at komme endnu i rette Tid hjem og bringe det Hieste og Bedste: Sandheden. Musene ere et oplyst Folkefrd og Musekongen er over dem Allesammen. Han er istand til at gjre mig til Dronning for Sandhedens Skyld."
"Din Sandhed er Lgn!" sagde den Muus, som endnu ikke havde faaet Lov at tale. "Jeg kan lave Suppen og det skal jeg!"

V. Hvorledes den blev lavet.

"Jeg har ikke reist," sagde den fjerde Muus, "jeg blev i Landet, det er det Rigtige! man behver ikke at reise, man kan faae Alt ligesaa godt her. Jeg blev! jeg har ikke lrt mit af overnaturlige Vsner, ikke dt mig det til eller talt med ugler. Jeg har mit ved Selvtnkning. Vil De nu bare faae Kedlen sat paa, fyldt Vand i, heelt op! gjr Ild under! lad det brnde, faae Vandet i kog, det maa skrupkoge! kast nu Pinden i! vil derpaa Musekongen behage at stikke Halen ned i det Skrupkogende og rre om! jo lnger han rrer, desto kraftigere bliver Suppen; det koster ikke Noget! der behves ingen Tilstninger, - kun rre om!"
"Kan en Anden ikke gjre det ?" spurgte Musekongen.
"Nei," sagde Musen, "den kraft er kun i Musekongens Hale!"
Og Vandet skrupkogte, og Musekongen stillede sig tt ved, det var nsten farligt, og han stak Halen ud, saaledes som Musene Gjre i Melkestuen, naar de skumme Flden af et Fad og derpaa slikke Halen, men han fik sin kun ind i den varme Damp, saa sprang han strax ned:
"Naturligviis, Du er min Dronning!" sagde han, "Suppen ville vi vente med til vort Guldbryllup, saa har de Fattige i mit Rige Noget at glde sig til og en lang Glde!"
Og saa holdt de Bryllup; men flere af Musene, da de kom hjem, sagde: "man kunde da ikke kalde det Suppe paa en Plsepind, det var snarere Suppe paa en Musehale!" - Eet og Andet af hvad der blev fortalt, fandt de, var ganske godt givet, men det Hele kunde vre anderledes! "jeg vilde nu have fortalt saaledes og saaledes - -!"
Det var Kritiken, og den er altid saa klog - bag efter.

Og den Historie gik Verden rundt, Meningerne om den vare deelte, men Historien selv blev heel; og det er det Rigtigste i Stort og Smaat, i Suppe paa en Plsepind; man maa bare ikke vente Tak for den!

-----


