H. C. Andersen: Eventyr 118: Stormen flytter Skilt. (1865)

-----

I gamle Dage, da Mo'erfa'er var en ganske lille Dreng og gik med rde Buxer, rd Trie, Skjrf om Livet og Fjer i Kasketten, for saaledes gik i hans Barnetid de smaa Drenge kldte, naar de vare rigtigt pyntede, da var Saameget ganske anderledes end nu; der var tidt Stads i Gaden, Stads, som vi ikke see, for den er afskaffet, den blev saa gammeldags; men morsomt er det at hre Mo'erfa'er fortlle om den.
Det maa rigtignok have vret en Stads den Gang at see Skomagerne flytte Skilt, naar de skiftede Laugshuus. Deres Silkefane vaiede; der var malet paa den en stor Stvle og en rn med to Hoveder; de yngste Svende bare Velkomsten og Laden, og havde rde og hvide Baand flagrende ned om Skjortermerne; de ldre frte dragen Kaarde med en Citron paa Spidsen. Der var fuld Musik, og deiligst af Instrumenterne var "Fuglen"; som Mo'erfa'er kaldte den store Stang med Halvmaanen paa og alt muligt klingende Dingeldangel, rigtig tyrkisk Musik. Den blev lftet og svungen, den klingede og klang, og det skjar ordenligt i inene at see Solen skinne paa alt det Guld, Slv eller Messing.
Foran Toget lb Harlekin, i Klder syet sammen af alle mulige couleurte Lapper, sort i Ansigtet og med Bjlder paa Hovedet, ligesom en Kanehest; og saa slog han ind paa Folk med sin Brix, der smldede uden at gjre ondt, og Folk trykkede hverandre for at komme tilbage og for at komme frem; smaa Drenge og Piger faldt over deres egne Been lige i Rendestenen; gamle Madamer puffede med Albuerne, saae suurt og skjndte. Een loe, en Anden snakkede; der var Folk paa Trapper og i Vinduet, ja heelt ude paa Taget. Solen skinnede; lidt Regn fik de ogsaa, men det var godt for Landmanden, og naar de bleve rigtig dyngvaade, saa var det en sand Velsignelse for Landet.
O hvor Mo'erfa'er kunde fortlle! Han havde, som lille Dreng, seet al den Stads i dens strste Deilighed. Den ldste Laugssvend holdt Tale fra Stilladset, hvor Skiltet blev hngt ud, og Talen var paa Vers, ligesom om den kunde vre digtet, og det var den ogsaa; de havde vret Tre om det og frst drukket en heel Bolle Punsch, for at faae den rigtig god. Og Folk raabte Hurra for Talen, men de raabte endnu mere Hurra for Harlekin, da han kom frem paa Stilladset og vrngede efter. Narren gjorde saa udmrket Nar og drak Mjd af Snapseglas, som han saa hivede ud imellem Folk, der greb dem i Luften. Mo'erfa'er havde eet af dem, som Kalkslageren havde fanget og forret ham. Det var rigtignok morsomt. Og Skiltet hang med Blomster og Grnt paa det nye Laugshuus.
Saadan en Stads glemmer man aldrig ihvor gammel man bliver, sagde Mo'erfa'er, og han glemte den heller ikke, nagtet han fik at see megen anden Stads og Herlighed og fortalte derom, men morsomt var det dog at hre ham fortlle om at flytte Skilt ogsaa inde i den store Stad.
Mo'erfa'er reiste jo som Lille derind med sine Forldre; han havde den Gang aldrig fr seet det strste Stad i Landet. Der var saa mange Mennesker paa Gaden, saa at han troede at der skulde flyttes Skilt, og der vare mange Skilte at flytte; man kunde faae hundrede Stuer fyldte med Billeder, bleve de hngte op indenfor og ikke udenfor. Der var saaledes alle Slags Menneskeklder malede af hos Skrdderen, han kunde sye Folk om fra Grovt til Fiint; der var Tobaksspinderskilter med de yndigste Smaadrenge, der rg Cigar, ligesom i det Virkelige; der vare Skilter med Smr og Spegesild, Prstekraver og Liigkister, og saa desuden Indskrifter og Opslag; man kunde godt gaae en heel Dag op og ned ad Gaderne og see sig mt paa Billeder, og saa vidste man med det Samme, hvilke Mennesker der boede derinde, de havde selv hngt deres Skilt ud, og det er saa godt, sagde Mo'erfa'er, og saa lrerigt at vide i en stor By, hvad der boer indenfor.
Men saa skulde det med Skiltene hnde, ligesom Mo'erfa'er kom til Byen; han har selv fortalt det, og han havde ingen Skjelm bag ret, som Moder sagde at han havde, naar han vilde bilde mig Noget ind; han saae ganske tilforladelig ud.
Den frste Nat, han kom til den store By, blev her det frygteligste Veir, man nogensinde har lst om i Avisen: et Veir, som det ikke havde vret i Mands Minde. Hele Luften var opfyldt med Tagsteen; gamle Plankevrk gik overende; ja, der var en Trillebr, der af sig selv lb op ad Gaden, bare for at redde sig. Det tudede i Luften, det hylede og ruskede, det var en Storm saa forfrdelig. Vandet i Canalerne lb heelt op over Bolvrket, det vidste ikke, hvor det turde vre. Stormen foer hen over Byen og tog Skorstenene med sig; meer end eet gammelt, stolt Kirkespiir maatte bie sig og har siden aldrig forvundet det.
Der stod et Skilderhuus udenfor hos den gamle, skikkelige Brandmajor, der altid kom med sidste Sprite; Stormen kunde ikke unde ham det lille Skilderhuus, det blev revet af Tappen og trumlede hen ad Gaden; og, underligt nok, det reiste sig og blev staaende udenfor Huset, hvor den slle Tmmersvend boede, der havde reddet tre Menneskers Liv ved den sidste Ildebrand; men Skilderhuset tnkte ikke Noget derved.
Barberens Skilt, den store Messingtallerken, blev revet af og flyttet lige hen i Vinduesfordybningen hos Justitsraadens, og det var nsten som en Ondskab, sagde hele Nabolaget, for det og de allerintimeste Veninder kaldte Fruen Ragekniven. Hun var saa klog, hun vidste mere om Menneskene, end Menneskene vidste om sig selv.
Der fli et Skilt med en afridset tr Klipfisk lige hen over Dren, hvor der boede en Mand, som skrev en Avis. Det var en flau Spg af Stormvinden, den huskede nok ikke, at en Avisskriver aldeles ikke er at spge med, han er Konge i sin egen Avis og i sin egen Mening.
Veirhanen fli over paa Gjenboens Tag, og der stod den, som den sorteste Ondskab, sagde Naboerne.
Bdkerens Tnde blev hngt ud under "Damepynt."
Spiseqvarterets Madseddel i svr Ramme, som hang ved Dren, blev af Stormen stillet lige over Indgangen til det Theater, hvor Folk aldrig kom; det var en lierlig Placat: "Peberrods Suppe og fyldt Kaalhoved;" men saa kom der Folk!
Bundtmagerens Rveskind, der er hans honnette Skilt, blev flyttet hen paa Klokkestrngen hos den unge Mand, der altid gik i Froprdiken, saae ud som en nedslaaet Paraply, strbte efter Sandhed og var "Exempel", sagde hans Moster.
Indskriften: "hiere Dannelses-Anstalt" blev flyttet hen over Billardklubben, og Anstalten selv fik Skiltet: "her opammes Brn paa Flaske"; det var aldeles ikke vittigt, kun uartigt, men Stormen havde nu gjort det, og den kan man ikke styre.
Det var en frygtelig Nat; og om Morgenen, tnk bare, da vare nsten alle Byens Skilter flyttede; og somme Steder var det med en saadan Malice, at Mo'erfa'er vilde ikke omtale det, men han loe indvendig, det saae jeg nok, og det er muligt at han da havde Noget bag ret.
De stakkels Mennesker i den store By, isr de Fremmede, de gik aldeles feil af Menneskene, og de kunde ikke andet, naar de gik efter Skiltet. Nogle vilde ind til en meget alvorlig Forsamling af ldre, der skulde afhandle de vigtigste Ting, og saa kom de ind i en skraalende Drengeskole, der var lige ved at springe op paa Bordet.
Der var Folk, som toge Feil af Kirken og Theatret, og det er dog forfrdeligt!
Saadan en Storm har nu aldrig blst i vore Dage, det er kun Mo'erfa'er, som har oplevet den, og det var som ganske Lille; saadan en Storm kommer maaskee ikke i vor Tid, men i vore Brnebrns; da maae vi rigtignok haabe og bede om, at de holde sig inde, mens Stormen flytter Skilt.

-----


