Springfyrene
af Hans Christian Andersen

-----

Loppen, grshoppen og springgsen ville engang se hvem af dem der kunne springe hjest og s inviterede de hele verden og hvem der ellers ville komme at se den stads, og det var tre ordentlige springfyre, da de kom sammen i stuen.

Ja, jeg giver min datter til den, som springer hjest! sagde kongen, for det er s fattigt at de personer skal springe om ingenting!

Loppen kom frst frem, den havde sdanne nette manerer og hilste til alle sider, for den havde frkenblod i sig og var vant til kun at omgs med mennesker, og det gr nu s meget.

Nu kom grshoppen, den var rigtignok betydelig svrere, men den havde dog ganske god skik p sig og var i grn uniform, og den var medfdt; desuden sagde personen, at den havde en meget gammel familie i det land gypten, og at den her hjemme var hjt vurderet, den var taget lige fra marken og sat i et korthus der havde tre etager, allesammen af herreblade, der vendte den kulrte side indad; der var bde dr og vinduer og det skret ud i livet p hjerter dame. Jeg synger sledes, sagde den, at seksten indfdte frekyllinger der har pebet fra sm af og dog ikke fet korthus, har ved at hre mig rgret sig endnu tyndere end de var!

Begge to, bde loppen og grshoppen gjorde sledes godt rede for hvem de var og at de troede de nok kunne gte en prinsesse.

Springgsen sagde ikke noget, men man sagde om den, at den tnkte desto mere og da hofhunden bare snftede til den, indestod han for at springgsen var af god familie; den gamle rdmand, der havde fet tre ordener for at tie stille, forsikrede at han vidste at springgsen var begavet med spdomskraft, man kunne se p ryggen af den om man fik en mild eller en streng vinter og det kan man ikke engang se p ryggen af ham der skriver almanakken.

Ja, jeg siger nu ikke noget! sagde den gamle konge, men jeg gr nu sdan altid og tnker mit!

Nu var det springet om at gre. Loppen sprang s hjt at ingen kunne se det og s pstod de at den slet ikke havde sprunget og det var nu lumpent!

Grshoppen sprang kun halvt s hjt, men den sprang kongen lige i ansigtet og s sagde han at det var kelt.

Springgsen stod lnge stille og betnkte sig, man troede til sidst at den slet ikke kunne springe.

Bare den ikke har fet ondt! sagde hofhunden og s snftede han igen til den: rutsch! sprang den et lille skvt spring hen i skdet p prinsessen der sad lavt p en guldskammel.

Da sagde kongen: Det hjeste spring er at springe op til min datter, for det er det fine af det, men sligt hrer der hoved til at falde p og springgsen har vist at den har hoved. Den har ben i panden!

Og s fik den prinsessen.

Jeg sprang dog hjest! sagde loppen. Men det kan vre det samme! lad hende kun have den gserad med pind og med beg! jeg sprang dog hjest, men der skal i denne verden krop til for at de kan se n!

Og s gik loppen i fremmed krigstjeneste, hvor man siger at den blev slet ihjel.

Grshoppen satte sig ude i grften og tnkte over hvorledes det egentlig gik til i verden og den sagde ogs: Krop skal der til! Krop skal der til! og s sang den sin egen bedrvelige vise og det er af den vi har taget historien, som dog gerne kunne vre lgn om den endogs var trykt.

-----

* * *
