Skyggen
af Hans Christian Andersen

-----

I de hede lande, der kan rigtignok solen brnde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste lande brndes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lrd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne lbe om, ligesom derhjemme, jo det blev han snart vnnet fra. Han og alle fornuftige folk mtte blive inde, vinduesskodder og dre forblev lukkede den hele dag; det s ud som hele huset sov eller der var ingen hjemme. Den smalle gade med de hje huse, hvor han boede, var nu ogs bygget sledes at solskinnet fra morgen til aften mtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud!  Den lrde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog p ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog ogs p den.  De levede frst op om aftenen, nr solen var nede.

Det var ordentlig en fornjelse at se p; s snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad vggen, ja sgar hen ad loftet, s lang gjorde den sig, den mtte strkke sig for at komme til krfter. Den lrde gik ud p altanen, for at strkke sig der, og alt som stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, var det for ham, som kom han til live igen. P alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft m man have, selv om man er vant til at vre mahogni! Der blev s levende oppe og nede. Skomagere og skrddere, alle folk flyttede ud p gaden, der kom bord og stol, og lyset brndte, ja over tusind lys brndte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene krte, slerne gik: klingelingeling! de har klokker p; der blev lig begravet med salmesang, gadedrengene skd med troldkllinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtignok levende nede i gaden. Kun i det ene hus, som l lige overfor hvor den fremmede lrde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for der stod p altanen blomster, de groede s dejligt i den solhede, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen mtte jo vande dem; folk mtte der vre. Dren derovre kom ogs halv op ud p aftenen, men der var mrkt derinde, i det mindste i det forreste vrelse, dybere inde fra ld musik. Den fremmede lrde mand syntes, den var ganske magels, men det kunne nu ogs gerne vre at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting magelst derude i de varme lande, nr der kun ingen sol havde vret. Den fremmedes vrt sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man s jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. Det er ligesom om en sad og vede sig p et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke. Jeg fr det dog ud! siger han nok, men han fr det dog ikke ud hvor lnge han spiller.

En nat vgnede den fremmede, han sov for ben altandr, gardinet foran den lftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om ogs hun lyste; det skar ham virkeligt i jnene, han lukkede dem nu ogs s forfrdelig meget op og kom lige af svnen; i et spring var han p gulvet, ganske sagte kom han bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod meget godt, som altid; dren var p klem, og dybt inde klang musikken s bld og dejlig, man kunne ordentlig falde hen i sde tanker derved. Det var dog ligesom en trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlige indgang? Hele stueetagen var butik ved butik, og der kunne folk jo dog ikke altid lbe igennem.

En aften sad den fremmede ude p sin altan, inde i stuen bag ved ham brndte lyset, og s var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over p genboens vg; ja der sad den lige over for mellem blomsterne p altanen; og nr den fremmede rrte sig, s rrte skyggen sig ogs, for det gr den. 

Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre! sagde den lrde mand. Se hvor net den sidder mellem blomsterne, dren str p klem, nu skulle skyggen vre s snild og g indenfor, se sig om, og s komme og fortlle mig hvad den havde set! ja du skulle gre gavn! sagde han i spg! Vr s god at trde indenfor! n! gr du? og s nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. Ja s g, men bliv ikke borte! og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre p genboens altan rejste sig ogs; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig ogs; ja dersom nogen ordentligt havde lagt mrke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvbne altandr hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.

Nste morgen gik den lrde mand ud for at drikke kaffe og lse aviser. Hvad er det? sagde han, da han kom ud i solskinnet, jeg har jo ingen skygge! s er den virkelig get i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!

Og det rgrede ham, men ikke s meget fordi at skyggen var borte, men fordi han vidste, at der var en historie tl om en mand uden skygge, den kendte jo alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lrde mand der og fortalte sin, s ville de sige, at han gik og lignede efter, og det behvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tnkt.

Om aftenen gik han ud p sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil altid have sin herre til skrm, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.

rgerligt var det, men i de varme lande der vokser nu alting s gesvindt, og efter otte dages forlb mrkede han, til sin store fornjelse, at der voksede ham en ny skygge ud fra benene, nr han kom i solskin, roden mtte vret blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tlelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede p rejsen mere og mere, s at den til sidst var s lang og s stor at det halve var nok.

S kom den lrde mand hjem og han skrev bger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik r; der gik mange r.

Da sidder han en aften i sin stue og s banker det ganske sagte p dren.

Kom ind! siger han, men der kom ingen; s lukker han op og der stod for ham sdan et overordentligt magert menneske, s han blev ganske underlig. Forresten var mennesket srdeles fint kldt p, det mtte vre en fornem mand.

Hvem har jeg den re at tale med? spurgte den lrde.

Ja det tnkte jeg nok! sagde den fine mand, at De ikke kendte mig! jeg er blevet s meget legeme, jeg har ordentlig fet kd og klder. De har nok aldrig tnkt at se mig i sdan en velmagt. Kender De ikke Deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg mere kom igen. Mig er det get srdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! skal jeg kbe mig fri fra tjenesten, s kan jeg! og s raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hnd ind i den tykke guldkde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimrede med diamants ringe! og det var altsammen virkeligt.

Nej, jeg kan ikke komme til mig selv! sagde den lrde mand, hvad er dog alt det!

Ja noget almindeligt er det ikke! sagde skyggen, men De selv hrer jo heller ikke til det almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trdt i Deres fodspor. S snart De fandt, jeg var moden til at g alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de allerbrillanteste omstndigheder, men der kom en slags lngsel over mig efter engang at se Dem fr De dr, De skal jo d! jeg ville ogs gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fdrelandet!  Jeg ved De har fet en anden skygge igen, har jeg noget at betale til den eller Dem? De vil bare vre s god at sige det.

Nej, er det virkelig dig! sagde den lrde mand, det er dog hjst mrkvrdig! aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!

Sig mig hvad jeg har at betale! sagde skyggen, for jeg vil ndig st i nogen slags gld!

Hvor kan du tale sledes! sagde den lrde mand. Hvad gld er her at snakke om! vr s fri, som nogen! jeg glder mig overordentlig ved din lykke! sid ned, gamle ven og fortl mig bare lidt om hvorledes det er get til, og hvad du s ovre hos genboens, der i de varme lande! 

Ja, det skal jeg fortlle Dem, sagde skyggen og satte sig ned, men s m De ogs love mig, at De aldrig til nogen her i byen, hvor De endogs trffer mig, siger at jeg har vret Deres skygge! jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan fde mere end n familie! 

Vr ganske rolig! sagde den lrde mand, jeg skal ikke sige nogen hvem du egentlig er! her er min hnd! jeg lover det og en mand et ord!

Et ord en skygge! sagde skyggen, og sledes mtte den jo tale.

Det var ellers virkelig ganske mrkvrdigt hvor meget menneske den var; ganske sortkldt var den og i det allerfineste sorte klde, lakerede stvler, og hat der kunne smkke sammen, s at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt kldt p, og det var just det, som gjorde at den var ganske et menneske.

Nu skal jeg fortlle! sagde skyggen, og s satte den sine ben med de lakerede stvler s hrdt, den kunne, ned p rmet af den lrde mands nye skygge, der l som en puddelhund ved hans fdder, og det var nu enten af hovmod eller mske for at f den til at hnge ved; og den liggende skygge, holdt sig s stille og rolig, for ret at hre efter; den ville nok vide hvorledes man sledes kunne komme ls og tjene sig op til sin egen herre.

Ved De, hvem der boede i genboens hus? sagde skyggen, det var den dejligste af alle, det var poesien! jeg var der i tre uger og det er liges virkende, som om man levede i tre tusind r og lste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!

Poesien! rbte den lrde mand! ja, ja  hun er tit eremit i de store byer! Poesien! ja jeg har set hende et eneste kort jeblik, men svnen sad mig i jnene! hun stod p altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortl, fortl! Du var p altanen, du gik ind ad dren og s !

S var jeg i forgemakket! sagde skyggen. De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmrke, men den ene dr stod ben ligefor den anden i en lang rkke stuer og sale; og der var lyst op, jeg var rent blevet slet ihjel af lys, var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gre!

Og hvad s du s? spurgte den lrde mand.

Jeg s alting, og jeg skal fortlle Dem det, men,  det er slet ingen stolthed af mig, men  som fri og med de kundskaber jeg har, ikke at tale om min gode stilling, mine fortrffelige omstndigheder,  s nskede jeg gerne at De ville sige De til mig!

Om forladelse! sagde den lrde mand, det er gammel vane, som sidder fast!  De har fuldkommen ret! og jeg skal huske det! men nu fortller De mig alt hvad De s!

Alting! sagde skyggen, for jeg s alt og jeg ved alt!

Hvorledes s der ud i de inderste sale? spurgte den lrde mand. Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, nr man str p de hje bjerge?

Alting var der! sagde skyggen. Jeg gik jo ikke ganske helt ind, jeg blev i det forreste vrelse i tusmrket, men der stod jeg srdeles godt, jeg s alting og jeg ved alting! Jeg har vret ved poesiens hof, i forgemakket.

Men hvad s De? Gik gennem de store sale alle oldtidens guder? Kmpede dr de gamle helte? Legede sde brn og fortalte deres drmme?

Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg s alting, hvad der var at se! havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! og tillige lrte jeg at kende min inderste natur, mit medfdte, det familieskab, jeg havde med poesien. Ja den gang jeg var hos Dem, tnkte jeg ikke over det, men altid, De ved det, nr sol gik op og sol gik ned, blev jeg s underlig stor; i mneskin var jeg nsten ved at vre tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! jeg blev menneske!  Moden kom jeg ud, men De var ikke lngere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at g som jeg gik, jeg trngte til stvler, til klder, til hele denne menneskefernis, som gr et menneske kendeligt.  Jeg tog vej, ja, Dem siger jeg det, De stter det jo ikke i nogen bog, jeg tog vej til kagekonens skrt, under det skjulte jeg mig; konen tnkte ikke p hvor meget hun gemte; frst om aftenen gik jeg ud; jeg lb om i mneskinnet p gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kilder s dejligt i ryggen! jeg lb op og jeg lb ned, kiggede ind af de hjeste vinduer, ind i salen og p taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg s hvad ingen andre s, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! jeg ville ikke vre menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at vre det! Jeg s det allerutnkeligste hos konerne, hos mndene, hos forldrene og hos de sde magelse brn;  jeg s, sagde skyggen, hvad ingen mennesker mtte vide, men hvad de allesammen s gerne ville vide, ondt hos naboen.  Havde jeg skrevet en avis, den var blevet lst! men jeg skrev lige til personen selv, og der blev en forfrdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev s bange for mig! og de holdt s overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrdderne gav mig ny klder, jeg er godt forsynet; mntmesteren slog mnt for mig, og konerne sagde, jeg var s kn!  og s blev jeg den mand jeg er! og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor p solsiden og er altid hjemme i regnvejr! og s gik skyggen.

Det var dog mrkeligt! sagde den lrde mand.

r og dag gik, s kom skyggen igen.

Hvorledes gr det? spurgte den.

Ak! sagde den lrde mand, jeg skriver om det sande og det gode og det sknne, men ingen bryder sig om at hre sligt, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det s nr!

Men det gr jeg ikke! sagde skyggen, jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! ja De forstr Dem ikke p verden. De bliver drlig ved det. De m rejse! jeg gr en rejse til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! vil De rejse med, som skygge? Det skal vre mig en stor fornjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!

Det gr vel vidt! sagde den lrde mand.

Det er ligesom man tager det! sagde skyggen. De vil have grumme godt af at rejse! vil De vre min skygge s skal De f alting frit p rejsen!

Det er for galt! sagde den lrde mand.

Men sdan er nu verden! sagde skyggen, og sledes bliver den! og s gik skyggen.

Den lrde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og hvad han talte om det sande og det gode og det sknne, det var for de fleste ligesom roser for en ko!  han var ganske syg til sidst.

De ser virkelig ud ligesom en skygge! sagde folk til ham, og det gs i den lrde mand, for han tnkte ved det.

De skal tage til et bad! sagde skyggen, som kom og besgte ham, der er ikke andet for! jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De gr beskrivelsen og er sdan lidt morsom for mig p vejen! jeg vil til et bad, mit skg gror ikke ud som det skulle, der er ogs en sygdom, og skg m man have! Vr De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!

Og s rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de krte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bag efter, sledes som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig p herrepladsen; og det tnkte den lrde mand nu ikke sdan over; han var et meget godt hjerte, og srdeles mild og venlig, og da sagde han en dag til skyggen: da vi nu sledes er blevet rejsekammerater, som vi er det og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skal vi s ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!

De siger noget! sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil vre liges velmenende og ligefrem. De, som en lrd mand, ved vistnok hvor underlig naturen er. Somme mennesker kan ikke tle at rre ved grt papir, s fr de ondt; andre gr det gennem alle lemmer, nr man lader et sm gnide mod en glasrude; jeg har ligesdan en flelse ved at hre Dem sige du til mig, jeg fler mig ligesom trykket til jorden i min frste stilling hos Dem. De ser at det er en flelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, s er det halve gjort!

Og s sagde skyggen du til sin forrige herre.

Det er dog vel galt, tnkte han, at jeg m sige De og han sige du, men nu mtte han holde ud.

S kom de til et bad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun s alt for godt og det var nu s ngsteligt.

Ligestraks mrkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; han er her for at f sit skg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette rsag, han kan ikke kaste skygge.

Nysgerrig var hun blevet; og s gav hun sig straks p spadsereturen i tale med den fremmede herre. Som en kongedatter behvede hun ikke at gre mange omstndigheder, og s sagde hun, Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge.

Deres Kongelige Hjhed m vre betydelig i bedring! sagde skyggen, jeg ved, Deres onde er at De ser alt for godt, men det har tabt sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usdvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid gr med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klde i liberiet end man selv bruger, og sledes har jeg ladet min skygge pudse op til menneske! ja, De ser, at jeg endogs har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv! 

Hvad? tnkte prinsessen, skulle jeg virkelig vre kommet mig! Dette bad er det frste der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige krfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordentligt om. Bare hans skg ikke vokser, for s rejser han!

Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sdan en danser havde hun aldrig haft. Hun sagde ham fra hvad land hun var, og han kendte landet, han havde vret der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set bde det ene og det andet, og s kunne han svare kongedatteren og gre antydninger, s hun blev ganske forundret; han mtte vre den viseste mand p hele jorden! hun fik sdan en agtelse for hvad han vidste, og da de s dansede igen, s blev hun forlibt, og det kunne skyggen godt mrke, for hun var frdig at se lige igennem ham. S dansede de nok engang og s var hun lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tnkte p sit land og rige og p de mange mennesker, hun skulle regere over. En vs mand er han, sagde hun til sig selv, det er godt! og dejligt danser han, det er ogs godt, men mon han har grundige kundskaber, det er liges vigtigt! han m eksamineres. Og s begyndte hun s smt at sprge ham om noget af det allervanskeligste, hun kunne ikke selv have svaret p det; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.

Det kan De ikke svare p! sagde kongedatteren.

Det hrer til min brnelrdom, sagde skyggen, jeg tror sgar min skygge der henne ved dren kan svare derp!

Deres skygge! sagde kongedatteren, det ville vre hjst mrkeligt!

Ja, jeg siger ikke bestemt at han kan! sagde skyggen, men jeg skulle tro det, han har nu i s mange r fulgt mig, og hrt efter,  jeg skulle tro det! men Deres Kongelige Hjhed tillader, at jeg gr Dem opmrksom p, at han har s megen stolthed af at g for et menneske, at nr han skal vre i rigtig humr, og det m han vre for at svare godt, s m han behandles ganske som et menneske.

Det kan jeg godt lide! sagde kongedatteren.

Og s gik hun hen til den lrde mand ved dren, og hun talte med ham om sol og mne, og om menneskene bde uden p og inden i og han svarede s klogt og godt.

Hvad det m vre for en mand, der har s vs en skygge! tnkte hun, det vil vre en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal;  jeg gr det!

Og de var snart enige, bde kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide derom fr hun kom hjem i sit eget rige.

Ingen, ikke engang min skygge! sagde skyggen, og det havde han nu sdan sine egne tanker ved! 

S var de i landet hvor kongedatteren regerede nr hun var hjemme.

Hr min gode ven! sagde skyggen til den lrde mand, nu er jeg blevet s lykkelig og mgtig, som nogen kan blive, nu vil jeg ogs gre noget srdeles for dig! du skal altid bo hos mig p slottet, kre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om ret; men s m du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du m ikke sige at du har nogensinde vret menneske og engang om ret, nr jeg sidder p altanen i solskin og lader mig se, m du ligge ved mine fdder, som en skygge skal! jeg skal sige dig, jeg gifter kongedatteren, i aften skal brylluppet holdes.

Nej det er dog alt for galt! sagde den lrde mand, det vil jeg ikke, det gr jeg ikke! det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! at jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare kldt p!

Det er der ingen som tror! sagde skyggen, vr fornuftig, eller jeg kalder p vagten! 

Jeg gr lige til kongedatteren! sagde den lrde mand. Men jeg gr frst! sagde skyggen, og du gr i arrest!  og det mtte han, for skildvagterne de lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.

Du ryster! sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, er der sket noget? Du m ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup.

Jeg har oplevet det grueligste, der kan opleves! sagde skyggen, tnk dig  ja, sdan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud!  Tnk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg  tnk dig bare,  at jeg er hans skygge!

Det er frygteligt! sagde prinsessen, han er dog sprret inde?

Det er han! Jeg er bange han kommer sig aldrig.

Stakkels skygge! sagde prinsessen, han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at fri ham fra den smule liv han har, og nr jeg rigtig tnker over det, s tror jeg det bliver ndvendigt at det bliver gjort af med ham i al stilhed!

Det er rigtignok hrdt! sagde skyggen, for det var en tro tjener! og s gav han ligesom et suk.

De er en del karakter! sagde kongedatteren.

Om aftenen var hele byen illumineret, og kanonerne gik af: bum! og soldaterne prsenterede gevr. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud p altanen for at lade sig se og f nok en gang hurra!

Den lrde mand hrte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af. 

-----

* * *
