Skarnbassen
af Hans Christian Andersen

-----

Kejserens hest fik guldsko; guldsko p hver en fod.

Hvorfor fik han guldsko?

Han var det dejligste dyr, havde fine ben, jne s kloge og en manke, der hang som et silkeslr ned om halsen. Han havde bret sin herre i krudtdamp og kugleregn, hrt kuglerne synge og pibe; han havde bidt om sig, slet om sig, kmpet med, da fjenderne trngte p; med sin kejser sat i et spring over den styrtede fjendes hest, frelst sin kejsers krone af det rde guld, og derfor fik kejserens hest guldsko, guldsko p hver en fod.

Og skarnbassen krb frem.

Frst de store, s de sm, sagde den, dog det er ikke strrelsen, som gr det. Og s strakte den frem sine tynde ben.

Hvad vil du? spurgte smeden.

Guldsko! svarede skarnbassen.

Du er nok ikke klarhovedet! sagde smeden, vil du ogs have guldsko?

Guldsko! sagde skarnbassen. Er jeg ikke liges god som det store bst, der skal have opvartning, strigles, passes, have fde og drikke. Hrer jeg ikke ogs til kejserens stald?

Men hvorfor fr hesten guldsko? spurgte smeden, begriber du det ikke?

Begriber? Jeg begriber, at det er ringeagt imod mig, sagde skarnbassen, det er en krnkelse  og nu gr jeg derfor ud i den vide verden!

Pil af! sagde smeden.

Grov karl! sagde skarnbassen, og s gik den udenfor, flj et lille stykke, og nu var den i en nydelig lille blomsterhave, hvor der duftede af roser og lavendler.

Er her ikke dejligt! sagde en af de sm Vorherres hns, der flj om med sorte prikker p de rde skjoldstrke vinger. Hvor her lugter sdt og hvor her er knt!

Jeg er vant til bedre! sagde skarnbassen, kalder I dette knt? Her er jo ikke engang en mdding!

Og s gik den videre frem, ind i skyggen af en stor levkj; der krb en klorm p den.

Hvor dog verden er dejlig! sagde klormen, solen er s varm! Alt er s fornjeligt! og nr jeg engang sover ind og dr, som de kalder det, s vgner jeg op og er en sommerfugl!

Bild dig noget ind! sagde skarnbassen, nu flyver vi om som sommerfugl! Jeg kommer fra kejserens stald, men ingen der, ikke engang kejserens livhest, der dog gr med mine aflagte guldsko, har slige indbildninger. F vinger! flyve! ja nu flyver vi! Og s flj skarnbassen. Jeg vil ikke rgre mig, men jeg rgrer mig dog!

S dumpede den ned p en stor grsplet; her l den lidt, s faldt den i svn.

Bevares, hvilken skylregn der styrtede! skarnbassen vgnede ved det plask og ville straks ned i jorden, men kunne det ikke; den vltede, den svmmede p maven og p ryggen, flyve var der ikke at tnke p, den kom vist aldrig levende fra denne plet; den l hvor den l og blev liggende.

Da det hoftede lidt, og skarnbassen havde blinket vandet af sine jne, skimtede den noget hvidt, det var linned p blegen; den nede derhen, krb ind i en fold af det vde lintj, det var rigtignok ikke, som at ligge i den varme dynge i stalden; men her var nu intet bedre, og s blev den her en hel dag, en hel nat, og ogs regnvejret blev. I morgenstunden kom skarnbassen frem; den var s rgerlig over klimaet.

Der sad p linnedet to frer; deres klare jne lyste af bare fornjelse. Det er et velsignet vejr! sagde den ene. Hvor det forfrisker! og lintjet holder s dejligt sammen p vandet! det kriller mig i bagbenene, som om jeg skulle svmme!

Jeg gad nok vide, sagde den anden, som svalen, som flyver s vidt omkring, om den p sine mange rejser i udlandet har fundet et bedre klima, end vort; sdant et rusk, og sdan en vde! det er ligesom om man l i en vd grft! er man ikke glad ved det, s elsker man rigtignok ikke sit fdreland!

I har da aldrig vret i kejserens stalde? spurgte skarnbassen. Der er det vde bde varmt og krydret! det er jeg vant til; det er mit klima, men det kan man ikke tage med p rejsen. Er her ingen mistbnk i haven, hvor standspersoner, som jeg, kan tage ind og fle sig hjemme?

Men frerne forstod ham ikke, eller ville ikke forst ham.

Jeg sprger aldrig anden gang! sagde skarnbassen, da den havde spurgt tre gange uden at f svar.

S gik den et stykke, der l et potteskr; det skulle ikke ligge der, men som det l gav det ly. Her boede flere rentvistefamilier; de forlanger ikke meget husrum, men kun selskabelighed; hunnerne er isr begavet med moderkrlighed, derfor var ogs hvers unge den knneste og den klogeste.

Vor sn er blevet forlovet! sagde en moder, den sde uskyldighed! hans hjeste ml er engang at kunne krybe i ret p en prst. Han er s elskelig barnlig og forlovelse holder ham fra udskejelser! det er s gldeligt for en moder!

Vor sn, sagde en anden moder, kom lige ud af gget og var straks p spil; det sprutter i ham, han lber hornene af sig. Det er en uhyre glde for en moder! Ikke sandt? Hr. Skarnbasse! De kendte den fremmede p skabelonen.

De har begge to ret! sagde skarnbassen, og s blev den budt op i stuen, s langt den kunne komme under potteskret.

Nu skal De ogs se min lille rentvist! sagde en tredje og fjerde af mdrene, det er de elskeligste brn og s morsomme! de er aldrig uartige uden nr de har ondt i maven, men det fr man s let i deres alder!

Og s talte hver moder om sine unger, og ungerne talte med og brugte den lille gaffel de havde p halen til at trkke i skarnbassens mundskg.

De finder nu ogs p alting, de smsklme! sagde mdrene og dunstede af moderkrlighed, men det kedede skarnbassen, og s spurgte den om der var langt herfra til mistbnken.

Det er langt ude i verden, p den anden side grften! sagde rentvisten, s langt, vil jeg hbe, kommer aldrig nogen af mine brn, for s dde jeg!

S langt vil jeg dog prve at n! sagde skarnbassen og gik uden afsked; det er galantest.

Ved grften traf den flere af sin slgt, alle skarnbasser.

Her bor vi! sagde de. Vi har det ganske lunt! Tr vi ikke byde Dem ned i det fede! Rejsen har vist trttet Dem!

Det har den! sagde skarnbassen. Jeg har ligget p linned i regnvejr, og renlighed tager isr p mig! jeg har ogs fet gigt i vingeleddet, ved at st i trk under et potteskr. Det er rigtig en vederkvgelse at komme engang til sine egne!

De kommer mske fra mistbnken! spurgte den ldste.

Hjere op! sagde skarnbassen. Jeg kommer fra kejserens stald, hvor jeg blev fdt med guldsko; jeg rejser i et hemmeligt rinde, hvorom De ikke m fritte mig, thi jeg siger det ikke!

Og s steg skarnbassen ned i det fede dynd; der sad tre unge hunskarnbasser, de fnisede, for de vidste ikke hvad de skulle sige.

De er uforlovede! sagde moderen, og s fnisede de igen, men det var af forlegenhed.

Jeg har ikke set dem sknnere i kejserens stalde! sagde den rejsende skarnbasse.

Fordrv mig ikke mine pigebrn! og tal ikke til dem, uden De har reelle hensigter;  men det har De, og jeg giver Dem min velsignelse.

Hurra! sagde alle de andre, og s var skarnbassen forlovet. Frst forlovelse, s bryllup, der var jo ikke noget at vente efter.

Nste dag gik meget godt, den anden luntede af, men p den tredje dag skulle man dog tnke p fden for kone og mske rollinger.

Jeg har ladet mig overraske! sagde den, s m jeg nok overraske dem igen !

Og det gjorde den. Vk var den; vk hele dagen, vk hele natten  og konen sad enke. De andre skarnbasser sagde, at det var en rigtig landstryger de havde optaget i familien; konen sad dem nu til byrde.

S kan hun sidde som jomfru igen! sagde moderen, sidde som mit barn! fy, det lede skarn, som forlod hende!

Han var imidlertid p farten, var sejlet p et klblad over grften; hen p morgenstunden kom to mennesker, de s skarnbassen, tog den op, vendte og drejede den og de var meget lrde begge to, isr drengen. Allah ser den sorte skarnbasse i den sorte sten i det sorte fjeld! str der ikke sledes i Alkoranen? spurgte han og oversatte skarnbassens navn p latin, gjorde rede for dens slgt og natur. Den ldre lrde stemte imod at den skulle tages med hjem, de havde der lige s gode eksemplarer, sagde han, og det var ikke hfligt sagt, syntes skarnbassen, derfor flj den ham af hnden, flj et godt stykke, den var blevet tr i vingerne og s nede den drivhuset, hvor den i strste bekvemmelighed, da det ene vindue var skudt op, kunne smutte ind og grave sig ned i den friske gdning.

Her er lkkert! sagde den.

Snart faldt den i svn og drmte at kejserens hest var styrtet og at hr. Skarnbasse havde fet dens guldsko og lftet om to til. Det var en behagelighed og da skarnbassen vgnede, krb den frem og s op. Hvilken pragt her i drivhuset! store viftepalmer bredte sig i hjden, solen gjorde dem transparente, og under dem vldede der en fylde af grnt og skinnede der blomster, rde som ild, gule som rav og hvide som nyfalden sne.

Det er en magels plantepragt! hvor den vil smage nr den gr i forrdnelse! sagde skarnbassen. Det er et godt spisekammer; her bor vist af familien; jeg vil g p eftersporing, se at finde nogen, jeg kan omgs med. Stolt er jeg, det er min stolthed! Og s gik den og tnkte p sin drm om den dde hest og de vundne guldsko.

Da greb lige med t en hnd om skarnbassen, den blev klemt, vendt og drejet.

Gartnerens lille sn og en kammerat var i drivhuset, havde set skarnbassen og skulle have fornjelse af den; lagt i et vindrueblad kom den ned i en varm bukselomme, den kriblede og krablede, fik s et tryk med hnden af drengen, der gik rask af sted til den store inds for enden af haven, her blev skarnbassen sat i en gammel knkket trsko, som vristen var get af; en pind blev gjort fast, som mast; og til den blev skarnbassen tjret med en ulden trd; nu var den skipper og skulle ud at sejle.

Det var en meget stor inds, skarnbassen syntes, at det var et verdenshav og blev s forbavset, at den faldt om p ryggen og sprttede med benene.

Trskoen sejlede, der var strmning i vandet, men kom fartjet lidt for langt ud, s smgede den ene dreng straks sine bukser op og gik ud og hentede det, men da det igen var i drift blev der kaldt p drengene, alvorligt kaldt, og de skyndte dem af sted og lod trsko vre trsko; den drev og det altid mere fra land, altid lngere ud, det var gyseligt for skarnbassen; flyve kunne den ikke, den var bundet fast til masten.

Den fik besg af en flue.

Det er et dejligt vejr vi har! sagde fluen. Her kan jeg hvile mig! her kan jeg sole mig. De har det meget behageligt!

De snakker, som De har forstand til! ser De ikke, at jeg er tjret!

Jeg er ikke tjret! sagde fluen og s flj den.

Nu kender jeg verden! sagde skarnbassen, det er en nedrig verden! jeg er den eneste honnette i den! Frst ngter man mig guldsko, s m jeg ligge p vdt linned, st i trk og til sidst prakker de mig en kone p. Gr jeg nu et rask skridt ud i verden, og ser hvorledes man kan have det og jeg skulle have det, s kommer en menneskehvalp og stter mig i tjr p det vilde hav. Og imidlertid gr kejserens hest med guldsko! det kreperer mig mest; men deltagelse kan man ikke vente sig i denne verden! mit levnedslb er meget interessant, dog hvad kan det hjlpe nr ingen kender det! Verden fortjener heller ikke at kende det, ellers havde den givet mig guldsko i kejserens stald, da livhesten blev skoet og jeg rakte benene frem. Havde jeg fet guldsko, da var jeg blevet en re for stalden, nu har den tabt mig og verden har tabt mig, alt er ude!

Men alt var ikke ude endnu, der kom en bd med nogle unge piger.

Der sejler en trsko! sagde den ene.

Der er et lille dyr tjret fast i den! sagde den anden.

De var lige ved siden af trskoen, de fik den op, og den ene af pigerne tog en lille saks frem, klippede uldtrden over uden at gre skarnbassen skade og da de kom i land, satte hun den i grsset.

Kryb, kryb! flyv, flyv, om du kan! sagde hun. Frihed er en dejlig ting!

Og skarnbassen flj lige ind af det bne vindue p en stor bygning og der sank den trt ned i den fine blde, lange manke p kejserens livhest, der stod i stalden, hvor den og skarnbassen hrte hjemme; den klamrede sig fast i manken og sad lidt og summede sig. Her sidder jeg p kejserens livhest! sidder som rytter! Hvad er det jeg siger! ja nu bliver det mig klart! det er en god ide, og rigtig. Hvorfor fik hesten guldsko? Det spurgte han mig ogs om, smeden. Nu indser jeg det! for min skyld fik hesten guldsko!

Og s blev skarnbassen i godt humr.

Man bliver klarhovedet p rejsen! sagde den.

Solen skinnede ind p den, skinnede meget smukt. Verden er ikke s gal endda, sagde skarnbassen, man m bare vide at tage den! Verden var dejlig, thi kejserens livhest havde fet guldsko fordi skarnbassen skulle vre dens rytter.

Nu vil jeg stige ned til de andre basser og fortlle hvor meget man har gjort for mig; jeg vil fortlle om alle de behageligheder jeg har nydt p udenlandsrejsen, og jeg vil sige, at nu bliver jeg hjemme s lnge, til hesten har slidt sine guldsko!

-----

* * *
