H. C. Andersen: Eventyr 120: Portnerens Sn. (1866)

-----

Generalens boede paa frste Sal, Portnerens boede i Kjlderen; der var stor Afstand mellem de to Familier, hele Stue-Etagen og Rangforordningen; men under samme Tag boede de med Udsigt til Gaden og til Gaarden; i denne var en Grsplet med et blomstrende Akasietr, naar det blomstrede, og under det sad sommetider den pyntede Amme med det endnu mere pyntede General-Barn, "lille Emilie". Foran dem dandsede paa sine bare Been Portnerens lille Dreng med de store brune ine og det mrke Haar,og Barnet loe til ham, strakte sine smaa Hnder ud til ham, og saae Generalen det fra sit Vindue, saa nikkede han ned og sagde: "Charmant!" Generalinden selv, der var saa ung, at hun nsten kunde vre sin Mands Datter af tidligt gteskab, saae aldrig ud af Vinduet til Gaarden, men sin Ordre havde hun givet, at Kjlderfolkenes lille Dreng nok maatte lege for Barnet, men ikke rre ved det. Ammen ld niagtigt Fruens Ordre.
Og Solen skinnede ind til dem paa frste Sal, og ind til dem i Kjlderen, Akasietret satte Blomster, de faldt af, og der kom nye igjen nste Aar; Tret blomstrede og Portnerens lille Dreng blomstrede, han saae ud som en frisk Tulipan.
Generalens lille Datter blev fiin og bleg, som det lyserde Blad paa Akasieblomsten. Nu kom hun sjelden ned under Tret; hun fik sin friske Luft i Karreet. Hun kjrte ud med Mama, og altid nikkede hun da til Portnerens Georg, ja kyssede paa Fingeren ad ham, indtil hendes Moder sagde hende, at nu var hun for stor dertil.
En Formiddag skulde han bringe Generalens de Breve og Aviser, som i Morgenstunden vare lagte ind i Portnerstuen. Idet han kom op ad Trappen, forbi Dren ved Sandhullet, hrte han Noget pippe derinde; han troede, at det var en Kylling, som klynkede, og saa var det Generalens lille Datter i Knipling og Flor.
"Siig det ikke til Papa og Mama! for saa blive de vrede."
"Hvad er det? lille Frken!" spurgte Georg.
"Det brnder Altsammen!" sagde hun. "Det brnder i lys Lue!"
Georg aabnede Dren til den lille Barnestue; Vinduesgardinet var nsten afbrndt, Gardinstokken stod i Gld og Flamme. Georg sprang op, rev ned, kaldte paa Folk; uden ham var der blevet Huusild.
Generalen og Generalinden examinerede lille Emilie.
"Jeg tog kun en eneste Svovlstikke," sagde hun, "saa brndte den strax, og Gardinet brndte strax. Jeg spyttede for at slukke, jeg spyttede Alt hvad jeg kunde, men jeg havde ikke Spyt nok, og saa lb jeg ud og gjemte mig, thi Papa og Mama vilde blive vrede."
"Spyttede!" sagde Generalen, "hvad er det for et Ord? Naar har Du hrt Papa og Mama sige spyttede? Det har Du nede fra!"
Men lille Georg fik en Fiirskilling. Denne gik ikke til Bageren, den gik i Sparebssen, og snart var der saa mange Skillinger, at han kunde kjbe sig en Farvelade og stte Couleur paa sine Tegninger, og dem havde han mange af; de kom ligesom ud af Blyanten og Fingrene. De frste farvede Billeder forredes til lille Emilie.
"Charmant!" sagde Generalen; Generalinden selv indrmmede, at man tydeligt saae, hvad den Lille havde tnkt sig. "Genius har han!" Det var Ordene, som af Portnerkonen bleve bragte ned i Kjderen.
Generalen og hans Frue vare fornemme Folk; de havde to Vaabener paa deres Vogn; eet for hver af dem; Fruen havde det paa hvert sit Stykke Ti, ude og inde, paa sin Natkappe og sin Natsk; hendes, det ene, var et kostbart Vaaben, kjbt af hendes Fader for blanke Dalere, for han var ikke fdt med det, hun ikke heller, hun var kommen for tidlig, syv Aar fr Vaabenet; det kunde de fleste Folk huske, men ikke Familien. Generalens Vaaben var gammelt og stort; det kunde nok knage i En at bre dette, endsige bre to Vaabenmrker, og det knagede i Generalinden, naar hun strunk og stadselig kjrte til Hofbal.
Generalen var gammel og graa, men sad godt tilhest, det vidste han, og red hver Dag ud med Rideknegt, i passende Afstand efter sig; kom han i Selskab, var det, som om han kom ridende ind paa sin hie Hest, og Ordener havde han paa, saa mange, at det var ubegribeligt, men det var slet ikke hans Skyld. Som ganske ung havde han fungeret ved det Militaire, vret med ved de store Hst-Manoeuvrer, som da i Fredens Dage holdtes over Tropperne. Fra den Tid havde han en Anecdote, den eneste han havde at fortlle: hans Underofficeer afskar og tog tilfange en af Prindserne, og denne maatte nu, med sin lille Trop fangne Soldater, selv om Fange, ride ind i Byen, bagefter Generalen. Det var en uforglemmelig Begivenhed, der altid, gjennem alle Aaringer blev gjenfortalt af Generalen, netop med de samme mindevrdige Ord, han havde sagt, idet han igjen overrakte Prindsen Sablen: "Kun min Underofficeer kunde tage Deres Hihed tilfange, jeg aldrig!" og Prindsen svarede: "De er uforlignelig!" I virkelig Krig havde Generalen aldrig vret; da denne gik gjennem Landet, gik han den diplomatiske Vei, gjennem tre udenlandske Hoffer. Han talte det franske Sprog, saa at han nsten glemte sit eget; han dandsede godt, han red godt, der groede Ordener paa hans Kjole i det Ubegribelige, Skildvagterne prsenterede for ham; en af de smukkeste unge Piger prsenterede for ham; en af de smukkeste unge Piger prsenterede for ham og blev Generalinde, og de fik et lille yndigt Barn, det kom som faldet ned fra Himlen, saa yndigt var det, og Portnerens Sn dandsede i Gaarden for det, saa snart det kunde skjnne, og forrede det alle sine tegnede, farvede Billeder, og hun saae paa dem og hun gldede sig ved dem og rev dem istykker. Hun var saa fiin og saa nydelig.
"Mit Rosenblad!" sagde Generalinden. "Fdt for en Prinds er Du!"
Prindsen stod allerede udenfor Dren; men man vidste det ikke. Menneskene see ikke langt ud over Drtrinet.
"Forleden deelte saamnd vor Dreng Smrrebrd med hende!" sagde Portnerkonen; "der var hverken Ost eller Kjd paa, men det smagte hende, som om det havde vret en Oxesteg. Der vilde have ligget et Huus, havde Generalens seet det Maaltid, men de saae det ikke."
Georg havde deelt Smrrebrd med lille Emilie, gjerne havde han deelt sit Hjerte med hende, naar det bare havde kunnet fornie hende. Han var en god Dreng, han var opvakt og klog, han gik nu i Aftenskole paa Akademiet, for der at lre rigtigt at tegne. Lille Emilie gik ogsaa frem i Kundskaber; hun talte Fransk med sin "Bonne" og havde Dandsemester.

-----

"Georg skal staae til Paaske!" sagde Portnerkonen; saa vidt var Georg.
"Fornuftigt blev det vel om han saa kom i Lre!" sagde Faderen. "En peen Profession skulde det vre! og saa havde vi ham ude af Huset!"
"Han kommer dog til at ligge hjemme om Natten!" sagde Moderen; "det er ikke let at finde en Mester, som har Plads! Klder maae vi jo ogsaa give ham! den Smule Mad, han spiser, bliver der vel Raad til! han er jo lyksalig ved et Par kogte Kartofler! fri Lrdom har han. Lad ham bare gaae sin Gang, Du skal see at vi faae Glde af ham, det sagde ogsaa Professoren!"
Confirmationsklderne vare istand, Mo'er havde selv syet dem, men de vare tilskaarne af Lappeskrdderen, og han skar godt; var han bleven anderledes stillet og havde kunnet holde Vrksted med Svende, sagde Portnerkonen, saa kunde den Mand godt vre bleven Hofskrdder.
Klderne vare istand og Confirmanden var istand. Georg fik paa sin Confirmationsdag et stort Tombaksuhr af sin Gudfader, Hrkrmmerens gamle Svend, den rigeste af Georgs Faddere. Uhret var gammelt og prvet, det gik altid forud, men det er bedre, end at gaae bagefter. Det var en kostbar Gave; og fra Generalens kom en Psalmebog i Safian, sendt fra den lille Frken, som Georg havde forret Billeder. Foran i Bogen stod hans Navn og hendes Navn og "bevaagne Velynderinde"; det var skrevet efter Generalindens Dictat, og Generalen havde lst det igjennem og sagt "Charmant!" 
"Det var virkelig en stor Opmrksomhed af et saa fornemt Herskab,"sagde Portnerkonen; og Georg maatte i Confirmationsklderne og med Psalmebogen op at vise sig og takke.
Generalinden sad meget indsvbt og havde sin store Hovedpine, som hun altid havde, naar hun kjedede sig. Hun saae meget venlig paa Georg og nskede ham alt Godt og aldrig hendes Hovedpine. Generalen gik i Slobrok, bar dusket Hue og rdskaftede russiske Stvler; han gik tre Gange op og ned ad Gulvet i egne Tanker og Erindringer, standsede og sagde:
"Lille Georg er altsaa nu en christnet Mand! Vr ogsaa en brav Mand og r sin vrighed! Den Sentents, kan Du engang, som gammel Mand, sige, har Generalen lrt Dig!"
Det var en lngere Tale, end Generalen ellers holdt; og han vendte igjen tilbage til sin Indadvendthed og saae fornem ud. Dog af Alt heroppe, hvad Georg hrte og saae, beholdt han klarest i Tanke den lille Frken Emilie; hvor var hun yndig, hvor var hun mild, hvor var hun svvende, hvor var hun fiin! skulde hun tegnes af, maatte det vre i en Sbeboble. Der var en Duft ved hendes Klder, ved hendes krllede, gule Haar, som var hun et nys udsprunget Rosentr; og med hende havde han engang deelt Smrrebrd; hun havde spiist det med voldsom Appetit, og nikket til ham ved hveranden Mundfuld. Mon hun huskede det endnu? Jo, tilvisse: hun havde "i Erindring" herom givet ham den smukke Psalmebog; og da frste Gang derefter Nytaars-Ny tndtes, gik han udenfor med Brd og en Skilling, slog op i Bogen, for at see hvilken Psalme han fik. Det var en Lov- og Takke-Psalme; og han slog op for at see, hvad der skulde forundes lille Emilie; han tog sig just iagt for ikke at gribe ind i Bogen, hvor Liig-Psalmerne stode, og saa greb han alligevel ind imellem Dd og Grav; det var jo ikke Noget at troe paa! dog angest blev han, da den yndige lille Pige snart laae tilsengs; og udenfor Porten holdt hver Middag Doctorens Vogn.
"De beholde hende ikke!" sagde Portnerkonen, "Vorherre veed nok, hvem han vil have!"
Men de beholdt hende; og Georg tegnede Billeder og sendte hende; han tegnede Czarens Slot, det gamle Kreml i Moskau; accurat som det stod, med Taarne og Kupler, de saae ud som kmpestore, grnne og forgyldte Agurker, idetmindste paa Georgs Tegning. Det forniede saameget den lille Emilie, og derfor i Ugens Lb sendte Georg endnu et Par Billeder, allesammen Bygninger, thi ved dem kunde hun selv tnke sig saa Meget indenfor Porten og Vinduerne.
Han tegnede et chinesisk Huus med Klokkespil gjennem alle sexten Etager; han tegnede to grske Templer med slanke Marmorsiler og Trappe rundt om; han tegnede en Kirke fra Norge; man kunde see, at den var ganske af Bjlker, huggede ud og underligt stillede, hver Etage saae ud, som om den havde Vugge-Gnger; deiligst var dog paa et Blad det Slot, som han kaldte "lille Emilies". Saaledes skulde hun boe; det havde Georg heelt udtnkt og taget til dette Slot Alt, hvad han fandt deiligst ved enhver af de andre Bygninger. Det havde udskaarne Bjlker, som den norske Kirke, Marmorsiler, som det grske Tempel, Klokkespil i hver Etage og allerverst Kupler, grnne og forgyldte, som paa Czarens Kreml. Det var et rigtigt Barneslot! og under hvert Vindue stod skrevet, hvad den Sal eller den Stue indenfor skulde vre til: "her sover Emilie, her dandser Emilie" og her leger hun "komme Fremmede". Det var fornieligt at see paa, og der blev rigtignok seet paa det.
"Charmant!" sagde Generalen.
Men den gamle Greve, for der var en gammel Greve, som endnu var fornemmere end Generalen, og selv havde Slot og Herregaard, sagde Ingenting; han hrte, at det var tnkt og tegnet af Portnerens lille Sn. Nu, saa lille var han da ikke, han var confirmeret. Den gamle Greve saae paa Billederne og havde sine egne stille Tanker herved.
En Dag, da Veiret var rigtig graat, vaadt, forfrdeligt, den Dag var en af de lyseste og bedste for lille Georg. Professoren ved Konstakademiet kaldte ham ind til sig.
"Hr, min Ven," sagde han, "lad os tale lidt sammen! Vorherre har vret Dig ganske god med Evner, han er Dig ogsaa god med gode Mennesker. Den gamle Greve paa Hjrnet har talt til mig om Dig; jeg har ogsaa seet dine Billeder, dem ville vi slaae en Streg over, i dem er meget at rette! nu kan Du to Gange om Ugen komme paa min Tegneskole, saa kommer Du nok efter at gjre det bedre. Jeg troer at der er Mere i Dig til en Bygmester, end til en Maler; det kan Du selv have Tid til at overveie! men gaa endnu idag hen til den gamle Greve paa Hjrnet, og tak Du Vorherre for den Mand!"
Der var en stor Gaard paa Hjrnet; der var udhugget om Vinduerne baade Elephanter og Dromedarer, Altsammen fra gammel Tid; men den gamle Greve holdt meest af den nye Tid med hvad Godt den bragte, enten det kom fra frste Sal, Kjlderen eller Qvisten.
"Jeg troer," sagde Portnerkonen, "at jo fornemmere Folk virkelig er, desmindre stille de sig. Hvor den gamle Greve er yndig og ligefrem! Og han taler saamnd lige som Du og jeg; det kan ikke Generalens! Var ikke ogsaa Georg igaar reent fortumlet at Henrykkelse over den yndige Medfart, han fik hos Greven; og idag er jeg det, efter at have talt med den mgtige Mand. Var det nu ikke godt, at vi ikke satte Georg i Haandvrkslre! Evner har han."
"Men de maae have Hjelp udenfra!" sagde Faderen.
"Den har han nu faaet," sagde Moderen; "Greven talte med klare, tydelige Ord!"
"Det er dog fra Generalens, det er gaaet ud!" sagde Faderen. "Dem maae vi ogsaa takke."
"Det kunne vi gjerne!" sagde Moderen; "men jeg troer ikke der er Meget at takke for; Vorherre vil jeg takke, og ham vil jeg ogsaa takke, fordi den lille Emilie kommer sig!"
Det gik fremad med hende, det gik fremad med Georg; i Aarets Lb fik han den lille Slvmedaille og senere den strre.

-----

"Det var dog bedre, om han var kommen i Haandvrkslre!" sagde Portnerkonen og grd; "saa havde vi nu beholdt ham. Hvad skal han i Rom? Jeg faaer ham aldrig mere at see, selv om han kommer hjem igjen, men det gjr han ikke, det sde Barn!"
"Men det er hans Lykke og hans Hder!" sagde Faderen.
"Ja, Tak skal Du have, min Ven!" sagde Moderen, "Du snakker, hvad Du ikke mener; Du er ligesaa bedrvet, som jeg."
Og det havde sin Rigtighed baade med Bedrvelsen og med Afreisen. Det var en stor Lykke for det unge Menneske, sagde alle Folk.
Og der blev taget Afsked, ogsaa hos Generalens; men Fruen viste sig ikke, hun havde sin store Hovedpine. Generalen fortalte til Afsked sin eneste Anecdote, hvad han havde sagt til Prindsen, og hvad Prindsen havde sagt til ham: "De er uforlignelig!" og saa rakte han Georg sin Haand, slat Haand.
Emilie rakte ogsaa Georg sin Haand, og saae nsten bedrvet ud, men Georg var dog den meest Bedrvede.

-----

Tiden gaaer, naar man bestiller Noget, den gaaer ogsaa, naar man ikke bestiller Noget. Tiden er lige lang, men ikke lige nyttig. For Georg var den nyttig og slet ikke lang, uden naar han tnkte paa dem hjemme. Hvorledes stod det vel til oppe og nede? Ja, derom blev der skrevet; og man kan lgge saa Meget ind i et Brev, det lyse Solskin og de mrke, tunge Dage. De laae i Brevet, der meldte, at Fader var dd, Moder var alene tilbage; Emilie havde vret som en Trstens Engel, hun var kommen ned til hende, ja, det skrev Moder, og tilfiede om sig selv, at hun havde faaet Lov at beholde Embedet i Porten.

-----

Generalinden holdt Dagbog; deri stod hvert Selskab, hvert Bal, hun havde besgt, og alle de Fremmedes Besg. Dagbogen blev illustreret med Diplomaternes og de meest Hiadeliges Visitkort, hun var stolt af sin Dagbog; den voxede i lange Tider, i mange Tider, under mange store Hovedpiner, men ogsaa under mange lyse Ntter, det vil sige Hofballer. Emilie havde frste Gang vret paa Hofbal; Moderen var i Lyserdt med sorte Kniplinger: Spansk; Datteren i Hvidt, saa klart, saa fiint; grnne Silkebaand flagrede som Siv mellem de krllede, gule Haar, der bar en Krands af hvide Aakander; inene vare saa blaae og klare, Munden saa fiin og rd, hun lignede en lille Havfrue, saa deilig, som den kan tnkes. Tre Prindser dandsede med hende, det vil sige frst den Ene, og saa den Anden; Generalinden havde ikke Hovedpine i otte Dage.
Men det frste Bal var ikke det sidste, det holdt Emilie ikke ud; det var derfor godt at Sommeren kom med Hvile, med Luft i det Frie. Til den gamle Greves Slot var Familien indbuden.
Det var et Slot med en Have, vrd at see. En Deel af den var aldeles som i gamle Dage, med stive, grnne Hkker, som gik man imellem grnne Skjermbrtter, hvori vare Kighuller. Buxbom og Taxus stode klippede i Stjerner og Pyramider, Vandet sprang fra store Grotter, besatte med Muslingskaller; rundt om stode Steenfigurer af den allertungeste Steen, det kunde man see baade paa Klderne og paa Ansigterne; hvert Blomsterbed havde sin Skikkelse, som Fisk, Vaabenskjold eller Navnetrk, det var den franske Deel af Haven; fra den kom man ind ligesom i den frie, friske Skov, hvor Trerne turde groe, som de vilde, og derfor vare saa store og saa prgtige; Grsset var grnt, og til at gaae paa, det blev ogsaa tromlet, klippet, pleiet og passet; det var den engelske Deel af Haven.
"Gammel Tid og ny Tid!" sagde Greven; "her glide de jo ogsaa godt i hinanden! om to Aar vil Gaarden selv faae sit rigtige Udseende, det vil blive en heel Forvandling til noget Smukt og Bedre; jeg skal vise Tegningerne, og jeg skal vise Bygmesteren, han er her idag til Middag!"
"Charmant!" sagde Generalen.
"Her er paradisisk!" sagde Generalinden; "og der har De en Ridderborg!"
"Det er mit Hnsehuus!" sagde Greven; "Duerne boe i Taarnet, Kalkunerne i frste Etage, men i Stuen regjerer gamle Else. Hun har Gjestevrelser til alle Sider: Liggehnsene for sig, Hnen med Kyllinger for sig, og nderne have egen Udgang til Vandet!"
"Charmant!" gjentog Generalen.
Og de gik Alle at see denne Herlighed.
Gamle Else stod midt i Stuen og ved Siden af hende Bygmesteren Georg; han og lille Emilie mdtes efter flere Aar, mdtes i Hnsehuset.
Ja her stod han, og han var kjn nok at see paa: hans Ansigt aabent og bestemt, et sort glindsende Haar, og ved Munden et Smiil, som sagde: der sidder en Skjelm bag mit re, han kjender Eder ud og ind. Gamle Else havde taget sine Trskoe af og stod paa Hosesokker, til re for de hifornemme Gjester. Og Hnsene klukkede og Hanen galede, nderne vraltede afsted "rap! rap!" Men den fine, blege Pige, Barndomsveninden, Generalens Datter, stod med Rosenskjr paa de ellers saa blege Kinder, hendes ine bleve saa store, om hendes Mund talte det, uden at Munden selv sagde et eneste Ord, og den Hilsen han fik, det var den nydeligste Hilsen noget ungt Menneske kunde nske sig af en ung Dame, naar de ikke vare i Familie eller tidt havde dandset sammen; hun og Bygmesteren havde aldrig dandset sammen.
Hr. Greven trykkede hans Haand og prsenterede ham: "Ganske Fremmed er han ikke, vor unge Ven, Hr. Georg!"
Generalinden neiede, Datteren var ved at rkke ham Haanden, men hun rakte ham den ikke.
"Vor lille Hr. Georg!" sagde Generalen. "Gamle Huusvenner. Charmant!"
"De er ganske bleven Italiener!" sagde Generalinden, "og De taler vel Sproget som en Indfdt?"
Generalinden sang Sproget, men talte det ikke, sagde Generalen.
Ved Bordet sad Georg ved hire Side af Emilie, Generalen frte hende, Greven frte Generalinden.
Hr. Georg talte og fortalte og han fortalte godt, han var Ordet og Aanden ved Bordet, uagtet den gamle Greve ogsaa kunde vre det. Emilie sad taus, rene hrte, inene lyste.
Men hun sagde Intet.
I Verandaen mellem Blomsterne stod hun og Georg, Rosenhkken skjulte dem. Georg havde igjen Ordet, havde det frst.
"Tak for Deres venlige Sind mod min gamle Moder!" sagde han; "jeg veed det, den Nat min Fader dde kom De ned til hende, var hos hende til hans ine lukkedes, Tak!" Han greb Emilies Haand og kyssede paa den, det kunde han nok ved den Leilighed; hun blev blussende rd, men trykkede hans igjen og saae med sine blaae velsignede ine paa ham.
"Deres Moder var en kjrlig Sjl! hvor holdt hun af Dem! Og alle Deres Breve lod hun mig lse, jeg troer nsten jeg kjender Dem! hvor var De venlig mod mig, da jeg var lille, De gav mig Billeder -!"
"Som De rev itu!" sagde Georg.
"Nei! jeg har mit Slot endnu, Tegningen."
"Nu maa jeg bygge det i Virkeligheden!" sagde Georg og blev selv ganske varm ved hvad han sagde.
Generalen og Generalinden talte i deres egne Stuer om Portnerens Sn, han vidste jo at bevge sig og udtrykke sig med et kjendskab, en Kundskab. "Han kunde vre Informator!" sagde Generalen.
"Aand!" sagde Generalinden, og saa sagde hun ikke meer.

-----

Oftere i den smukke Sommertid kom Hr. Georg paa Grevens Slot. Han blev savnet, naar han ikke kom.
"Hvor dog Vorherre har givet Dem Meget fremfor os andre stakkels Mennesker!" sagde Emilie til ham. "Skjnner De nu ret derpaa?"
Det smigrede Georg, at den smukke unge Pige saae op til ham, han fandt hende da ualmindelig begavet.
Og Generalen flte sig meer og meer forvisset om, at Hr. Georg umuligt kunde vre et Kjlderbarn. "Moderen var forresten en meget brav Kone!" sagde han, "det skylder jeg hendes Gravmle!"

-----

Sommeren gik, Vinteren kom, der taltes igjen om Hr. Georg; han var vel seet og vel optaget selv paa de hieste Steder, Generalen havde mdt ham paa Hofbal.
Nu skulde der i Huset vre Bal for lille Emilie, kunde Hr. Georg indbydes?
"Hvem Kongen indbyder, kan ogsaa Generalen indbyde!" sagde Generalen, og lftede sig en heel Tomme fra Gulvet.
Hr. Georg blev indbudt, og han kom; og Prindser og Grever kom, og den Ene dandsede bedre end den Anden; men Emilie fik kun dandset den frste Dands; i den traadte hun feil paa Foden, ikke farligt, men til at fornemme, og saa maatte man vre forsigtig, holde op med at dandse, see paa de Andre, og hun sad og saae, og Bygmesteren stod ved Siden af hende.
"De giver hende nok hele Peterkirken!" sagde Generalen, idet han gik forbi og smilede som Velvilligheden selv.
Med samme Velvillighedens Smiil modtog han Hr. Georg, nogle Dage efter. Den unge Mand kom vistnok for at takke for Ballet, hvad Andet? Jo det meest Overraskende, det meest Forbausende: vanvittige Ord kom han med, Generalen troede ikke sine egne ren; "pyramidal Declamation", et Andragende, der var utnkeligt: Hr. Georg bad om at erholde lille Emilie til Kone.
"Mand!" sagde Generalen og blev kogt i Hovedet. "Jeg forstaaer Dem aldeles ikke! Hvad siger De? Hvad vil De? Jeg kjender Dem ikke! Herre! Menneske! det falder Dem ind at falde ind i mit Huus! maa jeg vre her, eller maa jeg ikke vre her?" og han gik baglnds ind i sit Sovevrelse, dreiede Nglen om og lod Hr. Georg staae alene, han stod nogle Minuter, dreiede saa om. I Corridoren stod Emilie.
"Min Fader svarede -?" spurgte hun og Stemmen rystede.
Georg trykkede hendes Haand: "han lb fra mig! - der kommer en bedre Tid!"
Der var Taarer i Emilies ine; der var Forvisning og Mod i den unge Mands ine, og Solen skinnede ind paa de To og gav dem sin Velsignelse.
I sin Stue sad Generalen aldeles henkogt; ja det kogte endnu, det lb over i Ord og Udbrud: "Vanvid! Portner-Galskab!" -
Der var ikke gaaet en Time, da Generalinden havde det af Generalens egen Mund, og hun kaldte paa Emilie og sad alene med hende.
"Du stakkels Barn! saaledes at fornrme Dig! fornrme os! Du har ogsaa Taarer i inene, men de klde Dig! Du er yndig i Taarer! Du ligner mig paa min Bryllupsdag. Grd kun, lille Emilie!"
"Ja det maa jeg!" sagde Emilie, "dersom ikke Du og Fader siger Ja!"
"Barn!" raabte Generalinden; "Du er syg! taler i Vildelse, og jeg faaer min forfrdelige Hovedpine! al den Ulykke, der kommer over vort Huus! Lad ikke din Moder de, Emilie, saa har Du ingen Moder!"
Og Generalinden fik vaade ine, hun kunde ikke taale at tnke paa sin egen Dd.

-----

I Avisen stod at lse iblandt Udnvnelserne: Hr. Georg udnvnt til Professor, femte Classe Nummer otte.
"Det er Skade, at hans Forldre ere i Graven og ikke kunne lse det!" sagde de nye Portnerfolk, der nu boede i Kjlderen under Generalens: de vidste, at Professoren var fdt og voxet op indenfor deres fire Vgge.
"Nu kommer han ind i Rangskatten!" sagde Manden.
"Ja er det ikke grumme Meget for et fattigt Barn," sagde Konen.
"Atten Rigsdaler om Aaret!" sagde Manden; "ja, det er mange Penge!"
"Nei Hiheden mener jeg!" sagde Konen. "Hvad troer Du han bryder sig om de Penge, dem kan han fortjene mange Gange! og han faaer vel en rig Kone til. Havde vi Brn, Mand, saa skulde vort Barn ogsaa vre Bygmester og Professor!"
Georg blev vel omtalt i Kjlderen, han blev vel omtalt paa frste Sal; den gamle Greve tillod sig det.
Det var de tegnede Billeder fra Barndomstiden, som gave Anledning. Men hvorfor omtaltes de? Man talte om Rusland, om Moskau, og saa var man jo ved Kreml, som lille Georg engang havde tegnet til Frken Emilie; han havde tegnet saamange Billeder, eet isr erindrede Greven: "lille Emilies Slot", hvor hun sov, hvor hun dandsede og legede "komme Fremmede"; Professoren havde megen Dygtighed, han vilde vist de som gammel Conferentsraad, det var ikke umuligt, og forud virkelig have bygget et Slot for den nu saa unge Dame; hvorfor ikke?
"Det var en besynderlig Munterhed", bemrkede Generalinden, da Greven var borte. Generalen rystede betnksom paa Hovedet, red ud med Rideknegt i tilbrlig Afstand og sad stoltere end fr paa sin hie Hest.
Det var lille Emilies Fdselsdag, Blomster og Bger, Breve og Visitkort bleve bragte; Generalinden kyssede hende paa Munden, Generalen paa Panden; det var kjrlige Forldre, og baade hun og de fik hie Besg, to af Prindserne. Der taltes om Baller og Theatre, om diplomatiske Sendelser, Riger og Landes Styrelse. Der taltes om Dygtighed, eget Lands Dygtighed, og derved kom den unge Professor paa Tale, Hr. Bygmesteren.
"Han bygger for sin Uddelighed!" blev der sagt, "han bygger sig vist ogsaa ind i en af de frste Familier!"
"En af de frste Familier!" gjentog siden Generalen for Generalinden. "Hvem er en af vore frste Familier?"
"Jeg veed hvem der tydedes til!" sagde Generalinden, "men jeg udtaler det ikke! jeg tnker det ikke! Gud raader! men forbauses vil jeg!"
"Lad mig ogsaa forbauses!" sagde Generalen, "jeg har ikke Idee i mit Hoved!" og han sank hen i Tanke-Forventning.
Der er en Magt, en unvnelig Magt i Naadens Vld fra oven, Hoffets Gunst, Guds Gunst; - og al den Naadens Gunst havde lille Georg. Men vi glemme Fdselsdagen.
Emilies Stue duftede af Blomster fra Venner og Veninder, paa Bordet laae smukke Gaver til Hilsen og Erindring, men ikke en eneste fra Georg, den kunde ikke komme, men behvedes ikke heller, hele Huset var en Erindring om ham. Selv fra Sandhullet under Trappen pippede Mindeblomsten frem; der havde Emilie pippet, da Gardinet brndte og Georg kom som frste Sprite. Et Blik ud ad Vinduet, og Akasietret mindede om Barndomstiden. Blomster og Blade vare faldne af, men Tret stod med Riimfrost, som var det en uhyre Koralgreen; og Maanen skinnede klar og stor mellem Grenene, uforandret i al sin Foranderlighed, som da Georg deelte Smrrebrd med lille Emilie.
Fra Skuffen tog hun frem Tegningerne med Czarens Slot, med hendes eget Slot; Mindegaverne fra Georg; de bleve seet paa og tnkt ved, og der lftede sig mange Tanker; hun huskede den Dag, hun, ubemrket af Fader og Moder, gik ned til Portnerkonen som laae paa sit Yderste; hun sad hos hende, holdt hendes Haand, hrte hendes Sidste Ord: "Velsignelse! - Georg!" Moderen tnkte paa sin Sn. - Nu lagde Emilie sin Betydning heri. Jo, Georg var med paa Fdselsdagen, rigtig med!
Nste Dag, det traf sig saa, var igjen en Fdselsdag der i Huset: Generalens Fdselsdag; han var fdt Dagen efter sin Datter, naturligviis tidligere end hun, mange Aar tidligere. Nu kom igjen Forringer og mellem disse en Sadel, udmrket af Udseende, beqvem og kostelig, der var kun en af Prindserne, der havde Mage til den. Hvem kom den fra? Generalen var henrykt. En lille Seddel fulgte med; havde der staaet paa den: "Tak for igaar!" saa kunde vi Andre nok have gjettet fra hvem den kom, men der stod skrevet: "Fra En, Hr. Generalen ikke kjender."
"Hvem i Verden kjender jeg ikke!" sagde Generalen. "Alle Mennesker kjender jeg!" og hans Tanke gik i stort Selskab; han kjendte dem Allesammen. "Det er fra min Kone!" sagde han tilsidst. "Hun smaaskjelmer mig! charmant!"
Men hun smaaskjelmede ikke, den Tid var forbi.

-----

Og nu var der Fest, atter Fest, men ikke hos Generalens, Costumebal hos en af Prindserne; ogsaa Maske var tilladt.
Generalen mdte som Rubens, i spansk Dragt med lille Pibekrave, Kaarde og god Holdning, Generalinden var Madame Rubens, i sort Fliel, hihalset, forfrdelig varm, med Mllesteen om Halsen, det vil naturligviis sige stor Pibekrave, aldeles efter et hollandsk Maleri, Generalens eiede; og hvor isr Hnderne beundredes! de lignede aldeles Generalindens.
Emilie var Psyche, i Flor og Knipling. Hun var som et svvende Svaneduun, hun behvede slet ikke Vingerne, hun bar dem kun som et Psyche-Mrke.
Der var en Glands, en Pragt, Lys og Blomster, en Rigdom og Smag; der var saa Meget at see, man ikke fik lagt Mrke til Madame Rubens smukke Hnder.
En sort Domino, med Akasieblomst paa Htten, dandsede med Psyche.
"Hvem er han?" spurgte Generalinden.
"Hans kongelige Hihed!" sagde Generalen, "jeg er ganske sikker paa det, jeg kjendte ham strax paa Haandtrykket!"
Generalinden tvivlede.
General Rubens tvivlede ikke, nrmede sig den sorte Domino og skrev kongelige Bogstaver i Haanden, de benegtedes, men et Fingerpeg blev givet:
"Sadelens Devise! En, Hr. Generalen ikke kjender."
"Men saa kjender jeg Dem jo!" sagde Generalen. "De har sendt mig Sadelen!"
Dominoen lftede Haanden, og forsvandt imellem de Andre.
"Hvem er den sorte Domino, Emilie, Du dandsede med?" spurgte Generalinden.
"Jeg har ikke spurgt om hans Navn!" svarede hun.
"For Du vidste det! Det er Professoren! Deres Proteg, Hr. Greve, er her!" vedblev hun og vendte sig til Greven, som stod tt ved. "Sort Domino med Akasieblomst!"
"Meget muligt, min Naadige!" svarede han. "Men en af Prindserne er ivrigt ogsaa saaledes costumeret!"
"Jeg kjender Haandtrykket!" sagde Generalen. "Fra Prindsen har jeg Sadelen! jeg er saa vis i min Sag, at jeg kan indbyde ham til vort Bord!"
"Gjr det! Er det Prindsen, kommer han vist -!" sagde Greven.
"Og er det den Anden, saa kommer han ikke!" sagde Generalen og nrmede sig den sorte Domino, der just stod og talte med Kongen. Generalen forebragte en sdeles rbdig Indbydelse, at de kunde lre at kjende hinanden; Generalen smilede saa sikker i sin Vished om hvem han indbd; han talte hit og lydeligt.
Dominoen lftede sin Maske: det var Georg.
"Gjentager Hr. Generalen Indbydelsen?" spurgte han.
Generalen blev ganske vist en Tomme hiere, fik en fastere Holdning, gjorde to Trin tilbage, og eet Trin frem som til en Menuet, og der var Alvor og Udtrykt, saa meget der kunde lgges af Generalen i Generalens fine Ansigt.
"Jeg tager aldrig mit Ord tilbage! Professoren er indbudt!" og han biede sig med et blik mod Kongen, der vistnok kunde have hrt det Hele.

-----

Og saa var der Middag hos Generalens, og der var kun indbudt den gamle Greve og hans Proteg.
"Foden under Bordet," meente Georg, "saa er Grundstenen lagt!" og Grundstenen blev virkeligt lagt under stor Hitidelighed hos Generalen og Generalinden.
Mennesket var kommet, og som jo Generalen kjendte og vidste, havde talt, aldeles som en Mand af det gode Selskab, vret hist interessant, Generalen maatte mange Gange sige sit "Charmant". Generalinden talte om sin Middag, talte om den endogsaa til en af Hoffets Damer, og denne, en af de meest aandrige, udbad sig Indbydelse til nste Gang Professoren kom. Saa maatte han jo indbydes, og han blev indbudt og kom, og var igjen charmant, kunde endogsaa spille Skak.
"Han er ikke fra Kjlderen!" sagde Generalen, "han er ganske vist en fornem Sn! der er mange fornemme Snner, og det er den unge Mand aldeles uskyldig i."
Hr. Professoren, der kom i Kongens Huus, kunde godt komme i Generalens, men groe fast var der ikke Tale om, uden i hele Byen.

-----

Han groede. Naadens Dug faldt fra oven!
Det var derfor slet ingen Overraskelse, at da Professoren blev Etatsraad, blev Emilie Etatsraadinde.
"Livet er Tragedie eller Komedie," sagde Generalen, "i Tragedien de de, i Komedien faae de hinanden."
Her fik de hinanden. Og de fik tre raske Drenge, men ikke lige strax.
De sde Brn rede paa Kjephest gjennem Stuer og Sale, naar de vare hos Bedstefader og Bedstemoder. Og Generalen red ogsaa paa Kjephest, red bag efter dem: "Som Jockey for de smaa Etatsraader!"
Generalinden sad i Sophaen og smilede, selv om hun havde sin store Hovedpine.

-----

Saavidt bragte Georg det, og endnu meget videre, ellers havde det ikke vret Umagen vrd at fortlle om Portnerens Sn.

-----


