Moster
af Hans Christian Andersen

-----

Du skulle have kendt moster! hun var yndig! ja, det vil sige, hun var slet ikke yndig, som man forstr ved at vre yndig, men hun var sd og rar, morsom p sin mde, rigtig til at snakke om, nr der skal snakkes og gres lystig over en, hun var til at stte lige ind i en komedie, og det ene og alene fordi hun levede for komediehuset og hvad der rrer sig derinde. Hun var s hderlig, men agent Fab, som moster kaldte flab, kaldte hende komediegal.

Teatret er min skolegang! sagde hun, min kundskabs kilde, derfra har jeg min opfriskede bibelhistorier: Moses, Josef og hans brdre, det er nu operaer! Jeg har fra teatret min verdenshistorie, geografi og menneskekundskab! Jeg kender fra de franske stykker pariserlivet  slibrigt, men hjst interessant! hvor har jeg grdt over Familien Riquebourg, at den mand skal drikke sig ihjel for at hun kan f den unge kreste!  Ja hvor mange trer har jeg dog grdt i de halvtredsindstyve r, jeg har abonneret!

Moster kendte hvert teaterstykke, hver kulisse, hver person, der trdte op eller havde trdt op. Hun levede kun rigtig i de ni komediemneder. Sommertiden uden sommerskuespil var en tid, der gjorde hende gammel, medens en komedieaften, der trak ud over midnat, var en forlngelse af livet. Hun talte ikke som andre folk: nu fr vi forr, storken er kommet! der str i avisen om de frste jordbr. Hun derimod forkyndte efterrets komme. Har De set, nu er teaterlogerne til auktion, nu begynder forestillingerne?

Hun regnede en bopls vrd og gode beliggenhed efter hvor nr den l teatret. Det var hende en sorg af forlade det lille strde bag teatret og flytte hen i den store gade lidt lngere derfra og der bo i et hus, hvor hun ikke havde genboer.

Hjemme m mit vindue vre min teaterloge! man kan da ikke sidde og g op i sig selv, mennesker m man dog se! men nu bor jeg, som jeg var flyttet ud p landet. Vil jeg se mennesker, m jeg g ud i mit kkken og stte mig op p vasken, kun der har jeg genboer. Nej, da jeg boede i mit strde, der kunne jeg se lige ind til hrkrmmerens, og s havde jeg kun tre hundrede skridt til teatret, nu har jeg tre tusinde garderskridt.

Moster kunne vre syg, men i hvor ilde hun befandt sig, forsmte hun dog ikke komedien. Hendes lge forordnede, at hun en aften skulle have surdej under fdderne, hun gjorde som han sagde, men krte hen i teatret og sad her med surdej under fdderne. Var hun dd der, det ville have fornjet hende. Thorvaldsen dde i teatret, det kaldte hun salig dd.

Hun kunne til visse ikke tnke sig himmerigs rige uden at der ogs mtte vre et teater; det var jo ikke lovet os, men det var dog at tnke; at de mange udmrkede skuespillere og skuespillerinder, der var get forud, mtte have en fortsat virkekreds.

Moster havde sin elektriske trd fra teatret til sin stue; telegrammet kom hver sndag til kaffe. Hendes elektriske trd var hr. Sivertsen ved teatermaskineriet. Ham, der gav signalerne til op og ned, ind og ud med tpper og kulisser.

Af ham fik hun forud en kort og fyndig anmeldelse af stykkerne. Shakespeares Stormen kaldte han forbandet tj! der er s meget at stille op, og s begynder det med vand til frste kulisse! det ville sige, s langt frem gik de rullende blger. Stod derimod gennem alle fem akter en og samme stuedekoration, s sagde han, det var fornuftigt og velskrevet, det var et hvilestykke, det spillede sig selv uden opstilling.

I tidligere tid, som moster kaldte tiden for nogle og tredve r tilbage, var hun og nysnvnte hr. Sivertsen yngre; han var allerede da ved maskineriet og, som hun kaldte ham, hendes velgrer. Det var nemlig i den tid skik at ved aftnens forestilling p stadens eneste og store teater, kom ogs tilskuere p loftet; hver maskinkarl havde en plads eller to at rde over. Der var tit propfuldt og meget fint selskab, man sagde, at der havde vret bde generalinder og kommercerdiner: det var s interessant at se ned bag kulisserne og vide hvorledes de mennesker gik og stod, nr tppet var nede.

Moster havde flere gange vret der, bde til tragedier og balletter, thi de stykker, hvori det strste personale trdte op, var de interessanteste fra loftet. Man sad s temmeligt i mrke deroppe, de fleste havde aftensmad med; engang faldt tre bler og et lag smrrebrd med rulleplse lige ned i Ugolinos fngsel, hvor mennesket skulle d af sult, og s blev der et grin af publikum. Den rulleplse var en af de vgtigste grunde, hvorfor den hje direktion lod tilskuerpladsen p loftet aldeles g ind.

Men jeg var der syv og tredve gange! sagde moster, og det glemmer jeg aldrig hr. Sivertsen.

Det var netop sidste aften at loftet stod bent for publikum, da spilledes Salomons dom, moster huskede det s godt; hun havde, ved sin velgrer hr. Sivertsen, skaffet agent Fab adgangsbillet, uagtet han ikke fortjente det, da han stedse gjorde narrestreger med teatret og talte p dril; men hun havde nu skaffet ham derop. Han ville se komedietjet p vrangen, det var hans egne ord og de lignede ham, sagde moster.

Og han s Salomons dom fra oven og faldt i svn; man skulle sandelig tro, at han var kommet fra en stor middag med mange skler. Han sov og blev lukket inde, sad og sov i den mrke nat p teaterloftet, og da han vgnede, fortalte han, men moster troede ham ikke: Salomons dom var ude, alle lamper og lys var ude, alle mennesker ude, oppe og nede; men s begyndte frst den rigtige komedie Nachspielet, der var det artigste, sagde agenten. Der kom liv i tjet! det var ikke Salomons dom der blev givet, nej det var Dommedag p teatret. Og alt det havde agent Fab den frkhed at ville bilde moster ind; det var tak fordi hun havde skaffet ham p loftet.

Hvad fortalte da agenten, ja det var ljerligt nok at hre, men der l ondskab og dril p bunden.

Det s mrkt ud deroppe! sagde agenten, men s begyndte troldtjet, stor forestilling: Dommedag p teatret. Kontrollrerne stod ved drene, og hver tilskuer mtte vise sin ndelige skudsmlsbog, om han turde komme ind med lse hnder eller med bundne, med mundkurv eller uden mundkurv. Herskaber, der kom for silde, nr allerede forestillingen var begyndt, liges unge mennesker, der jo umuligt altid kan passe tiden, blev tjret udenfor, fik filtsler under fdderne til at g ind med ved nste akts begyndelse, dertil mundkurv. Og s begyndte Dommedag p teatret!

Bare ondskab, som Vorherre ikke kender til! sagde moster.

Maleren skulle, ville han ind i himlen, g op ad en trappe, han selv havde malet, men som intet menneske kunne skrve op ad. Det var jo kun en forsyndelse imod perspektivet. Alle de planter og bygninger, maskinmesteren med stor ulejlighed havde stillet i lande, hvor de ikke hrte hjemme, skulle det arme menneske flytte til rette sted og det fr hanegal, ville han ind i himlen. Hr. Fab skulle bare se at han selv kunne komme derind; og hvad han fortalte om personalet, bde i komedien og tragedien, i sang og i dans, var nu det sorteste af hr. Fab, flab! han fortjente ikke at komme p loftet, moster ville ikke tage hans ord i sin mund. Det var nedskrevet det hele, havde han sagt, flaben! det skulle komme i trykken, nr han var dd og borte, fr ikke; han ville ikke fls.

Moster havde kun en gang vret i angst og vnde i sit lyksalighedstempel, teatret. Det var en vinterdag, en af de dage, hvor man har dag to timer og grt. Det var en kulde og en sne, men i teatret skulle moster; de gav Herman von Unna, dertil en lille opera og en stor ballet, en prolog og en epilog; det ville vare ud p natten. Moster mtte derhen; hendes logerende havde lnt hende et par kanestvler med loddent bde ud og ind; de nede hende op om benene.

Hun kom i teatret, hun kom i logen; stvlerne var varme, hun beholdt dem p. Med t blev der rbt brand; der kom rg fra en kulisse, der kom rg fra loftet; der blev en frygtelig bestyrtelse. Folk stormede ud; moster var den sidste i logen,  anden etage til venstre, der tager dekorationerne sig bedst ud! sagde hun, de stilles altid til at ses smukkest fra den kongelige side!  Moster ville ud, de foran hende smkkede i angst og ubetnksomhed dren i; der sad moster, ud kunne hun ikke komme, ind ikke heller; det vil sige ind i naboens loge, gelnderet var for hjt. Hun rbte, ingen hrte, hun s ned i etagen under sig, den var tom, den var lav, den var nr ved; moster flte sig i angsten s ung og let; hun ville springe ned, fik ogs det ene ben over rkvrket, det andet fra bnken; der sad hun til hest, vel draperet, med sit blommede skrt, med et langt ben helt svvende ude, et ben med en uhyre kanestvle; det var et syn at se! og da det blev set, blev ogs moster hrt, og frelst for at brnde inde, for teatret brndte ikke.

Det var den mest mindevrdige aften i hendes liv, sagde hun og var glad over, at hun ikke havde kunnet se sig selv, thi s var hun dd af blusel.

Hendes velgrer ved maskineriet, hr. Sivertsen, kom stadig hver sndag til hende, men der var lang tid fra sndag til sndag; i den senere tid havde hun derfor midt i ugen et lille barn til levning, det vil sige til at nyde hvad der den dag blev tilovers fra middagen. Det var et lille barn fra balletten, der ogs trngte til mad. Den lille trdte op bde som alf og som page; det svreste parti var som bagben til lven i Tryllefljten, men hun voksede til forben i lven; det fik hun rigtignok kun tre mark for, bagbenene gav en rigsdaler, men der mtte hun g krumbjet og savne den friske luft. Det var meget interessant at vide, mente moster.

Hun havde fortjent at leve s lnge teatret stod, men det holdt hun dog ikke ud; heller ikke dde hun der, men skikkeligt og honnet i sin egen seng; hendes sidste ord var i vrigt ganske betydningsfulde, hun spurgte: hvad spiller de i morgen?

Efter hendes dd var der nok omtrent fem hundrede rigsdaler; vi slutter fra renterne, som er tyve rigsdaler. Dem havde moster bestemt til et legat for en vrdig gammel jomfru uden familie; de skulle anvendes rlig til at abonnere en plads i anden etage, venstre side og om lrdagen, for s gav man de bedste stykker. Der var kun n forpligtelse for den, som nd godt af legatet, hver lrdag skulle hun i teatret tnke p moster, der l i sin grav.

Det var mosters religion.

-----

* * *
