Lille Claus og store Claus
af Hans Christian Andersen

-----

Der var i en by to mnd, som begge havde selvsamme navn, begge to hed de Claus, men den ene ejede fire heste og den anden kun en eneste hest; for nu at kunne skille dem fra hinanden, kaldte man ham, som havde fire heste, den store Claus, og ham, som kun havde den ene hest, lille Claus. Nu skal vi hre, hvorledes de to havde det, for det er en virkelig historie!

Hele ugen igennem mtte lille Claus plje for store Claus, og lne ham sin eneste hest; s hjalp store Claus ham igen med alle sine fire, men kun n gang om ugen, og det var om sndagen. Hussa! hvor smldede lille Claus med sin pisk over alle fem heste, de var jo nu s godt som hans, den ene dag. Solen skinnede s dejligt, og alle klokker i kirketrnet ringede til kirke, folk var s pyntede, og gik med salmebog under armen hen at hre prsten prdike og de s p lille Claus, der pljede med fem heste, og han var s fornjet, at han smldede igen med pisken og rbte: hyp, alle mine heste!

Det m du ikke sige, sagde store Claus, det er jo kun den ene hest, der er din!

Men da der igen gik nogen forbi til kirke, glemte lille Claus, at han ikke mtte sige det, og rbte da: hyp, alle mine heste!

Ja, nu vil jeg bede dig at lade vre! sagde store Claus, for siger du det endnu en gang, s slr jeg din hest for panden, s den skal ligge dd p stedet, da er det forbi med den!

Jeg skal smnd ikke sige det mere! sagde lille Claus, men da der kom folk forbi, og de nikkede god dag, blev han s fornjet, og syntes det s dog s rask ud, at han havde fem heste til at plje sin mark, og s smldede han med pisken, og rbte: hyp, alle mine heste!

Jeg skal hyppe dine heste! sagde store Claus, og tog tjrkllen og slog lille Claus' eneste hest for panden, s at den faldt om, og var ganske dd.

Ak nu har jeg slet ingen heste mere! sagde lille Claus og gav sig til at grde. Siden flede han hesten, tog huden og lod den godt trre i vinden, puttede den s i en pose, som han tog p nakken, og gik ad byen til for at slge sin hestehud.

Han havde sdan en lang vej at g, skulle igennem en stor mrk skov, og nu blev det et frygteligt ondt vejr; han gik ganske vild, og fr han kom p den rette vej, var det aften, og alt for langt til at komme til byen eller hjem igen, fr det blev nat.

Tt ved vejen l der en stor bondegrd, skodderne udenfor var skudt for vinduerne, men lyset kunde dog ovenfor skinne ud. Der kan jeg vel f lov at blive natten over, tnkte lille Claus, og gik hen at banke p.

Bondekonen lukkede op, men da hun hrte, hvad han ville, sagde hun, at han skulle g sin vej, hendes mand var ikke hjemme, og hun tog ikke imod nogen fremmede.

N, s m jeg da ligge udenfor, sagde lille Claus, og bondekonen lukkede dren for ham.

Tt ved stod en stor hstak, og mellem den og huset var bygget et lille skur med et fladt strtag.

Der kan jeg ligge oppe! sagde lille Claus, da han s taget, det er jo en dejlig seng, storken flyver vel ikke ned og bider mig i benene. For der stod en levende stork oppe p taget, hvor den havde sin rede.

Nu krb lille Claus op p skuret, hvor han l og vendte sig, for at ligge rigtig godt. Trskodderne for vinduerne sluttede ikke oventil, og s kunne han se lige ind i stuen.

Der var dkket et stort bord med vin og steg og sdan en dejlig fisk, bondekonen og degnen sad til bords og ellers slet ingen andre, og hun sknkede for ham og han stak p fisken, for det var noget han holdt af.

Hvem der dog kunne f noget med! sagde lille Claus, og rakte hovedet lige hen mod vinduet. Gud, hvilken dejlig kage han kunne se st derinde! Jo, det var gilde!

Nu hrte han n komme ridende p landevejen hen imod huset, det var bondekonens mand, som kom hjem.

Det var sdan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tle at se degne; kom der en degn for hans jne, blev han ganske rasende. Derfor var det ogs, at degnen var get ind for at sige god dag til konen, da han vidste manden ikke var hjemme, og den gode kone satte derfor al den dejligste mad, hun havde, for ham; da de nu hrte manden kom, blev de s forskrkkede, og konen bad degnen krybe ned i en stor tom kiste, der stod henne i krogen; det gjorde han, for han vidste jo, at den stakkels mand ikke kunne tle at se degne. Konen gemte gesvindt al den dejlige mad og vin inde i sin bageovn, for havde manden fet den at se, s havde han nok spurgt, hvad den skulle betyde.

Ak ja! sukkede lille Claus oppe p skuret, da han s al maden blive borte.

Er der nogen der oppe? spurgte bondemanden og kiggede op p lille Claus. Hvorfor ligger du der? kom hellere med ind i stuen!

S fortalte lille Claus, hvorledes han havde forvildet sig, og bad om han mtte blive natten over.

Ja vist! sagde bondemanden, men nu skal vi frst have lidt at leve af!

Konen tog meget venlig imod dem begge to, dkkede et langt bord og gav dem et stort fad grd. Bondemanden var sulten og spiste med rigtig appetit, men lille Claus kunne ikke lade vre at tnke p den dejlige steg, fisk og kage, han vidste stod inde i ovnen.

Under bordet ved sine fdder havde han lagt sin sk med hestehuden i, for vi ved jo, at det var den han var get hjemme fra med, for at f den solgt i byen. Grden ville slet ikke smage ham, og s trdte han p sin pose, og den trre hud i skken knirkede ganske hjt.

Hys! sagde lille Claus til sin sk, men trdte i det samme p den igen, s knirkede det meget hjere end fr.

Nej! hvad har du i din pose? spurgte bonden igen.

Oh, det er en troldmand! sagde lille Claus, han siger, at vi skal ikke spise grd, han har hekset hele ovnen fuld af steg og fisk og kage.

Hvad for noget! sagde bonden, og lukkede gesvindt ovnen op, hvor han s al den dejlige mad, konen havde gemt, men som han nu troede, at troldmanden i posen havde hekset til dem. Konen turde ikke sige noget, men satte straks maden p bordet, og s spiste de bde af fisken og stegen og kagen. Nu trdte lille Claus p sin pose igen, s huden knirkede.

Hvad siger han nu? spurgte bonden.

Han siger, sagde lille Claus, at han ogs har hekset tre flasker vin til os, de str henne i krogen ved ovnen! Nu mtte konen tage vinen frem, hun havde gemt, og bondemanden drak og blev s lystig, sdan en troldmand, som lille Claus havde i posen, ville han da grumme gerne eje.

Kan han ogs hekse fanden frem? spurgte bonden, ham gad jeg nok se, for nu er jeg lystig!

Ja, sagde lille Claus, min troldmand kan alt, hvad jeg vil forlange. Ikke sandt du? spurgte han og trdte p posen, s det knirkede. Kan du hre, han siger jo? Men fanden ser s fl ud, det er ikke vrd at se ham!

Oh, jeg er slet ikke bange, hvorledes kan han vel se ud?

Ja, han vil vise sig ganske livagtig som en degn!

Hu! sagde bonden, det var flt! I m vide, at jeg kan ikke tle at se degne! men det er nu det samme, jeg ved jo, det er fanden, s finder jeg mig vel bedre i det! Nu har jeg courage! men han m ikke komme mig for nr.

Nu skal jeg sprge min troldmand, sagde lille Claus, trdte p posen og holdt sit re til.

Hvad siger han?

Han siger, at I kan g hen og lukke kisten op, der str i krogen, s vil I se fanden, hvor han kukkelurer, men I m holde p lget at han ikke slipper ud.

Vil I hjlpe mig med at holde p det! sagde bonden og gik hen til kisten, hvor konen havde gemt den virkelige degn, der sad og var s bange.

Bonden lftede lget lidt og kiggede ind under det: hu! skreg han, og sprang tilbage. Jo, nu s jeg ham, han s ganske ud, som vores degn! nej, det var forskrkkeligt!

Det mtte der drikkes p, og s drak de endnu til langt ud p natten.

Den troldmand m du slge mig, sagde bonden, forlang for den alt, hvad du vil! ja, jeg giver dig straks en hel skppe penge!

Nej, det kan jeg ikke! sagde lille Claus, tnk dog, hvor meget gavn jeg kan have af denne troldmand!

Ak, jeg ville s grumme gerne have den, sagde bonden, og blev ved at bede.

Ja, sagde da lille Claus til sidst, da du har vret s god at give mig husly i nat, s kan det vre det samme, du skal f troldmanden for en skppe penge, men jeg vil have skppen topfuld.

Det skal du f, sagde bonden, men kisten derhenne m du tage med dig, jeg vil ikke have den en time i huset, man kan ikke vide, om han sidder deri endnu.

Lille Claus gav bonden sin sk med den trre hud i, og fik en hel skppe penge, og det topmlt, for den. Bondemanden forrede ham endogs en stor trillebr til at kre pengene og kisten p.

Farvel! sagde lille Claus, og s krte han med sine penge og den store kiste, hvori endnu degnen sad.

P den anden side af skoven var en stor dyb , vandet lb s strkt afsted, at man knap kunne svmme imod strmmen; man havde gjort en stor ny bro derover, lille Claus holdt midt p den, og sagde ganske hjt, for at degnen inde i kisten kunne hre det:

Nej, hvad skal jeg dog med den tossede kiste? den er s tung, som der var sten i! jeg bliver ganske trt af at kre den lngere, jeg vil derfor kaste den ud i en, sejler den s hjem til mig, er det godt, og gr den det ikke, s kan det ogs vre det samme.

Nu tog han i kisten med den ene hnd, og lftede lidt p den, ligesom om han ville styrte den ned i vandet.

Nej lad vre! rbte degnen inde i kisten, lad mig bare komme ud!

Hu! sagde lille Claus, og lod som han blev bange. Han sidder endnu der inde! s m jeg gesvindt have den ud i en, at han kan drukne!

Oh nej, oh nej! rbte degnen, jeg vil give dig en hel skppe penge, vil du lade vre!

Ja det er en anden sag! sagde lille Claus, og lukkede kisten op. Degnen krb straks ud og stdte den tomme kiste ud i vandet, og gik til sit hjem, hvor lille Claus fik en hel skppe penge, n havde han jo fet forud af bondemanden, nu havde han da hele sin trillebr fuld af penge!

Se, den hest fik jeg ganske godt betalt! sagde han til sig selv da han kom hjem i sin egen stue, og vltede alle pengene af i en stor hob midt p gulvet. Det vil rgre store Claus, nr han fr at vide, hvor rig jeg er blevet ved min ene hest, men jeg vil dog ikke lige rent ud sige ham det!

Nu sendte han en dreng hen til store Claus, for at lne et skppeml.

Hvad mon han vil med det! tnkte store Claus, og smurte tjre under bunden for at der kunne hnge lidt ved af det, som mltes, og det gjorde der da ogs, thi da han fik skppen tilbage, hang der tre nye slv-otte-skillinger ved.

Hvad for noget? sagde den store Claus, og lb straks hen til den lille: Hvor har du fet alle de mange penge fra?

Oh det er for min hestehud, jeg solgte den i aftes!

Det var smnd godt betalt! sagde store Claus lb gesvindt hjem, tog en kse, og slog alle sine fire heste for panden, trak huden af dem, og krte med disse ind til byen.

Huder! huder! hvem vil kbe huder! rbte han igennem gaderne.

Alle skomagere og garvere kom lbende, og spurgte, hvad han ville have for dem.

En skppe penge for hver, sagde store Claus

Er du gal? sagde de allesammen, tror du, vi have penge i skppevis?

Huder, huder! hvem vil kbe huder, rbte han igen, men alle dem, som spurgte, hvad huderne kostede, svarede han: en skppe penge.

Han vil gre nar af os, sagde de allesammen, og s tog skomagerne deres spanderemme og garverne deres skdskind, og begyndte at prygle p store Claus.

Huder, huder! vrngede de af ham, ja vi skal give dig en hud, der skal spytte rde grise! ud af byen med ham! rbte de, og store Claus mtte skynde sig alt hvad han kunne, s pryglet havde han aldrig vret.

N! sagde han, da han kom hjem, det skal lille Claus f betalt, jeg vil sl ham ihjel for det!

Men hjemme hos den lille Claus var den gamle bedstemoder dd; hun havde rigtignok vret s arrig og slem imod ham, men han var dog ganske bedrvet, og tog den dde kone og lagde hende i sin varme seng, om hun ikke kunne komme til live igen; der skulle hun ligge hele natten, selv ville han sidde henne i krogen og sove p en stol, det havde han gjort fr.

Som han nu sad der om natten, gik dren op og store claus kom ind med sin kse; han vidste nok, hvor lille Claus' seng var, gik lige hen til den og slog nu den dde bedstemoder for panden, idet han troede, det var lille Claus.

Se s! sagde han, nu skal du ikke narre mig mere! og s gik han hjem igen.

Det er dog en slem ond mand! sagde lille Claus, der ville han sl mig ihjel, det var dog godt for den gamle mutter, hun allerede var dd, ellers havde han taget livet af hende!

Nu gav han den gamle bedstemoder sndagsklderne p, lnte en hest af sin nabo, spndte den for vognen og satte den gamle bedstemoder op i det bageste sde, sledes at hun ikke kunne falde ud, nr han krte til, og s rullede de afsted igennem skoven; da solen stod op, var de udenfor en stor kro, der holdt lille Claus stille, og gik ind for at f noget at leve af.

Kromanden havde s mange, mange penge, han var ogs en meget god mand, men hidsig, som der var peber og tobak i ham.

God morgen! sagde han til lille Claus, Du er tidlig kommet i stadsklderne i dag!

Ja, sagde lille Claus, jeg skal til byen med min gamle bedstemoder, hun sidder der ude p vognen, jeg kan ikke f hende ind i stuen. Vil I ikke bringe hende et glas mjd, men I m tale lovlig hjt, for hun kan ikke godt hre.

Jo, det skal jeg! sagde kromanden, og sknkede et stort glas mjd, som han gik ud med til den dde bedstemoder, der var stillet op i vognen.

Her er et glas mjd fra hendes sn! sagde kromanden, men den dde kone sagde da ikke et ord, men sad ganske stille! 

Hrer I ikke! rbte kromanden liges hjt, han kunne, her er et glas mjd fra hendes sn!

Endnu engang rbte han det samme og s nok engang, men da hun slet ikke rrte sig ud af stedet, blev han vred og kastede hende glasset lige ind i ansigtet, s mjden lb hende lige ned over nsen, og hun faldt baglnds om i vognen, for hun var kun stillet op og ikke bundet fast.

Nda! rbte lille Claus, sprang ud af dren og tog kromanden i brystet! der har du slet min bedstemoder ihjel! Vil du bare se, der er et stort hul i hendes pande!

Oh det var en ulykke! rbte kromanden og slog hnderne sammen! det kommer altsammen af min hidsighed! Sde lille Claus, jeg vil give dig en hel skppe penge og lade din bedstemoder begrave, som om det var min egen, men ti bare stille, for ellers hugger de hovedet af mig, og det er s kelt!

S fik lille Claus en hel skppe penge, og kromanden begravede den gamle bedstemoder, som det kunne vre hans egen.

Da nu lille Claus kom hjem igen med de mange penge, sendte han straks sin dreng over til store Claus, for at bede, om han ikke mtte lne et skppeml.

Hvad for noget? sagde store Claus, har jeg ikke slet ham ihjel! Da m jeg dog selv se efter, og s gik han selv over med skppen til lille Claus.

Nej hvor har du dog fet alle de penge fra? spurgte han, og spilede rigtigt jnene op ved at se alle dem, der var kommet til. 

Det var min bedstemoder og ikke mig, du slog ihjel! sagde lille Claus, hende har jeg nu solgt og fet en skppe penge for!

Det var smnd godt betalt! sagde store Claus og skyndte sig hjem, tog en kse og slog straks sin gamle bedstemoder ihjel, lagde hende op i vognen, krte ind til byen, hvor apotekeren boede, og spurgte, om han ville kbe et ddt menneske.

Hvem er det, og hvor har i fet det fra? spurgte apotekeren.

Det er min bedstemoder! sagde store Claus, jeg har slet hende ihjel, for en skppe penge!

Gud bevare os! sagde apotekeren. I snakker over eder! sig dog ikke sdan noget, for s kan I miste hovedet!  Og nu sagde han ham rigtigt, hvad det var for noget forskrkkeligt ondt, han havde gjort, og hvilket slet menneske han var, og at han burde straffes; store Claus blev da s forskrkket, at han sprang lige fra apoteket ud i vognen, piskede p hestene og fr hjem, men apotekeren og alle folk troede han var gal, og lod ham derfor kre, hvorhen han ville.

Det skal du f betalt! sagde store Claus, da han var ude p landevejen! ja det skal du f betalt, lille Claus! og nu tog han, s snart han kom hjem, den strste sk, han kunne finde, gik over til lille Claus og sagde, nu har du narret mig igen! frst slog jeg mine heste ihjel, s min gamle bedstemoder! Det er altsammen din skyld, men aldrig skal du narre mig mere, og s tog han lille Claus om livet og puttede ham i sin sk, tog ham s p nakken og rbte til ham: nu gr jeg ud og drukner dig!

Det var et langt stykke at g, fr han kom til en, og lille Claus var ikke s let at bre. Vejen gik lige tt forbi kirken, orgelet spillede og folk sang s smukt derinde; s satte store Claus sin sk med lille Claus i tt ved kirkedren, og tnkte, det kunne vre ganske godt, at g ind og hre en salme frst, fr han gik videre: lille Claus kunne jo ikke slippe ud og alle folk var i kirken; s gik han derind.

Ak ja! ak ja! sukkede lille Claus inde i skken; han vendte sig og vendte sig, men det var ham ikke muligt at f lst bndet op; i det samme kom der en gammel, gammel kvgdriver, med kridhvidt hr og en stor stttekp i hnden; han drev en hel drift af ker og tyre foran sig, de lb p skken, som lille Claus sad i, s den vltede.

Ak ja! sukkede lille Claus, jeg er s ung og skal allerede til himmerig!

Og jeg stakkel! sagde kvgdriveren, er s gammel og kan ikke komme der endnu!

Luk op for skken! rbte lille Claus, kryb i mit sted derind, s kommer du straks til himmerige!

Ja det vil jeg grumme gerne, sagde kvgdriveren og lste op for lille Claus, der straks sprang ud.

Vil du s passe kvget, sagde den gamle mand, og krb nu ind i posen, som lille Claus bandt for, og gik s sin vej med alle kerne og tyrene.

Lidt efter kom store Claus ud af kirken, han tog sin sk igen p nakken, syntes rigtignok at den var bleven s let, for den gamle kvgdriver var ikke mere end halv s tung, som lille Claus! hvor han er blevet let at bre! ja det er nok fordi jeg har hrt en salme! s gik han hen til en, der var dyb og stor, kastede skken med den gamle kvgdriver ud i vandet og rbte efter ham, for han troede jo, at det var lille Claus: Se s! nu skal du ikke narre mig mere!

S gik han hjemad, men da han kom hen, hvor vejene krydsede, mdte han lille Claus, som drev afsted med alt sit kvg.

Hvad for noget! sagde store Claus, har jeg ikke druknet dig?

Jo! sagde lille Claus, Du kastede mig jo ned i en for en lille halv time siden!

Men hvor har du fet alt det dejlige kvg fra? spurgte store Claus.

Det er skvg! sagde lille Claus, jeg skal fortlle dig den hele historie, og tak skal du ogs have, fordi du druknede mig, nu er jeg ovenp, er rigtig rig, kan du tro!  Jeg var s bange, da jeg l inde i skken, og vinden peb mig om rene, da du kastede mig ned fra broen i det kolde vand. Jeg sank ligestraks til bunds, men jeg stdte mig ikke, for dernede vokser det dejligste blde grs. Det faldt jeg p, og straks blev posen lukket op, og den dejligste jomfru, i kridhvide klder og med en grn krans om det vde hr, tog mig i hnden, og sagde: Er du der lille Claus? der har du for det frste noget kvg! en mil oppe p vejen str endnu en hel drift, som jeg vil forre dig!  Nu s jeg, at en var en stor landevej for havfolkene. Nede p bunden gik og krte de lige ud fra sen og helt ind i landet, til hvor en ender. Der var s dejligt med blomster, og det friskeste grs, og fiskene, som svmmede i vandet, de smuttede mig om rene, ligesom her fuglene i luften. Hvor der var pne folk og hvor der var kvg, det gik p grfter og grder! 

Men hvorfor er du straks get herop til os igen, spurgte store Claus. Det havde jeg ikke gjort, nr der var s nydeligt dernede!

Jo, sagde lille Claus, det er just polisk gjort af mig! Du hrer jo nok, at jeg siger dig: Havpigen sagde, at en mil oppe p vejen,  og ved vejen mener hun jo en, for andet sted kan hun ikke komme,  str endnu en hel drift kvg til mig. Men jeg ved hvor en gr i bugter, snart her, snart der, det er jo en hel omvej, nej s gr man det kortere af, nr man kan det, at komme her op p land og drive tvrs over til en igen, derved sparer jeg jo nsten en halv mil og kommer gesvindtere til mit havkvg!

Oh du er en lykkelig mand! sagde store Claus, tror du, jeg ogs fr havkvg, nr jeg kommer ned p bunden af en!

Jo, det skulle jeg tnke, sagde lille Claus, men jeg kan ikke bre dig i skken hen til en, du er mig for tung, vil du selv g der hen og s krybe i posen, s skal jeg med strste fornjelse kaste dig ud.

Tak skal du have! sagde store Claus, men fr jeg ikke havkvg, nr jeg kommer ned, s skal jeg prygle dig, kan du tro!

Oh nej! vr ikke s slem! og s gik de hen til en. Da kvget, som var trstig, s vandet, lb det alt hvad det kunne, for at komme ned at drikke.

Se, hvor det skynder sig! sagde lille Claus; det lnges efter at komme ned p bunden igen!

Ja hjlp nu frst mig! sagde store Claus, for ellers fr du prygl! og s krb han i den store sk, som havde ligget tvrs over ryggen p en af tyrene. Lg en sten i, for ellers er jeg bange jeg ikke synker, sagde store Claus.

Det gr nok! sagde lille Claus, men lagde dog en stor sten i skken, bandt bndet fast til, og stdte s til den: Plump! der l store Claus ude i en og sank straks ned til bunds.

Jeg er bange, han ikke finder kvget! sagde lille Claus, og drev s hjem med hvad han havde.

-----

* * *
