Kvk
af Hans Christian Andersen

-----

Alle skovens fugle sad i trerne p grenene, hvor der var blade nok, og dog var de enige i at nske sig et nyt godt blad, et blad de lngtes efter, et kritisk blad, som menneskene har s mange af, at de halve er nok. Sangfuglene nskede en musikalsk kritik, hver til ros for sig og til dadel, hvor der var at dadle hos de andre. Men de kunne ikke blive enige i, mellem fuglene selv at finde upartiske kritikere, fugl m det dog vre, sagde uglen, der var valgt som prsident i forsamlingen og er visdommens fugl, der br nppe vlges fra et andet dyrerige uden det skulle vre fra havet, der flyver fisken som fuglen i luften, men det er nok ogs det eneste familieskab. Men der er jo dyr nok mellem fisk og fugl. S tog storken ordet, det skraldede ham fra nbbet. Der gives vsner mellem fisk og fugl: mosevandsbrnene, frerne, dem stemmer jeg for. De er hjst musikalske, synger i kor, som kirkeklokker i skovensomhed. Jeg fr udve! sagde storken, krilren under vingerne nr de synger op. Jeg stemmer ogs for frerne, sagde hejren, de er hverken fugl eller fisk, bor dog hos fiskene og synger som fuglene. Det var nu det musikalske, sagde uglen, men bladet m tale om alt, hvad sknt er i skoven, der m vre medarbejdere. Lad os tnke os om, hver i sin familie. Da sang den lille lrke s frejdigt og smukt: fren m ikke vre herre for bladet, nej nattergalen. Hold op at kvidre! sagde uglen, jeg tuder til orden. Jeg kender nattergalen, vi er natfugle begge to; hver fugl synger med sit nb, hverken den eller jeg br vlges; for s blev bladet et aristokratisk eller filosofisk blad, et bravurarieblad, hvor de hjtstillede rdede, det skal ogs vre organ for menigmand. 

-----

Man var uenig om det skulle kaldes Morgenkvk, eller Aftenkvk eller bare Kvk. Man stemte for det sidste.

Nu var det at f dygtige eller anset for dygtige medarbejdere.

Bien, myren og muldvarpen lovede at skrive om industri, og ingenirvirksomhed, deri havde de stor indsigt.

Kukkeren var naturdigter, ikke regnet med mellem sangfuglene, og dog af strst betydning for menigmand. Han hver altid sig selv, han er den forfngeligste af alle fugle, og er dog ringe at se  sagde pfuglen.

S kom spyfluerne til redaktren i skoven. Vi tilbyder vor tjeneste. Vi kender menneskeredaktrer, menneskekritik, man stter sig p det friske kd, spyr og s er det rddent inden et dgn, vi kan delgge et helt talent om det er ndvendigt i redaktionens tjeneste. Man kan vre et som parti s hjtstillet blad, at man tr vre r, og taber man en subskribent, fr man ti igen. Vr grov, giv genavne, st i gabestokken, fljt i fingrene, som det unges forbund, s er du en magt i staten.

Sdan en luftstryger! sagde fren om storken; jeg har virkeligt som lille set op til ham og flt en sitrende rbdighed, og nr han gik i mosen og talte om gypten, s udvidedes min synskreds til fremmede underfulde lande, men nu lfter han mig ikke mere, der er kun en efterklang deraf, jeg er blevet klogere, tnkende, betydende, jeg leverer kritiske artikler i Kvk. Jeg er hvad man nvner i dannersprogets retskrivning og toneklang: en kvkling! I menneskeverdenen er ogs af den slags. Jeg har skrevet derom et stykke i vort blads nederdel.

-----

* * *
