H. C. Andersen: Eventyr 80: Klokkedybet. (1858) 


--------------------------------------------------------------------------------

   "Ding-dang! ding-dang!" klinger det fra Klokkedybet i Odense Aa. - Hvad er det for en Aa? - Den kjender hvert Barn i Odens-By, den lber nedenom Haverne, fra Slusen til Vandmllen hen under Trbroerne. I Aaen voxe gule Aaknappe, brunfjdrede Rr og den sorte, flielsagtige Dunhammer, saa hi og saa stor; gamle, revnede Piletrer, sveiede og dreiede, hnge langt ud i Vandet paa Munkemose Side og ved Blegmandens Eng, men ligeoverfor er Have ved Have, den ene anderledes end den anden, snart med deilige Blomster og Lysthuse, glatte og pene, ligesom smaat Dukkestads, snart staae de kun med Kaal eller der er slet ingen Have at see, thi de store Hyldebuske brede sig der og hnge langt ud over det rindende Vand, som hist og her er dybere, end man kan naae med Aaren. Ud for det gamle Frken-Kloster er det dybeste Sted, det kaldes Klokkedybet, og der boer Aamanden; han sover om Dagen, naar Solen skinner gjennem Vandet, men kommer frem ved stjerneklare Ntter og Maaneskin. Han er meget gammel; Mo'ermo'er har hrt om ham af sin Mo'ermo'er, siger hun, han lever et eensomt Liv, har slet Ingen at tale med uden den store, gamle Kirkeklokke. Engang hang den i Kirketaarnet, ja nu er der ingen Spor hverken af Taarn eller Kirke, den, der kaldtes Sanct Albani. 
   "Ding-dang! ding-dang!" klang Klokken, da Taarnet stod, og en Aften, da Sol gik ned og Klokken var i sit strkeste Sving, rev den sig ls og fli gjennem Luften; det blanke Malm skinnede gloende i de rde Straaler. 
   "Ding-dang! ding-dang! nu gaaer jeg i Seng!" sang Klokken og fli ud i Odense-Aa, hvor der var dybest, og derfor kaldes nu det Sted Klokkedybet; men ikke fik den Svn eller Hvile der! hos Aamanden ringer og klinger den, saa at det stundom hres herop igjennem Vandet, og mange Folk sige, at det betyder: nu skal der Nogen de, men det er ikke derfor, nei den ringer og fortller for Aamanden, som nu ikke lnger er alene. 
   Og hvad fortller Klokken? Den er saa gammel, saa gammel, er der sagt, den var til, lnge fr Mo'ermo'ers Mo'ermo'er blev fdt, og dog er den i Alder et Barn kun imod Aamanden, der er en gammel, en stille, en underlig Een med Aaleskinds Buxer og Sklfiskes Trie med gule Aaknappe i, Siv om Haaret og Andemad paa Skjgget og det er just ikke kjnt. 
   Hvad Klokken fortller, skal der Aar og Dage til at give igjen; den fortller ud og ind, tidt og ofte det samme, snart kort, snart langt, ligesom den lyster; den fortller om gamle Tider, de haarde, de mrke Tider. 
   "Ved Sanct Albani Kirke deroppe i Taarnet, hvor Klokken hang, kom Munken, han var baade ung og smuk, men tankefuld som ingen Anden; han saae fra Lugen ud over Odense-Aa, da dens Leie var bredt og Mosen en S, han saae over den og den grnne Vold, "Nonnebakken" derovre, hvor Klostret laae, hvor Lyset skinnede fra Nonnens Celle; han havde kjendt hende vel - og han huskede derpaa, og hans Hjerte slog strkt derved - ding-dang! ding-dang! -" 
   Ja, saadan fortller Klokken. 
   "Der kom i Taarnet Bispens fjollede Svend, og naar jeg, Klokken, der er stbt af Malm, haard og tung, svingede og svang, kunde jeg have knust hans Pande; han satte sig tt under mig og legede med to Pinde, ret som om de vare et Strngespil, og han sang dertil: "Nu tr jeg synge Hit, hvad jeg ellers ikke tr hviske, synge om Alt, hvad der gjemmes bag Laas og Lem! der er koldt og vaadt! Rotterne de dem levende op! Ingen veed derom, Ingen hrer derom! heller ikke nu, thi Klokken ringer saa hit ding-dang! ding-dang!" 
   "Der var en Konge, de kaldte ham Knud, han neiede baade for Bisp og Munk, men da han kom Vendelboerne altfor nr med svre Skatter og haard Ord, toge de Vaaben og Stnger, joge ham afsted, som var han et Vildt; han tyede ind i Kirken, laasede Port og Dr; den voldsomme Skare laae udenfor, jeg hrte derom: baade Skader og Krager, Alliken med, bleve skrmmede ved Skrig og Skraal; de fli ind i Taarnet og ud igjen, de saae paa Mngden dernede, de saae ogsaa ind ad Kirkens Vinduer, og skrege hit, hvad de saae, Kong Knud laae foran Alteret og bad, hans Brdre Erik og Benedikt stode som Vagt med dragne Svrd, men Kongens Tjener, den falske Blake, forraadte sin Herre; de vidste derude, hvor han var at ramme, og Een smed en Steen gjennem Ruden, og Kongen laae dd! - der var Skrig og Raab af den vilde Hob og af Fuglenes Flok, og jeg raabte med, jeg sang, og jeg klang: ding-dang! ding-dang!" 
   "Kirkeklokken hnger hit, seer vidt omkring, faaer Besg af Fuglene og forstaaer deres Sprog, til den suser Vinden ind af Laage og Lydhuller, af hver Revne, og Vinden veed Alt, den har det fra Luften, og den omslutter Alt, hvad levende er, den trnger ind i Menneskets Lunger, veed Alt, hvad der faaer Lyd, hvert Ord og hvert Suk -! Luften veed det, Vinden fortller det, Kirkeklokken forstaaer dens Mle og ringer det ud for den hele Verden, ding-dang! ding-dang!" 
   "Men det blev mig for meget at hre og vide, jeg mgtede ikke at ringe det ud! jeg blev saa trt, jeg blev saa tung, at Bjlken knak og jeg fli ud i den skinnende Luft, ned der hvor Aaen er dybest, hvor Aamanden boer, eensom og ene og der fortller jeg, Aar ud og Aar ind, hvad jeg har hrt og hvad jeg veed: ding-dang! ding-dang!" 
   Saaledes lyder det fra Klokkedybet i Odense Aa, det har Mo'ermo'er fortalt. 
   Men vor Skolemester siger: "der er ingen Klokke, der kan ringe dernede, for den kan ikke! - og der er ingen Aamand dernede, for der er ingen Aamand!" og naar alle Kirkeklokker klinge saa lysteligt, saa siger han, at det ikke er Klokkerne, men at det egentligt er Luften, der klinger, Luften er det, der giver Lyd - det sagde ogsaa Mo'ermo'er, at Klokken havde sagt - deri ere de enige og saa er det vist! "Vr agtsom, vr agtsom, vogt nie Dig selv!" sige de begge To. 
   Luften veed Alt! den er om os, den er i os, den mler om vor Tanke og vor Gjerning, og den mler det lnger end Klokken nede i Dybet i Odense-Aa, hvor Aamanden boer, den mler det ud i det store Himmel-Dyb, saa langt, saa langt, evigt og altid, til Himmeriges Klokker klinge: "ding-dang! ding-dang!" 
--------------------------------------------------------------------------------
