Jdepigen
af
Hans Christian Andersen

--------------------------------------------------------------------------------

 
Der var i fattigskolen mellem de andre smbrn en lille jdepige, s opvakt og god, den flinkeste af dem alle sammen; men i en af lretimerne kunne hun ikke tage del, det var religionstimen; hun var jo i en kristen skole. 

Geografibogen kunne hun have for sig og lse i, eller f sit regnestykke frdigt, men det var snart frdigt og lektien lst; der l vel en bog opslet foran hende, men hun lste ikke i den, hun sad og hrte efter, og snart mrkede lreren, at hun fulgte med, som nsten ingen af de andre. 

Ls i din bog! sagde han mildt og alvorligt, men hun s p ham med sine sorte, strlende jne, og da han spurgte ogs hende, vidste hun bedre besked end alle de andre. Hun havde hrt, forstet og gemt. 

Hendes fader var en fattig, brav mand; han havde ved barnets skolegang betinget, at hun ikke undervistes i den kristne tro; at lade hende g bort i denne undervisningstime kunne mske forarge, vkke tanker og stemninger hos de andre sm i skolen, og alts blev hun, men det kunne ikke lngere ske. 

Lreren gik til faderen, sagde ham, at han enten mtte tage sin datter ud af skolen, eller lade hende blive kristen. Jeg kan ikke udholde at se disse brndende jne, den inderlighed og ligesom sjletrst efter evangeliets ord! sagde lreren. 

Og faderen brast i grd: Jeg selv ved kun lidet af vor egen religion, men hendes moder var en Israels datter, fast og strk i sin tro, hende gav jeg p hendes ddsseng det lfte, at vort barn aldrig skulle blive kristent dbt; jeg m holde mit lfte, det er mig som en pagt med Gud. 

Og den lille jdepige blev taget ud af de kristnes skole. 

 Der var get ringer. 

Ovre i en af Jyllands mindste kbstder tjente i et ringe, borgerligt hus en fattig pige af mosaisk trosbekendelse, det var Sara; hendes hr var sort som ibenholt, hendes jne s mrke og dog fulde af glans og lys, som Orientens dtre ejer dem; udtrykket hos den fuldvoksne pige var endnu det samme, som hos barnet, da hun sad p skolebnken og hrte til med tankefuldt blik. 

Hver sndag klang fra kirken orglet og menighedens sang, det ld over gaden ind i genbohuset, hvor jdepigen stod ved sin gerning, flittig og trofast i sit kald. Kom sabattens dag i hu og hold den hellig! var hendes lov, men sabbatten for hende var de kristnes arbejdsdag, og hun kunne kun i sit hjerte holde den hellig, det hun ikke troede var nok. Men hvad er dag og time for Gud? den tanke var vgnet i hendes sjl, og p de kristnes sndag blev andagtstimen mere uforstyrret; nede da orgelklang og salmesang over til hende i kkkenet bag vasken, da blev helligt og stille selv dette sted. Det gamle Testamente, hendes folks skat og ejendom, lste hun da, og kun det, thi hvad hendes fader havde sagt hende og lreren, da hun blev taget ud af skolen, l dybt i hendes sind, lftet, der var givet hendes dende moder, at Sara ikke skulle blive kristnet, ikke forlade fdrenes tro. Det nye Testamente var og skulle blive hende en lukket bog, og dog vidste hun s meget fra den, den lyste i barneerindringer. En aften, hun sad i en krog af stuen, hrte hun sin husbond lse hjt, og hun turde vel hre derp, det var ikke evangelierne, nej, der lstes op af en gammel historiebog, til den kunne hun nok lytte; det var om en ungarsk ridder, som blev fanget af en tyrkisk pasha, der lod ham spnde hos okserne for ploven, drives med piskeslag og uendeligt hne og vansmgte. 

Ridderens hustru solgte alle sine smykker, pantsatte borg og land, hans venner skd sammen store summer, thi utroligt nsten var lsepengene, der forlangtes, men de bragtes til veje, og han blev lst af trldom og forsmdelse; syg og lidende nede han sit hjem. Men snart ld almindeligt oprb mod kristendommens fjende; den syge hrte derom og havde nu ikke ro eller hvile, han lod sig lfte p sin stridshest, blodet kom igen i hans kinder, krfterne syntes at vende tilbage, og han drog af sted til sejr. Just den pasha, som havde ladet ham spnde for ploven, hne og lide, blev nu hans fange og frtes af ham hjem til borgfngslet, men alt i den frste time der, kom ridderen og spurgte sin fange: 

Hvad tror du vel, der venter dig? 

Jeg ved det! svarede tyrken, gengldelse! 

Ja, den kristnes gengldelse! sagde ridderen, kristendommen byder os at tilgive vore fjender, elske vor nste. Gud er krlighed! drag i fred til dit hjem og dine kre, bliv mild og god mod dem, som lider! 

Da brast den fangne i grd: Hvor kunne jeg tnke sligt muligt! Pinsler og kvaler var mig en vished, og jeg tog en gift, der vil drbe mig om f timer. Jeg m d, der er ingen hjlp! men fr jeg dr, forkynd mig den lre, som rummer en sdan krlighed og nde, den er stor og guddommelig! lad mig d i den, d som kristen! og hans bn blev opfyldt. 

Det var legenden, historien, der blev lst; den hrtes og fulgtes af dem alle, men mest brndende opfyldte og levendegjorde den hende, der sad i krogen, tjenestepigen Sara, jdepigen; store, tunge trer stod i de lysende, kulsorte jne; der sad hun med barnesindet, som hun sad engang p skolens bnk og fornemmede evangeliets storhed. Trerne rullede ned over hendes kinder. 

Lad ikke mit barn blive en kristen! var moderens sidste ord p ddslejet, det klang gennem hendes sjl og hjerte med lovens ord: r din fader og din moder! 

Jeg er jo ikke kristnet! de kalder mig jdepigen; det sagde naboens drenge i spot sidste sndag, da jeg blev stende udenfor den bne kirkedr og s derind, hvor alterlysene brndte, og menigheden sang. Fra skoletiden og indtil denne dag var og er der en magt fra kristendommen, der ligesom et solskin, om jeg endogs lukker mine jne for det, dog skinner lige ind i mit hjerte; men, moder, jeg skal ikke bedrve dig i din grav! jeg skal ikke svigte det lfte, vor fader gav dig! jeg vil ikke lse den kristelige bibel, jeg har jo mine fdres gud at hlde mit hoved til! 

 Og ringer gik. 

Husbonden dde, husmoderen sad i trange kr, tjenestepigen mtte undvres, men Sara tog ikke bort, hun var hjlpen i nden, hun holdt det hele sammen; hun arbejdede til ud p natten, skaffede brd i huset ved sine hnders gerninger; der var ingen nr slgt, som tog sig af familien, hvor konen dag for dag blev svagere og i mneder holdtes p sygelejet. Sara vgede, plejede, arbejdede, mild og from, en velsignelse i det fattige hus. 

Derhenne ligger Bibelen! sagde den syge, ls lidt for mig i denne lange aften, jeg trnger s inderligt til at hre Guds ord. 

 
Og Sara bjede sit hoved; hnderne foldede sig om Bibelen, som hun bnede og lste i for den syge; tit brd trer frem, men jnene blev klarere, og i hendes sjl blev det klarere: Moder, dit barn skal ikke tage de kristnes db, ikke nvnes i deres samfund, det har du forlangt, det skal jeg bevare dig, derom er vi enige p denne jord, men ovenover denne er  er enigheden strre i Gud, han ledsager os over dden!  han besger Jorden, og nr han har gjort den trstig, gr han den meget rig! jeg forstr det! selv ved jeg ikke, hvorlunde det kom ! det er ved ham, i ham: Kristus! 

Og hun sitrede i nvnelsen af det hellige navn, en db af ildslue gennemstrmmede hende strkere, end legemet kunne bre, og det bjede sig mere kraftlst, end den syges, hun vgede hos. 

Stakkels Sara! blev der sagt, hun er overanstrengt af arbejde og vgen. 

De bragte hende til de fattiges sygestue, der dde hun, derfra blev hun begravet, men ikke p de kristnes kirkegrd, der var ikke stedet for jdepigen, nej, udenfor, op til muren fik hun sin grav. 

Og Guds sol, der skinnede hen over de kristnes grave, skinnede ogs hen over jdepigens grav derudenfor, og salmesangen, der ld p de kristnes kirkegrd, klang ud over hendes grav; ogs ud til den nede forkyndelsen:  Der er opstandelse i Kristus! ham, Herren, som sagde til disciplene: Johannes dbte vel med vand, men I skal dbes med den Hellignd! 


--------------------------------------------------------------------------------

* * *