Hvem var den lykkeligste?
af Hans Christian Andersen

-----

Hvilke dejlige roser! sagde solskinnet. Og hver knop vil springe ud og blive liges smuk. Det er mine brn! Jeg har kysset dem til live!

Det er mine brn! sagde duggen. Jeg har diet dem op med min trer.

Jeg skulle dog tro, at jeg er deres moder! sagde rosenhkken. I andre er kun faddere, som gav faddergave efter evne og god vilje.

Mine dejlige rosenbrn! sagde de alle tre, og nskede hver blomst den strste lykke; men kun n kunne blive den lykkeligste og n mtte blive den mindst lykkelige; men hvilken af dem?

Det skal jeg f at vide! sagde vinden. Jeg jager vidt om, trnger igennem den snvreste revne, ved besked ude og inde.

Hver udsprungen rose hrte hvad der blev sagt, hver svulmende knop fornemmede det.

Da kom der gennem haven en sorgfyldt, krlighedsfuld moder, kldt i sort; hun plukkede en af roserne, der stod halvt udsprungen, frisk og fyldig, og forekom hende at vre den smukkeste af dem alle. Hun bragte blomsten ind i det stille, tavse kammer, hvor for f dage siden den unge, livsglade datter tumlede sig, men nu l udstrakt som et sovende marmorbillede i den sorte kiste. Moderen kyssede den dde, kyssede derp den halvt udsprungne rose og lagde den ved den unge piges bryst, som den ved sin friskhed og en moders kys kunne f hjertet til at banke igen.

Det var som rosen svulmede; hvert blad bvede i tanke og glde: Hvilken krligheds vej blev mig forundt! Jeg bliver som et menneskes barn, fr en moders kys, fr velsignelsens ord og gr med ind i det ubekendte rige, drmmende ved den ddes bryst! Til visse, jeg blev den lykkeligste af alle mine sstre!

I haven, hvor rosentret stod, gik den gamle lugekone; hun betragtede ogs trets herlighed, og hftede jnene p den strste, fuldtudfoldede rose. En dugdrbe og en varm dag til, s ville bladene falde; det s konen og fandt, at den have gjort sit sknheds gavn, nu skulle den ogs gre nyttens. Og s plukkede hun den og lagde den i en avis, den skulle hjem med til andre afbladede roser og med dem syltes, blive potpourri; fres sammen med de sm bl drenge, som kaldes lavendler, balsameres med salt. Balsameres, det bliver kun roser og konger.

Jeg bliver den mest hdrede! sagde rosen, idet lugekonen tog den. Jeg bliver den lykkeligste! Jeg skal balsameres.

Der kom i haven to unge mnd, den ene var en maler, den anden var en digter; hver af dem plukkede en rose, dejlig at se.

Og maleren gav p lrredet et billede af den blomstrende rose, s at den troede at spejle sig.

Sledes, sagde maleren, skal den leve i mange menneskealdre, i hvilke millioner og atter millioner af roser visner og dr!

Jeg blev den mest begunstigede! sagde rosen, jeg vandt den strste lykke!

Digteren betragtede sin rose, skrev et digt om den, et helt mysterium, alt hvad han lste p blad ved blad, i rosen: Krlighedsbilledbog, det var en uddelig digtning.

Jeg er uddelig med den! sagde rosen, jeg er den lykkeligste!

Der var dog, i al den pragt af roser, en, som nsten sad skjult af de andre; tilfldigvis, heldigvis mske, den havde en skavank, sad skvt p stilken, og ved den ene side svarede bladene ikke til dem p den modsatte side; ja midt i blomsten selv voksede frem ligesom et lille forkrblet grnt blad; det hnder med roser.

Stakkels barn! sagde vinden, og kyssede den p kinden. Rosen troede det var en hilsen, en hyldest; den havde en fornemmelse af at den var lidt anderledes skabt, end de andre roser, og at der voksede den et grnt blad ud af dens indvendige, og det betragtede den som en udmrkelse. Der flj en sommerfugl ned p den og kyssede dens blade, det var en frier; hun lod ham flyve igen. Der kom en voldsom stor grshoppe; den satte sig rigtignok p en anden rose, gned i forelskelse sit skinneben, det er krlighedstegnet hos grshopperne; rosen, den sad p, forstod det ikke, men det gjorde rosen med udmrkelsen, det grnne forkrblede blad, thi p hende s grshoppen med jne, som sagde: Jeg kunne spise dig af bare krlighed! og yderligere kan aldrig krligheden g: den ene gr op i den anden! Men rosen ville ikke g op i springfyren. Nattergalen sang i den stjerneklare nat.

Det er alene for mig! sagde rosen med skavanken eller udmrkelse. Hvorfor skal jeg sledes i alt udmrkes fremfor alle mine sstre! Hvorfor fik jeg dette sregne, der gr mig til den lykkeligste?

Da kom i haven to cigarrygende herrer; de talte om roser og om tobak: Roser skal ikke kunne tle rgen, de skifter farve, bliver grnne; det skulle prves. De nnnede ikke at tage en af de allerprgtigste roser, de tog den med skavanken.

Hvilken ny udmrkelse! sagde den. Jeg er overvttes lykkelig! Den allerlykkeligste!

Og den blev grn i bevidsthed og tobaksrg.

n rose, halvt knop endnu, mske den sknneste p tret, fik hdersplads i gartnerens kunstbundne buket; den blev bragt til husets unge, bydende herre, og krte med ham i karet; den sad som sknhedsblomst mellem andre blomster og dejligt grnt; den kom til fest og glans: Mnd og kvinder sad p pynteligt belyste af tusinde lamper; musikken klang; det var i teatrets lyshav; og da under den stormende jubel den fejrede unge danserinde svvede frem p scenen, flj buket ved buket som en blomsterregn for hendes fdder. Der faldt buketten, hvori den dejlige rose sad som delsten; den flte hele sin navnlse lykke, den hder og glans, som den svvede ind i; og idet den berrte gulvet, dansede den med, den sprang, fr hen over brdderne, knkket af sin stilk, idet den faldt. Den kom ikke i den hyldedes hnder, den trillede om bag kulissen, hvor en maskinkarl tog den op, s hvor smuk den var, hvor fuld af duft den var, men stilk var der ikke p den. S puttede han den i sin lomme, og da han om aftnen kom hjem, fik den plads i et snapseglas og l der p vandet hele natten. I den tidlige morgen blev den stillet foran bedstemoder, der gammel og kraftls sad i lnestolen. Hun s p den afknkkede, dejlige rose, gldede sig ved den og dens duft.

Ja, du kom ikke p den rige, fine frkens bord, men til den fattige, gamle kone; dog her er du som et helt rosentr; hvor er du dejlig!

Og hun s med barneglde p blomsten, tnkte vist ogs p sin egen lngst henfarne friske ungdomstid.

Der var hul p ruden, sagde vinden, jeg kom let derind, s den gamle kones ungdomslysende jne og den afknkkede, dejlige rose i snapseglasset. Den lykkeligste af alle! Jeg ved det! Jeg kan fortlle det!

Hver rose p tret i haven havde sin historie. Hver rose troede og tnkte sig at vre den lykkeligste, og troen gr salig. Den sidste rose var dog den allerlykkeligste, mente den.

Jeg overlevede dem alle! Jeg er den sidste, den eneste, moders kreste barn!

Og jeg er moderen for dem! sagde rosenhkken.

Jeg er det! sagde solskinnet.

Og jeg! sagde vind og vejr.

Hver har del i dem! sagde vinden. Og hver skal f del af dem! og s strede vinden dens blade ud over hkken, hvor dugdrberne l, hvor solen skinnede. Ogs jeg fik min del, sagde vinden. Jeg fik alle rosernes historie, som jeg vil fortlle ud i den vide verden! Sig mig s, hvem var den lykkeligste af dem alle? Ja, det m du sige, jeg har sagt nok!

-----

* * *
