H. C. Andersen: Eventyr 68: "Hun duede ikke." (1855)

-----

Byfogden stod ved det aabne Vindue; han var i Mansket-Skjorte, med Brystnaal i Kalvekrydset og overordenlig vel barberet, selvgjort Arbeide; dog var han kommet til at give sig et lille Snit, men hen over det sad en Lap Avis-Papir.
"Hr, du Lille!" raabte han.
Og den Lille var ingen anden end Vaskerkonens Sn, der netop gik forbi og rbdig tog sin Kasket af; den var knkket i Skyggen og indrettet til at putte i Lommen. I de fattige, men rene og srdeles vel lappede Klder og med svre Trskoe, stod Drengen rbdig, som var det for Kongen selv han stod.
"Du er en god Dreng!" sagde Byfogden, "Du er en hflig Dreng! din Moder skyller vel Ti nede ved Aaen; der skal Du ned med det, Du har i Lommen. Det er en slem Ting med din Moder! hvormeget har Du der?"
"En halv Pgel!" sagde Drengen med forskrkket, halv sagte Stemme.
"Og imorges fik hun det samme!" vedblev Manden.
"Nei, igaar var det!" svarede Drengen.
"To halve gjr en heel! - Hun duer ikke! Det er srgeligt med den Klasse af Folket! Siig til din Moder, at hun skulde skamme sig! og bliv aldrig Du en Drukkenboldt, men det bliver Du nok! - Stakkels Barn! - Gaa nu!"
Og Drengen gik; Kasketten beholdt han i Haanden, og Vinden blste paa hans gule Haar, saa at det reiste sig i lange Totter. Han gik om af Gaden, ind i Gyden, ned til Aaen, hvor Moderen stod ude i Vandet ved Toestolen og slog med Trskelen paa det svre Linned. Der var Strmning i Vandet, thi Vandmllens Sluser vare oppe, Lagenet drev for Strmmen og var nr ved at rive Toestolen om; Vaskerkonen maatte holde imod.
"Jeg er nr ved at seile!" sagde hun, "det er godt, at Du kommer, for jeg kan trnge til at faae lidt Hjelp paa Krfterne! det er koldt herude i Vandet; i sex Timer har jeg staaet her. Har Du Noget til Mig?"
Drengen tog Flasken frem, og Moderen satte den for Munden og drak en Slurk.
"O, hvor det gjr godt! hvor det varmer! det er ligesaa godt som varm Mad, og det er ikke saa dyrt! drik, min Dreng! Du seer saa bleg ud, Du fryser i de tynde Klder! det er jo ogsaa Efteraar. Hu! Vandet er koldt! bare jeg ikke bliver syg! men det gjr jeg ikke! giv mig en Taar endnu og drik ogsaa Du, men kun en lille Draabe, Du maa ikke vnne Dig til det, mit stakkels fattige Barn!"
Og hun gik om Broen, hvor Drengen stod, og traadte op paa Land; Vandet drev fra Sivmatten, hun havde om Livet, Vandet fld fra hendes Skjrt.
"Jeg slider og slber, saa Blodet er frdigt at springe mig ud af mine Neglerdder! men det er det samme, naar jeg kun hderlig kan faae dig frem, mit sde Barn!"
I det Samme kom en noget ldre Kone, fattig i Klder og Skind, halt paa det ene Been og med en mgtig stor forloren Krlle ud over det ene ie, det skulde skjules af Krllen, men den gjorde Skavanken mere kjendelig. Det var en Veninde af Vaskerkonen, "Halte-Maren med Krllen," kaldte Naboerne hende.
"Stakkel, hvor Du slider og slber og staaer i det kolde Vand! Du kan nok trnge til Lidt at varmes ved, og dog har man ondt af den Draabe, Du faaer!" - og nu var snart hele Byfogdens Tale til Drengen bragt Vaskerkonen; for Maren havde hrt det Hele, og det havde rgret hende, at han talte saaledes til Barnet om dets egen Moder og om den Draabe, hun tog, lige i det Byfogden gjorde stort Middags-Collats med Viin i flaskeviis! "fine Vine og strke Vine! lidt over Trsten hos Mange! men det kalder man ikke at drikke! de due, men Du duer ikke!"
"Saa han har talt til Dig, Barn!" sagde Vaskerkonen, og hendes Lber bevgede sig zittrende: "Du har en Moder, der duer ikke! maaskee har han Ret! men til Barnet skulde han ikke sige det! dog, fra det Huus kommer Meget over mig!"
"I har jo tjent der i Gaarde, da Byfogdens Forldre levede og boede der; det er mange Aar siden! Der er spiist mange Skjepper Salt siden den Tid, saa man nok kan trste!" og Maren loe. "Der er stor Middag i Dag hos Byfogden, den skulde have vret sagt af, men nu blev det dem for silde, og Maden var lavet. Jeg har det fra Gaardskarlen. Der er for en Timestid siden kommet Brev om, at den yngre Broder er dd i Kjbenhavn."
"Dd!" udbrd Vaskerkonen og blev liigbleg.
"Ih dog!" sagde Konen; "tager I Jer det saa nr! naa, I kjendte ham, fra I tjente der i Huset."
"Er han dd! han var det bedste, det meest velsignede Menneske! vor Herre faaer ikke Mange, som ham!" og Taarerne lb hende ned ad Kinderne. "O, min Gud! det gaaer rundt med mig! det er, fordi jeg drak Flasken ud! jeg har ikke kunnet taale det! jeg fler mig saa ilde!" - og hun holdt sig op til Plankevrket.
"Herre Gud, I er ganske daarlig, Moer!" sagde Konen. "See dog til, det kan gaae over! - nei, I er rigtig syg! det er bedst, jeg faaer Jer hjem!"
"Men Tiet der!"
"Det skal jeg nok tage mig af! tag mig under Armen! Drengen kan blive her og passe paa saa lnge, saa skal jeg komme og vaske Resten; det er en lille Klat kun!"
Og Fdderne vaklede under Vaskerkonen.
"Jeg har staaet for lnge i det kolde Vand! jeg har ikke siden imorges faaet Vaadt eller Trt! jeg har Feber i Kroppen! O Herre Jesus! hjelp mig hjem! mit stakkels Barn!" - og hun grd.
Drengen grd og sad snart ene ved Aaen ved det vaade Ti. De to Koner gik langsomt, Vaskerkonen vaklende, op ad Gyden, om ad Gaden, forbi Byfogdens Gaard, og netop udenfor den sank hun om paa Brostenene. Folk samlede sig.
Halte-Maren lb ind i Gaarden om Hjelp. Byfogden med sine Gjester saae ud ad Vinduerne.
"Det er Vaskerkonen!" sagde han, "hun har faaet lidt over Trsten; hun duer ikke! det er Skade for den kjnne Dreng, hun har. Jeg har sandelig Godhed for Barnet. Moderen duer ikke!"
Og hun blev bragt til sig selv igjen og ledet til sit fattige Hjem, hvor hun kom i Seng. En Skaal varmt l med Smr og Sukker gik den skikkelige Maren at lave, det var den Medicin hun troede var den bedste, og saa gik hun til Skyllestedet, skyllede meget daarligt, men velmeent, trak egentlig kun det vaade Ti i Land og fik det i en Kasse.
Ved Aften sad hun i den fattige Stue hos Vaskerkonen. Et Par brunede Kartofler og et deiligt fedt Stykke Skinke havde hun faaet hos Byfogdens Kokkepige til den Syge, det nd Drengen og Maren godt af; den Syge gldede sig ved Lugten, den var saa nrende, sagde hun.
Og Drengen kom tilsengs, den selvsamme, i hvilken Moderen laae, men han havde sin Plads paatvrs ved Fdderne med et gammelt Gulvtppe over sig, syet sammen af blaa og rde Strimler.
Og det var lidt bedre med Vaskerkonen; det varme l havde styrket hende, og Lugten af den fine Mad gjorde godt.
"Tak, du gode Sjl!" sagde hun til Maren, "Alt vil jeg ogsaa sige Dig, naar Drengen sover! jeg troer allerede, han gjr det! hvor sd og velsignet seer han ud! med de lukkede ine! han veed ikke, hvorledes hans Moder har det. Vor Herre lade ham aldrig prve det! - Jeg tjente hos Kammerraadens, Byfogdens Forldre, saa traf det sig, at den yngste af Snnerne kom hjem, Studenten; dengang var jeg ung, vild og gal, men skikkelig, det tr jeg sige for Guds Ansgit!" saagde Vaskerkonen, - "Studenten var saa lystig og glad, saa velsignet! hver Bloddraabe i ham var retskaffen og god! bedre Menneske har der ikke vret paa Jorden. Han var Sn i Huset, og jeg kun Tjenestepige, men vi bleve Kjrestefolk, i Tugt og re! et Kys er dog ikke Synd, naar man rigtig holder af hinanden. Og han sagde det til sin Moder; hun var som vor Herre for ham her paa Jorden! og hun var saa klog, kjrlig og elskelig! - Han reiste bort, og sin Guldring satte han paa min Finger. Da han vel var borte, kaldte min Madmoder mig ind for sig; alvorlig og dog saa mild stod hun, talte, som vor Herre vilde kunne det; hun klarede for mig Afstanden i Aand og Sandhed imellem ham og mig. "Nu seer han paa, hvor godt Du seer ud, men Udseendet vil gaae bort! Du er ikke oplrt som han, I naae ikke op til hinanden i Aandens Rige, og deri ligger Ulykken. Jeg agter den Fattige, sagde hun, hos Gud kan han maaskee faae en hiere Plads, end mange Rige, men man maa ikke paa Jorden gaae over i et galt Spor, naar man kjrer fremad, ellers vlter Vognen og I To ville vlte! Jeg veed, at en brav Mand, en Haandvrksmand har friet til Dig, det er Erik Handskemager, han er Enkemand, har ingen Brn, staaer sig godt, tnk derover!" Hvert Ord, hun sagde, var som Knive gjennem mit Hjerte, men Konen havde Ret! og det knugede mig og tyngede mig! - jeg kyssede hendes Haand og grd mine salte Taarer, og det endnu mere, da jeg kom ind i mit Kammer og lagde mig over min Seng. Det var en tung Nat, som fulgte, vor Herre veed, hvad jeg led og stred. Saa gik jeg om Sndagen til Herrens Bord, for at faae Lys i mig. Da var det ligesom en Tilskikkelse: idet jeg gik ud af Kirken, mdte jeg Erik Handskemager. Saa var der ikke lnger nogen Tvivl i mit Sind, vi passede for hinanden i Stilling og Vilkaar, ja, han var endogsaa en velhavende Mand! og saa gik jeg lige hen til ham, tog hans Haand og sagde: er dine Tanker endnu til mig? - Ja evig og altid! sagde han. - Vil Du have en Pige, der agter og rer Dig, men ikke holder af Dig, men det kan vel komme! - Det vil komme! sagde han, og saa gav vi hinanden Haanden. Jeg gik hjem til min Madmoder; Guldringen, som Snnen havde givet mig, bar jeg paa mit bare Bryst, jeg kunde ikke stte den paa min Finger ved Dagen, men kun hver Aften, naar jeg lagde mig i min Seng. Jeg kyssede Ringen, saa at min Mund bldte ved det, og saa gav jeg den til min Madmoder, og sagde, at i nste Uge vilde der blive lyst fra Prdikestolen for mig og Handskemageren. Saa tog min Madmoder mig i sine Arme og kyssede mig - hun sagde ikke, at jeg ikke duede, men den Gang var jeg maaskee ogsaa bedre, skjndt jeg ikke endnu havde prvet saa megen Verdens Modgang. Og saa stod Brylluppet ved Kyndelmisse; og det frste Aar gik godt, vi holdt Svend og Dreng og Du, Maren, tjente os."
"O, I var en velsignet Madmoder!" sagde Maren, "aldrig glemmer jeg, hvor mild I og Jer Mand var!"
"Det var i de gode Aar, Du var hos os! - Brn havde vi da ikke. - Studenten saae jeg aldrig! - Jo, jeg saae ham, men han saae ikke mig! han kom her til sin Moders Begravelse. Jeg saae ham staae ved Graven, han var saa kridhvid og saa bedrvet, men det var for Moderens Skyld. Da siden Faderen dde, var han i fremmede Lande og kom ikke her og har ikke heller senere vret her. Aldrig giftede han sig, veed jeg; - han var nok Procurator! - mig huskede han ikke, og om han havde seet mig, saa havde han dog vist ikke kjendt mig igjen, saa fl jeg seer ud. Og det er jo ogsaa meget godt!"
Og hun talte om sine Prvelsers tunge Dage, hvorledes Ulykken ligesom vltede ind paa dem. De eiede fem hundrede Rigsdaler, og da der i Gaden var et Huus at faae for to hundrede, og det vilde betale sig at faae det revet ned og bygge et nyt, saa blev Huset kjbt. Murer og Tmrer gjorde Overslag, at det videre vilde koste ti hundrede og tyve. Credit havde Erik Handskemager, Pengene fik han til Laans fra Kjbenhavn, men Skipperen, der skulde bringe dem, forliste og Pengene med.
"Da var det, jeg fdte min velsignede Dreng, som her sover. - Fader faldt i en svr, langvarig Sygdom; i tre Fjerdingaar maatte jeg klde ham af og paa. Det gik reent tilbage for os, vi laante og laante: alt vort Ti gik, og Fader dde fra os! - Jeg har slidt og slbt, stridt og strbt for Barnets Skyld, vasket Trapper, vasket Linned, grovt og fiint, men jeg skal ikke have det bedre, vil vor Herre! men han lser nok op for mig og srger for Drengen."
Og saa sov hun.
Ud paa Morgenen flte hun sig styrket og strk nok, som hun troede, til igjen at gaae til sit Arbeide. Hun var netop kommet ud i det kolde Vand, da greb hende en Rystelse, en Afmagt; krampagtigt tog hun for sig med Haanden, gjorde et Skridt opad og faldt om. Hovedet laae paa det trre Land, men Fdderne ude i Aaen, hendes Trskoe, som hun havde staaet med paa Bunden, - i hver af dem var der en Visk Halm - drev paa Strmmen; her blev hun fundet af Maren, der kom med Kaffe.
Fra Byfogden havde der hjemme vret Bud, at hun strax maatte mde hos ham, han havde Noget at sige hende. Det var for seent. En Barbeer blev hentet til Aareladning; Vaskerkonen var dd.
"Hun har drukket sig ihjel!" sagde Byfogden.
I Brevet, der bragte Underretning og Broderens Dd, var opgivet Testamentets Indhold, og deri stod, at 600 Rdlr. testamenteredes til Handskemager-Enken, der engang havde tjent hans Forldre. Efter bedste Skjn skulde Pengene, i strre eller mindre Portioner, gives hendes og hendes Barn.
"Der har vret noget Mikmak med min Broder og hende!" sagde Byfogden, "godt, at hun er af Veien; Drengen faaer nu det Hele, og jeg skal stte ham til brave Folk, en god Haandvrker kan han blive!" - Og i de Ord lagde vor Herre sin Velsignelse.
Og Byfogden kaldte Drengen for sig, lovede at srge for ham, og sagde ham, hvor godt det var, at hans Moder var dd, hun duede ikke!
Til Kirkegaarden blev hun bragt, de Fattiges Kirkegaard. Maren plantede et lille Rosentr paa Graven, Drengen stod ved Siden.
"Min sde Moder!" sagde han, og Taarerne strmmede: "Er det sandt: hun duede ikke!"
"Jo, hun duede!" sagde den gamle Pige og saae op imod Himlen. "Jeg veed det fra mange Aar og fra den sidste Nat. Jeg siger Dig, hun duede! og vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad Verden kun sige: hun duede ikke!"

-----


