Historien om en moder
af Hans Christian Andersen

-----

Der sad en moder hos sit lille barn, hun var s bedrvet, s bange for at det skulle d. Det var s blegt, de sm jne havde lukket sig, det trak s sagte vejret, og imellem med et dybt drag ligesom om det sukkede; og moderen s endnu mere sorrigfuld p den lille sjl.

Da bankede det p dren og der kom en fattig, gammel mand svbt ligesom i et stort hestedkken, for det varmer, og det trngte han til, det var jo kold vinter; alting udenfor l med is og sne, og vinden blste s at det skar i ansigtet.

Og da den gamle mand rystede af kulde, og det lille barn sov et jeblik, gik moderen hen og satte l i en lille potte ind i kakkelovnen, at det kunne varmes til ham; og den gamle mand sad og vuggede og moderen satte sig p stolen tt ved ham, s p sit syge barn der trak s dybt vejret, og lftede den lille hnd.

Tror du ikke nok at jeg beholder ham? sagde hun, Vorherre vil ikke tage ham fra mig!

Og den gamle mand, der var Dden selv, han nikkede s underligt, det kunne lige s godt betyde ja, som nej. Og moderen s ned i sit skd og trerne lb hende over kinderne;  hendes hoved blev s tungt, i tre ntter og dage havde hun ikke lukket sit je, og nu sov hun, men kun et jeblik, s fr hun op og rystede af kulde: hvad er det! sagde hun og s til alle sider; men den gamle mand var borte og hendes lille barn var borte, han havde taget det med sig; og henne i krogen snurrede og snurrede det gamle ur, det store blylod lb lige ned til gulvet, bum! og s stod ogs uret stille.

Men den stakkels moder lb ud af huset og rbte p sit barn.

Derude, midt i sneen, sad en kone i lange, sorte klder og hun sagde: Dden har vret inde i din stue, jeg s han skyndte sig bort med dit lille barn; han gr strkere til end vinden, han bringer aldrig tilbage hvad han tog!

Sig mig blot hvad vej han gik! sagde moderen, sig mig vejen og jeg skal finde ham!

Jeg ved den! sagde konen i de sorte klder, men fr jeg siger den m du frst synge for mig alle de viser du har sunget for dit barn! jeg holder af dem, jeg har hrt dem fr, jeg er Natten, jeg s dine trer mens du sang dem!

Jeg vil synge dem alle, alle! sagde moderen, men stands mig ikke at jeg kan n ham, at jeg kan finde mit barn!

Men Natten sad stum og stille, da vred moderen sine hnder, sang og grd, og der var mange viser, men endnu flere trer; og s sagde Natten: g til hjre, ind i den mrke granskov, der s jeg Dden tage vej med dit lille barn!

Dybt inde i skoven krydsede vejene sig og hun vidste ikke lngere hvor hun skulle g; da stod der en tornebusk, der var hverken blad eller blomst p den, det var jo ogs i den kolde vintertid og der hang isslag p grenene.

Har du ikke set Dden g forbi med mit lille barn?

Jo! sagde tornebusken, men jeg siger dig ikke hvilken vej han tog, uden at du frst vil varme mig op ved dit hjerte! jeg fryser ihjel, jeg bliver til bare is!

Og hun trykkede tornebusken til sit bryst, s fast, for at den ret kunne opvarmes, og tornene gik lige ind i hendes kd, og hendes blod fld i store drber, men tornebusken skd friske grnne blade og der kom blomster p i den kolde vinternat, s varmt var der ved en bedrvet moders hjerte; og tornebusken sagde hende vejen, som hun skulle g.

Da kom hun til en stor s, hvor der hverken var skib eller bd. Sen var ikke frosset nok til at den kunne bre hende, og heller ikke ben og lav nok til at hun kunne vade igennem, og over den mtte hun, ville hun finde sit barn; s lagde hun sig ned for at drikke sen ud, og det var jo umuligt for et menneske, men den bedrvede moder tnkte, at der dog kunne ske et mirakel. 

Nej, det gr aldrig! sagde sen, lad os to hellere se at blive enige! jeg holder af at samle p perler og dine jne er de to klareste jeg har set, vil du grde dem ud til mig, s skal jeg bre dig over til det store drivhus, hvor Dden bor og passer blomster og trer; hver af dem er et menneskeliv!

Oh, hvad giver jeg ikke for at komme til mit barn! sagde den forgrdte moder og hun grd endnu mere og hendes jne sank ned p havsens bund og blev to kostbare perler, men sen lftede hende, som om hun sad i en gynge, og hun flj i n svingning til kysten p den anden side, hvor der stod et milebredt, underligt hus, man vidste ikke om det var et bjerg med skov og huler, eller om det var tmret op, men den stakkels moder kunne ikke se det, hun havde jo grdt sine jne ud.

Hvor skal jeg finde Dden, som gik med mit lille barn! sagde hun.

Her er han ikke kommet endnu! sagde den gamle gravkone, som gik og skulle passe p Ddens store drivhus. Hvor har du kunnet finde her hen og hvem har hjulpet dig!

Vorherre har hjulpet mig! sagde hun, han er barmhjertig og det vil du ogs vre! hvor skal jeg finde mit lille barn!

Ja, jeg kender det ikke, sagde konen, og du kan jo ikke se!  Mange blomster og trer er visnet i nat, Dden vil snart komme og plante dem om! Du ved vel, at hvert menneske har sit livstr eller sin blomst, sledes, som nu enhver er indrettet; de ser ud, som andre vkster, men de har hjerteslag; barnehjerte kan ogs banke! g efter det, mske kan du kende dit barns; men hvad giver du mig for at sige dig hvad du mere skal gre!

Jeg har ikke noget at give, sagde den bedrvede moder, men jeg vil g for dig til verdens ende!

Ja, der har jeg ikke noget at gre! sagde konen, men du kan give mig dit lange sorte hr, du ved nok selv det er knt, og det kan jeg lide! du skal f mit hvide igen, det er altid noget!

Forlanger du ikke andet, sagde hun, det giver jeg dig med glde! Og hun gav hende sit smukke hr og fik den gamles snehvide igen.

Og s gik de ind i Ddens store drivhus, hvor blomster og trer voksede underligt imellem hverandre. Der stod fine hyacinter under glasklokker, og der stod store bomstrke poner; der voksede vandplanter, nogle s friske, andre halvsyge, vandsnogene lagde sig p dem, og sorte krebs klemte dem om stilken. Der stod dejlige palmetrer, ege og plataner, der stod persille og blomstrende timian; hvert tr og hver blomst havde sit navn, de var hver et menneskeliv, mennesket levede endnu, en i Kina, en i Grnland, rundt omkring i verden. Der var store trer i sm potter, s at de stod s forkuede og var frdige ved at sprnge potten, der var ogs mange steder en lille, kedelig blomst i fed jord, med mos rundt om og dkket og plejet. Men den bedrvede moder bjede sig over alle de mindste planter og hrte inden i dem hvor menneskehjertet bankede, og imellem millioner kendte hun sit barns.

Dr er det! rbte hun og strakte hnden ud over en lille bl krokus, som hang ganske syg til den ene side.

Rr ikke ved blomsten! sagde den gamle kone, men stil dig her, og nr s Dden kommer, jeg venter ham fr jeg ved det, lad ham da ikke rykke planten op, og tru du med at du vil gre det med de andre blomster, s bliver han bange! han skal svare Vorherre til dem, ingen tr rykkes op, fr han giver lov.

Med et susede det iskoldt igennem salen, og den blinde moder kunne mrke, at det var Dden, der kom.

Hvor har du kunnet finde vej her hen? spurgte han, hvor kunne du komme hurtigere end jeg?

Jeg er en moder, sagde hun.

Og Dden strakte sin lange hnd hen imod den lille fine blomst, men hun holdt sine hnder fast om den, s tt, og dog bange for at hun skulle rre ved et af bladene. Da blste Dden p hendes hnder og hun flte at det var koldere end den kolde vind, og hendes hnder faldt matte ned.

Du kan dog ikke gre noget imod mig! sagde Dden.

Men det kan Vorherre! sagde hun.

Jeg gr kun hvad han vil! sagde Dden. Jeg er hans urtegrdsmand! jeg tager alle hans blomster og trer og planter dem ud i den store Paradisets Have i det ubekendte land, men hvorledes de der gror og hvorledes der er, tr jeg ikke sige dig!

Giv mig mit barn tilbage! sagde moderen og grd og bad; med t greb hun med hver hnd om to smukke blomster tt ved og rbte til Dden: jeg river alle dine blomster af, for jeg er i fortvivlelse!

Rr dem ikke! sagde Dden. Du siger, at du er s ulykkelig, og nu vil du gre en anden moder lige s ulykkelig !

En anden moder! sagde den stakkels kone og slap straks begge blomsterne.

Dr har du dine jne, sagde Dden, jeg har fisket dem op af sen, de skinnede s strkt; jeg vidste ikke at det var dine; tag dem igen, de er nu klarere end fr, se s ned i den dybe brnd tt ved, jeg skal nvne navnene p de to blomster, du ville rive op og du ser deres hele fremtid, deres hele menneskeliv, ser hvad du ville forstyrre og delgge!

Og hun s ned i brnden; og det var en lyksalighed at se, hvor den ene blev en velsignelse for verden, se hvor megen lykke og glde der udfoldede sig rundt om. Og hun s den andens liv, og det var sorg og nd, rdsel og elendighed.

Begge dele er Guds vilje! sagde Dden.

Hvilken af dem er ulykkens blomst og hvilken er velsignelsens? spurgte hun.

Det siger jeg dig ikke, sagde Dden, men det skal du vide af mig, at den ene blomst var dit eget barns, det var dit barns skbne du s, dit eget barns fremtid!

Da skreg moderen af skrk, hvilken af dem var mit barn! sig mig det! frels den uskyldige! frels mit barn fra al den elendighed! br det hellere bort! br det ind i Guds Rige! glem mine trer, glem mine bnner og alt, hvad jeg har sagt og gjort!

Jeg forstr dig ikke! sagde Dden. Vil du have dit barn tilbage, eller skal jeg g med det derind, hvor du ikke ved! 

Da vred moderen sine hnder, faldt p sine kn og bad til Vorherre: Hr mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! hr mig ikke! hr mig ikke!

Og hun bjede sit hoved ned i sit skd.

Og Dden gik med hendes barn ind i det ubekendte land.

-----

* * *
