Gemt er ikke glemt
af Hans Christian Andersen

-----

Der l en gammel grd med mudrede grave og vindebro; den var mere oppe end nede: ikke alle gster, som kommer, er gode. Under tagskgget var huller til at skyde ud af og til at hlde kogende vand, ja smeltet bly ned over fjenden, kom han for nr p. Indenfor var hjt til bjlkeloftet, og det var godt for den megen rg, der kom fra kaminilden, hvor de store vde brndeknuder l. Der hang p vggen billeder af harniskkldte mnd og stolte fruer i svre klder; den strunkeste af dem alle gik levende om herinde, hun kaldtes Mette Mogens; hun var grdens frue.

Ved aftenstid kom der rvere; de slog tre af hendes folk ihjel, lnkehunden med, og s bandt de fru Mette i hundelnke ved hundehuset og satte sig selv op i salen og drak vinen fra hendes klder og alt det gode l.

Fru Mette stod i hundelnke; hun kunne ikke engang g.

Da kom rverens dreng; han listede sig s stille, det mtte ikke mrkes, for ellers havde de slet ham ihjel.

Fru Mette Mogens! sagde drengen; kan du huske, da min fader red p trhesten i din husbonds tid; da bad du for ham, men det hjalp ikke; han skulle sidde sig til krbling; men du listede dig ned, som jeg nu lister mig; selv lagde du en lille sten under hver af hans fdder, at han kunne finde hvile. Ingen s det, eller de lod, som de ikke s det, du var den unge, ndige frue. Det har min fader fortalt, og det har jeg gemt, men ikke glemt! nu lser jeg dig, fru Mette Mogens!

Og s tog de heste p stalden og red i regn og i blst og fik vennehjlp.

Det var vel betalt for den smule gerning mod den gamle! sagde Mette Mogens.

Gemt er ikke glemt! sagde drengen.

Rverne blev hngt.

*

Der l en gammel grd, den ligger der endnu; det var ikke fru Mette Mogens'; den tilhrer en anden hjadelig slgt.

Det er i vor tid. Solen skinner p trnets forgyldte spir, sm skover ligger som buketter p vandet, og rundt om dem svmmer de vilde svaner. I haven gror roser; grdens frue er selv det fineste rosenblad, det skinner i glde, god gernings glde, ikke ud i den vide verden, men inde i hjerterne, der er det gemt, men ikke glemt.

Nu gr hun fra grden hen til det lille udflytterhus p marken. Derinde bor en stakkels vrkbruden pige; vinduet i den lille stue vender mod nord; solen kommer der ikke; hun har kun at se hen over et stykke mark, som lukkes ved den hje grft. Men i dag er der solskin, Vorherres varme, dejlige sol er derinde; den kommer fra syd gennem det nye vindue, hvor fr kun var mur.

Den vrkbrudne sidder i det varme solskin, ser skov og strand, verden er blevet s stor og s dejlig, og det ved et eneste ord af grdens venlige frue.

Det ord var s let, den gerning s lille! siger hun; Glden, jeg fik, var uendelig stor og velsignet!

Og derfor ver hun s mangen god gerning, tnker p dem alle i de fattige huse og i de rige huse, hvor der ogs er bedrvede. Det er skjult og gemt, men det er ikke glemt af Vorherre!

*

Der var en gammel grd, det var inde i den store, travle by. I grden var stuer og sale; i dem gr vi ikke ind; vi bliver i kknet; og der er lunt og lyst, der er rent og nydeligt; kobbertjet skinner, bordet er som bonet, vasken er som et nys skuret spkkebrt; det har alt sammen enepigen udrettet, og dog fet tid til at stte tjet p sig, som om hun skulle i kirke. Hun har sljfe p kappen, sort sljfe; det tyder sorg. Hun har jo ingen at srge for, hverken fader eller moder, hverken slgt eller kreste; hun er en fattig pige. Engang var hun forlovet, det var med en fattig karl; de holdt inderligt af hinanden. En dag kom han til hende.

Vi to har ingenting! sagde han; den rige enke henne i klderen har sagt mig varme ord; hun vil stte mig i velstand; men du er i mit hjerte. Hvad rder du mig til?

Det du tror der er din lykke! sagde pigen. Vr god og krlig imod hende, men husk p, at fra den stund vi skilles, kan vi to ikke oftere ses!

 Og s gik et par r; da mdte hun p gaden sin fordums ven og kreste; han s syg og elendig ud; da kunne hun ikke lade vre, hun mtte sprge: Hvordan har du det dog?

Rigt og godt i alle mder! sagde han; konen er brav og god, men du er i mit hjerte. Jeg har stridt min strid, snart er den forbi! Vi ses nu ikke fr hos Vorherre.

En uge er get; i morges stod i avisen, at han var dd; derfor brer pigen sorg. kresten er dd fra kone og tre stedbrn, som der str at lse; det klinger sprukket, og dog er malmen ren.

Den sorte sljfe tyder sorg, pigens ansigt tyder den end mere; i hjertet er den gemt, bliver aldrig glemt!

*

Ja, se det er tre historier, tre blade p n stilk. nsker du flere klverblade? Der er mange i hjertebogen gemt men ikke glemt.

-----

* * *
