Gseurten
af Hans Christian Andersen

-----

Nu skal du hre! 

Ude p landet, tt ved vejen, l et lyststed. Du har bestemt selv engang set det! der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tt herved p grften, midt i det dejligste grnne grs, voksede en lille gseurt. Solen skinnede liges varmt og smukt p den, som p de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine sm, skinnende hvide blade, der sidder som strler rundt om den lille gule sol indeni. Den tnkte slet ikke p, at intet menneske s den der i grsset og at den var en fattig, foragtet blomst. Nej den var s fornjet, den vendte sig lige imod den varme sol, s op i den og hrte p lrken, som sang i luften.

Den lille gseurt var s lykkelig, som om det var en stor helligdag, og s var det dog en mandag. Alle brn var i skole. Mens de sad p deres bnke og lrte noget, sad den p sin lille grnne stilk og lrte ogs af den varme sol og alt rundt omkring, hvor god Gud er, og den syntes ret at den lille lrke sang s tydeligt og smukt alt, hvad den i stilhed flte, og gseurten s med en slags rbdighed op til den lykkelige fugl, der kunne synge og flyve, men var slet ikke bedrvet, fordi den selv ikke kunne det. Jeg ser og hrer jo! tnkte den, solen skinner p mig og vinden kysser mig! oh, hvor jeg dog er blevet begavet!

Indenfor stakittet stod s mange stive, fornemme blomster, jo mindre duft de havde, des mere knejsede de. Ponerne blste sig op, for at vre strre end en rose, men det er slet ikke strrelsen, som gr det! Tulipanerne havde de allersmukkeste kulrer, og det vidste de nok og holdt sig s ranke, for at man endnu bedre skulle se det. De lagde slet ikke mrke til den lille gseurt udenfor, men den s des mere p dem og tnkte: hvor de er rige og dejlige! ja, dem flyver vist den prgtige fugl ned til og besger! Gud ske lov, at jeg str s nr herved, s kan jeg dog f den stads at se! og lige idet den tnkte det, kvirrevit! der kom lrken flyvende, men ikke ned til poner og tulipaner, nej, ned i grsset til den fattige gseurt, der blev s forskrkket af bare glde, at den vidste slet ikke mere, hvad den skulle tnke.

Den lille fugl dansede rundt omkring den og sang: nej, hvor dog grsset er bldt! og se, hvilken sd lille blomst med guld i hjertet og slv p kjolen! den gule prik i gseurten s jo ogs ud som guld, og de sm blade rundt om var skinnende slvhvide.

S lykkelig som den lille gseurt var, nej, det kan ingen begribe! Fuglen kyssede den med sit nb, sang for den og flj s igen op i den bl luft. Det varede bestemt et helt kvarter, fr blomsten kunne komme sig igen. Halvt undselig og dog inderlig fornjet s den til blomsterne inde i haven. De havde jo set den re og lyksalighed, der var vederfaret hende, de mtte jo begribe, hvilken glde det var, men tulipanerne stod nok engang s stive som fr, og s var de s spidse i ansigtet og s rde, for de havde rgret sig. Ponerne var ganske tykhovedede, bu! det var godt, at de ikke kunne tale, ellers havde gseurten fet en ordentlig tiltale. Den stakkels lille blomst kunne nok se, at de var ikke i godt humr, og det gjorde den s inderligt ondt. I det samme kom der inde i haven en pige med en stor kniv s skarp og skinnende, hun gik lige hen mellem tulipanerne og skar den ene af efter den anden. Uh! sukkede den lille gseurt, det var jo forskrkkeligt, nu er det forbi med dem! S gik pigen bort med tulipanerne. Gseurten var glad ved, at den stod ude i grsset og var en lille, fattig blomst. Den flte sig ret s taknemlig, og da solen gik ned, foldede den sine blade, sov ind og drmte hele natten om solen og den lille fugl.

Nste morgen, da blomsten igen, lykkelig, strakte alle de hvide blade ligesom sm arme ud mod luft og lys, kendte den fuglens stemme, men det var srgeligt, hvad den sang. Ja, den stakkels lrke havde god grund dertil, den var blevet fanget og sad nu i et bur tt ved det bne vindue. Den sang om at flyve frit og lykkeligt omkring, sang om det unge, grnne korn p marken og om den dejlige rejse, den kunne gre p sine vinger hjt op i luften. Den stakkels fugl var ikke i godt humr, fangen sad den der i buret.

Den lille gseurt nskede s gerne at hjlpe, men hvorledes skulle den bre sig ad dermed. Ja det var vanskeligt at hitte p. Den glemte rent, hvor smukt alt stod rundt om, hvor varmt solen skinnede, og hvor smukke hvide dens blade s ud. Ak, den kunne kun tnke p den fangne fugl, som den slet ikke var i stand til at gre noget for.

Da kom der i det samme to sm drenge ud af haven. Den ene af dem havde i hnden en kniv, stor og skarp som den, pigen havde til at skre tulipanerne af med. De gik lige hen imod den lille gseurt, der slet ikke kunne begribe, hvad de ville.

Her kan vi skre en dejlig grstrv til lrken! sagde den ene dreng og begyndte at skre i en firkant dybt ned, omkring gseurten, s at den kom til at st midt i grstrven.

Riv den blomst af! sagde den anden dreng, og gseurten rystede ordentlig af angst, thi at blive revet af, var jo at miste livet, og nu ville den s gerne leve, da den skulle med grstrven ind i buret til den fangne lrke.

Nej, lad den sidde! sagde den anden dreng, den pynter s net! og s blev den siddende og kom med ind i buret til lrken.

Men den stakkels fugl klagede hjt over sin tabte frihed og slog med vingerne mod jerntrdene i buret. Den lille gseurt kunne ikke tale, ikke sige et trstende ord, ihvor gerne den ville. Sledes gik hele formiddagen.

Her er intet vand! sagde den fangne lrke, de er alle ude og have glemt mig med en drbe at drikke! min hals er tr og brndende! der er ild og is indeni mig og luften er s tung! Ak, jeg m d, fra det varme solskin, fra det friske grnne, fra al den dejlighed, Gud har skabt! og s borede den sit lille nb ned i den klige grstrv, for derved at opfriskes lidt. Da faldt dens jne p gseurten, og fuglen nikkede til den, kyssede den med nbbet og sagde: Du m ogs visne herinde, du stakkels lille blomst! Dig og den lille grnne plet grs har man givet mig for den hele verden, jeg havde udenfor! hvert lille grsstr skal vre mig et grnt tr, hvert af dine hvide blade en duftende blomst! ak, I fortller mig kun, hvor meget jeg har mistet!

Hvem der dog kunne trste ham! tnkte gseurten, men den kunne ikke rre et blad. Dog duften, som strmmede ud af de fine blade, var langt strkere, end den ellers findes hos denne blomst. Det mrkede ogs fuglen, og sknt den forsmgtede af trst og i sin pine rev de grnne grsstr af, rrte den slet ikke blomsten.

Det blev aften, og endnu kom ingen og bragte den stakkels fugl en vanddrbe. Da strakte den sine smukke vinger ud, rystede dem krampagtigt, dens sang var et vemodigt pipi. Det lille hoved bjede sig henimod blomsten, og fuglens hjerte brast af savn og lngsel. Da kunne blomsten ikke, som aftenen forud, folde sine blade sammen og sove, den hang syg og srgende ned mod jorden.

Frst den nste morgen kom drengene, og da de s fuglen dd, grd de, grd mange trer og gravede den en nydelig grav, som blev pyntet med blomsterblade. Fuglens lig kom i en rd, dejlig ske, kongeligt skulle den begraves, den stakkels fugl! da han levede og sang, glemte de ham, lod ham sidde i buret og lide savn, nu fik han stads og mange trer.

Men grstrven med gseurten blev kastet ud i stvet p landevejen, ingen tnkte p den, som dog havde flt mest for den lille fugl og som gerne ville trste den!

-----

* * *
