H. C. Andersen: Eventyr 121: Flyttedagen. (1866)

-----

Du husker jo nok Taarnvgteren Ole! jeg har fortalt om to Besg hos ham, nu skal jeg fortlle om et tredie, men det er ikke det sidste.
Sdvanligviis er det ved Nytaarstid jeg gaaer op til ham, nu derimod var det paa Flyttedagen, for da er her ikke behageligt nede i Byens Gader, de ere saa opdyngede med Feieskarn, Skaar og Stumper, ikke at tale om udtjent Sengehalm, som man maa gaae og lte i. Der kom jeg nu og saae, at i denne udvltede Overfldigheds-Btte legede et Par Brn, de legede at gaae iseng, her var saa indbydende til den Leg, syntes de, ja, de krbe ned i den levende Halm og trak et gammelt laset Stykke Vggebetrk over sig, som Sengetppe. "Det var saa yndigt!" sagde de; mig var det for Meget, og saa maatte jeg afsted, op til Ole.
"Det er Flyttedag!" sagde han; "Gader og Strder tjene som Btte, storartet Btte, mig er en Vognfuld nok! det kan jeg faae Noget ud af, og det fik jeg ogsaa kort efter Juul; jeg kom nede paa Gaden, der var raat, vaadt, slet og til at blive forklet; Skraldemanden holdt med sin Vogn, den var fyldt: et Slags Prvekort paa Kjbenhavns Gader ved Flyttedagstid. Bag i Vognen stod et Grantr, endnu ganske grnt og med Flitterguld paa Grenene; det havde vret til Julestads, og var nu kastet ud paa Gaden, og Skraldemanden havde stukket det op bag i Dyngen; lysteligt at see paa, eller at grde over, ja det kan man ogsaa sige, det kommer an paa, hvad man tnker derved, og jeg tnkte derved, og tnke gjorde bestemt ogsaa Eet og Andet af det, der laae paa Vognen, eller det kunde have tnkt, som jo er omtrent Eet og det Samme. Der laae nu en slidt Dame-Handske; hvad tnkte vel den? Skal jeg sige Dem det? Den laae og pegede med Lillefinger lige paa Grantret. "Mig rrer det Tr!" tnkte den, "ogsaa jeg har vret til Fest med Lysekroner! mit egenlige Liv var en Balnat; et Haandtryk, og jeg revnede! der slipper min Erindring; jeg har ikke Mere at leve for!" Det tnkte Handsken, eller kunde den have tnkt. "Det er flaut med det Grantr!" sagde Potteskaarene. Knkket Leerti finder nu Alting flaut. "Er man paa Skarnvognen", sagde de, "saa skal man ikke skabe sig og bre Flitterguld! jeg veed, at jeg har gjort Gavn i denne Verden, mere Gavn end saadan en grn Pind!" - See det var nu ogsaa en Mening, som nok Flere have, men Grantret saae dog godt ud, det var lidt Poesi paa Skarndyngen, og af den er der meget omkring i Gaderne, paa Flyttedag! Veien blev mig tung og besvrlig dernede og jeg fik Lyst til at komme afsted, igjen paa Taarnet, og at blive heroppe, her sidder jeg og seer ned fra det med Humeur.
Der lege nu de Godtfolk at bytte Huse! de slbe og ase med deres Flyttegods, og Nissen sidder i Btten og flytter med; Huusvrvl, Familievrvl, Sorger og Bekymringer flytte fra den gamle til den nye Leilighed, og hvad faae saa de og vi ud af det Hele? Ja, det staaer saamnd allerede for lnge siden nedskrevet i det gamle, gode Vers i "Adresseavisen":
"Tnk paa Ddens store Flyttedag!"
Det er en alvorlig Tanke, men den er Dem vel ikke ubehagelig at hre om. Dden er og bliver den paalideligste Embedsmand, uagtet hans mange Smaaembeder! har De aldrig tnkt derover?
Dden er Omnibusfrer, han er Passkriver, han stter Navn under vor Skudsmaalsbog, og han er Directeur for Livets store Sparekasse. Kan De forstaae det? Alle vort Jordlivs Gjerninger, store og smaa, stte vi i den "Sparekasse", og naar saa Dden kommer med sin Flyttedags-Omnibus, og vi maae ind der og kjre med til Evigheds-Landet, da giver han os ved Grndsen vor Skudsmaalsbog, som Pas! Til Trepenge paa Reisen tager han ud af Sparekassen en eller anden Gjerning, vi have vet, den, der meest betegner vor Frd; det kan vre fornieligt, men ogsaa forfrdeligt.
Ingen er endnu sluppen fra den Omnibusfart; der fortlles jo rigtignok om En, som ikke fik Lov at komme med, Jerusalems Skomager, han maatte lbe bag efter, havde han faaet Lov til at komme ind i Omnibussen, da var han sluppen for Poeternes Behandling. Kig engang med Tankerne ind i den store Flyttedags-Omnibus! Der er blandet Selskab! der sidder ved Siden af hinanden Konge og Stodder, den Geniale og Idioten; afsted maae de, uden Gods og Guld, kun med Skudsmaalsbog og Sparekasse-Trepenge! men hvilken af Ens Gjerninger bliver vel taget frem og givet med? Maaskee en ganske lille, een, lille som en rt, men rten kan skyde en blomstrende Ranke.
Det stakkels Skumpelskud, der sad paa den lave Skammel i Krogen og fik Knubs og haarde Ord, faaer maaskee sin slidte Skammel med som Tegn og Hjelpepenge; Skamlen bliver Brestol ind i Evighedens Land, lfter sig der til en Throne, straalende som Guld, blomstrende som en Lvhytte.
Den, som her altid gik og pimpede Fornielsens Kryderdrik, for at glemme andet Galt han her gjorde, faaer sin Trbimpel med og maa drikke af den paa Omnibusfarten, og den Drik er reen og puur, saa at Tankerne klares, alle gode og dle Flelser blive vakte, han seer og fornemmer, hvad han fr ikke gad see eller kunde see, og da har han i sig Straffen, den nagende Orm, der ikke der i unvnelige Tider. Stod der paa Glassene skrevet "Glemsel", da staaer der paa Bimpelen: "Erindring".
Lser jeg en god Bog, et historisk Skrift, Personen, jeg lser om, maa jeg da altid tnke mig tilsidst, naar han kom i Ddens Omnibus, tnke over, hvilken af hans Gjerninger Dden tog ud af Sparekassen til ham, hvilken Trepenge han fik ind i Evigheds-Landet. Der var engang en fransk Konge, hans Navn har jeg glemt, Navnet paa det Gode glemmes sommetider, ogsaa af mig, men det lyser nok frem igjen; det var en Konge, der i en Hungersnd blev sit Folks Velgjrer, og Folket reiste ham et Monument af Snee, med den Indskrift: "Hurtigere end dette smelter, hjalp Du!" Jeg kan tnke, at Dden gav ham, i Henhold til Monumentet, et eneste Sneefnug, der aldrig smelter, og det fli som en hvid Sommerfugl over hans kongelige Hoved ind i Uddeligheds-Landet. Der var nu ogsaa Ludvig den Ellevte, ja ham husker jeg Navnet paa, det Onde husker man altid godt, et Trk af ham kommer mig tidt i Tanke, jeg vilde nske, man kunde sige Historien var Lgn. Han lod sin Connetable henrette, det kunde han, med Ret eller Uret, men Connetablens uskyldige Brn, det ene otte Aar, det andet syv, lod han stille op paa samme Rettersted og bestnke med deres Faders varme Blod, derpaa fre til Bastillen og sttes i Jernbuur, hvor de ikke engang fik et Tppe at lgge over sig; og Kong Ludvig sendte hver ottende Dag Bdlen til dem og lod en Tand trkke ud paa hver, for at de ikke skulde have det altfor godt; og den ldste sagde: "Min Moder vilde de af Sorg, om hun vidste, at min lille Broder led saa Meget; trk derfor to Tnder ud paa mig og lad ham fri!" og Bdlen fik Taarer i inene derved, men Kongens Villie var strkere end Taarerne, og hver ottende Dag bragtes paa Slvtallerken til Kongen to Brnetnder; han havde forlangt dem, han fik dem. De to Tnder, tnker jeg, tog Dden ud af Livets Sparekasse for Kong Ludvig den Ellevte og gav ham med paa Reisen ind i det store Uddeligheds-Land; de flyve, som to Ildfluer, foran ham, de lyse, de brnde, de knibe ham, de uskyldige Brnetnder.
Ja, det er en Alvors Kjretour, den Omnibustour paa den store Flyttedag! og naar kommer den vel?
Det er det Alvorlige derved, at hver Dag, hver Time, hvert Minut kan man vente Omnibussen. Hvilken af vore Gjerninger mon da Dden tager ud af Sparekassen og giver os med? Ja, lad os tnke derpaa! den Flyttedag staaer ikke i Almanaken."

