Elverhj
af Hans Christian Andersen

-----

Der lb s vims nogle store firben i sprkkerne p et gammelt tr; de kunne godt forst hinanden, for de talte firbenesproget.

Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle elverhj! sagde det ene firben; jeg har, for det spektakel, nu ikke i to ntter lukket mine jne, jeg kunne liges godt ligge og have tandpine, for s sover jeg heller ikke!

Der er noget p frde derinde! sagde det andet firben, hjen lader de st p fire rde ple lige til hanegal, der bliver ordentlig luftet ud og elverpigerne har lrt nye danse, som der trampes i. Der er noget p frde!

Ja, jeg har talt med en regnorm af mit bekendtskab, sagde det tredje firben; regnormen kom lige op af hjen hvor den, ntter og dage, havde rodet i jorden; den havde hrt en hel del, se kan den jo ikke, det elendige dyr, men fle sig for og hre efter, det forstr den. De venter fremmede i elverhj, fornemme fremmede, men hvem, ville regnormen ikke sige, eller han vidste det nok ikke. Alle lygtemndene er sagt til for at gre fakkeltog, som man kalder det, og slv og guld, hvoraf der er nok i hjen, bliver poleret og stillet ud i mneskin!

Hvem kan dog de fremmede vre! sagde alle firbenene. Hvad mon der er p frde? Hr, hvor det summer! hr hvor det brummer!

Lige i det samme skiltes elverhj ad, og en gammel elverpige, rygls var hun, men ellers meget anstndigt kldt p, kom trippende ud, det var den gamle elverkonges husholderske, hun var langt ude af familien, og havde ravhjerte p panden. Benene gik s flinke p hende: trip, trip! hille den, hvor hun kunne trippe og det lige ned i mosen til natravnen.

De bliver inviteret til elverhj, og det i nat! sagde hun, men vil De ikke frst gre os en stor tjeneste og tage Dem af indbydelserne! Gavn m De gre, da De ikke selv holder hus! Vi fr nogle hjfornemme fremmede, troldfolk der har noget at sige, og derfor vil den gamle elverkonge vise sig!

Hvem skal inviteres? spurgte natravnen.

Ja, til det store bal kan alverden komme, selv mennesker, nr de bare kan tale i svne eller gre sdan en lille smule af hvad der falder i vor art. Men til det frste gilde skal der vre strengt udvalg, vi vil kun have de allerfornemste. Jeg har stridt med elverkongen, thi jeg holder for, vi kan ikke engang have spgelser med. Havmanden og hans dtre m frst inviteres, de holder vel ikke meget af at komme p det trre, men de skal nok hver f en vd sten at sidde p eller noget bedre, og s tnker jeg nok de siger ikke af denne gang. Alle gamle trolde af frste klasse med hale, manden og nisserne m vi have, og s tnker jeg at vi kan ikke forbig gravsoen, helhesten og kirkegrimen; de hrer jo rigtignok med til gejstligheden, som ikke er af vore folk, men det er nu deres embede, de er os nr i familie og de gr stadig visitter! 

Bra! sagde natravnen og flj af sted for at invitere.

Elverpigerne dansede allerede p elverhj, og de dansede med langsjal vvet af tge og mneskin, og det ser nydeligt ud for dem, der synes om den slags. Midt inde i elverhj var den store sal ordentligt pudset op; gulvet var vasket med mneskin og vggene var gnedet med heksefedt, s at de skinnede som tulipanblade foran lyset. I kknet var der fuldt op med frer p spid, snogeskind med sm brnefingre i og salater af paddehattefr, vde musesnuder og skarntyde, l fra mosekonens bryg, skinnende salpetervin fra gravklderen, alt meget solidt; rustne sm og kirkerudeglas hrte til knaset.

Den gamle elverkonge lod sin guldkrone polere i stdt griffel, det var duksegriffel og det er meget vanskeligt for elverkongen at f duksegriffel! I sovekammeret hang de gardiner op, og hftede dem fast med snogespyt. Jo, der var rigtignok en summen og brummen.

Nu skal her ryges med krlhr og svinebrster, s tror jeg at jeg har gjort mit! sagde den gamle elverpige.

Sde fader! sagde den mindste af dtrene; fr jeg s at vide hvem de fornemme fremmede er?

N da! sagde han, s m jeg vel sige det! To af mine dtre m holde sig parate til gifterml! to bliver vist gift bort. Troldgubben oppe fra Norge, ham der bor i det gamle Dovrefjeld og har mange klippeslotte af kampesten, og et guldvrk, som er bedre end man tror, kommer herned med sine to drenge, de skal sge sig en kone ud. Troldgubben er sdan en rigtig, gammel rlig norsk gubbe, lystig og ligefrem, jeg kender ham fra gamle dage, da vi drak dus, han var her nede at hente sin kone, nu er hun dd, hun var en datter af klintekongen p Mn. Han tog sin kone p kridt, som man siger! oh hvor jeg lnges efter den norske troldgubbe! Drengene, siger man, skulle vre nogle uvorne, kphje unger, men man kan jo ogs gre dem uret, og de bliver nok gode nr de bliver gemt. Lad mig se at I stter skik p dem!

Og nr kommer de? spurgte den ene datter.

Det kommer an p vind og vejr! sagde elverkongen. De rejser konomisk! De kommer herned med skibslejlighed. Jeg ville at de skulle g over Sverige, men den gamle hlder endnu ikke til den side! Han flger ikke med tiderne, og det kan jeg ikke lide!

I det samme kom der to lygtemnd hoppende, den ene hurtigere end den anden og derfor kom den ene frst.

De kommer! de kommer! rbte de.

Giv mig min krone, og lad mig st i mneskinnet! sagde elverkongen.

Dtrene lftede p langsjalerne og nejede lige til jorden.

Der stod troldgubben fra Dovre, med krone af hrdede istappe og polerede grankogler, i vrigt havde han bjrnepels og kanestvler; snnerne derimod gik barhalset og uden seler, for de var kraftmnd.

Er det en hj? spurgte den mindste af drengene og pegede p elverhj. Det kalder vi oppe i Norge et hul!

Gutter! sagde den gamle. Hul gr indad, hj gr opad! Har I ikke jne i hovedet!

Det eneste der undrede dem hernede, sagde de, var at de sledes uden videre kunne forst sproget!

Skab jer nu ikke! sagde den gamle, man kunne tro at I var ikke rigtig gennembagte!

Og s gik de ind i elverhj, hvor der rigtignok var fint selskab, og det i en hast, man skulle tro at de var blst sammen og nydelig og net var der indrettet for enhver. Havfolkene sad til bords i store vandkar, de sagde, det var ligesom om de var hjemme. Alle holdt de bordskik uden de to sm norske trolde, de lagde benene op p bordet, men de troede nu at alting kldte dem!

Fdderne af fadet! sagde den gamle trold og s lystrede de, men de gjorde det da ikke lige straks. Deres borddame kildrede de med grankogler, som de havde med i lommen og s trak de deres stvler af for at sidde mageligt og gav hende stvlerne at holde, men faderen, den gamle dovretrold, han var rigtignok ganske anderledes; han fortalte s dejligt om de stolte norske fjelde, og om fosser der styrtede skumhvide ned, med et bulder som tordenskrald og orgelklang; han fortalte om laksen der sprang op mod de styrtende vande nr nkken spillede p guldharpe. Han fortalte om de skinnende vinterntter, nr kanebjlderne klang og knsene lb med brndende blus hen over den blanke is, der var s gennemsigtig at de s fiskene blive bange under deres fdder. Jo han kunne fortlle, s at man s og hrte hvad han sagde, det var ligesom savmllerne gik, som om karle og piger sang viser og dansede hallingedans; hussa! lige med t gav troldgubben den gamle elverpige et morbrodersmask, det var et ordentligt kys og de var dog slet ikke i familie.

Nu mtte elverpigerne danse og det bde simpelt og det med at trampe, og det kldte dem godt, s kom kunstdansen eller som det kaldtes: at trde udenfor dansen, hille den, hvor de kunne strkke ben, man vidste ikke hvad der var ende og hvad der var begyndelse, man vidste ikke hvad der var arme og hvad der var ben, det gik imellem hinanden ligesom savspner og s snurrede de rundt s helhesten fik ondt og mtte g fra bordet.

Prrrrr! sagde troldgubben, det er kommers med bentjet! men hvad kan de mere end danse, strkke ben og gre hvirvelvind?

Det skal du f at vide! sagde elverkongen og s kaldte han den yngste af sine dtre frem; hun var s spinkel og klar, som mneskin, hun var den fineste af alle sstrene; hun tog en hvid pind i munden, og s var hun rent borte, det var hendes kunst.

Men troldgubben sagde, at den kunst kunne han ikke lide hos sin kone og han troede heller ikke at hans drenge holdt af den.

Den anden kunne g ved siden af sig selv ligesom om hun havde skygge, og det har nu troldfolk ikke.

Den tredje var af en ganske anden slags, hun havde lrt i mosekonens bryggerhus og det var hende som forstod at spkke elletrunter med sankthansorme.

Hun bliver en god husmoder! sagde troldgubben og s klinkede han med jnene; for han ville ikke drikke s meget.

Nu kom den fjerde elverpige, hun havde en stor guldharpe at spille p, og da hun slog p den frste streng lftede alle det venstre ben, for troldfolk er kejtbenede, og da hun slog den anden streng mtte de alle gre hvad hun ville.

Det er et farligt fruentimmer! sagde troldgubben, men begge snnerne gik ud af hjen, for nu var de kede af det.

Og hvad kan den nste datter? spurgte troldgubben.

Jeg har lrt at holde af de norske! sagde hun, og aldrig gifter jeg mig uden at jeg kan komme til Norge!

Men den mindste af sstrene hviskede til troldgubben: Det er bare fordi hun har hrt af en norsk vise, at nr verden forgr, s vil dog de norske klipper st som bauta, og derfor vil hun derop for hun er s bange for at forg.

Ho, ho! sagde troldgubben, slap det derud. Men hvad kan den syvende og sidste?

Den sjette kommer fr den syvende! sagde elverkongen, for han kunne regne, men den sjette ville ikke rigtig komme frem.

Jeg kan kun sige folk sandhed! sagde hun, mig bryder ingen sig om, og jeg har nok at gre med at sy p mit ligtj!

Nu kom den syvende og sidste, og hvad kunne hun? ja hun kunne fortlle eventyr og det s mange hun ville.

Her er alle mine fem fingre! sagde troldgubben, fortl mig et om hver!

Og elverpigen tog ham om hndleddet, og han lo s det klukkede i ham, og da hun kom til Guldbrand, der har guldring om livet, ligesom den vidste at der skulle vre forlovelse, sagde troldgubben, hold fast hvad du har, hnden er din! Dig vil jeg selv have til kone!

Og elverpigen sagde, at det var endnu tilbage om Guldbrand og lille Per Spillemand! 

Dem skal vi hre til vinter! sagde troldgubben, og om granen skal vi hre og om birken og om huldregaverne og den klingrende frost! Du skal nok komme til at fortlle, for det gr endnu ingen rigtig deroppe!  og s skal vi sidde i stenstuen hvor fyrrespnen brnder, og drikke mjd af de gamle norske kongers guldhorn; nkken har sknket mig et par stykker, og nr vi s sidder, s kommer garboen og gr visit, han synger dig alle sterpigens sange. Det skal blive lystigt! Laksen vil springe i fossen og sl mod stenvggen, men den kommer dog ikke ind!  Ja du kan tro der er godt i det kre gamle Norge! Men hvor er gutterne?

Ja, hvor var gutterne. De lb omkring p marken og blste lygtemndene ud, der kom s skikkeligt og ville gre fakkeltog.

Er det at fjte om! sagde troldgubben, nu har jeg taget en moder til eder, nu kan I tage en moster!

Men gutterne sagde at de ville helst holde en tale og drikke dus, gifte sig det havde de ingen lyst til.  Og s holdt de tale, drak dus og satte glasset p neglen for at vise at de havde drukket ud; trak s kjolerne af og lagde sig p bordet at sove, for de generede sig ikke. Men troldgubben dansede stuen rundt med sin unge brud og byttede stvler med hende, for det er finere end at bytte ring.

Nu galer hanen! sagde den gamle elverpige, som holdt hus. Nu m vi lukke vinduesskodderne at ikke solen brnder os inde!

Og s lukkede hjen sig.

Men udenfor lb firbenene op og ned af det revnede tr og den ene sagde til den anden:

Oh hvor jeg godt kunne lide den norske troldgubbe!

Jeg holder mere af drengene! sagde regnormen, men den kunne jo ikke se, det elendige dyr.

-----

* * *
