H. C. Andersen: Eventyr 107: Det nye Aarhundredes Musa. (1861)

-----

Det nye Aarhundredes Musa, som vore Brnebrns Brn, maaskee en fjernere Slgt skal kjende hende, men ikke vi, naar aabenbarer hun sig? Hvorledes seer hun ud? Hvad synger hun? Hvilke Sjlens Strnge vil hun berre? Til hvilket Hidepunkt vil hun lfte sin Tidsalder?
Saa mange Sprgsmaal i vor travle Tid, hvor Poesien nsten staaer En i Veien, og hvor man klarlig veed, at det meget "Uddelige", Nutid-Poeter skrive, i Fremtiden maaskee kun existerer som Kul-Indskrifterne paa Fngsels-Murene, seet og lst af enkelte Nysgjerrige.
Poesien maa tage et Tag i med, idetmindste give Forladning i Partikampene, hvor Blod eller Blk flyder!
Det er eensidig Tale, sige Mange; Poesien er ikke glemt i vor Tid.
Nei, der gives endnu Mennesker, som paa deres "fri Mandag" fle Trang til Poesien og da ganske vist, naar de fornemme denne aandelige Knurren i deres respective dlere Dele, sende Bud i Bogladen og kjbe for hele fire Skilling Poesie, den bedst anbefalede; Nogle lade sig vel nie med den, de kunne faae i Tilgift, eller ere tilfredsstillede med at lse en Stump paa Krmmerhuset fra Urteboden; den er billigere, og Billigheden i vor travle Tid, maa der tages Hensyn til. Trangen findes til hvad vi har, og det er nok! Fremtids Poesie, som Fremtids Musik, hrer til Donquixotiaderne, tale om den, er som at tale om Reise-Opdagelser i Uranus.
Tiden er for kort og kostbar til Phantasie-Lege, og hvad er, skulle vi engang tale ret fornuftigt, hvad er Poesie? Disse klingende Udslyngninger af Flelser og Tanker, den er kun Nervernes Svingninger og Bevgelser! Al Begeistring, Glde, Smerte, selv den materielle Strben er, sige de Lrde os, Nervesvingninger. Vi ere Enhver - et Strngespil.
Men hvem griber i disse Strnge? Hvem faaer dem til at svinge og bve? Aanden, den usynlige Guddoms Aand, som lader, gjennem dem, klinge sin Bevgelse, sin Stemning, og den forstaaes af de andre Strngespil, saa at de klinge derved i sammensmeltende Toner og i Modstningens strke Dissonantser. Saaledes var det, saaledes bliver det i den store Menneskeheds Fremadskriden i Friheds Bevidsthed!
Hvert Aarhundrede, hvert Aartusinde kan der ogsaa siges, har sit Storheds Udtryk i Poesien; fdt i det afsluttende Tidsrum, trder den frem og raader i det nye kommende Tidrum.
Midt i vor travle maskinbrusende Tid er hun saaledes allerede fdt, hun, det nye Aarhundredes Musa. Vor Hilsen sende vi hende! hun hre den, eller lse den engang, maaskee mellem Kul-Indskrifterne, vi nys omtalte.
Hendes Vuggegnge gik fra det yderste Punkt, Menneske-Fod betraadte paa Nordpols Undersgelserne til saavidt det levende ie saae ind i Polar-Himlens "sorte Kulskke". Vi hrte ikke Gngen for klapprende Maskiner, Locomotivets Piben, Sprngning af materielle Klipper og Aandens gamle Baand.
I vor store Nutids Fabrik er hun fdt, hvor Dampen ver sin Kraft, hvor Mester Blodls og hans Svende slide Dag og Nat.
Hun har i Eie Qvindens store Kjrlighedsfyldte Hjerte, med Vestalens Flamme og Lidenskabens Baal. Forstandens Lynglimt fik hun, i alle Prismets gjennem Aartusinder skiftende Farver, der vurderedes efter Modefarven. Phantasiens mgtige Svaneham er hendes Pragt og Styrke, Videnskaben vvede den, "Urkrfterne gav den Svingkraft.
Hun er Folkets Barn paa Faders Side, sund i Sind og Tanker, Alvor i iet, Humor paa Lben. Moderen er den hibaarne academi-opdragne, Emigrantens Datter med de gyldne Rococo Erindringer. Det nye Aarhundredes Musa har Blod og Sjl i sig af de To.
Herlige Faddergaver bleve lagte paa hendes Vugge. I Mngde er stret der som Bonbons Naturens skjulte Gaader med Oplsning; af Dykkerklokken er rystet vidunderligt "Nips" fra Havets Dyb. Himmelkortet, dette ophngte stille Ocean med de Myriader er, hver en Verden, blev lagt aftrykt som Vuggeklde. Solen maler hende Billeder; Photographien maa give hende Legeti.
Hendes Amme har sjunget for hende af Eivind Skaldespiller og Firdsi, af Minnesangerne og hvad Heine drengekaad sang af sin virkelige Digtersjl. Meget, altfor meget har hendes Amme fortalt hende; hun kjender Edda, den gamle Ur-Mormors Moders gruvkkende Sagaer, hvor Forbandelserne suse med blodige Vinger. Hele Orientens "Tusind og een Nat" har hun hrt i en fjerdedeel Time.
Det nye Aarhundredes Musa er Barn endnu, dog hun er sprungen ud af Vuggen, hun er fuld af Villie, uden at vide hvad hun vil.
Endnu leger hun i sin store Ammestue, der har fuldt op af Kunstskatte og Rococo. Den grske Tragedie, og det romerske Lystspil, staae der meislede i Marmor; Nationernes Folkeviser hnge som trrede Planter paa Vggen, et Kys paa dem og de svulme frem i Friskhed og Duft. Hun er ombruset i evige Accorder af Beethovens, Glucks, Mozarts og alle de store Mesteres Tanker i Toner. Paa Boghylden er henlagt saa Mange, der i deres Tid vare uddelige, og her er god Plads til mange Andre, hvis Navne vi hre klinge gjennem Uddelighedens Telegraphtraad, men de med Telegrammet.
Skrkkeligt Meget har hun lst, altfor Meget, hun er jo fdt i vor Tid, grumme Meget maa glemmes igjen og Musaen vil forstaae at glemme.
Hun tnker ikke paa sin Sang, der vil leve frem i ny Aartusinder som Moses's Digtninger leve og Bidpais guldkronede Fabel om Rvens List og Lykke. Hun tnker ikke paa sin Sendelse, sin tonende Fremtid, hun leger endnu, under Nationers Kamp som ryster Luften, der stter Klangfigurer af Pennefjedre og Kanoner, paa kryds og tvrs, Runer, der ere svre at raade.
Hun brer Garibaldi Hat, lser imidlertid sin Shakspeare og tnker et kort ieblik, han kan endnu opfres naar jeg bliver stor! Calderon hvile i sine Vrkers Sarkophag, med Bermmelsens Indskrift. Holberg, ja Musaen er Kosmopolit, hun har ham heftet ind i eet Bind med molire, Plautus og Aristophanes, men lser meest i Molire.
Hun er lst fra den Uro, som jager Alpernes Gemser, og dog higer hendes Sjl efter Livets Salt, som Gemserne efter Bjergets; der hviler i hendes Hjerte en Ro, som i Hebrernes Oldtids Sagn, denne Rst fra Nomaden paa de grnne Sletter i de stille stjerneklare Ntter, og dog svulmer i Sangen Hjertet strkere end hos den begeistrede Kriger fra Thessaliens Bjerge i den grske Old.
Hvorledes staaer det sig med hendes Christendom? - Hun har lrt Philosophiens store og lille Tabel; Urstofferne have knkket een af hendes Melketnder, men hun har faaet nye igjen, Kundskabsfrugten bed hun i paa Vuggen, aad og blev klog, - saa at "Uddelighed" lynede frem for hende som Menneskehedens genialeste Tanke.
Naar oprinder Poesiens nye Aarhundrede? Naar skal Musaen kjendes? Naar skal hun hres?
En deilig Foraars-Morgen kommer hun paa Locomotivets Drage brusende gjennem Tunneler og over Viaducter, eller hen over det blde, strke Hav, paa den pustende Delphin, eller gjennem Luften paa Montgolfiers Fugl Rok og daler ned i Landet, hvorfra hendes Guddoms Rst frste Gang skal hilse Menneskeslgten. Hvor? Er det fra Columbus's Fund, Frihedslandet, hvor de Indfdte bleve et jaget Vildt og Afrikanerne Trldyr, Landet, hvorfra vi hrte Sangen om "Hiawatha"? Er det fra Antipodernes Verdensdeel, Guldklumpen i Sydhavet, Modstningernes Land, hvor vor Nat er Dag og sorte Svaner synge i Mimose Skove? Eller fra Landet hvor Memnons-Sttten klang og klinger, men vi ikke forstode Sangens Sphinx i rkenen. Er det fra Steenkuls-en, hvor Shakspeare er Herskeren fra Elisabeths Tid? Er det fra Tycho Brahes Hjem, hvor han ikke taaltes, eller fra Californiens Eventyr-Land, hvor Wellingtontret lfter sin Krone som Verdens-Skovens Konge.
Naar vil Stjernen lyse, Stjernen paa Musaens Pande, Blomsten, i hvis Blade er indskrevet Aarhundredets Udtryk af det Skjnne i Form, Farve og Duft?
"Hvad er den nye Musas Program?" sprger vor Tids kyndige Rigsdagsmnd. "Hvad vil hun?"
Sprg heller hvad hun ikke vil!
Ikke vil hun optrde som Gjenganger af den svundne Tid! ikke vil hun tmre Dramaer af Scenens aflagte Herligheder eller dkke Mangler i dramatisk Architektur ved Lyrikens blendende Drapperier! hendes Flugt frem for os vil vre som fra Thespis-Krren til Marmor-Amphitheatret. Hun slaaer ikke den sunde Mennesketale i Stykker og klinker den sammen til et konstigt Klokkespil med indsmigrende Klang fra Troubadour-Tourneringerne. Ikke vil hun stille Versemaalet som Adelsmand og Prosaen som den Borgelige! jevnsides staae de i Klang, Fylde og Kraft.Ikke vil hun meisle ud af Islands Saga-Blokke de gamle Guder! de ere dde, der er ingen Sympathie for dem i den nye Tid, intet Slgtskab! Ikke vil hun byde sin Samtid indlogere deres Tanker i franske Roman-Kipper! ikke vil hun dve med Hverdagshistoriernes Chloroform! en Livs-Elixir vil hun bringe! hendes Sang i Vers og Prosa vil vre kort, klar, rig! Nationaliteternes Hjerteslag, hver er kun eet Bogstav i det store Udviklings-Alphabet, men hvert Bogstav griber hun med lige Kjrlighed, stiller dem i Ord og slynger Ordene i Rythmer til sin Nutids Hymne.
Og naar er Tidens Fylde kommen?
Det er lnge for os, som endnu ere her tilbage, det er kort for dem, som fli forud!
Snart falder den Chinesiske Muur; Europas Jernbaner naae Asiens aflukkede Cultur-Archiv, - de to Cultur-Strmme mdes! da maaskee bruser Fossen med sin dybe Klang, vi Nutids Gamle ville skjlve ved de strke Toner og fornemme deri et Ragnarok, de gamle Guders Fald, glemme, at hernede maae Tider og Folkeslgter forsvinde, og kun et lille Billede af hver, indesluttet i Ordets Kapsel, svmmer paa Evighedens Strm som Lotus-Blomst, og siger os, at de Alle ere og vare Kjd af vort Kjd, i forskjellig Kldning; Jdernes Billede straaler fra Bibelen, Grkernes fra Iliade og Odyssee, og vort -? Sprg det nye Aarhundredes Musa, i Ragnarok, naar det nye Gimle lfter sig i Forklarelse og Forstaaen.
Al Dampens Magt, al Nutids Tryk vare Lftestnger! Mester Blodls og hans travle Svende, der synes vor Tids mgtige Herskere, ere kun Tjenere, sorte Slaver, som smykke Hisalen, frembre Skattene, dkke Bordene til den store Fest, hvor Musaen med Barnets Uskyldighed, Ungmens Begeistring og Matronens Ro og Viden lfter Digtningens vidunderlige Lampe, dette rige, fulde Menneskehjerte med Guds-Flammen.
Vr hilset, Du Musa for Poesiens nye Aarhundrede! vor Hilsen lfter sig og hres, som Ormenes Tanke-Hymne hres, Ormen, der under Plovjernet skrer os Orme snder, for at Velsignelsen kan groe for den kommende nye Slgt.
Vr hilset, Du det nye Aarhundredes Musa!

