H. C. Andersen: Eventyr 153: Den store Sslange. (1872)

-----

Der var en lille Havfisk af god Familie, Navnet husker jeg ikke, det maa de Lrde sige Dig. Den lille Fisk havde attenhundrede Sskende, alle lige gamle; de kjendte ikke deres Fader eller Moder, de maatte strax skjtte sig selv og svmme om, men det var en stor Fornielse; Vand havde de nok at drikke, hele Verdenshavet, Fden tnkte de ikke paa, den kom nok; hver vilde flge sin Lyst, hver vilde faae sin egen Historie, ja det tnkte heller Ingen af dem paa.
Solen skinnede ned i Vandet, det lyste om dem, det var saa klart, det var en Verden med de forunderligste Skabninger, og nogle saa gruelig store, med voldsomme Gab, de kunde sluge de attenhundrede Sskende, men det tnkte de heller ikke paa, for Ingen af dem var endnu bleven slugt.
De Smaa svmmede sammen, tt op til hverandre, som Sildene og Makrelerne svmme; men som de allerbedst svmmede i Vandet og tnkte paa Ingenting, sank, med forfrdelig Lyd, ovenfra, midt ned imellem dem, en lang, tung Ting, der slet ikke vilde holde op; lngere og lngere strakte den sig, og hver af Smaafiskene, som den ramte, blev qvaset eller fik et Knk, som de ikke kunde forvinde. Alle Smaafisk, de store med, lige oppe fra Havets Flade og ned til dets Bund, foer i Forfrdelse tilside; den tunge, voldsomme Ting snkede sig dybere og dybere, den blev lngere og lngere, milelang, gjennem hele Havet.
Fisk og Snegle, Alt hvad svmmer, Alt hvad kryber, eller drives af Strmninger, fornam denne forfrdelige Ting, denne umaadelige, ubekjendte Havaal, der lige med Eet var kommet ned ovenfra.
Hvad var det dog for en Ting? Ja det vide vi! det var det store, milelange Telegraph-Toug, Menneskene snkede mellem Europa og Amerika.
Der blev en Forskrkkelse, der blev et Rre mellem Havets retmssige Beboere, hvor Touget snkedes. Flyvefisken satte til Veirs over Havfladen, saa hit den kunde, ja Knurhanen tog Fart et heelt Bsseskud over Vandet, for det kan den; andre Fisk sgte mod Havbunden, de foer med saadan Hastighed, at de kom lnge fr Telegraphtouget endnu var seet dernede; de skrmmede baade Kabliau og Flynder, som gik fredeligt i Havets Dyb og aad deres Medskabninger.
Et Par Splser blev saa forskrkkede, at de spyede deres Mave ud, men levede endda, for det kunne de. Mange Hummer og Taskekrabber gik ud af deres gode Harnisk og maatte lade Benene blive tilbage.
Under al den Skrk og Forvirring kom de attenhundrede Sskende fra hverandre, og mdtes ikke mere, eller kjendte ikke hverandre, kun en halv Snees blev paa samme Plet, og da de i et Par Timer havde holdt sig stille, forvandt de den frste Skrk og begyndte at blive nysgjerrige.
De saae sig om, de saae op og de saae ned, og der i Dybden troede de at ine den forfrdelige Ting, som havde skrmmet dem, skrmmet Store og Smaa. Tingen laae henover Havbunden, saa langt de kunde ine; meget tynd var den, men de vidste jo ikke, hvor tyk den kunde gjre sig, eller hvor strk den var. Den laae ganske stille, men, tnkte de, det kunde vre Lumskhed.
"Lad den ligge, hvor den ligger! Den kommer ikke os ved!" sagde den forsigtigste af Smaafiskene, men den Allermindste af dem vilde ikke opgive at komme til Kundskab om hvad den Ting kunde vre; ovenfra var det kommen ned, ovenfra maatte man bedst kunde hente Besked, og saa svmmede de op mod Havfladen, det var blikstille Veir.
Der mdte de en Delphin; det er saadan en Springfyr, en Havstryger, der kan slaae Kolbytter hen ad Havfladen; ine har den at see med, og den matte have seet og vide Besked; den spurgte de ad, men den havde kun tnkt paa sig selv og sine Kolbytter, ikke seet Noget, vidste ikke at svare, og saa taug den og saae stolt ud
Derpaa henvendte de sig til Slhunden, der just dukkede ned; den var hfligere, uagtet den der Smaafisk; men i Dag var den mt. Den vidste lidt Mere end Springfisken.
"Jeg har mangen Nat ligget paa en vaad Steen og seet ind mod Land, milevidt herfra; der er lumske Skabninger, de kaldes i deres Sprog Mennesker, de efterstrbe os, men oftest smutte vi dog fra dem, det har jeg forstaaet, og det har nu ogsaa den Havaal, I sprge om. Den har vret i deres Magt, vret oppe paa Landjorden, vist i umindelige Tider; derfra have de frt den paa Farti for at bringe den over Havet til et andet fjerntliggende Land. Jeg saae, hvilket Besvr de havde, men magte den kunde de, den var jo bleven mat paa Landjorden. De lagde den i Krands og Kreds, jeg hrte, hvor den ringlede og ranglede, da de lagde den, men den slap dog fra dem, slap herud. De holdt paa den af alle Krfter, mange Hnder holdt fast, den smuttede dog og naaede til Bunds; der ligger den, tnker jeg, til videre!"
"Den er noget tynd!" sagde de smaa Fisk.
"De have sultet den!" sagde Slhunden, "men den kommer sig snart, faaer sin gamle Tykkelse og Storhed. Jeg antager, at den er den store Sslange, som Menneskene ere saa bange for og tale saa meget om; jeg havde fr aldrig seet den og aldrig troet paa den; nu troer jeg, den er det!" og saa dukkede Slhunden.
"Hvor han vidste Meget! Hvor han talte Meget!" sagde de smaa Fisk. "Jeg har aldrig vret saa klog fr! - Naar det bare ikke er Lgn!"
"Vi kunne jo svmme ned og undersge!" sagde den Mindste; "paa Veien hre vi de Andres Mening!"
"Jeg gjr ikke et Slag med mine Finner, for at faae Noget at vide!" sagde de Andre og dreiede af.
"Men jeg gjr det!" sagde den Mindste og styrede afsted ned i det dybe Vand; men den var langt fra Stedet, hvor "den lange snkede Ting" laae. Den lille Fisk saae og sgte til alle Sider ned mod Dybet.
Aldrig fr havde den fornummet sin Verden saa stor. Sildene gik i store Stimer, skinnende som en Kmpebaad af Slv, Makrelerne fulgtes ogsaa ad og saae endnu prgtigere ud. Der kom Fisk i alle Skikkelser og med Tegninger i alle Farver; Medusaer, som halvgjennemsigtige Blomster, der lode sig bre og fre af Strmningerne. Store Planter voxte fra Havbunden, favnehit Grs og palmformede Trer, hvert Blad besat med skinnende Skaldyr.
Endelig inede den lille Havfisk en lang mrk Stribe dernede og styrede mod den, men det var hverken Fisk eller Toug, det var Relingen af et stort sunket Farti, hvis verste og nederste Dk var brudt itu ved Havets Tryk. Den lille Fisk svmmde ind i Rummet, hvor de mange Mennesker, der vare omkomne da Skibet sank, nu vare skyllede bort, paa to nr: en ung Qvinde laae der udstrakt med et lille Barn i sine Arme. Vandet lettede dem og ligesom vuggede dem, de syntes at sove. Den lille Fisk blev ganske forskrkket, den var uvidende om, at de ikke kunde vaagne mere. Vandplanter hang som Lvvrk ned over Relingen, hen over de to smukke Liig af Moder og Barn. Der var saa stille, der var saa eensomt. Den lille Fisk skyndte sig bort saa hurtigt den kunde, ud hvor Vandet var klarere belyst og hvor der var Fisk at see. Den var ikke kommen langt, da mdte den en ung Hval, saa forfrdelig stor.
"Slug mig ikke!" sagde den lille Fisk. "Jeg er ikke engang en Mundsmag, saa lille er jeg, og mig er det en stor Behagelighed at leve!"
"Hvad vil Du saa dybt hernede, hvor din Art ikke kommer?" spurgte Hvalen. Og saa fortalte den lille Fisk om den lange forunderlige Aal, eller hvad den Ting nu var, der ovenfra havde snket sig ned og forskrkket selv de allermodigste Havskabninger.
"Ho, ho!" sagde Hvalen og trak saa voldsomt Vand til sig, at den maatte stte en mgtig Vandstraale naar den kom op og trak Veiret. "Ho, ho!" sagde den, "saa det var den Ting, som krillede mig paa Ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en Skibsmast, jeg kunde bruge til Klpind! Men paa dette Sted her var det ikke. Nei, langt lngere ude ligger den Ting. Jeg vil dog undersge den, jeg har ikke Andet at bestille!"
Og saa svmmede den fremad og den lille Fisk bagefter, ikke for nr, thi der kom ligesom en rivende Strm, hvor den store Hval skd Fart gjennem Vandet.
De mdte en Hai og en gammel Savfisk; de To havde ogsaa hrt om den selsomme Havaal, saa lang og saa tynd; seet den havde de ikke, men det vilde de.
Nu kom der en Havkat.
"Jeg tager med!" sagde han, den vilde samme Vei.
"Er den store Sslange ikke tykkere end et Ankertoug, saa skal jeg bide den over i eet Bid!" og den aabnede sit Gab og viste sine sex Rkker Tnder. "Jeg kan bide Mrke i et Skibsanker, sagtens kan jeg bide den Stilk over!"
"Der er den!" sagde den store Hval, "jeg seer den!" Han troede, han saae bedre end de Andre. "See hvor den lfter sig, see hvor den svaier, bugter og krummer sig!"
Det var dog ikke den, men en umaadelig stor Havaal, flere Alen lang, som nrmede sig.
"Den der har jeg seet fr!" sagde Savfisken, "den har aldrig gjort stort Rabalder i Haveet, eller skrmmet nogen Storfisk!"
Og saa talte de til den om den nye Aal og spurgte, om den vilde med paa Opdagelse.
"Er den Aal lngere end jeg!" sagde Havaalen, "saa skal den skee en Ulykke!"
"Det skal den!" sagde de Andre. "Vi ere Nok til ikke at taale den! og saa skyndte de sig fremad.
Men da kom der Noget lige i Veien, et underligt Uhyre, strre end dem Allesammen.
Det saae ud som en svmmende , der ikke kunde holde sig oppe.
Det var en ldgammel Hval. Dens Hoved var overgroet med Havplanter, dens Ryg besat med Krybdyr og saa umaadelig mange sters og Muslinger, at dens sorte Skind var ganske hvidspttet.
"Kom med, Gamle!" sagde de. "Her er kommen en ny Fisk, som ikke skal taales."
"Jeg vil hellere ligge, hvor jeg ligger!" sagde den gamle Hval. "Lad mig i Ro! Lad mig ligge! Aa ja, ja, ja! Jeg brer paa en svr Sygdom! Min Lindring har jeg ved at naae op i Havfladen og faae Ryggen ovenfor! Saa komme de store, rare Sfugle og pille mig, det gjr saa godt, naar bare de ikke slaae Nbbet for dybt i, det gaaer tidt lige ind i mit Spk. See engang dog! Hele Beenraden af en Fugl sidder mig endnu i Ryggen; Fuglen slog Klerne for dybt og kunde ikke komme ls, da jeg gik tilbunds. Nu have Smaafiskene pillet ham. See hvorledes han seer ud og jeg seer ud! Jeg har Sygdom!"
"Det er bare Indbildning!" sagde Hajen. "Jeg er aldrig syg. Ingen Fisk er syg!"
"Undskyld!" sagde den gamle Hval; "Aalen har Hudsygdom, Karpen skal have Kopper, og Alle have vi Indvoldsorme!"
"Vrvl!" sagde Haien, han gad ikke hre Mere, de Andre ikke heller, de havde jo Andet at tage Vare.
Endelig kom de til Stedet, hvor Telegraphtouget laae. Det har et langt Leie paa Havbunden, fra Europa til Amerika, hen over Sandbanker og Havdynd, Klippegrund og Plantevildnis, hele Skove af Koraller, og saa vexle Strmmene dernede, Vandhvirvler dreie sig, Fisk mylre frem, flere i Flok end de tallse Fugleskarer, som Menneskene see i Trkfuglstiden. Der er et Rre, en Pladsken, en Summen, en Susen: den Susen spger der lidt af endnu i de store, tomme Havconchylier, naar vi holde dem for vort re.
Nu kom de til Stedet.
"Der ligger Dyret!" sagde de store Fisk, og den lille sagde det ogsaa. De saae Touget, hvis Begyndelse og Ende svandt i deres Synskreds.
Svampe, Polyper og Gorgoner svaiede fra Grunden, snkede og biede sig over det, saa at det snart skjultes, snart var at see. Spindsviin, Snegle og Orme rrte sig om det; kmpemssige Edderkopper, der havde en heel Bestning af Krybdyr paa sig, spankede hen ad Touget. Mrkeblaae Splser, eller hvad det Kryb hedder, det de med hele Kroppen, laae ligesom og lugtede til det nye Dyr, der havde lagt sig paa Havbunden. Flynder og Kabliau vendte sig i Vandet for at hre efter fra alle Sider. Stjernefisken, der altid borer sig ned i Dyndet og kun har de to lange Stilke med ine udenfor, laae og gloede for at see hvad der kom ud af det Rre.
Telegraphtouget laae uden bevgelse. Men Liv og Tanke var der i det; Mennesketanker gik igjennem det.
"Den Ting er lumsk!" sagde Hvalen. "Den er istand til at slaae mig paa Maven, og den er nu min mme Side!"
"Lad os fle os for!" sagde Polypen. "Jeg har lange Arme, jeg har smidige Fingre! jeg har rrt ved den, jeg vil nu tage lidt fastere."
Og den strakte sine smidige, lngste Arme ned til Touget og rundt om det.
"Den har ingen Skl!" sagde Polypen, "den har ingen Skind! Jeg troer, den aldrig fder levende Unger!"
Havaalen lagde sig langs Telegraphtouget og strakte sig saa langt den kunde.
"Den Ting er lngere end jeg!" sagde den. "Men det er ikke Lngden om at gjre, man maa have Hud, Mave og Smidighed."
Hvalen, den unge, strke Hval, neiede sig lige ned, dybere end den nogensinde havde vret.
"Er Du Fisk eller Plante?" spurgte den. "Eller er Du kun Ovenfras-Vrk, der ikke kan trives hernede hos os?"
Men Telegraphtouget svarede ikke; det har det ikke paa den Led. Der gik Tanker igjennem det, Mennesketanker; de lde i eet Secund de mange hundrede Mile fra Land til Land.
"Vil Du svare eller vil Du knkkes?" spurgte den glubende Hai, og alle de andre store Fisk spurgte om det Samme: "Vil Du svare eller vil Du knkkes?"
Touget rrte sig ikke, det havde sin aparte Tanke, og en saadan kan Den have, der er fyldt med Tanker.
"Lad dem kun knkke mig, saa hales jeg op og kommer i Stand igjen, det er skeet ved Andre af mit Slags, i mindre Farvande!"
Det svarede derfor ikke, det havde Andet at bestille, det telegrapherede, laae i lovligt Embede paa Havets Bund.
Ovenover gik nu Solen ned, som Menneskene kalde det, den blev som den rdeste Ild, og alle Himmelens Skyer skinnede som Ild, den ene prgtigere end den anden.
"Nu faae vi den rde Belysning!" sagde Polyperne, "saa sees den Ting maaskee bedre, om saa behves."
"Paa den, paa den!" raabte Havkatten og viste alle sine Tnder.
"Paa den, paa den!" sagde Svrdfisken og Hvalen og Havaalen.
De styrtede frem, Havkatten foran; men lige idet den vilde bide om Touget, jog i bar Heftighed Savfisken sin Sav lige ind i Bagdelen paa Havkatten; det var en stor Feiltagelse, og Katten fik ikke Krfter til Bid.
Der blev et Mudder nede i det Mudder: Storfisk og Smaafisk, Splser og Snegle lbe mod hverandre, aad hverandre, masede, qvasede. Touget laae stille og vede sin Gjerning, og det skal man.
Den mrke Nat rugede ovenover, men Havets Milliarder og Milliarder levende Smaadyr lyste. Krebs, ikke saa store som et Knappenaalshoved, lyste. Det er ganske vidunderligt, men saaledes er det nu.
Havets Dyr saae paa Telegraphtouget.
"Hvad er dog den Ting, og hvad er den ikke?"
Ja det var Sprgsmaalet.
Da kom der en gammel Havko. Menneskene kalde det Slags: Havfrue eller Havmand. En Hun var hun, havde Hale og to korte Arme at pjaske med, hngende Bryst, og Tang og Snyltedyr i Hovedet, og det var hun stolt af.
"Vil I have Kundskab og Kjendskab?" sagde hun, "saa er jeg nok den Eneste, der kan give den; men jeg forlanger herfor farefri Grsgang paa Havbunden for mig og Mine. Jeg er Fisk som I, og jeg er ogsaa Krybdyr ved velse. Jeg er den Klogeste i Havet; jeg veed om Alt, hvad der rrer sig hernede, og om Alt, hvad der er ovenfor. Den Ting der, I grubliserer over, er ovenfra, og hvad deroppefra dumper ned, er ddt eller bliver ddt og magteslst; lad den ligge for hvad den er. Den er kun Menneske-Paafund!"
"Jeg troer nu der er noget Mere ved den!" sagde den lille Havfisk.
"Hold Mund, Makrel!" sagde den store Havko.
"Hundesteile!" sagde de Andre, og det var endnu mere fornrmeligt sagt.
Og Havkoen forklarede dem, at det hele Alarmdyr, som forresten jo ikke sagde et Muk, var kun Paafund fra det trre Land. Og den holdt et lille Foredrag over Menneskenes Trdskhed.
"De ville have fat paa os," sagde den, "det er det Eneste, de leve for; de spnde Garn ud, komme med Mading paa Krog for at lokke os. Denne der er et Slags stor Snre, som de troe vi skulle bide paa, de ere saa dumme! Det er vi ikke! Rr kun ikke det Makvrk, det trevler op, bliver til Smuld og Dynd, det Hele. Hvad ovenfra kommer, har Knk, Brk, duer ikke!"
"Duer ikke!" sagde alle Havskabningerne og holdt sig til Havkoens Mening for at have en Mening.
Den lille Havfisk beholdt sin egen Tanke. "Den umaadelig lange, tynde Slange er maaskee den vidunderligste Fisk i Havet. Jeg har en Fornemmelse deraf."
"Den Vidunderligste!" sige vi Mennesker med, og sige det med Kjendskab og Forvisning.
Den store Sslange er det, omtalt lngst forud i Sange og Sagn.
Den er fdt og baaren, sprungen ud fra Menneskets Snille og lagt paa Havets Bund, strkkende sig fra stens Lande til Vestens Lande, brende Budskab hurtig som Lysets Straale fra Solen til vor Jord. Den voxer, voxer i Magt og Udstrkning, voxer Aar for Aar, gjennem alle Have, Jorden rundt, under de stormende Vande og de glasklare Vande, hvor Skipperen seer ned, som seilede han gjennem den gjennemsigtige Luft, seer mylrende Fisk, et heelt Farvefyrvrkeri.
Dybest ned strkker sig Slangen, en Velsignelsens Midgaardsorm, der bider i sin Hale, idet den omslutter Jorden; Fisk og Krybdyr lbe med Panden imod, de forstaae dog ikke den Ting ovenfra: Mennskehedens tankefyldte, i alle Sprog forkyndende og dog lydlse Kundskabsslange paa Godt og Ondt, den vidunderligste af Havets Vidundere, vor Tids den store Sslange.

