Den gamle kirkeklokke
(Skrevet til Schillers album)
af
Hans Christian Andersen

-----

I det tyske land Wrtemberg, hvor akacietrerne s dejligt blomstrer ved landevejen og ble- og pretrerne bugner i hst ved den modne velsignelse, ligger en lille by, Marbach; den hrer til de ganske ringe stder, men smukt ligger den ved Neckarfloden, der skynder sig forbi byer, gamle ridderborge og grnne vinbjerge, for at blande sine vande med den stolte Rhinstrm.

Det var sent p ret, vinlvet hang med rde blade, regnbyger faldt, og den kolde blst tog til; det var ikke den fornjeligste tid for de fattige; det blev mrke dage, og mrkere endnu var der inde i de gamle, sm huse. Et af disse l med gavlen ud mod gaden, med lave vinduer, fattigt og ringe at se til, og det var da ogs familien, som boede der, men brav og flittig; dertil med gudsfrygt i hjertets skatkammer. Et barn tl ville Vorherre snart forunde dem; det var timen, moderen l i smerte og nd, da ld ind til hende fra kirketrnet klokkeklang, s dyb, s festlig, det var en hjtidsstund, og klokkens lyd fyldte den bedende med andagt og tro; tankerne lftede sig s inderligt mod Gud, og i samme stund fdte hun sin lille sn og flte sig s uendelig glad. Klokken i trnet syntes at ringe hendes glde ud over by og land. To klare barnejne s p hende, og den lilles hr skinnede, som om det var forgyldt; barnet blev modtaget i verden med klokkeklang p den mrke novemberdag; moder og fader kyssede det, og i deres bibel skrev de ind, at den tiende november 1759 gav Gud os en sn, og siden blev tilfjet, at han i dben fik navnene Johan Christoph Friedrich.

Hvad blev der af den lille fyr, den fattige dreng fra det ringe Marbach? Ja, det vidste ingen dengang, selv ikke den gamle kirkeklokke, i hvor hjt den hang og havde ringet og sunget frst for ham, der siden skulle synge den dejligste sang om Klokken.

Og den lille voksede og verden voksede for ham; vel flyttede forldrene til en anden by, men kre venner blev i det lille Marbach, og derfor kom ogs moder og sn der i besg en dag; drengen var endnu kun seks r, men han kendte allerede en del til Biblen og de fromme salmer, han havde alt mangen aften fra sin lille rrstol hrt fader lse Gellerts fabler og sangen om Messias; hede trer havde han og den to rs ldre sster grdt ved lsningen om ham, der led korsets dd til frelse for os alle.

Ved det frste besg i Marbach havde byen ikke stort forandret sig, det var jo heller ikke s meget lnge siden, de drog bort; husene stod som fr med spidse gavle, hldende mure og lave vinduer; p kirkegrden var kommet nye grave til, og der, lige op til muren, stod nu nede i grsset den gamle klokke, den var falden ned fra sin hjde, havde fet en sprkke og kunne ikke ringe mere, en ny var ogs kommen i dens sted.

Moder og sn var trdt ind p kirkegrden, de stod foran den gamle klokke, og moderen fortalte sin lille dreng, hvorledes den klokke i flere hundrede r havde gjort gavn, ringet til barnedb, til bryllupsglde og begravelse; den havde mlet om festglde og ildens rdsler; ja klokken sang ud et helt menneskeliv. Og aldrig glemte barnet hvad moderen fortalte, det klang i hans bryst, til han som mand mtte synge det ud. Og moderen fortalte ham, hvorledes denne gamle kirkeklokke havde ringet trst og glde til hende i angstens time, runget og sunget, da hendes lille dreng blev givet hende. Og barnet s nsten med andagt p den store, gamle klokke, han bjede sig ned og kyssede den, i hvor gammel, sprukken og henkastet den end her stod imellem grs og nlder.

I minde blev den hos den lille dreng, der i fattigdom skd op; lang og mager, rdlig af hr, fregnet i ansigtet, ja det var han, men to klare jne, som det dybe vand, havde han i eje. Hvorledes gik det ham? Det gik ham godt, misundelsesvrdigt godt! han var i hjeste nde taget op i den militre skole i afdelingen, hvor de finere folks brn var, og det var en hder, en lykke; han gik med stvletter, stift halsbind og pudret paryk. Lrdommen fik han, og den kom under March! Holdt! Front! Det kunne der nok komme noget ud af.

Den gamle kirkeklokke, gemt og glemt, ville vel engang komme i smelteovnen, hvad kom der s ud af den? Ja det var det umuligt at sige, og det var heller ikke muligt at sige, hvad der ville komme af den klokke inde i det unge bryst, der var en malm derinde, den rungede, den mtte klinge ud i den vide verden, og jo snvrere der blev bag skolens mur og jo mere dvende der ld March! Holdt! Front!, des strkere klang det i ungersvendens bryst, og han sang det for kammeraternes kreds, og klangen ld ud over landets grnser; men derfor havde han ikke fet skolegang, klder og fde; nummeret havde han til den nagle, han skulle vre i det store urvrk, vi alle skulle hre til i den hndgribelige nytte.  Hvor lidet forstr vi os selv, hvorledes skulle da de andre, selv de bedste, altid forst os! Men det er ved trykket just at delstenen skabes. Trykket var her, mon i tidens lb verden skulle kende delstenen?

Der var stor festlighed i landsherrens hovedstad. Tusinde lamper lyste, raketterne strlede; den glans mindes endnu ved ham, der da i trer og smerte unset sgte at n fremmed grund; han mtte fra fdreland, moder, alle sine kre, eller forg i almindelighedens strm.

Den gamle klokke havde det godt, den stod i l ved Marbachs kirkemur, gemt, glemt! Vinden fr hen over den og kunne have fortalt om ham, ved hvis fdsel klokken ringede, fortalt, hvor koldt den havde blst hen over ham, nys han udmattet af trthed sank ned i nabolandets skov, hvor hele hans rigdom og fremtids hb kun var skrevne blade om Fiesco; Vinden kunne have fortalt om de eneste beskyttere, kunstnere jo allesammen, der sneg sig bort fra lsningen deraf og legede ved keglespillet. Vinden kunne melde om den blege flygtning, der levede uger, mneder i det fattige krohus, hvor vrten stjede og drak, hvor der var r lystighed, medens han sang om idealet. Tunge dage, mrke dage! selv m hjertet lide og prve hvad det skal synge ud.

Mrke dage, kolde ntter gik over den gamle klokke; den fornam det ikke, men klokken i menneskets bryst fornemmer sin trange tid. Hvorledes gik det den unge mand? Hvorledes gik det den gamle klokke? Ja klokken kom langvejs bort, lngere end den fra sin hjhed i trnet havde kunnet hres; den unge mand, ja klokken i hans bryst ld lngere bort end hans fod skulle vandre og hans jne se, den rungede og ringer endnu ud over verdenshavet, jorden rundt. Hr nu frst om klokken! Den kom fra Marbach, solgt blev den som gammelt kobber og skulle i smelteovnen inde i det bayerske land. Hvorledes kom den derhen og nr? Ja, det m klokken selv fortlle, om den kan, det er ikke af stor vigtighed; men vist er det, den kom til Bayerns kongestad; mange r var get siden den faldt fra trnet, nu skulle den smeltes, skulle med i stbning af et stort hdersmonument, skikkelsen af en storhed for det tyske folk og land. Hr nu, hvorledes det traf, underligt og dejligt gr det dog til i denne verden! Oppe i Danmark, p en af de grnne er, hvor bgen gror og hvor der er de mange kmpegrave, var der en ganske fattig dreng, der havde get i trsko, bret mad i et gammelt klde til sin fader, der gik og snittede p holmen; det fattige barn var blevet sit lands stolthed, han huggede i marmor herligheder, s at verden undrede sig derover, og ham var det just, der fik det hdershverv af forme i leret en storheds, sknheds skikkelse, der kunne stbes i malm, billedet af ham, hvis navn faderen havde nedskrevet i sin bibel: Johan Christoph Friedrich.

Og malmet fld gldende ind i formen, den gamle kirkeklokke  ja, ingen tnkte p dens hjemstavn og hendde klingen, klokken fld med i formen og dannede hoved og bryst p statuen, som den nu afslret str i Stuttgart foran det gamle slot, p pladsen hvor han, den forestiller, gik lyslevende, i kamp og strben, trykket af verden udenom, han, drengen fra Marbach, eleven fra Carlsskolen, flygtningen, Tysklands store, uddelige digter, der sang om Schweiz' befrier og Frankrigs gudbegejstrede jomfru.

Det var en dejlig solskinsdag, faner vajede fra trn og tage i det kongelige Stuttgart, kirkeklokkerne ringede til fest og glde, kun n klokke tav, den lyste i det klare solskin, lyste fra ansigt og bryst i hdersskikkelsen; det var netop hundrede r fra den dag, klokken i Marbachs trn ringede glde og trst til den lidende moder, der fdte sit barn, fattig i det fattige hus, engang den rige mand, hvis skatte verden velsigner; han, det dle kvindehjertes digter, det stores og herliges sanger, Johan Christoph Friedrich Schiller.

-----

* * *
