Den gamle gravsten
af Hans Christian Andersen

-----

I en af de sm kbstder, hos en mand, der havde sin egen grd, sad hele familien i kreds sammen om aftnen, p den rstid, da man siger aftnen lnges; det var endnu mildt og varmt; lampen var tndt, de lange gardiner hang ned for vinduerne, hvor der stod blomsterpotter, og udenfor var det et dejligt mneskin; men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel, stor sten, der l nede i grden, tt ved kkkendren, hvor pigerne tit opstillede det skurede kobbertj, for at det skulle trres i solen, og hvor brnene gerne legede,  det var egentlig en gammel gravsten.

Ja, sagde manden i huset, jeg tror den er fra den gamle nedbrudte klosterkirke; der blev jo solgt bde prdikestol, epitafer og gravsten! min salig fader kbte flere af disse, de blev slet itu til brolgning, men denne sten blev tilovers og er siden blevet liggende i grden.

Man kan godt se, at det er en gravsten, sagde den ldste af brnene, der er endnu at se p den et timeglas og et stykke af en engel, men indskriften der stod, er nsten rent slettet ud, undtagen det navn Preben og et stort S, der str lige bag efter og lidt lngere nede Marthe; men mere kan man ikke f ud og det er da kun, nr det har regnet eller vi har vasket den, at det str tydeligt.

Herregud, det er Preben Svanes og hans hustrus gravsten! sagde en gammel mand derinde, der kunne, i sin alder, godt vre bedstefader til dem alle sammen i stuen. Ja, det gtepar var et af de sidste som blev jordet p den gamle klosterkirkegrd! det var et gammelt, hderligt par fra mine drenger! Alle kendte dem, og alle holdt af dem, de var alderskongeparret her i byen! Folk sagde om dem at de ejede over en tnde guld, og dog gik de simpelt kldt, i det groveste tj, men deres linned var s skinnende hvidt. Det var et dejligt gammelt par, Preben og Marthe!  Nr de sad p bnken, der var oppe p husets hje stentrappe, som det gamle lindetr hldede sine grene over, og de nikkede venligt og mildt, s blev man ordentlig glad derved. De var s magelse gode mod de fattige! de bespiste dem, de kldte dem, og der var fornuft og sand kristendom i al deres godgrenhed. Frst dde konen! jeg husker den dag s godt! jeg var en lille dreng og med min fader inde hos gamle Preben, lige idet at hun var hensovet; den gamle mand var s bevget, grd, som et barn.  Liget l endnu i sovekamret, tt ved, hvor vi sad,  han talte til min fader og et par naboer, om hvor ensomt der nu ville blive, hvor velsignet hun havde vret, hvor mange r de havde levet sammen, og hvorledes det gik til at de blev kendt med hinanden og fik hinanden kr; jeg var som sagt, lille, og stod og hrte til, men det opfyldte mig forunderligt at hre p den gamle mand, og se, hvorledes han mere og mere blev livlig, fik rde kinder, idet han talte om forlovelsesdagene, hvor yndig hun havde vret, hvor mange sm uskyldige omveje han havde get for at trffes med hende, og han talte om bryllupsdagen, hans jne lyste derved, han levede ligesom tilbage igen i den gldestid, og s l hun nu inde i kamret tt ved dd, en gammel kone, og han var en gammel mand og talte om hbets tid!   ja, ja, sledes gr det! Da var jeg et barn kun og nu er jeg gammel, gammel, som Preben Svane. Tiden gr og alting skifter!  Jeg husker s godt hendes begravelsesdag, gamle Preben gik lige bag efter ligkisten. Et par r forud havde gteparret ladet deres gravsten hugge med indskrift og navne, p ddsret nr; stenen blev om aftnen krt hen og lagt p graven,  og ret efter lftedes den igen og gamle Preben kom ned til sin hustru.  Der var ikke den rigdom efter dem, som folk havde troet og sagt, det der var, kom til familien, langt ude, den man aldrig fr havde vidst om. Det bindingsvrkshus, med bnken p den hje stentrappe under lindetret, blev revet ned af magistraten, thi det var alt for brstfldigt til at de turde lade det st. Siden, da det gik med klosterkirken ligesdan og kirkegrden blev hvet, s kom Prebens og Marthes gravsten, som alt derfra, til hvem, der ville kbe det, og nu er det truffet s, at den ikke er blevet slet i stykker og brugt, men ligger endnu i grden til legested for de sm, og til hylde for pigens skurede kkkentj.  Den brolagte gade gr nu hen over gamle Prebens og hans hustrus hvilested; ingen husker dem mere!

Og den gamle mand, som fortalte alt dette, rystede vemodig med hovedet. Glemmes!  Alt skal glemmes! sagde han.

Og s talte de i stuen om andre ting; men den mindste dreng derinde, et barn med store, alvorlige jne, krb op p stolen bag gardinerne, og s ned i grden, hvor mnen skinnede klart p den store sten, der altid fr havde syntes ham tom og flad, men nu l der, som et helt stort blad af en historiebog. Alt hvad drengen havde hrt om Preben og hans hustru havde stenen inde; og han s p den, og han s op mod den klare, lyse mne, i den rene, hje luft og det var ligesom et Guds ansigt, der skinnede ud over jorden.

Glemmes!  Alt skal glemmes! ld det inde i stuen, og i det jeblik kyssede en usynlig engel drengens bryst og pande og hviskede stille: Gem det givne frkorn vel, gem det til modenhedens tid!  Ved dig, du barn, skal den udslettede indskrift, den smuldrende gravsten, med lyse gyldne trk st for kommende slgter! Det gamle gtepar skal igen arm i arm, vandre did gennem de gamle gader, og smilende med friske, rde kinder, sidde p stentrappen under lindetret, og nikke til fattig og rig. Frkornet fra denne time vil, gennem ringer, vokse til et blomstrende digtervrk. Det gode og sknne glemmes ikke, det lever i sagn og sange.

-----

* * *
