H. C. Andersen: Eventyr 90: "Deilig!" (1860)

-----

Billedhuggeren Alfred, ja Du kjender ham vel? Vi kjende ham Allesammen: han fik Guldmedaillen, reiste til Italien og kom hjem igjen; da var han ung, ja det er han da endnu, men dog altid en halv Snees Aar ldre end dengang.
Han kom hjem, kom i Besg i en af Sjllands Smaastder, hele Byen vidste om den Fremmede, vidste hvem han var; for hans Skyld var Selskab hos en af de rigeste Familier, Alt, hvad der var Noget eller havde Noget, var indbudt, det var en Begivenhed, Byen vidste det uden Trommeslag, Haandvrksdrenge og Smaafolks Brn, et Par af Forldrene med, stode udenfor og saae paa de nedrullede, belyste Gardiner, Vgteren kunde bilde sig ind, han gjorde Selskab, saa mange Folk stod der i hans Boldgade; det smagte af Fornielse, og indenfor var rigtignok Fornielse tilhuse, der var Hr. Alfred, Billedhuggeren.
Han talte, han fortalte, og Alle derinde hrte paa ham med Glde, med Salvelse, men Ingen mere end en ldre Enkefrue af Embedsstanden, og hun var for Alt hvad Hr. Alfred sagde, et ubeskrevet graat Papir, der sugede det Sagte strax i sig og bad om Mere, hist modtagelig, utrolig uvidende, en Qvindelig Caspar Hauser.
"Rom gad jeg nok see!" sagde hun, "det maa vre en yndig by med alle de mange Fremmede, som komme der, beskriv os nu Rom! hvorledes seer der nu ud idet man kommer ind af Porten?"
"Det er ikke let at beskrive!" sagde den unge Billedhugger. "Der er en stor Plads; midt paa den staaer en Obelisk, som er fire tusind Aar gammel!"
"En Organist!" udbrd Fruen, hun havde aldrig fr hrt Ordet Obelisk; Nogle vare nr ved at lee, Billedhuggeren med, men det Smiil som kom, gled hen i Beskuelse, thi han saae tt ved Fruen et Par store, havblaae ine, det var Datteren af hende, der talte, og naar man har en saadan Datter, kan man ikke vre eenfoldig! Moderen var et sende Sprgsmaals Vld, Datteren Vldets Skjnheds Najade der hrte til. Hvor var hun deilig! hun var Noget for en Billedhugger at see paa, men ikke tale med, og hun talte Intet, idetmindske meget lidt.
"Har Paven en stor Familie?" spurgte Fruen.
Og den unge Mand svarede, som Sprgsmaalet bedre kunde have vret stillet: "Nei, han er ikke af stor Familie!"
"Det mener jeg ikke!" sagde Fruen; "jeg mener, har han Kone og Brn?"
"Paven tr ikke gifte sig!" svarede han.
"Det holder jeg ikke af!" sagde Fruen.
Klgtigere kunde hun vel have spurgt og talt, men om hun ikke havde spurgt og talt, som hun gjorde det, mon da vel Datteren saaledes havde heldet sig op til hendes Skulder og seet med dette nsten rrende Smiil?
Og Hr. Alfred talte, talte om Italiens Farvepragt, de blaanende Bjerge, det blaa Middelhav, Sydens Blaa, en Deilighed, som man i Norden kun fandt overtruffen i det nordiske Qvindes blaa ine. Og det blev her sagt med Hentydning, men hun som skulde forstaae det, hun lod sig ikke mrke med at hun forstod det; og det var jo nu ogsaa deiligt!
"Italien!" sukkede Nogle, "reise!" sukkede Andre. "Deilig! deilig!"
"Ja, naar jeg nu vinder de halvtredsindtyve Tusind Rigsdaler i Lotteriet," sagde Enkefruen, "saa reise vi! jeg og min Datter, og De, Hr. Alfred! skal fre os an! vi reise alle Tre! og et Par andere gode Venner med!" og saa nikkede hun fornieligt til dem Allesammen, Enhver havde Lov at troe, det er mig der skal med. "Til Italien ville vi! men vi ville ikke hvor der er Rvere, vi blive i Rom og pas de store Landeveie, hvor man er sikker!"
Og Datteren drog et lille Suk; hvormeget kan der ikke ligge i et lille Suk, eller lgges deri; den unge Mand lagde Meget deri; de to blaae ine, denne Aften belyste for ham, skjulte Skatte, Aandens og Hjertets Skatte, rige, som alle Roms Herligheder, og da han forlod Selskabet, - ja saa var han vk, - vk i Frkenen.
Enkefruens Huus blev af alle Huse det, Hr. Alfred, Billedhuggeren, besgte; man indsaae, at det ikke kunde vre for Moderens Skyld, uagtet han og hun altid vare de Talende, det maatte vre for Datterens Skyld han kom. Kala blev hun kaldt, hun hed Karen Malene, de to Navne vare trukne sammen til det ene Navn Kala; deilig var hun, men lidt dvask, sagde Een og Anden; hun laae gjerne lidt lnge om Morgenen.
"Det er hun vant til fra sin Barndom!" sagde Moderen, "hun har altid vret en Venus-Unge, og de blive saa let trtte. Hun ligger lidt lnge, men deraf har hun sine klare ine!"
Hvilken Magt var der ikke i disse klare ine! disse havblaae Vande; det stille Vand med den dybe Grund, det fornam den unge Mand, han sad fast paa den dybe Grund.- Han talte og fortalte, og Mama spurgte altid lige levende, freidigt og flot, som ved frste Mde.
Det var en Fornielse at hre Hr. Alfred fortlle; han fortalte om Neapel, om Vandringerne paa Vesuv og fremviste dertil i farvede Billeder flere af Eruptionerne. Og Enkefruen havde aldrig fr hrt om det eller faaet det i Overveielse.
"Bevar os!" sagde hun, "det er da et ildspruddendes Bjerg! kan der Ingen komme til Skade ved det?"
"Hele Byer ere gaaende tilgrunde!" svarede han, "Pompeji og Herculanum!"
"Men de ulykkelige Mennesker! og alt Det har De selv seet!"
"Nei, ingen af de Udbrud, jeg her har i Billeder, men jeg skal vise Dem i en Tegning af mig selv, hvorledes Udbruddet var da jeg saae det!"
Og han tog frem en Skizze gjort med Blyant, og Mama, der sad opfyldt i Beskuelsen af de strkt colorerede Billeder, saae paa den blege Blyant-Skizze og udbrd i Overraskelse:
"De har seet det sprudde hvidt!"
Det blev et ieblik sort i Hr. Alfreds Hiagtelse for Mama, men snart, i Kalas Belysning, forstod han, at hendes Moder ikke havde Farvesands, det var det Hele, hun havde det Bedste, det Skjnneste, hun havde Kala.
Og med Kala blev Alfred forlovet, det var saa rimeligt; og Forlovelsen stod i Byens Avis. Mama fik sig tredive Exemplarer af den, for at klippe det Stykke ud og lgge i Breve til Venner og Bekjendte. Og de Forlovede vare lykkelige og Svigermama med, hun var ligesom kommen i Familie med Thorvaldsen.
"De er dog hans Fortsttelse!" sagde hun.
Og Alfred syntes at hun sagde noget Aandrigt. Kala sagde ikke Noget, men hendes ine lyste, Smilet sad om Munden, hver Bevgelse var deilig; og deilig var hun, det kan ikke siges for tidt.
Alfred formede Kalas og Svigermamas Buste; de sade for ham og saae, hvorledes han med Fingeren glattede og biede det blde Leer.
"Det er nu for vor Skyld," sagde Svigermama, "at De selv gjr det simple Arbeide, og ikke lader Deres Karl klatte det sammen!"
"Det er just ndvendigt at jeg former det i Leret!" sagde han.
"Ja De er nu altid saa overordenlig galant!" sagde Mama, og Kala trykkede stille hans Haand, som Leret sad paa.
Og han udviklede for dem begge To Naturens Herlighed i det Skabte, hvorledes det Levende stod over det Dde, Planten over Mineraliet, Dyret over Planten, Mennesket over Dyret; hvorledes Aand og Skjnhed aabenbarede sig gjennem Formen og at Billedhuggeren gav den jordiske Skikkelse af det Herligste i dets Aabenbarelse.
Kala stod taus, vuggende hans udtalte Tanke, Svigermama tilstod:
"Det er svrt at flge med! men jeg gaaer langsomt efter med Tankerne, og de surre ved det, men jeg har fast!"
Og Deiligheden havde ham fast, den fyldte ham, betog og beherskede ham. Deiligheden lyste ud af hele Kalas Skikkelse, ud af hendes Blik, fra Mundvigerne, fra selv Fingrenes Bevgelse, det udtalte Alfred og han, Billedhuggeren, forstod sig paa det, han talte kun om hende, tnkte kun paa hende, de To blev Eet, og saaledes talte hun ogsaa meget, for han talte srdeles meget.
Det var Forlovelsesdagene, nu kom Brylluppet med Brudepiger og Brudegaver, og de bleve nvnte i Brudetalen.
Svigermama havde i Brudehuset stillet op for Bordenden Thorvaldsens Buste med Slobrok om, han skulde vre Gjest, det var hendes Idee; der blev sjunget Viser og der blev drukket Skaaler, det var et fornieligt Bryllup, et deiligt Par: "Pygmalion fik sin Galathea", stod der i en af Sangene: "Det er nu saadan Mythhologie!" sagde Svigermama.
Dagen derpaa reiste det unge Par til Kjbenhavn for der at boe og bygge, Svigermama fulgte med for at tage sig af det Grove! sagde hun, det vil sige styre Huusvsenet. Kala skulde sidde i Dukkeskab! Alt var Nyt, blankt og deiligt! der sad de alle Tre, - og Alfred, ja, for at bruge et Ordsprog, der belyser hvorledes han sad, han sad som en Bisp i en Gaaserede.
Formens Trolddom havde daaret ham, han havde seet paa Foderalet og ikke paa hvad der stak i Foderalet og det er Uheld, meget Uheld i gtestanden; gaaer Foderalet op i Liimningerne og Glimmerguldet falder af, saa fortryder man Handelen. I stort Selskab er det hist ubehageligt at mrke, at man har mistet begge sine Seleknapper og vide, at man ikke kan stole paa sit Spnde, for man har intet Spnde, men endnu vrre er det i stort Selskab at fornemme, at Kone og Svigermama tale dumt og da, ikke at kunne stole paa selv at faae et vittigt Indfald der bortveirer Dumheden.
Saa tidt sad det unge gtepar Haand i Haand, og han talte og hun dryppede et Ord, samme Melodie, samme to, tre Klokketoner. Det var en Aandsluftning, naar Sophie, een af Veninderne, kom.
Sophie var meget lidt kjn; ja hun var uden Skavank, lidt skjev var hun rigtignok, sagde Kala, men det var visseligt ikke mere, end kun Veninder kunne see det; hun var en meget fornuftig Pige, dog det faldt hende ikke ind at hun her kunde blive farlig. Hun var en forfriskende Luftning i Dukkeskabet, og frisk Luftning trngte man til, det indsaae de Allesammen; luftes maatte der og saa kom de ud af luftes, Svigermama og det unge gtepar reiste til Italien.
"Gud skee Lov vi ere hjemme i vort Eget igjen!" sagde Moder og Datter, da de Aaret efter med Alfred, alle Tre. kom tilbage.
"Det er ingen Fornielse at reise!" sagde Svigermama; "det er egenligt kjedeligt! undskyld at jeg siger det. Jeg kjedede mig, uagtet jeg havde mine Brn med, og det er dyrt, meget dyrt at reise! Alle de Gallerier man skal see! Alt det man skal lbe efter! man kan jo ikke vre Andet bekjendt, naar man kommer hjem og bliver spurgt ud! og saa maa man dog hre at det er det Deiligste, det man fik glemt at see. Mig kjedede i Lngden disse evige Madonnaer, man bliver selv bare Madonna!"
"Og den Mad man faaer!" sagde Kala.
"Ikke en rlig Kjdsuppe!" sagde Mama. "Det er Daarligdom med deres Madlavning!"
Og Kala var bleven fatigueret af Reisen, vedvarende fatigueret, det var det Vrste. Sophie kom der i Huset, og Gavn gjorde hun.
Det maatte man erkjende, sagde Svigermama, at Sophie forstod sig paa Huusvsen og Kunstvsen og Alt hvad hun efter sin Formue ikke havde Raad til, og saa var hun dertil meget agtbar, inderlig trofast; det viste hun ret, da Kala laae syg og tabte sig.
Hvor Foderalet er det Hele, der maa Foderalet holde ud, ellers er det forbi med Foderalet - og det var forbi med Foderalet, - Kala dde.
"Hun var deilig!" sagde Moderen, "hun var rigtignok noget Andet end Antikkerne, de ere saa rambonerede! Kala var heel og det skal en Skjnhed vre!"
Alfred grd og Moderen grd og de gik begge i sorte Klder, Mama kldte Sort isr, og hun gik lngst i Sort, bar lngst Sorg, og hun fik den Sorg til, at Alfred giftede sig igjen, tog Sophie, der ikke havde Udvortes.
"Han er gaaet til Yderligheder!" sagde Svigermama, "gaaet fra det Deiligste til det Grimmeste, han har kunnet glemme sin frste Kone. Der er ikke Udholdenhed hos Mandfolk! min Mand var anderledes! han dde ogsaa fr jeg!"
"Pygmalion fik sin Galathea!" sagde Alfred, "ja det stod i Brudevisen; jeg havde ogsaa virkelig forelsket mig i den deilige Statue, der fik Liv i mine Arme! men den beslgtede Sjl, som Himlen sender os, en af dens Engle, der kan fle med os, tnke med os, lfte os, hvor vi bies, har jeg nu frst fundet og vundet. Du kom, Sophie! ikke i Form-Skjnhed, i Straaleglands, - men god nok, mere smuk, end det behves! Hovedsagen er Hovedsagen! Du kom og lrte Billedhuggeren, at hans Vrk kun er Leer, Stv, kun et Aftryk i dette af den indre Kjrne, den vi skulle sge. Stakkels Kala! vort Jordliv var som et Reiseliv! deroppe, hvor man samles i Sympathie, ere vi hinanden maaskee halv fremmede!"
"Det var ikke kjrligt sagt," sagde Sophie, "det var ikke christeligt! hist oppe, hvor der ikke skal tages tilgte, men, som Du siger, Sjlene mdes ved Sympathie, der, hvor alt Herligt udfolder og lfter sig, vil hendes Sjl maaskee klinge i saa fuldelig Kraft, at den overklinger min, og Du - Du vil da igjen udbryde i dit frste Forelskelses-Udbrud: Deilig, deilig!"

