Der er forskel
af Hans Christian Andersen

-----

Det var i maj mned, vinden blste endnu koldt; men forret var der, sagde buske og trer, mark og enge; det myldrede med blomster og det lige op i det levende grde, og der just talte forret selv sin sag, det talte fra et lille bletr, der var n eneste gren, s frisk, s blomstrende, overdnget med de fine rosenrde knopper, som var lige ved at bne sig; den vidste nok selv, hvor kn den var, for det ligger i bladet, som i blodet, og derfor blev den heller ikke overrasket ved at herskabsvognen holdt p vejen foran den, og den unge grevinde sagde, at den blegren var det yndigste, man kunne se, den var forret selv i sin dejligste benbarelse. Og grenen blev brkket af, og hun holdt den i sin fine hnd og skyggede over den med sin silkeparasol,  og s krte de til slottet, hvor der var hje sale og pyntelige stuer; klare hvide gardiner flagrede ved de bne vinduer og dejlige blomster stod i skinnende, gennemsigtige vaser, og i en af disse, den var som skret ud af nyfalden sne, blev blegrenen sat mellem friske, lyse bgegrene; det var en lyst at se den!

Og s blev grenen stolt, og det var jo ganske menneskeligt!

Der kom mange slags folk gennem stuerne og eftersom de gjaldt for, turde de sige deres beundring, og somme sagde slet ingen ting, og somme sagde alt for meget, og blegrenen forstod, at der var forskel mellem menneskene ligesom imellem vksterne. Somme er til stads, og somme er til nring, der er ogs de, som kunne ganske undvres, mente blegrenen, og da den just var sat ved det bne vindue, hvorfra den kunne se bde ned i haven og ud p marken s havde den blomster og vkster nok til at betragte og tnke over! der stod rige og fattige, nogle alt for fattige.

Stakkels forkastede urter! sagde blegrenen, der er rigtignok gjort forskel! og hvor de m fle sig ulykkelige, dersom den slags kan fle, som jeg og mine lige kan det; der er rigtignok gjort forskel, men det m der gres, ellers stod jo alle ens!

Og blegrenen s med en slags medlidenhed isr p n slags blomster, som der var i mngde af p marker og p grfter; ingen bandt dem i buket, de var alt for almindelige, ja man kunne finde dem selv imellem brostenene, de skd op som det argeste ukrudt, og s havde de det fle navn fandens mlkebtter.

Stakkels foragtede vkst! sagde blegrenen, du kan ikke gre ved, at du blev hvad du blev, at du er s almindelig, og at du fik det hslige navn, du har! men det er med vksterne, som med menneskene, der m vre forskel!

Forskel! sagde solstrlen og kyssede den blomstrende blegren, men kyssede ogs de gule fandens mlkebtter ude p marken, alle solstrlens brdre kyssede dem, de fattige blomster, som de rige.

blegrenen havde aldrig tnkt over Vorherres uendelige krlighed mod alt, hvad der lever og rres i ham, den havde aldrig tnkt over hvor meget smukt og godt der kan ligge gemt, men ikke glemt,  men det var jo ogs ganske menneskeligt!

Solstrlen, lysets strle vidste det bedre: Du ser ikke langt, du ser ikke klart!  Hvor er den forkastede urt, den du isr beklager?

Fandens mlkebtter! sagde blegrenen. Aldrig bindes de i buket, de trdes med foden, der er for mange af dem og nr de lber i fr flyver det i smtskren uld hen over vejen og hnger folk i klderne. Ukrudt er det! men det skal der jo ogs vre!  jeg er virkelig meget taknemmelig, at jeg ikke er blevet en af dem!

Og hen over marken kom en hel skare brn: det mindste af disse var nu s lillebitte, at det blev bret af de andre; og da det blev sat i grsset mellem de gule blomster, lo det hjt af glde, sparkede med de sm ben, vltede sig omkring, plukkede kun de gule blomster og kyssede dem i sd uskyldighed. De noget strre brn brd blomsten fra den hule stilk, bjede denne rundt ind i sig selv, led ved led, en hel kde blev det; frst en til halsen, s en at hnge om skulderen og om livet, p brystet og p hovedet; det var en hel pragt af grnne lnker og kder; men de strste brn tog forsigtig den afblomstrede urt, stilken, der bar dens fnugartede sammensatte frkrone, denne lse luftige uldblomst, det er et helt lille kunststykke, som af de fineste fjer, fnug eller dun; de holdt den ved munden for i t pust at afblse den helt; den, der kunne det, fik nye klder, fr ret var omme, havde bedstemoder sagt.

Den foragtede blomst var en hel profet ved denne lejlighed.

Ser du! sagde solstrlen, ser du dens sknhed, ser du dens magt!

Ja, for brn! sagde blegrenen.

Og der kom ude p marken en gammel kone og gravede med sin stumpede skaftlse kniv ned om blomstens rod og trak den op; nogle af rdderne ville hun koge sig kaffe p, andre ville hun f penge for, idet hun bragte apotekeren dem til lgedom.

Sknhed er dog noget hjere! sagde blegrenen. Kun de udvalgte kommer i det sknnes rige! der er forskel mellem vksterne, ligesom der er forskel mellem menneskene!

Og solstrlen talte om den uendelige krlighed hos Gud gennem alt det skabte og for alt, hvad der har liv, og om den lige fordeling af alt i tid og evighed!

Ja det er nu deres mening! sagde blegrenen.

Og der kom folk i stuen, og den unge grevinde kom, hun, som havde stillet blegrenen s smukt, i den gennemsigtige vase hvor sollyset strlede; og hun bragte en blomst eller hvad det nu var, det skjultes af tre, fire store blade, der ligesom et krmmerhus blev holdt rundt om det, for at ingen trk eller vindpust skulle komme til at gre det skade og s forsigtig blev det bret, som aldrig den fine blegren var blevet det. Ganske lempeligt kom nu de store blade bort og man s den fine fnuggede frkrone af den gule foragtede fandens mlkebtte. Den var det, hun s forsigtig havde plukket, s omhyggelig bar, for at ikke en af de fine fjerpile, der danner dens tgeskikkelse og sidder s lse, skal blse af. Hel og herlig havde hun den; og hun beundrede dens sknne form, dens luftige klarhed, dens hele sregne sammenstning, dens sknhed, idet den skulle vejres hen for vinden.

Se dog, hvor forunderlig dejlig Vorherre har gjort den! sagde hun. Jeg vil male den med blegrenen; den er nu s uendelig dejlig for alle, men ogs denne fattige blomst har af Vorherre liges meget p en anden mde! s forskellige er de og dog begge brn i sknhedens rige.

Og solstrlen kyssede den fattige blomst, og den kyssede den blomstrende blegren, dens blade syntes at rdme derved.

-----

* * *
