rens tornevej
af
Hans Christian Andersen

-----

Der er et gammelt eventyr: rens tornevej for en skytte, navnlig Bryde, som vel kom til stor re og vrdighed, men ikke uden efter lang og megen vidervrdighed og livets farlighed; Mangen en af os har vist som barn hrt det, mske som ldre lst det og tnkt p sin egen ubemrkede tornevej og megen vidervrdighed. Eventyret og virkeligheden ligger hinanden s nr, men eventyret har sin harmoniske oplsning her p Jorden, virkeligheden stiller den oftest ud over jordlivet ind i tid og evighed.

Verdenshistorien er en laterna magica, der viser os i lysbilleder p samtids sorte grund, hvorlunde menneskehedens velgrere, snildets martyrer, vandrer rens tornevej.

Fra alle tider, fra alle lande fremtoner disse glansbilleder, hvert et moment kun, dog et helt liv, en levetid med dens kamp og sejr; lad os betragte, hid og did, enkelte i martyrskaren, den, der ikke sluttes, fr Jorden vejrer hen.

Vi ser et opfyldt amfiteater, Aristophanes' skyer sende strmme af spot og munterhed til vrimlen; fra scenen latterliggres i nd og legeme Athens mrkeligste mand, der var folket et skjold mod de tredve tyranner: Sokrates, han, der i slagets tummel frelste Alkibiades og Xenofon, han, hvis nd svang sig over oldtids guder, selv er han her til stede; han har rejst sig fra tilskuerbnken og stillet sig frem, at de leende atheniensere kan se, om han og vrngbilledet af ham p scenen ret ligner; der str han oprejst for dem, lftet hjt over dem alle.

Du saftige, grnne, giftige skarntyde og ikke olietret vre her Athens mrke.

Syv stder stredes om at vre Homers fdestad, det vil sige, da han var dd!  se ham i hans levetid!  der gr han igennem disse stder, fremsigende sine vers for at leve; tanken om den dag i morgen grner hans hr;  han, den mgtigste seer, er blind og ensom; den hvasse torn river digterkongens kbe i pjalter. 

Hans sange lever endnu, og ved dem alene lever oldtids guder og helte.

Billede p billede blger frem fra morgenland og aftenland, s fjernt fra hinanden ved sted og tid og dog samme stykke rens tornevej, hvor tidslen frst stter blomst, nr graven skal pyntes.

Under palmerne kommer kameler, rigt ladte med indigo og andre kostelige skatte; de sendes fra landets hersker til ham, hvis sange er folkets glde, landets hder; han, hvem misundelse og lgn jog i landflygtighed, han er fundet  karavanen nrmer sig den lille by, hvor han fandt fristed; et fattigt lig bringes ud af porten, det standser karavanen. Den dde er just ham, de sger: Firdusi  endt er rens tornevej!

Afrikaneren med de plumpe trk, de tykke lber, det sorte uldhr, sidder p paladsets marmortrappe i Portugals hovedstad og tigger  det er Camoens' trofaste slave, uden ham og de kobberskillinger, der kastes til ham, mtte hans herre: Lusiadens sanger sulte ihjel.

Nu str et kostbart monument p Camoens' grav.

Atter et billede!

Der viser sig bag jernstngerne en mand, ddbleg, med langt, filtret skg: Jeg har gjort en opfindelse, den strste i rhundreder! rber han, og man har i mere end tyve r holdt mig indesprret her!  Hvem er han?  En vanvittig! siger galevogteren: Hvad kan dog ikke et menneske falde p! han tror, at man kan bevge sig fremad ved damp! Salomon de Caus er det, dampkraftens opdager, der med anelsens uklare ord ikke blev forstet af en Richelieu og dr, indesprret i drekisten.

Her str Columbus! hvem engang gadedrengene forfulgte og spottede, fordi han ville opdage en ny verden  han har opdaget den: Jubelens klokker klinger ved hans sejrshjemkomst, men misundelsens klokker lyder snart hjere; verdensopdageren, han, som lftede det amerikanske guldland op over havet og gav det til sin konge, lnnes med jernlnker, dem, han nsker lagt i sin ligkiste, de vidner om verden og om samtidens vurderen.

Billede trnger p billede, rig er rens tornevej!

I mulm og mrke sidder her, han, som udmlte mnebjergenes hjde, han, som trngte ud i rummet til planeter og stjerner, han, den mgtige, der hrte og s nden i naturen, fornemmede, at Jorden drejede sig under ham: Galilei. Blind og dv sidder han i alderdommens r, spiddet p lidelsens tjrn i forngtelsens kval, nppe kraftig til at lfte sin fod, den, hvormed han engang i sjlesmerte, da sandhedens ord slettedes ud, stampede mod jorden og udbrd: Den bevger sig dog!

Her str en kvinde med barnesind, begejstring og tro  banneret brer hun foran den kmpende hr, og hun bringer sit fdreland sejr og frelse. Jubelen lyder  og blet tndes: Jeanne d'Arc, heksen, brndes.  Ja, det kommende rhundrede spytter p den hvide lilje: Voltaire, viddets satyr, synger om La pucelle.

P Viborg ting brnder den danske adel kongens love  de lyser i flamme, belyser tid og lovgiver, kaste et glorieskr ind i det mrke fangetrn, hvor han sidder grbret, krumbjet, slidende med fingeren fure i stenbordet, han, engang hersker over tre kongeriger, den folkelige drot, borgers og bondes ven: Christian den Anden. Han med det hrde sind i den hrde tid. Fjender skrev hans historie.  Syv og tyve rs fngsel vil vi huske p, idet vi mindes hans blodskyld.

Der sejler et skib fra Danmark, der str en mand ved hjen mast, han ser mod Hven for sidste gang: Tycho Brahe, der lftede Danmarks navn til stjernerne og lnnedes derfor med krnkelse og fortrd  han drager til et fremmed land: Himlen er allevegne, hvad behver jeg mere! er hans ord; der sejler han bort, vor bermteste mand, i fremmed land hdret og fri!

Ak, fri! om kun selv for dette legems ulidelige smerter! sukker det gennem tiden til os. Hvilket billede?  Griffenfeldt, en dansk Prometheus, lnket til Munkholms klippe.

Vi er i Amerika ved en af de store floder, en menneskemasse har samlet sig, et skib skal kunne sejle mod vind og vejr, vre en magt mod elementerne: Robert Fulton hedder han, der tror at kunne det. Skibet begynder sin fart; pludseligt str det stille  hoben ler, fljter og piber, hans egen fader piber med: Hovmod! galskab! ln som forskyldt! under ls og lukke skal det gale hoved!  Da brydes et lille sm, som standsede et jeblik maskinen, hjulene drejer, skovlene stder vandets modstand bort, skibet sejler ! Dampens vverspole forvandler timer til minutter mellem verdens lande.

Menneskeslgt! begriber du saligheden i et sdant bevidsthedens minut, denne ndens forsten af sin mission, jeblikket, hvori al snderrivelse fra rens tornevej  selv den ved egen skyld  oplser sig i lgedom, sundhed, kraft og klarhed, disharmonien bliver harmoni, menneskene ser benbarelsen af Guds nde, vist den enkelte, og af ham bragt dem alle?

rens tornevej viser sig da som en glorie om Jorden; lyksaligt at blive kret til vandrer her og uden fortjeneste at stilles mellem bygmestrene af broen mellem menneskeslgten og Gud.

P mgtige vinger svver historiens nd gennem tiderne og viser  til mod og fortrstning, til tankevkkende mildhed  i lysende billeder p natsort grund rens tornevej, der ikke som i eventyret slutter i glans og glde her p Jorden, men peger ud over den ind i tid og evighed.

-----

* * *
