[Temperamenterne]
af Hans Christian Andersen

-----

Nu ryster jorden! sagde muldvarpen, se det kan jeg gre! og s sad han midt i den lille klat blde jord han var get op med. Det var muldvarpekongen, for muldvarpene havde en de havde arvet.  Her sidder jeg! sagde han, skal jeg nu op, eller skal jeg ned! jeg sidder meget godt, som jeg sidder! og s blev han siddende; for han var dvask og doven, sledes hvad man ogs kalder flegmatisk; der sad han og knugede jnene sammen, for han kom lige fra mrket, og hvorfor kom han, ja det vidste han ikke selv; uh hvor det blser! sagde han, det er godt jeg er pels, men jeg kan dog forkle mig, og d af det;  s er det gjort!  og s blev han siddende.

Sjap, sjap! sagde det hen ad marken, der kom en gammel person i lange side klder og de drev af vand, men i blsten blev de nok trre, han havde srgeflor om hatten og det hang langt ned, hans ansigt var ganske underligt at se p, det var ligesom han havde sildehoved og det havde han, det var den gamle sildekonge, sin lille datter frte han ved hnden, hun havde ogs srgeflor, de var lige steget op fra havet begge to, og da muldvarpen var den frste levende de stdte p, spurgte de ham om vejen til byen.  Muldvarpen s meget drligt, for den s egentligt slet ikke og ville derfor sprge hvem de fremmede var, men den spurgte ikke, den var flegmatisk, som det ogs kaldes; men sildekongen i srgeflor og overordentlig melankolsk, troede at ogs muldvarpen havde sorg og s sagde sildekongen sit navn og sin stand. Han var med hele sit hof og hele sit folk altid p vandring; snart l de ved den kyst og snart ved den kyst, det man p jorden kalder nomadeliv, men ingen stder var han glad, for han var enkemand og sad med sin lille sildeprinsesse, som han nu selv skulle opdrage, og for hendes skyld og med hende, var han get i land, om han mske kunne finde en rigtig god guvernante, for p havsens bund var der ingen der duede, og s grd han det salte havvand og den lille sildeprinsesse grd, og muldvarpen sad og hrte p det, for det var det mageligste. 

Svip i galop kom der den yndigste sommerfugl, ja idet den rrte jorden var den liges godt menneske som muldvarpekongen og sildekongen. Hvad der havde set ud som vinger var nu den dejligste slngkappe af skotsk tj, den lftede sig i blsten, det var sommerfuglenes konge: Ja, jeg vil rigtig more mig! sang han, kysse og klappe! hej faldera!  Jo han vidste at fornje sig og sige mere end god dag og farvel til tulipaner og roser; det var talegaver han havde; selv muldvarpen blev opmrksom, og sildekongen mtte grde fordi han selv ikke havde de talegaver.  Og sommerfuglenes konge der straks mrkede hvem han talte med, kaldte dem hver lille ftter, for kongelige personer, selv af forskellig trosbekendelse, sagde han, var ftre.  Jeg bor i luften, og er hvad de lrde kalde sangvinsk, det er sdan halv vd og halv tr, som man skal vre i denne verden. Deres havmajestt, hr. Sildekonge er nu af et andet temperament, De er melankolsk, som jeg ikke fortnker Dem i, nr man som De altid sidder i vandvsenet; ftter Jord-Drot, det var muldvarpen han mente, lider af den slemme syge, som man kalder flegma, den er get ham over i blodet og i karakteren, det kommer af stillesidden og det evige mrke under jorden, kom med mig s skal jeg muntre Dem begge to, og det vil De have godt af og den lille med, s fr hun verdens kundskab, og det er den bedste guvernante!  Men gamle sildekonge grd endnu mere for han var nervs og muldvarpekongen knitrede med jnene, han gad ikke mere!  S m jeg have den fjerde ftter med! han er kolerisk, fyr og flamme, kan han ikke varme op, s bliver der aldrig noget istand!  og s tog han sit brndespejl for at fange en solstrle, der kunne hente ftter, men da der ingen solskin var, s kom der ingen, men s tog han sit fyrtj op af lommen, en, to, tre, der gik stlet mod flintestenen, gnisterne flj, og fut op og ned som den rde lue, stod ftter Ildkonge der, det vil sige konge over al ild var han ikke, men han havde liges meget magt over den, som sildekongen havde over havet og muldvarpen over jorden og sommerfugle kongen over luften; han var bare lygtemand men selvantndende og det var nu det mest respektable ved den.  Det knaldede ordentlig da han kom, og der var knald i karlen. Kemi! sagde han, for han vidste hvoraf han selv og hele verden bestod, i alle dele, hvorledes de sad sammen og hvorledes de ikke sad sammen, kemi kan jeg! og mig selv kender jeg, hvorfra jeg kommer, hvorhen jeg gr, fut er det hele!  vi fire er i familie, ftre er vi, jeg er den forbindende, kommende fra jorden, svvende over vandet, begge tilsammen er sump, luften tnder mig lygten, jeg blusser jeg danser, og er dog selvstndig! jeg er ildkonge i det sm, fut, fut! hele verden er jo fut!  og s sprang han imellem dem og lb sildekongen op af brystet og satte sig p hovedet af muldvarpen, men lige meget hjalp det; og s foreslog lygtemanden at de skulle skifte ringe, derved fik hver lidt af den andens natur, og s ville der komme ligevgt. Muldvarpen fik lygtemandens gloende ring og s kom der liv i ham; og selv blev lygtemanden lidt mere sindig! Sommerfuglenes konge, der var sangvinsk, byttede ring med den melankolske sildekonge og det hjalp isr p den sidste; og s besluttede de at gre en vandring sammen til staden; man m dog engang sl sig ls, sagde muldvarpen! vi skal alle fire p eventyr! sagde sommerfuglekongen, for han var nu letsindig. Lygtemanden var nu altid fyr og flamme og sildekongen hbede at finde en god guvernante til sin lille sildeprinsesse. Ja jeg vil give mig ud for dykker! sagde han, s bliver jeg dog i elementet og kan ikke forsnakke mig! og jeg vil vre handlende med kemiske svovlstikker, sagde lygtemanden, jeg ved besked med kemi og de dele!  og jeg er luftballonsejler! sagde sommerfuglekongen. Men hvad skal jeg give mig ud for! sagde muldvarpen. Dersom her bare var bjergvrker her i landet! s kunne De vre bjergmand, men her er ingen, og vre kldermand er ikke dybt nok!  Han er rejsende bjergmand! sagde sildekongen! Ja nok! sagde muldvarpen, der ikke holdt af mange ord, s er jeg rejsende!

Det frste vi gr, nr vi kommer til en stad, sagde sildekongen, er at vi gr ind til en barber og fr skllene skrabet af os! Han mente skgget, og deri var de alle enige og s gik de til byen, og til barberen.

II. Barberstuen.

Disse gamle grkere, som skoledrengene endnu i deres lektier har s meget at gre med, for de skal kunne dem, de gik hen p torvet i hvlvingerne og talte om dit og dat, til lands og vands, og inde hos naboens; vi derimod gr over til konditoren, eller kommer ind til barberen, der er torvet. Alle stnder kommer de, prsten og slagteren, bonden og kammerjunkeren, det vil sige nr det er en fin barberstue, og det var det just her, de sbes alle lige ind, men de fine folk fr rent hndklde, de simplere fr det skident, lige meget koster det, men man m jo vide at gre forskel; aviser ligger her, der er folk som lser hele timer, man m jo vide hvad man lser, stuen er varm og mange gster kommer her.  Ved de hvad man siger og det har jeg hrt! hele barberstuen er en levende avis.  Det ville vre lrerigt at [ ]

-----

* * *
