I 

       Ingen Fortale. Havet. Floden Trave. Lbeck. 
       Mariekirken. Ddningedandsen. Wandsbeck. 

                        Wenn jemand eine Reise thut, 
                So kann er was verzhlen, 

siger Claudius, men om Nogen vil hre det, bliver en anden Sag. 

   Vi leve i en Tid, hvor store Verdensbegivenheder flge Slag i Slag paa hinanden, hvor der i eet Aar udvikler sig mere, end fr
i hele Decennier; Meteor flger Meteor paa den politiske Himmel, hvorledes faaer man da Tid til, at lgge Mrke til den
enkelte, opadstrbende Psyche? - Verden handler nu, den arbeider for den kommende Digter-Slgt, der skal gjre vor Nutid
uddelig. Men voxer Vingen, vil ogsaa Fuglen flagre, og om der er Krig eller Fred, Bryllup eller Begravelse, synger den sin
Sang, til dens Digterhjerte brister; der findes altid een eller anden beslgtet Sjl, der midt i den store Verdens travlhed
vederqvges ved dens Toner, og mere kan den lille Himmelborger jo ikke forlange. Men er det nu en forfngelig Fugl, og
saadan een ere de fleste unge Poeter, saa vil han trkke Tilhrere, vre original, og qviddrer da tidt med et ganske andet
Nb, end det vor Herre gav ham; det hjlper virkelig undertiden! jo mere barokke de poetiske Skrig blive, desto Flere lgge
Mrke til ham; han samler sig et Publicum; den Ene viser sig mere original end den Anden, thi hvem vil ikke hres, naar han
frst er traadt op som Sanger. 
   Det gik mig, naar jeg skal vre aabenhjertig, ogsaa ganske saaledes, da jeg tnkte paa at fortlle denne min Reise; det maa
blive paa en original Maade, besluttede jeg, og havde ogsaa saaledes arrangeret det Hele, og det fr jeg reiste; faaet
Lserinderne og Lserne satte ned, og vilde nu give dem hele Reisen dramatisk; dette var, tnkte jeg, en ny Maneer at have
en Reisebeskrivelse paa. Det skulde saaledes vre et Reise-Drama med Ouverture, Prolog og Mellemacter. I Mellemacterne
skulde Publikum vre satirisk, men i Prologen vilde jeg selv vre det. Ouverturen maatte blive for fuldt Orchester; det
forsamlede Folk paa Toldboden vilde jeg bruge som tyrkisk Musik, Blgerne skulde spille et brusende Crescendo, og Fuglene
og de unge Damer paa Langelinie, udtone Afskedens blde Adagio. Paa Dampskibet fandt jeg vel Passagerer, jeg i en Hast
kunde gjre til Instrumenter, og mit eget Hjerte skulde faae Lov til, at spille en lille Harpe-Solo. Jeg tnkte at der saaledes, i
denne Ouverture fra Kjbenhavn til Lbeck, kunde blive Afvexling nok. Ved Travemnde skulde Prologen begynde, og ved
Lbeck Stykket selv, hvor da Eventyr ved Eventyr, sceneviis, skulde knytte sig til hinanden. Paa den Maade havde jeg endnu
ikke seet nogen Reisebeskrivelse, saaledes skulde denne blive, - og jeg reiste. 
   Fremmede Stder med fremmede Mennesker fulgte paa hinanden, en ny Verden aabnede sig mellem Bjergene for mig, Guds
herlige Natur omgav mig, der var slet ingen paatagen Originalitet, og dog saae den ganske original ud, idet den kun var sig selv.
Mon dette dog i Grunden ikke skulde vre det Rigtige, tnkte jeg, og fr jeg ret vidste af det, var alle de selvskabte, originale
Ideer dampet bort, og jeg tnkte: jeg vil give det, som jeg selv har faaet det, bliver det ikke originalt, saa ligger det i, at jeg selv
er en Copie, og det er dog ikke rimeligt; thi naar det ene Blad paa et Tr ikke er en Copie af det andet, skulde da Mennesket,
i sin hele Naturlighed, vre det? Ouverture, Prolog og Mellemacter ere saaledes tabte, men derfor kan man nu gjerne blive
siddende; jeg vil aabne mit Hjerte og vise der den brogede Rkke Billeder, Reisen fremtryllede. Vi spnde ingen Lagen ud
paa Vggen, det gjr saa megen Uleilighed, vi have de hvide Blade i Bogen, her staae nu Billederne, rigtignok kun med lse
Trk, men man husker paa, det er jo ogsaa kun Skyggebilleder af Virkeligheden. Man finder Sletter og Bjerge, Byer og
Phantasiestykker, selv enkelte smaae Partier, afridsede i en Hast med Pen og Blk. Digteren viger ikke for Maleren! 

   En Forgrund med en Smule Grnt, 
   Et Tr - men det maa vre kjnt! 
   En Luft, og saa er det forbi, 
   Saa har man strax et Malerie! 
   Men til et Digt? - hvad skal der meer? 
   Her strax man et for iet seer. 


   Men nu gaaer Dampskibet Prindsesse Wilhelmine til Lbeck. 
   Kysten seiler allerede! mon den vil tage Forspring, for at vi ikke skulle lbe fra den? Nei, det er os! den sorte Rgsttte
staaer op af Rret; Hjulene klve Vandspeilet, og der staaer en lang Fure efter os i Sen! 
   O reise! reise! det er dog den lykkeligste Lod! og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt reiser i det hele Univers! selv den fattigste
Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Dden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi
alle reise. Blgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi
reise Alle, selv de Dde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, reise, det er en fix Idee hos det hele
Univers, men vi Mennesker ere Brn, vi ville endogsaa lege at reise, midt under vores og Tingenes store, naturlige Reise. 
   Havet laae for mig som et Speil, ikke en Blge krusede den store Flade. O det er herligt, at flyve hen imellem Himmel og
Hav, medens Hjertet synger sin Lngsel og Lyst, og Aanden seer de betydningsfulde, vexlende Klangfigurer der opstaae ved
disse Toneblger. 
   Hjertet og Havet er dog underligt beslgtet! Havet er Jordklodens store Hjerte; derfor bruser det saa dybt i den stormende
Nat, derfor fylder det vort Bryst med Veemod eller Begeistring, naar den klare Stjernehimmel, dette Evighedens store Billede,
viser sig i den rolige Flade. Himlen og Jorden speile sig i Havet, som i vort Hjerte, men Menneskehjertet bliver aldrig saa roligt
som dette, naar frst Livets Storme har rystet dets Indre. Dog, vor Levetid her, er kun en lille Tid af det store Verdens
Legemes; i ieblikke glemme vi vor Smerte, selv den dybeste, i ieblikke glemmer ogsaa det store Hav sine Storme, og for et
Verdenslegeme ere Uger og Dage kun ieblikke. Men jeg bliver jo ret snaksom! saaledes fortalte jeg ogsaa engang for et lille
Barn, jeg sad med paa Skjdet, mange Historier, som jeg selv fandt smukke, meget smukke! Barnet saae mig ind i Ansigtet
med store ine, jeg troede ret at mine Historier gjorde det lykkeligt, thi jeg begyndte selv at more mig ved at fortlle for det
lille, opmrksomme Barn. Paa det interessanteste Sted afbrd jeg mig selv og sagde: hvad synes Du? og Barnet svarede:
Du snakker saa meget! Maaske gaaer det ogsaa saaledes med Dig, kjre Lser? Men tnk, vi have nu ogsaa imidlertid
seilet over hele stersen; passeret Stvns Klint med sin vandrende Kirke, Mens hvide Kridtbjerge, hvor Skoven alt
begyndte at grnnes, og Laaland selv, hvor det rde Fyr brndte i den halvdunkle Nat. Solen er atter staaet op, og det var
smukt at see, men de fleste Passagerer sov, idet de vist tnkte som Arv: Morgenen er meget smuk, naar den kun ikke kom
saa tidlig paa Dagen! 
   Endelig stege de da frem fra Underverdenen, den Ene efter den Anden; Dkket blev den frie Conversationssal, hvor man
turde gaae og komme, som man vilde; Tankerne gjorde det samme, og Hjertet nynnede her et, der et andet, men jeg hrte det
nok. 

   I den gyngende Baad, paa den svulmende S, 
   Jeg sad hos min Kjrligheds Me; 
   Begeistrende Lyst! 
   Hun lagde Hovedet op til mit Bryst, 
   Jeg slyngede Armen om hende, 
   Flte Kyssene brnde, 
   Brnde paa Lben og Kinden, 
   Mens Seilet svulmed i Vinden; 
   Og hun trykked min Haand, og ved Lbe og Blik, 
   Troskab jeg fik. 
   Vi skildtes - jeg saae hendes Smertens Graad. 
   Jeg blev ved min gyngende Baad. 
   - Gud veed om hun nu har det Hele glemt? 
   Det var dog slemt! 


   Paa den speilklare Havflade maa Hjertet drmme om sin Kjrlighed! der er Intet i den hele Natur, der mere viser et legemligt
Billede af dette Livets hellige Mysterium, end det store, herlige Hav, der som Himlen omslutter den hele Jord og viser det
Uendelige i sin rolige Flade. Kjrlighed er ogsaa et Dyb, som Havet, i hvis Grund Livet og Dden bygger, medens Haabet
lader sine rigtladte Snekker flyve fra Kyst til Kyst. 
   Jeg saae paa det store Hav og flte mig lykkelig, der stod en Berliner ved siden af mig og sagde Berliner-Witz - han flte sig
ogsaa lykkelig! - Dampskibet foer afsted, vi nrmede os Land og saa - saa bleve de Andre ogsaa lykkelige! 
   Det var ellers meget nr ved, at vi ikke havde fundet Indlbet til Trave; en tyk Taage havde lagt sig over den hele Kyst, men
Lykken var med os, vi traf det rette Punkt, kom ind, og nu stod det hele Taageland bagved os. 
   Det var som et Tppe rullede op. I Forgrunden laae det smukke Badehuus og det hie Fyrtaarn, rundt om strakte sig grnne
Marker og Skove, og den varme Sommerluft strmmede os imde. Hjemme i Danmark vare Skovene kun i Knop, da vi igaar
seilede bort; hvilken mrkelig Overgang! Til Venstre strakte sig Halven Priwall, hvor Qvget gik halv ud i Vandet, og viste os
et levende pottersk Malerie med den store Luftbaggrund og de herlige Dyrgrupper. Til Hire laae Travemnde med sine rde
Tage, rundt om fra Vinduerne tittede Hoveder frem af Mnd og Piger, der saae ret smukke ud i det Fjerne. Ak ja, det
Fjerne! det er dog Livets magiske Trylleland, dette aandelige Fata morgana, der bestandig flytter sig, naar man kommer
nrmere. I det Fjerne ligger Barndommens Drmme og Livets Forhaabninger, i det Fjerne glattes Rynkerne af den furede
Pande, og den graae Moerlille staaer som en sundhedsblomstrende Pige. Maaskee gik det saaledes her med de Skjnne i
Travemnde. 
   Trave blev nu smallere; Dampskibet syntes nsten at ville indtage dens hele Brede. Snart saae vi det syvtaarnede Lbeck
titte frem imellem Skov og Eng; men det legede underligt Tagfat, snart var det her, snart der, og snart - - ja, hvor blev
Skriveren af? Saa laae det under det grnne Bord, som Naturen her har dkket med Skove og frodige Grsgange. De
mange Bugter gjre, at man ikke ret veed, om man reiser til eller fra Byen. Saaledes seile vi ogsaa paa Livets store Strm, hvor
vi da ere saa barnagtige at falde i Graad, ja endogsaa at tvivle paa Styrmanden, fordi vore nskers Maal, ligesom Lbeck, lege
Tagfat med os; det er dog den rigtige Vei vi gaae, men vi kjende ikke Strmmens Lb, da vi kun een Gang seile op ad Livets
Trave. 
   Hvilket afvexlende Malerie! Hvilken levende Idyl er ikke den hele Egn! Her danner Floden en lille Bugt; her er et Fiskerleie,
hvor Garnene hnge udspndt mellem Trerne i Solen; hist paa Bakken hver sig en Landsby med sin Kirke, og i Floden
selv, mellem de grnne Siv, bruser Dampskibet, der mellem andre Sager har en Poet ombord, og hvor der er en Poet, der
tager altid Naturen sit bedste Ansigt paa, thi Naturen er en Dame, og det en gammel Dame, hun var til fr Methusalem, og vil
altsaa gjerne behage, gjerne beundres og hvad der her virker mest, gjerne besynges! - Men nu har jeg sat mig paa det Punkt,
her skal hun ingen Sang have, og altsaa faaer hun ingen! 
   Jetzt muss man Deutsch sprechen! sagde jeg, da jeg havde det ene Been paa Skibsbroen i Lbeck, og mrkede den
tydske Luft blse mig lige ind i Ansigtet. Rundtom i Buskene sang Fuglene en stor Velkomstsang til os, og det var ganske paa
dansk, ganske som hjemme hos os! de tnkte vel, at vi ikke vare det tydske Sprog mgtige. Der var derfor heller ikke en Sjl
af Passagererne, der takkede dem derfor. 
   Hvad der ellers isr fraperede mig, var at de ganske smaae, lbske Unger snakkede Tydsk, og det meget bedre end jeg, der
dog har staaet mig saa godt deri til Examen. Det maa vre kloge Brn! tnkte jeg, saa smaae, og dog saa ferme i
Tydsken! - Jeg kom strax til at tnke paa det bekjendte, kloge, lbske Barn, der 1722 havde Audients hos Frederik IV. og
om hvem der staaer i Skrifterne, at det sagde: Allerdurchlauchtigste, stormgtigste Konge, allernaadigste Konge og Herre!
lyksalig er denne Dag, paa hvilken mig svage Pattebarn vederfares den allerunderdanigste Devotion at adorere Deres
Kongelige Majestt o.s.v. - og tilsidst: permettez moi Sir! que je base la main de votre Majest & le bord de votre habit
royal! derefter blev han trstig og det blev ham tilladt at patte. - Dette er, som bekjendt, en meget sandfrdig Historie. 
   Gud veed om ellers de andre lbske Brn ere saa stive i Frandsken som dette svage Pattebarn, de saae mig i det mindste
ud til allehaande. 
   Gjennem en gammel hvlvet Port med tykke Mure paa Siderne traadte vi nu ind i den frie Hanse-Stadt: 

     Lbeck 


   Her mellem de spidsgavlede Huse, snevre Side-Gader, og i Erindringen, der kaster et historisk Gevant om det Hele, troer
man sig flyttet Aarhundreder tilbage i Tiden; disse kantede Bygninger, disse Steenhelte paa Raadhuset, og malede Billeder paa
Glasruden af den gamle Kirke, vi kom forbi, saae ogsaa saaledes ud, da Jrgen Wollenweber her kunde tale et kraftigt Ord
med. At Kirkerne staae aabne, bringer ogsaa til at tnke paa Catholicismen her, og mangt et Billede fra den Tid, skjndt det
ikke er et Kunstvrk, griber os dog ved sin poetiske Idee, eller sin lde. 
   Jeg var i Maria-Kirken, saae det bermte astronomiske Uhrvrk og den endnu bermtere Cyclus af Malerier, man kalder
Ddningedandsen. Enhver Stand, enhver Alder, fra Paven til Barnet i Vuggen, seer man her inviteret til Ddens Cotillon, og
alle i Costume fra den Tid, hvori de ere malede, som skal have vret i Aaret 1463; under hver Person staaer et plattydsk Vers,
en Dialog imellem de Dandsende, som dog ikke ere de oprindelige gamle Riim, men et nyere poetisk Forsg fra 1701. Det
forekom mig, som Maleren havde lagt et ironisk Smiil i den dandsende Beenrads Ansigt, der ret syntes at ville sige til mig og
hele Selskabet, som gik her og gjorde Bemrkning over den: I troe nu, at I staae stille, eller i det hieste spadsere om i
Mariakirken og see paa de gamle Billeder. Eder har Dden endnu ikke oppe til Dandsen, og saa dandse I dog allerede
allesammen med mig! Fra Vuggen begynder den store Dands. Livet er som Lampen, der ogsaa begynder at brnde ud, idet
den tndes! Saa gammel som Enhver af Eder er, saa mange Aar har jeg alt dandset med Eder, hver har sine forskjellige Toure,
og den Ene holder Dandsen lngere ud end den Anden, men Lysene brnde ud imod Morgenstunden og saa synke I Alle
trtte om i mine Arme; - det kaldes at de. 
   Rundtom i Murene stode Epitaphier, og i Gangene laae Liigstene med ulselige Inskriptioner og halv udslettede Herrer og
Fruer; saaledes saae jeg en stor Steen med en drabelig Ridder paa, der holdt det store Slagsvrd i Haanden, og dog taalte, at
den nye Slgt traadte ham paa Nsen, saa at hans Ansigtstrk og det lange Skjg snart vare udslettede. - Han og alle disse
stille Naboer, hvis Navne nu ere forsvundne, som Inscriptionerne, have engang lystigt tumlet sig deroppe i den gamle Stad,
mangen Gang spadseret paa den grnne Vold, hrt Fuglene synge og tnkt paa Uddelighed. - Det gamle Raadhus staaer
endnu med sine smaae Taarne og den store Hansesal; Torvet ligger imellem dette og Kirken, hvor den nye Menneskevrimmel
tumler sig. Fra Maria-Kirken gik jeg ud i den store Gudskirke, der dog er anderledes gammel og stor; det er en Hvlving! den
prdiker selv, naar alt Andet tier. Husene paa begge Sider af Gaden stode mig, som Stolerader, som kjbte eller leiede
Familiestole, hvor ogsaa selve Huustyendet havde Plads. En Tordenskye, der var trukken op over os, begyndte imidlertid sin
Prdiken, den var kun kort, men der laae dog Meget i dens Tale. 
   I Selskab med en Dansk og to Nordmnd forlod jeg om Aftenen det gamle Lbeck; Solen gik s smukt ned og den grnne
Skov duftede, saa det var en Lyst! Hvor der dog kan ligge megen Poesie i saadan en stille Aften! Landeveien - ja den var
ogsaa paa sin Maade poetisk, den forekom mig at vre Veien til Parnasset, knuddret og ujevn, Gud veed hvor saa mange
slippe uden at brkke Halsen, thi den Ene vlter her efter den Anden, jeg var selv en Gang nr ved det. 
   I Morgenstunden kom vi da Alle med hele Lemmer til Wandsbeck. Her har Claudius levet og digtet; jeg tnkte paa Andreas
og Anselmus, Solen skinnede mig ind i Ansigtet, saa Vandet kom mig i iet. Nr havde jeg kjrt forbi den Bygning hvor
Tallotteriet trkkes, uden at lgge Mrke til den, men der ere da Tanker nok her alligevel, der som usalige Aander svve om
dette Sted og hyle over det ulste Mammon. Claudius og Tallotteriet - det er dog to Mrkeligheder ved en lille By, og vor
Herre veed, de ligne slet ikke hinanden! Men jeg vil ikke tale ondt om Lotteriet, Livet selv er et stort Lotterie, der igjen har
mange Underafdelinger, og nogle af disse ere ganske poetiske. 

   Lotteriet 

   Et Kys, som Indsats, gav jeg nys, 
   Og bad, som Udtrk, om det samme, 
   Men fik en Ambe, tvende Kys, 
   Mit unge Hjerte stod i Flamme! 
   Nu blev min Tanke Ternen viet, 
   Jeg satte Liv og Haab paa Spil, 
   Og tnk, jeg sprngte Lotteriet, 
   Nu faaer jeg Udtrk naar jeg vil! 
   Og Kys - isr i Ungdoms Alder, 
   Dog staae, om ogsaa Coursen falder. 


   Men det kan nu kun en gtemand synge, Digteren derimod - ja han har Lov til at skrive det. 
   Nu saae vi Hamborgs Taarne; de reiste sig hit i Veiret, ligesom for at see om vi ikke kom snart, og Solen skinnede paa dem
og paa os, ligesaa smukt som ved noget andet keiserligt Indtog. 

                    II 

       Hamborg. En simpel Historie. Theatret. Besg udenfor Byen. 
           Drmmen. En Idyl. De to Characterer. 


   Ligesom Kjbenhavn har ogsaa Hamborg hvet sig fra et Fiskerleie til en stor Stad. - Mellem de usle Fiskerhytter ved
Elbens Bred lod Carl den store opreise Borgene Hochbuchi og Hammenburg, der under Otto den 3die alt var en ved Sefart
bekjendt, Flekke. Saaledes voxte den fra Barn til Yngling, og traadte kraftfuld frem som Mand mellem de mgtige Hanser. 
   Jeg flte ordentlig en dyb Respekt for den gamle Stad, som de snevre Gader og Menneskevrimmelen vedligeholdt. Jeg troer
vor Kudsk kjrte os Gade op og Gade ned, for at imponere os ved Byens Storhed, thi det varede en lille Evighed fr vi kom til
H"tel de Bavire paa neue Jungfernstieg hvor vi steeg af. Her, inde i Byen selv, tager Byen sig herlig ud, idet Alsteren, der
er bred og stor, ligesom skiller den gamle Stad fra den nye. De hie Taarne speile sig i Vandet, hvor der flyde Svaner og gynge
Baade med pyntede Mennesker. Jungfernstieg vrimler af Spadserende; langs hermed ligger H"tel ved H"tel, hvor Drene ere
pyntede med Kelnere, Oberkelnere og Oberkelneres Oberkelnere. Fra Sweitserpavillonen bruser et Musikchor, og her, samt
ved den anden saakaldte Alsterpavillon sidde hele Grupper af Avis- og Chocoladeslugere. Berlin har ikke en Gade, som
denne! Deres Unter den Linden, mangler Vandpartiet, og dette er og bliver dog alletider en vigtig Skjnheds-Reqvisit. 
   Men vi ville ikke dvle her, men gjemme Besget til om Aftenen, naar Alt er oplyst, skjndt det nok kan taale, at man seer
det ved Dagen. Vi vove os ind i Vrimlen, mellem Drosker, raabende Handelsmnd i det Smaae, Blomster-Piger fra
Vierlandene og travle Pengemnd fra Brsen. Det seer ud som det var een eneste Boutik! saaledes flger den ene Boutik paa
den anden. Gaderne krydse hinanden, og nedad imod Elben, finder man nogle, hvor Entreen er igjennem en Forstue, og hvor
der neppe kan boe noget Menneske, der overskrider en vis Peripherie, uden han maa leve derinde for bestandig. Jeg stak
Hovedet ind i nogle af dem, men turde ikke komme lngere, thi de mindede mig ret levende om en Drm jeg engang havde:
hvorledes Husene paa Kjbenhavns stergade, hvor jeg spadserede, ogsaa gave sig til at spadsere, men saaledes med
Ansigterne imod hinanden, at Gaden fik Udseende af disse Hamborgergader, og da den endnu gjorde et Skridt til, sad jeg
indeklemt mellem Vggene og kunde hverken komme frem eller tilbage, hvilket er temmeligt genert. 
   Dog legede Brnevrimmelen forniet inde, i denne halvdunkle Hamborger-Verden, og to Smaae: 

   - - med Sundhedskind, 
   Ridsed' i Jorden med en Pind, 
   De ridsed' sig Gaard og Hienloft, 
   Mens Moder lapped' paa Faders Koft. 


   Et fattigt Liig blev begravet, fire Karle bare Kisten og Konen fulgte; de havde Mie med at komme igjennem den snevre
Gade, Veien var trang; ingen Solstraale skinnede der ned, frst da de kom ud paa den bredere Gade, faldt Sollyset paa den
fattige Kiste. Jeg hrte en Historie om denne Begravelse, der er poetisk rrende, da den er Sandhed. 
   Inde i den snevre Gade, hit oppe paa et ligesaa snevert Kammer, laae det fattige Liig; Konen sad og grd over det, hun
vidste ingen Udvei til at faae det begravet; Vinduet stod aabent, da fli der en lille Canariefugl ind og satte sig ved Hovedet af
Liget og gav sig til at synge: det gjorde et underligt Indtryk paa Konen, hun kunde ikke grde lnger, hun syntes, den maatte
vre kommet ned fra vor Herre. Fuglen var tam, den lod sig strax fange, og da hun nu fortalte en Naboerske det og viste
hende Fuglen, erindrede denne sig, at hun kort fr havde seet i Avisen et Avertissement om en Canariefugl, der var flyvet bort. 
   Det var denne, og Konen fandt der menneskekjrlige Hjerter, som hjalp hende den Dde i Jorden. 
   Byen er gjennemskaaren af Canaler; her i dette Qvarteer, saae jeg nogle, der saae mig ud, som sande Kloaker. Hie Huse
paa begge Sider, men ingen Gade, kun den smale Canal, saa langt man kunde see for de udbyggede Altaner. Paa disse hang og
laae der alle Slags, og dybt nede lb, eller rettere krb, det smudsige Vand. En af disse Altaner eller Skuur i dette Chaos, var
malet grn, og her sad en tyk Madamme ved Theebordet, og nd den skjnne Natur. 
   Hvor lys og luftig er ikke Peer Madsens Gang i Kjbenhavn, mod disse! denne vilde i Hamborg blive nobiliteret til en meget
anseelig Gade. 
   Vil man ellers her om Sommeren undgaae Menneskevrimlen, som man nsten trffer overalt, vil man slaae sig fra Verden,
saa maa man gaae i Theatret, her finder man ikke mange; langt fra hinanden sidde de blege Eneboere i de store Loger. 
   Huset er stort og prgtigt, fire Etager og et Parterre, hvis Gang bag om Bnkene er saa bred at der godt kunne dandses
Galopade. Hele det Indvendige er hvidt med Forgyldning, der oplyses af en brilliant Lysekrone. Man spillede Der Freischtz.
Decorationerne vare fortrffelige og isr stod Ulvesvlget, med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme.
Det var et dybt Klippesvlg, hvor Maanen skinnede ned, og de rde Lygtemnd hoppede i deres magiske Runddands.
Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jger, et Lufttransparent, en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde
Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort. Jeg kom til at
tnke paa Ulyses von Ithaca. Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samiel frem af Dybet, nei en frygtelig
Kjmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casper, der laae livlse paa Gulvet,
medens det Hele var effectfuld oplyst med en strk, rd Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som
en rd Husar. En Demoiselle Gned gav Gjsterolle, som Agathe, hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig
hver Gang der blev klappet. Mit danske ie og re var ikke vandt til denne tydske Sdvane endnu, siden saae og hrte jeg
det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arie med
Lommetrkldet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene p Max, klappede man,
hvorfor hun gjorde en Bevgelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt
Publicum mellem sig og den Elskedes Flelser. 
   Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal
glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedvrdiger sig til, at glemme det
Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet vre Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har srget for, at vi ikke
kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter, hvor man ogsaa har disse pantomimiske Prologer og Epiloger, der
deles hver i fire Marscher: Hire, Venstre, Midten og saa Retirade-Marsch, den sidste er da naturlig! - 
   Da jeg nste Gang var i Theatret, blev jeg opvartet med et Melodrama efter det Franske: Cardillac oder das Stadtviertel des
Arsenals; det er bearbeidet efter Hoffmanns bekjendte Fortlling: Frken Scudery. Det var en fl Comedie! - Olivers Rolle
udfrte Hr. Jacobi, der, som man fortller, har frit Stvler og Skoe af Skomagerlauget i Hamborg, fordi han spillede Hans
Sachs; hvorfor han egentligt har faaet dem, begriber jeg ikke, men det er maaskee gaaet det respective Skomagerlaug, ligesom
en gammel Borgermand, jeg har kjendt, der, naar han i Privat-Theatret saae sin Datter spille, lukkede Hnderne sammen og
sagde: Vor Herre maae vide, hvor hun hitter paa alt det, hun siger! De har vel ogsaa troet, at Jacobi hittede paa al det
Smukke han sagde, og da de nu alle vare Skomagere, ligesom Hans Sachs, og maaskee ogsaa Poeter derimellem, (ikke, som
Hans Sachs) har de tnkt: Heute dir, morgen mir! hvem veed hvad Jacobi kan lgge os i Munden, hvis vi ogsaa engang
komme paa Scenen. 
   I de fleste Theaterblade seer man altid, at der den og den Aften var et herligt Treklver paa Scenen: Treklver ere saaledes
der ganske almindelige! jeg fandt kun en to Klver, men den var ganske fuldendt i sine Blade; livsfrisk og charakteristisk, det
ene Blad hedte Jost, det andet Madam Mdel. Han udfrte Cardillac, hun Frken Scuderys Rolle. 
   Fra Theatret ville vi gaae til den botaniske Have, skjndt jeg saae det frste om Aftenen, den sidste derimod om Morgenen;
men de store Drivhuse forekomme mig at vre et passende Overgangsled fra Theatret til den frie Natur. 
   Beliggenheden er herlig! man troer sig langt borte fra Hamborg, og saa ligger dog kun den gamle Voldgrav og de planerede
Volde med deres Blomsterpartier og Trer imellem. Jordbrrene stode alt i Blomster, og de smaae Fugle qvidrede til mig fra
Hkkene: mrker Du alt, Du reiser mod Syden! 
   Hvor flte jeg mig ikke uvidende, inde i de store Drivhuse mellem de fremmede Blomster og Vxter! der var en
Hamborger-Dame med, hun havde samme Feil, som jeg, og det endogsaa udenfor Drivhusene. Der stod her en heel Flok
Blomster, hvor nydeligt! udbrd hun, nu har jeg aldrig seet saa sjeldne Blomster! De ere da fra Amerika? Nei, desvrre,
det var kun Mark-Blomster, tagne ved Pseldorf tt uden for Hamborg. 
   Fra den Botaniske Have vandrede jeg ud gjennem Palmaille i Altona, hvor jeg nd den frste smukke Udsigt over Elben og
kom saaledes til Ottensen. Det bekjendte Tr paa Kirkegaarden faldt mig strax i inene, jeg stod ved Klopstocks Grav. 
   Jeg har engang lst om en reisende Engelnder, der da han frste Gang var Vidne til en katholsk Kirkeprocession, og saae
det hele Folk knle, ogsaa uvilkaarlig biede sig, skjndt han ikke vidste, om det var en Gud, en Helgen eller noget ganske
menneskeligt de biede sig for; det gik mig nsten lige saadan her! jeg kjender kun lidet til Klopstock, thi hans Messiade, ja
jeg vil rligt tilstaae det, har jeg aldrig lst, saadant et stort Heltedigt har mig noget afskrkkende! det var i Grunden mere
Klopstocks Navn, end hans Vrker, der vakte den alvorlige, dybe Flelse her ved hans Grav. Det var det uddelige Navn,
der fik mit Hjerte til at banke strkere. 
   Guds frie Natur vinkede mig lngere ud! - Deilige grnne Haver ligge langs med Elben, Dampskibet gled stolt paa Floden,
og den sorte Rg blgede hen over Vandfladen. Her er smukt! Dog det har tusinde fortalt fr jeg! Hvem har ikke vret i
Rainvilles Have, paa Blankenese, seet das schne Marianchen, etc. etc., ja alle, hvem der slet ingen Idee have om det
sachsiske Schweits, sige at dette skal ligne meget. Elben er i det mindste den samme og her endogsaa bredere! - 
   Fuglene sang og Blomsterne nikkede, og det i saadan en Mngde, at da jeg i Tusmrke kom igjen til Hamborg, syntes jeg, at
paa hele Jungfrauenstieg bevgede sig kun lystige Fugle og nikkende Blomster. 
   Man skal jo lgge Mrke til hvad man drmmer de frste Gange man sover paa et fremmed Sted, thi der skal vre
Betydning deri. - Jeg slukkede mit Lys, saae endnu engang ud af det aabnede Vindue, paa de mange Spadserende, hrte
Musikken fra Pavillonen, thi Vinden bar Tonerne over Alsteren, og gik saa hen at hvile mig, for at samle Krfter til at flagre
lngere ud i Verden. 

   Jeg drmte jeg var en lille Fugl, 
   Der fli over Land og Blge, 
   Hvad Hjertet flte, hvad iet saae, 
   Jeg ikke forstod at dlge. 

   Jeg sang hver Tanke dybt i mit Bryst, 
   Jeg sang mine Sorger og Glder, 
   Jeg svang mig over det brusende Hav 
   Og alle de fremmede Steder. 

   En Morgen sad jeg paa Trets Green, 
   Og qvidrede glad mine Sange; 
   Rundt om i Grsset de Blomster stod' 
   De vare saa smukke, saa mange. 

   Men een var i Duft og Farveskjr 
   Den smukkeste, maatte man sande, 
   Paa hende jeg saae, for hende jeg sang, 
   Og glemte de fremmede Lande. 

   Hos hende jeg vilde bygge og boe, 
   Jeg vilde Vingerne miste, 
   Jeg vilde qvidre min bedste Sang, 
   Til Hjertet engang maatte briste. 

   Hun biede sig i Vinden bly, 
   Jeg rrte ved Blomster Kjolen, 
   Jeg Tanken forstod i Bladets Duft, 
   Det rdmed' i Morgensolen. 

   Og Blomsten bied' sit Hoved ned, 
   Jeg husker det Hele saa nie; 
   Jeg syntes at lse min Kjrlighed 
   I hendes trofaste ie. 

   Da kom der en Jger, saa ung og smuk, 
   Han havde sin Bsse paa Nakken, 
   Han tog min Blomst og satte den pnt 
   I Knaphullet, foran paa Frakken. 

   En Dugdraabe faldt fra Blomstens Blad, 
   Jeg troede, det var en Taare, 
   Da sang jeg og tnkte, saa skyder han mig! 
   Jeg nskede Dden saa saare. 

   End dufter Blomsten saa smukt som fr, 
   Den fler i Frakken sig hjemme! 
   Jeg flyver afsted fra By til By, 
   O, kunde jeg Blomsten dog glemme! 

   Jeg srger - men synger dog meer end fr, 
   Hver Gang jeg flagrer paa Vangen, 
   Saa kommer der vel en Jger engang, 
   Og skyder mig midt under Sangen! 


   Men vi ville lade den Fugl flyve! 
   Det var alt paa den fjerde Dag jeg var i Hamborg; om Eftermiddagen gik den saakaldte Postkutsche til Braunschweig, jeg
havde Nummer 11, men der var nsten en tyve Passagerer, der alle stode grupperede med Kapper, sker og andre
Reise-Atributer, ved hohen Brcke, hvor vi skulde stige i Vognen. 
   Gaden her, - ja det var en Hamborger Gade, snever og dunkel med en uhyre Trngsel, Sti og Raab, dog midt i al dens
Prosa laae et lille, idyllisk Partie. 
   Sidehusene havde mange Udbygninger og Kanapper, imellem to af disse var opslaaet et lille Brdeskuur, der var saa lavt, at
intet Menneske kunde staae opreist derinde, og saa smalt, at der kun var Plads til een Stol og ikke mere. Herinde sad et Par
gamle gtefolk, en Skomager med sin Kone. Vrktiet laae i Vinduet og imellem dette og den bageste Vg, indtog Manden
den hele Plads, den gamle Kone sad tt ved Siden af ham med sin Strikkestrmpe, og saa kom Gadedren; hun maatte
ndvendigviis frst trde ud af Huset, naar Manden skulde ud. 
   De sadde virkeligt der, som Dukker i et lille Glasskab, og saae meget glade og lykkelige ud, snakkede og loe, i det de saae
paa os, der een ad Gangen blev puttet ind i den store Postvogn. 
   Jeg kom i en af Bivognene, hvor jeg fik en Engelnder og to Hamborgere til Selskab, den ene af disse var en Jde. 
   Nu skal vi s'gu vre interessante! var det frste han sagde, i det han neppe var kommet til Sde i Vognen, og saae alt
meget forniet til os allesammen. 
   Vort Hamborg er dog en kjn By, en riig By! og nu begyndte han at fistulere: 

   Stadt Hamburg in der Elbe-Auen, 
   Wie bist du statlich anzuschauen! 


   Jeg blev ogsaa ganske forniet, idet jeg tnkte, som Fanden, naar det gaaer ilde, der faaer jeg da een Sjl! ham kan jeg
vist bruge. Jeg bad ret i mit Hjertes Inderste, at den unge Mands originalitet maatte vende sin Sndags-Side ud, og i dette
Haab nynnede jeg med: 

   Heil ber dir Hammonia! 


   Saaledes rullede vi da ud af det gamle Hamborg. 
   Jeg nvnede Digteren Heine. 
   Heine, sagde han, ja, Heine er en stor Mand i Poesien, og Broderen en stor Mand paa Brsen! men jeg holder ikke af
hans Vers, for de ere saa korte. Vips faaer man een over Nsen, og saa er det Digt forbi! 
   Ja, sagde den anden Hamborger, han er altid saa rask med at give over Nsen! der har han skrevet, at Romerne og disse
Italienere ere saa smukke og saa regelmssige i Ansigterne, og at vi Tydskere have Kartoffel-Gesichter. - Have vi
Kartoffel-Gesichter? sagde han og viiste mig sit Ansigt, der rigtignok, naar jeg skal vre rlig, ikke var saa ganske uliig denne
Jordvxt. Jeg vilde ikke, vedblev han, for aldrig det, reise med saadant et Menneske, fr man vidste et Ord derom, kunde
der blive skrevet en heel Bog om een! 
   Nummer to! tnkte jeg, her har jeg den anden Sjl! - Hvilke Characterer for min Reise! Lidt efter lidt ville de mere
udvikle sig, de kunne gjre godt i 3die Capitel. 
   Vi vare imidlertid ved den frste Station, men - der gik de begge to, begge Sjlene! 
   Det kan rigtignok genere en Forfatter, saaledes at miste sine to frste Characterer, uden endnu at have benyttet dem - - - dog
vi ville ikke lade os genere, vi reise videre! H. C. Andersen (1805-75): Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831),
3 

                      III 

     Vierlandene. Den Reisende og Hedeboeren. Skolejomfruen. 
           Lyneborg. Alferne paa Heden. 
   Vi vare nu i Vierlandene; smaae Canaler krydsede hinanden, Alt stod saa frodigt Grnt, Kirsebrtrerne havde sat Br, skjndt det kun var den 21de Mai. Alt, rundt om var en stor Kjkkenhave, og det er det da ogsaa for Hamborg og den hele Omegn. 
   Tt ved Veien laae pyntelige Huse, og enkelte havde Glasmalerie paa de smaae Ruder. Brn, Piger og Drenge, med kloge ine lbe langs med Vognen og vilde slge os Blomster, vi fik, for en Ubetydelighed, baade Bouketter og Krandse. 
   En Reise gjennem Vierlandene til Harzen, er dog et ret levende Billede paa det hele Menneskeliv! - Den frodige, grnne Natur her, hvor Beboerne roligt sove inden for Dmningerne, uden at drmme om den uroelige Strm, der hvert ieblik kan bryde ind over dem, forekom mig som den lykkelige, livsgrnne Barneverden, hvor der ogsaa overalt voxe Kirsebr og Blommer, store Sabelrter og brogede Blomster. Men neppe ere vi komne ud af dette lykkelige Land, over Virkelighedens Elb-Strm, saa ligger Livets store Lyneborger-Hede foran os, der dog heller ikke er saa slem, som den er udskregen for; her voxe ogsaa grnne Skove, og ere disse vel kun Naaletrer, saa give de dog Skygge, man finder ogsaa her Mennesker, og Fuglene qvidre smukt paa de grnne Engpartier, og bag ved hele det store Hedeland reiser sig Himlens hie Harzbjerge, hvor selv de solbelyste Skyer, ligge som Taage dybt under os. 
   Ved Zollenspicker, Todes Fdeby, der ligger paa en e mellem Elben og Jlmenau, kom vi alle i en stor Frge og seilede nu over Elbfloden, der lb med en uhyre Fart mod Hamborg, ret som den havde tusinde Nyheder fra de bhmiske Bjerge, den skulde have indrykket i Brsenhalle. 
   Vi stege i Land og stode nu paa engelsk Grund i Kongeriget Hannover. 
   Indtil Winsen, en hannoversk Flekke, ved en lille Flod, var Egnen endnu ret taalelig. Paa det frste Gadehjrne her, havde Maleren skrevet med store hvide Bogstaver Byens Navn Winsen og ved Siden af dette sat et stort Comma, for ligesom at antyde, at der nok kunde siges lidt mere om denne Stad, end det blotte Navn. 
   Byens Indvaanere sadde paa en Trappe og drak Thevand, vi kyssede paa Fingrene af Damerne, og de nikkede igjen, saa fortroligt, som vi vare gode Bekjendtere; Solen gik ned bag det gamle Kirketaarn og gav os alle rde Kinder i det vi rullede afsted til den store Hede-Egn. 
   Den var ikke saa slem endnu paa denne Side Lyneborg! De unge Grantrer stode med friske hvidgrnne Skud; den hele Skov saae ud, som en Vrimmel af Juletrer med Smaae-Lys, kun Presenterne manglede. 
   Vi rullede fort, mellem Sand og Graner. 
   Den Reisende 
   Ingen Bjerge, intet Hav 
   Himlen disse Egne gav, 
   Kun den lyngbegroede Slette, 
   Sand og Graner, ja kun dette, 
   Stort og vidt mit ie skuer, 
   Til hvor Horizonten buer. 

   Hedeboeren 
   Hav og Bjerge Gud mig gav. 
   Himlen er det store Hav; 
   Hvilket Hav er stort som dette? 
   See, det favner jo min Slette, 
   Og, som dybt fra Sens Rige, 
   Stjernerne, som Lillier stige! 

   Bjerge! - Er ei Bjerge her? 
   Seer Du disse Skyer der? 
   Stolt de reise sig med Vlde. 
   Der er Liv i disse Fjelde! 
   Hen ad Himlens Hav de seile, 
   Siig, hvad disse Bjerge feile? 


   Fra de 20 Reisende, der droge ud af Hamborg vare vi alt sammensmeltede til 6; og sad nu
Hjerte ved Hjerte i den store Postkutsche; vi dannede paa en Maade en Hjerter-Sex, i det her
vare tre Hjerter paa hver Side. Det ene Hjerte, det vil da sige, med legemlig Fouteral og
Tilbehr, var en ung Student fra Hamborg, fuld af Lune og Indfald; han fandt at vi just nu
udgjorde en lille Familiekreds, og denne burde dog kjende sine Medlemmer indbyrdes. Vore Navne
blev der ikke spurgt om, men vort Fdreland; hver fik Navn efter en mrkelig Mand eller Qvinde
der, og saaledes udgjorde vi en Kreds af bermte Mennesker. Jeg hedte som Dansk Thorvaldsen;
min Nabo, en ung Englnder, Schakspeare; Studenten selv kunde ikke vre mindre end Claudius;
men med vore tre Gjenboere kom han dog i nogen Forlegenhed, den ene var en attenaarig Pige, der
fulgte med sin Onkel, en gammel Apotheker fra Braunschweig; han ndtes tilsidst at kalde hende
Frken Mumme og Onkelen Hendrik Lve; men den sidste af Passagererne blev ganske anonym,
eftersom vi ingen bermte Folk kunde finde i den ellers meget saltbringende By Lyneborg, hvor
hun var fra. Hun blev altsaa Stedbarn, og det lod, som hun ofte var bleven behandlet saaledes,
thi hun smilede ganske forunderlig veemodig, da vi ikke kunde optage hende med et Navn i
Samfundet. Just herved kom jeg til at betragte hende niere; hun var henimod de 50, havde en
bruun Hud og nogle Ar af Kopperne; men i det mrke ie laae der noget interressant, noget dybt
veemodigt, selv naar hun smilede. Vi hrte at hun holdt Skole for nogle unge Piger i Lneborg,
levede stille der, i et lille Huus, og havde nu for frste Gang, men kun paa nogle Dage, vret
i Hamborg. Jeg hrte hende nsten ikke tale et Ord den hele Vei, men hun smilede venligt af
vort Spg og saae ret saa godmodig glad paa den unge Pige, hver Gang denne hjerteligt loe af
hvad der blev sagt. 
   Mellem alle vi andre snaksomme blev hun mig just interressant ved sin Taushed. Frst da vi
rullede ind paa Lyneborgs snevre Gader, hvor Husene stode i Maanelyset, saa klosteragtige, saa
gamle og spidsgavlede, hrte jeg hende frste Gang tale: Nu er jeg hjemme! sagde hun. 
   Vi stege ud af Vognen, den gamle Apotheker bd hende sin Arm, for at flge hende hjem, det
var tt herved; vi andre gik med. Klokken var omtrent 11, Alt var saa stille i den underlige
gamle By, der var mig saa ganske fremmed; spidsgavlede Huse, Kanapper og Udbygninger rundtom i
det skarpe Maaneskin. Vgteren gik med en stor Skralde, som han snurrede med, sang derpaa sit
Vers og snurrede igjen. Velkommen, Jomfrue! sagde han midt under Sangen, og hun nikkede og
nvnte hans Navn, idet hun traadte op af den hie Steentrappe; her boede hun. Jeg saae hende
neie til Afsked og forsvinde bag Dren. 
   Da siden efter Postillionen blste, og vi skulde ind i Vognen igjen, saae jeg Lys paa hendes
Vrelse; en Skygge gik over Gardinet, det var hende, der saae efter os ved Vinduet. Nu var den
Reise forbi for hende, som hun maaskee i flere Aar havde gldet sig til, muligt staaer den som
et af de lyseste Punkter i hendes eensformige Liv, og hun vil sidenefter, mange Gange nyde den
i Erindringen. Der ligger virkeligt noget Rrende i saadan en gammel Piges stille Klosterliv;
hvem veed hvilken Orm der gnaver dette Hjerte; der ere Flelser og Tanker, vi ofte ikke kunne
betroe vore kjreste Venner. Imorgen skulde hun maaskee begynde med Skolen igjen, hre Brnene
i les verbes rguliers. - Aimer, aimant, aim - - hvor der dog kan ligge mange Erindringer i
saadant et regelmssigt Verbum. 
   Vi rullede ud af Lyneborg, uden at have seet nogen af dens Mrkvrdigheder; ikke engang
Skinken af det bermte Sviin, der for over 800 Aar siden opdagede Saltkilderne. 
   Saltvrket og Kalkbrudene saae vi dog i Flugten udenfor Byen, men det var rigtignok paa
samme Maade, som Brgers Leonore, der saae Byer og Marke flyve forbi i Maaneskinnet. 
   Vi vare atter sex i Vognen; den ledige Plads var optaget af en ung Kjbmand, der skulde til
Dresden; saaledes dannede vi endnu en Hjerter Sex, idet vi atter befandt os paa Heden. 
   Vognens eensformige Skuren i Sandet, Vindstdene i Grenene og Postillionens Musik-Stykker
smeltede imidlertid sammen til en svnbringende Vuggesang, den ene af Passagererne nikkede med
Hovedet efter den anden, selv vore Blomsterbouqvetter, der vare stukne ind i Vogngjemmerne
efterlignede den samme Bevgelse, hver Gang Vognen gav et Std. Jeg lukkede inene og aabnede
dem igjen, idet jeg halv blundede og vistnok drmte. Mit ie faldt isr paa een af de store
Nelliker i den Bouqvet jeg havde faaet mig i Vierlandene; alle Blomsterne duftede strkt, men
jeg syntes at den i Duft, som i Farve, overgik alle de andre; og hvad der var det meest
curise, midt i Blomsten sad et lille, luftigt Vsen, ikke strre end et af dens Blade, og saa
gjennemsigtigt, som et Glas; det var dens Genius; thi i enhver Blomst boer en saadan lille
Aand, der lever og der med den. Hans Vinger havde samme Farve som Nellikens Blade, men de vare
saa fine, at de saae ud, som var det kun det rde Skjr, der faldt fra Blomsten i Maanelyset;
guulgule Lokker, finere end Stvfret, glede ned over Skuldrene og blgede i Vinden. 
   Da jeg nu saae niere paa de andre Blomster, mrkede jeg at han ikke var den eneste, i hver
Blomst gyngede et saadant lille Vsen, hvis Vinger og luftige Kldning var som et Farveskjr af
den Blomst hvori de levede. De gyngede hver paa de lette Blade i Duft og Maanelys, sang og loe,
men det var som naar Vinden gaaer sagte hen over den stemte olsharpe. 
   Snart kom hundrede og atter hundrede andre Alfer, i ganske andre Gevandter og Skikkelser,
ind af det aabne Vindue paa Vognen; de kom fra de dunkle Graner og fra Hedeblomsterne. Hvor
blev der ikke en Snakken, en Syngen og Dandsen! de sprang mig tidt lige over Nsen og undsaae
sig ikke ved at opfre en Runddans midt paa min Pande. Disse Gran-Alfer saae ellers ud, som
sande Vildmnd med Spyd og Landse, og dog vare de luftige, som den fine Taage, der i
Morgensolen dufter fra den beduggede Rose. De deelte sig i forskjellige Partier og spillede nu
hele Comoedier, som mit Reiseselskab troede at drmme; hver fik sit Stykke. 
   For den muntre, livfulde Student fra Hamborg var Scenen i Berlin; en heel Skare Alfer
formummede sig som tydske Studenter, og nogle vare sande Philister, med lang Pibe i Munden og
en Stok som en Klle ved Siden af sig; de stode i lange Rkker, det var et Collegium; een af
Gran-Alferne steeg som den levende Hegel op paa Cathedret og talte saa lrd og indviklet, at
jeg slet ikke kunde flge med. 
   Et andet Partie legede paa vor Engelnders Lber, dandsede og kyssede hinanden, og saa var
det for ham, som han kyssede sin Hjertensallerkjreste, flte hendes Kind hvile op til sin, og
saae hende ind i det kloge, kjrlige ie. 
   For den unge Pige fra Braunschweig spillede de derimod en alvorlig Scene af hendes eget Liv;
Taarerne trillede hende ned over Kinderne, og de smaae Alfer smilede og speilede sig i hver,
saa at hver Taare der faldt i Drmme, viiste et uskyldigt Smiil. 
   Den gamle Apotheker vare de vrst ved, fordi han havde traadt en af Blomsterne itu, der var
faldet ned i Vognen, og derved drbt en af de smaae Alfer; de satte sig paa hans Ben, og saa
blev det for ham i Drmme, som om han slet ingen havde, men hoppede paa Stumpen hen ad
Braunschweigs Gader, hvor alle Naboer og Fremmede stode og saae paa ham; men saa gjorde det dog
de smaae Skabninger ondt, og de lode ham faae Benene igjen, og ovenikjbet et Par store Vinger,
saa han kunde flyve hit op over Hendrik Lves Kobberlve og St. Blasii hie Kirketaarn, og det
forniede ret den gamle Apotheker, saa han loe hit i Drmme. 
   Kjbmanden fra Dresden havde de skabt den hele Hamborger-Brs, med Jder og Christne; og sat
Coursen saa hi, som den endnu aldrig bliver, og som kun saadanne luftige Puds kunne bringe i
Stand i Drmme. Mig syntes de ikke at lgge Mrke til, fr lnge efter de andre; denne lange
blege Mand, sagde da en af dem, er en Digter! skal han da ingen Ting see? 
   Han seer jo os! det kan vist vre nok for ham! 
   Skal vi ikke ogsaa lade ham see hvad vi see! saa vil han synge smukt derom for de andre
Mennesker, naar han vaagner. 
   De holdt ellers noget lnge Raad, om jeg var vrd at optages i deres Forsamling, men da de
nu ingen bedre Digter havde her, saa fik jeg da Adgangskort. De smaae Alfer kyssede mig paa
inene og rene, og da var det, som jeg blev et nyt og bedre Menneske. 
   Jeg saae ud paa den store Lyneborgerhede, som jo gjlder for at vre saa hslig, Herre Gud,
hvor Folk snakke! ja de tale som de see og hre til. Hvert Sandskorn var et glimrende
Klippestykke; det lange Grsstraae, der hang fuldt af Stv ud paa den brede Landevei, var den
nydeligste macadamiserede Vei for de smaae Alfer; fra hvert Blad tittede saadant et lille,
smilende Ansigt frem. Granerne saae ud som fuldendte Babeltaarne, der vrimlede af Alfer, fra de
nederste brede Grene til den hie Top, hele Luften var opfyldt af de forunderligste Skikkelser,
og alle klare og hurtige som Lyset. Fire  fem Blomstergenier rede paa en hvid Sommerfugl, de
havde jaget op af sin Svn, medens andre byggede Slotte af den strke Duft og den fine
Maanestraale. Den hele store Hede var en Trylleverden, fuld af Undervrker; hvor kunstigt var
ikke hvert Blomsterblad vvet! hvilken Masse af Liv laae der ikke i den grnne Granspire! hvert
Stvgran havde sin forskjellige Farve og sregne Sammenstning, og hvilken Uendelighed i den
store Himmel oven over. 
   Sagnet siger, at kun ved et Menneskes trofaste Kjrlighed og ved den christne Daab kan
Havfruen faae en uddelig Sjl; de smaae Blomster-Alfer forlange ikke saa meget; en Angerens
eller Medlidenheds Taare fra det menneskelige Hjerte, er den Daab, der kan give dem
Uddelighed, og derfor sge Alferne saa gjerne til Mennesket, og naar det fromme, gudhengivne
Suk stiger fra vort Bryst, hve de sig paa dette til Gud, thi ogsaa saaledes komme de ind i den
store, deilige Himmel og voxe til Engle under Evighedens mgtige Sollys. 
   Duggen begyndte at falde, jeg saae de luftig-lette Genier tumle sig paa de store
Vanddraaber; mange Digtere fortlle, at Alferne bade sig i Duggen; men hvor kan det lette
Vsen, der dandser paa Tidslens Fnug, uden at bevge det, trnge igjennem den haarde Vandmasse;
nei, de stode op paa den runde Draabe, og naar denne saa trillede rundt under deres Fdder og
det lette Gevandt flagrede i Luften, saae de ud, som det nydeligste Miniatur-Billede af Fortuna
paa sin rullende Kugle. 
   Med eet flte jeg en sittrende Bevgelse i hele Luften, jeg foer op, og det Hele var
forsvundet, men Blomsterne duftede strkt, og gjennem Karetvinduet biede sig nogle friske,
grnne Birkegrene. Postillionen havde pyntet den hele Vogn med Grnt, efterdi det var
Pindsemorgen. Den gamle Apotheker strakte sig i Vognen og sagde: man kan dog drmme her! men
hverken han eller de andre tnkte paa, at jeg var indviet i deres Drmme. 
   Solen stod op, vi sadde Alle tause, jeg troer vi stille holdt vor Kirkegang, medens Fuglene
sang Pindsehymner og Hjertet selv holdt os den bedste Froprdiken. 
   I Uelzen gik Folk til Kirke da vi kom her. Solen brndte som en Ild, vi vare nsten halvdde
da vi naaede Gifhorn og endnu vare der 4 Mile til Braunschweig. Jeg flte mig saa trt, at jeg
neppe gad seet ud af Vognen, da vi kunde ine Harzbjergene med Brocken; endelig vare vi ved
Maalet, jeg fandt Hvile og Vederqvgelse i Hotel d'Angleterre. IV 
 
        Braunschweig. Drei Tage aus dem Leben eines Spielers. 
        En Fortsttelse af Samme. Moderen og Snnen. Vandring i Byen. 
              Afreise. Den gamle Skolemester. 


   Hvad spilles der paa Theatret i Aften? spurgte jeg. 
   O, ein wunderschnes Stck! sagde Kjeldersvenden. Drei Tage aus dem Leben eines Spielers. 
   Jeg vidste det var et Efectstykke, der havde gjort Opsigt i hele Tydskland, men strkere end Cardillac troede jeg dog det
ikke kunde vre. Skjndt jeg nsten var halvkogt af Dagens Hede, og saa trt af den velsignede Postkutsche, at jeg knap
kunde rre mig, gik jeg i Theatret. 
   Stykket var ikke inddeelt i Acter, men i Dage, mellem hver var der et Tidslb af 15 Aar. To Dage holdt jeg ud, men saa
kunde jeg ikke lngere. Tilskuerne bleve formelig spndte paa Pinebnken, og tnk nu, mig arme Menneske, der alt var som
mrbanket af Reisen. 
   Den frste Dag endte da med, at Spilleren tog Livet af sin gamle Fader, den anden Dag gik det ud over et ganske uskyldigt
Menneske, som han skjd en Kugle gjennem Livet; - jeg flte Blodet koge i mig, og ventede da, at paa den tredie Dag maatte
det gaae ud over Tilskuerne med. Jeg var frygtelig tilmode; kun i Galeislaverne har jeg flt noget lignende. 
   Jeg gik hjem, men overalt saae jeg Udskud af Menneskeheden, snderknuste Mdre og fortvivlede Spillere. Jeg fik saadan
en Afsky for Kort, at jeg strax brndte et Bundt uskyldige Visitkort, jeg havde kjbt i Hamborg, blot fordi de havde Navnet
Kort. 
   Mit Sind var i Oprr, jeg forsgte paa at synge Vuggeviser for at dmpe det; ja, jeg satte mig tilsidst ned og fortalte mig selv
et BrneEventyr, som Du ogsaa maa hre, min Lser. 
   Saalnge Kjbenhavnerne endnu ere ganske smaae Rollinger, og ikke have vret lnger ude i Verden end til Dyrehaven
og Frederiksberg, og deres Bedstemoder eller Amme fortller dem, om fortryllede Prindser og Prindsesser, Guldbjerge og
talende Fugle, saa drmmer det lille Hoved om dette deilige Phantasieland, og seer ud over Havet, der gaaer sammen med
Himlen, mellem den danske og svenske Kyst. Derude maa det ligge, tnke de, og udmale sig nu saa herligt denne nye Verden;
men de blive ldre, komme i Skole, faae fat paa Rises Geographie, og med eet slaar den dem det hele Phantasieland itu, de
see - bag Havet ligger Preussen og hele Tydskland og det frste er ikke andet end det bare Sand. Dog, nok herom, vi ville
blive ved Phantasielandet. Her levede for mange Tider siden, lnge endnu, fr man drmte om mit Forfatterskab og drei Tage
aus dem Leben eines Spielers, en gammel slvgraae Konge, der havde saadan en Tiltroe til Verden, at han ikke kunde tnke
sig, at noget Menneske kunde sige en Lgn, ja en Lgn stod ham som saadant et Phantasiebillede, at han i Raadet lovede, at
give sin Datter og det halve Rige til den, der kunde sige ham en Ting, han maatte indsee, dog var en Lgn. 
   Alle hans Undersaatter lagde sig efter Lgn, men den gode Konge tog Alt for Sandhed. Da blev han tilsidst ganske
melankolsk, grd og trrede inene i sin kongelige Kaabe, idet han sukkede: skal jeg dog aldrig kunne sige: Det er Lgn! 
   Saaledes glede Dagene hen; da kom der en Morgen en smuk, velvoxen Prinds, der elskede Prindsessen og var elsket igjen; i
9 Aar havde han lagt sig efter Lgn, og haabede nu at vinde hende og Riget. Han sagde til den gamle Konge, at han nskede
sig anbragt som Gartner-Svend, og Kongen sagde: ja nok, min Sn! og frte ham ned i Haugen. 
   Her stod isr Grnkaalen i en deilig Vxt, men den unge Prinds trak paa Nsen og sagde: Was ist das? 
   Det er Kaal, min Sn! sagde Kongen. 
   Kaal? - I min Moders Kaalhave, er den saa stor, at der kan staae et Regiment Soldater under hvert Blad. 
   Det er meget muligt, sagde Kongen; Naturens Almagt er stor, og der gives megen Forskjellighed i Vxten. 
   Ja saa vil jeg ikke vre Gartner, svarede Prindsen; lad mig hellere blive Din Ladefoged. 
   See her er min Lade! har Du seet en strre og skjnnere? 
   Strre? Jo, saa skulde Du see min Moders! Tnk Dig, da man byggede den og Tmmermanden sad verst oppe og
huggede med sin xe, fli denne af Skaftet og fr den rrte Jorden havde en Svale bygget Rede i Hullet, lagt g og klgget
Ungerne ud. Ja, det troer Du vel er Lgn, min Konge? 
   Nei saa mn gjr jeg ei! den menneskelige Kunst gaaer vidt; hvorfor skulde Din Moder ikke kunde have saadan en Lade?

   Saaledes gik det fort, men Prindsen fik hverken Riget eller den deilige Prindsesse; de tredes derfor begge hen af Sorg og
Lngsel, thi Kongen havde svoret: Ingen faaer min Datter, uden han kan sige mig en Lgn! 
   Aldrig kunde dog hans gode Hjerte troe en saadan; ja, da han tilsidst dde og kom ned i den store Marmorkiste, fik han dog
ingen Ro og man siger, han vandrer endnu om paa Jorden, som en usalig Aand, fordi han aldrig fik sin Lngsel stillet. 
   Saalangt var jeg kommen i Historien, altsaa til Enden, da bankede det paa min Dr; jeg raabte: Herein! - og - tnk min
Overraskelse! der stod den gamle Konge for mig, med Krone paa Hovedet og Scepter i Haanden. 
   Jeg hrte Dig memorere mit Livs Historie, sagde han, og dette har kaldt mig til Dig. Veed Du maaskee en Lgn, der kan
skaffe mig Ro i Graven? 
   Jeg sgte at fatte mig, sagde hvorledes jeg var kommen til at fortlle mig selv hans Levnet og Bedrifter, og nvnede nu:
Drei Tage aus dem Leben eines Spielers. 
   Fortl mig den! sagde han jeg holder meget af det Frygtelige; jeg er jo selv, som Aand, frygtelig paa mine gamle Dage! 
   Jeg begyndte at fortlle, gik Scene for Scene igjennem, og viste ham dette Malerie af Menneskelivet; da forklaredes hans
Trk, han greb min Haand og sagde i Begeistring: Det er en Lgn, min Sn! Saaledes gaaer det ikke til i Verden; men nu er
jeg forlst! Takket vre Du, der fortalte mig dette! takket vre Luis Angely, der bragte det paa Scenen, men velsignet vre
Victor Ducange, der lavede den. Nu faaer jeg Ro i Graven! - og derpaa forsvandt han. 
   Det kunde blive et deiligt Stykke, tnkte jeg, om denne Historie blev dramatiseret. Hvilke Characterer! isr den gamle
Konge, der slet ingen har; hans barnlige Tiltro til Verden; den ulykkelige Prinds, der rg af Pinden, skjndt han i 9 Aar havde
lagt sig efter Lgnen; Prindsessen, der ingen Mand fik, ogsaa Aanden, den gamle Konge, der tilsidst bliver forlst ved et Tydsk
Melodrama. Ja, jeg forudseer det, det bliver dramatisk, thi det er det! 
   Da jeg nste Morgen vaagnede, stod hele dette Eventyr for mig som en Drm, jeg begyndte nu min Udflugt i Staden, der
seer meget stille og fredelig ud. 
   Her begyndte alle Vinduerne at gaae ind ad og Blomster-Potterne ud ad. Tjenestepigerne flagrede i brogede Cattuns-Kaaber
gjennem Gaderne, og Smaabrnene skrege Her' Js'! til hvert andet Ord, de sagde. Volden er planeret, og man spadserer
her i lange Aleer, og finder smukke Blomsterpartier, som man nok tr see, men ikke rre. - Jeg besgte Marr, en ypperlig
Acteur ved Hof-Theatret her i Braunschweig, hvor han tillige er Regisseur, han boede udenfor Fallersleberthor, et historisk
Sted fra det 15de Aarhundrede, eller rettere, til den Tid; thi da samledes her hvert syvende Aar, alle Omegnens Fyrster og
mgtige Herrer, hvor de toge Deel med Folket i Dands og Lystighed. Man kastede da der Terninger om Alt, selv om at faae
sig en Kone, men den som fik hiest ine maatte ogsaa gte hende. Rundt om i de brogede Telte sadde de fornemme Damer i
al deres Puds og saae paa den lystige Menneskevrimmel udenfor. Nu var alt ganske forandret; en lang Allee, med Lyststeder
paa begge Sider, laae for mig; nogle rlige Braunschweiger-Borgere gik her roligt og nd Morgenstunden, uden at tnke paa,
at maaskee deres Tip-Tip-Tipoldemoder her var sat paa Spil i sin blomstrende Alder, ligesom nu en Barnekappe eller et
Syeskrin. 
   Det var anden Pintsedag, Klokkerne ringede og alle Folk strmmede til Sanct Blasius's Domkirke; jeg fulgte Strmmen;
Orgelet bruste igjennem de hie Hvlvinger, Menigheden sang, og de gamle braunschweig'ske Hertuger laae i Stv og Aske
nede i deres Kobberog Marmorkister. Det er alt, hvad jeg der, efter mit korte Besg, kan fortlle, men det er Sandhed. 
   Efter Gudstjenesten var der en Brudevielse. Det var et smukt Par; men hvad der isr greb mig var det underlige Udtryk af
Glde og Veemod, der laae i Brudens Blik; hun syntes at sge nogen, i det hun skred op til Altret. 
   Han er her vist i Kirken, hvidskede to Qvinder, der stode ved Siden af mig. 
   Den stakkels Eduard! - ja han er her vist! 
   Der gik et Lys op for mig; men jeg var vis paa han var der ikke; havde det vret en Johanne Schopenhauers Roman, saa
havde han nok staaet, ddbleg bag en Pille og seet paa Brudevielsen, her var det derimod Virkelighed; han var der ikke, men
hvor -? 

           Moderen 
   Hvad kommer Du fra Kirken her? 
   Vil Du ei see paa Stadsen der? 
   I Dag staaer liden Grethe Brud, 
   Men Du er bleg! Du gode Gud! 
   Du seer jo ganske saadan ud, 
   Som da - o Gud, jeg grde maa! 
   Som Lille, Du i Grsset laae, 
   Et giftigt Dyr stak der Din Fod; 
   Dds-Smerten i Dit Ansigt stod; 
   Ak, dobbelt den jeg med dig leed. 
   Din Fod jeg grov i Jorden ned, 
   Og Jorden suged' Giften ud; - 
   Saa har han gjort den gode Gud! 

           Snnen 
   Ja, Moder, Jorden hjlper der! 
   I Hjertet er nu Giften her, 
   Jeg fler den - forbarm Dig Gud! 
   Din Jord vil suge Giften ud. 
   O, grav det syge Hjerte ned, 
   Det hjlper jo, saa faaer jeg Fred! 


   Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu; siger Heine. Jeg gik ud af den gamle St. Blasius, saae paa de
ridderlige Epitaphier i Muren og de gammeldags Bygninger, der laae rundt om i Gaderne. Det gamle Raadhuus var forvandlet til
en Viinkjelder, men stod endnu i sin hele gothiske rvrdighed med den store murede Altan, og mellem hver Pille en fyrstelig
Herre med sin Gemalinde, udhugget i Legemsstrrelse i Stenen. 
   Paa Slotspladsen laae Alt i Gruus, en Mngde Mennesker arbeidede paa, at rive de sidste Rester ned og at lgge Stenene i
Hobe. En Sidebygning, der benyttedes som Vagtstue, stod endnu; Brtter vare slagne for de snderbrudte Vinduer, og op af
Vggen saae man paa Spoer af den sorte Rg. Inde imellem Gruset sadde nogle Barnepiger, og mens Brnene legede der,
sang de Barcarolen af: den Stumme. De tnkte vidst mindst paa, hvilken poetisk Figur de gjorde med denne Sang paa dette
Sted. De smaae Unger, som her legede, vil maaskee engang fortlle for deres Brn, som den frste, fjerneste Erindring de
have, om dette Slots delggelse; da staaer her et nyt og herligere, eller, hvad der er rimeligere, da er her Promenade, og en
ny Brnevrimmel hopper om under den gamle, blaae Himmel. 
   I en Udkant af Byen, ved een af Portene, ligger en smuk, stor Have, der tilhrer en Kjbmand Krause; den staaer aaben for
enhver, og paa Husets Faade lser man Salve Hospes! Her var en Skov af Sydens Blomster og Frugttrer, der plantede i
store Ballier, stode rundt om Huset. - Alt var Blomster og Duft. Fra en Plads i Haven, der gik ned til en Arm af Ocker-Floden,
havde man et af de venligste Landskaber, man kan drmme sig. 
   Det var en Blegdam, en stor Eng, der var guul af Blomster; noget borte laae Lyststeder mellem Bge og hie Popler, og ude
paa Horizonten reiste Harzen sig med Brocken, der som en graa Uveirssky hvede sig op imellem de andre solbelyste
Skybjerge, - det var et fuldendt Malerie! I Bjergene selv har man kun Baggrund uden Forgrund, og i Sletterne det Omvendte,
Forgrund nok, men ingen Baggrund; her vare begge Dele, som man kunde nske sig det. - Jeg saae en ung Maler, der
skizzerede sig Luft-Partiet. Folk spadserede forbi, uden at lgge Mrke til ham; det skulde have vret hjemme hos os, saa
nr Byen! - Jeg erindrer, at een af vore bermte Landskabsmalere har fortalt mig, at da han en Aften gik langs med
Pebling-Sen for at studere Luften, og gldede sig ved dens deilige Afspeiling i Vandfladen, som han derfor saae ned i,
samlede der sig en Vrimlen af Mennesker om ham, og alle spurgte de: Er der Nogen druknet! 
   I Maaneskin spadserede jeg forbi Heinrich Lves gamle Slot, den store Kobber-Lve stod roligt paa sit Fod-Stykke, og
saae ind paa Slottet paa den ny Menneske-Slgt, der i Soldater-Uniform kiggede ud af alle Vinduer; medens Folk kom fra
Theatret, hvor der var spillet Das Irrenhaus in Dijon et fransk Melodrama, der skal slaae Sparto til Drey Tage aus dem
Leben eines Spielers. Folk saae ogsaa lidt fordgtige ud, i det de kom der fra, og man sagde at der vare to Damer og en ung
Officeer, der havde faaet Krampe. De skulde, ligesom jeg, have fortalt hinanden Brne-Eventyr eller sjunget Vuggeviser, saa
var det nok gaaet over. - 
   Den 25de Mai, tredie Dagen efter min Ankomst, forlod jeg Braunschweig med Schnellposten og kom her i Selskab med to
unge Lieutenanter, der reiste Incognito, som Majorer, og strax gjorde mig til Professor, og da det ingen Rangskat kostede,
fandt jeg mig deri, med kristelig Taalmodighed; desuden havde vi en Tjenestepige med, paa en 40 Aar, der skulde mde sit
Herskab i Goslar, og en gammel, original Skolemester, hvem vi nrmere skulle lre at kjende. Pigen havde en Characteer, der
stod mellem det Melankolske og Sanguiniske; hun kom hvert ieblik i Taare over, at der just den Dag var det aarlige, store
Skydelag i Braunschweig, som hun saa gjerne vilde have bivaanet, men nu var dette det tredie Aar, at hun paa denne Livsens
Dag, skulde vre paa Reise. 
   Ved den frste Station skildtes jeg ved mit Reise-Selskab paa Skolemesteren nr; vi kom nu ind i en mindre Vogn, hvor der
kun var Plads for fire Personer; Hjerterne kom saaledes legemlig nrmere, og jeg havde nu kun een Figur til at beskjftige mig
med. Han var en Mand paa henved de 60, en lille, spinkel Skabning, levende ine og en sort Fliels Calot paa det smalle
Hoved. Det var det udtrykte Billede af Jean Pauls Schulmeisterlein, Wuz fra Auenthal. Min Skolemester her var ellers fra en lille
hannoversk Stad, og vilde besge en gammel Ven i Goslar, og skulde, ligesom jeg, for frste Gang bestige Bjerge. Han var een
af de lykkelige Mennesker, hvis Nisomhed allierer sig med Phantasien og slynger Blomster om enhver Stub, for hvem den
snevre Stue udvider sig til et Feeslot, og som kan suge Honning af den mindste Blomst. Med nsten barnagtig Stolthed fortalte
han om sin lille By, der for ham stod, som denne Verdens Centrum; den var ogsaa i den sidste Tid stegen i Culturen, havde et
Privat-Theater. - 
   Ja, sagde han, det skulde De see! - Der ere nu ingen Mennesker, der skulde falde paa, at her fr havde vret en Stald!
Baasene ere malede med Violiner og Fliter af vor gamle Maler; og Musikken selv - ja, den er saamn ganske god for saadan
en lille By! to Violiner, en Klarinet og saa en stor Tromme; det gaaer meget net! Jeg veed ellers ikke hvordan det kan vre,
men Musik gaaer dog lierligt ind til Hjertet, og jeg kan ret tnke mig de smaae Guds Engle i Himmerige. Men vi give os nu
heller ikke af med disse Hokuspokus og Trillarier, som de have i Braunschweig og Berlin, nei, vor gamle Graver, som staaer for
Musikken, giver os en god rlig Polsk og en Molinasky mellem Acterne, vore Fruentimmer nynne med og vi Gamle slaae
Tacten paa Gulvet med vore Stokke; det er ret en Fornielse! 
   Og hvorledes gaaer det nu med Spillet? spurgte jeg. 
   Herligt! og jeg skal sige Dem, for at nu de som spille, kan faae Mod til at trde frem for os alle sammen, saa blive de forud
saa smaat vnnet til det ved Prverne, og ved General-Prven maa derfor ethvert Huus levere to Tjenestefolk, for at Bnkene
kan vre fulde, og de der spille kan faae Courage! 
   Det maa jo ret vre en Glde - -! 
   En Glde, afbrd han mig, ja, vi fornie os alle i vort Hjertes Eenfoldighed og misunde dem ikke i Berlin. Men vi have
ogsaa deilige Tepper og Presentationer! paa det forreste have vi nu Byens Sprite; og saa staaer Straalen, ligesom den er i
Naturen, lige op af Soufleurens Hul. - Men altsammen malet, nydeligt malet! Vort Gade-Teppe er det pneste, der har vi vor
egen Byes Torv, og det er saa tydeligt, at Enhver kan see sit eget Huus, der maa saa spilles hvad Stykke det skal vre! - Det
vrste vi har, er med den lille Jernlysekrone; Lysene ere saa slemme til at dryppe, saa om der ogsaa ere nok saa mange
Mennesker samlede, bliver der dog altid et stort Hul under Lysekronen. En anden Feil, - for jeg er ikke den Mand der vil rose
Alt - en anden Feil er det, at mange af vore Fruentimmer, naar de agere, og saa de staae paa Theatret og kunne kjende nogen
nede paa Bnkene, saa fnise de strax og nikke ned. Men Herre Gud, det er jo kun ogsaa Fornielse det Hele! - 
   Men nu, naar der ingen Comedie er om Vinteren, maa det da vre meget stille i Deres lille By? - de lange Aftener - -! 
   O, de gaae meget deiligt; min Kone, begge Brnene og Pigen stte sig da til at spinde, og naar saa alle fire Rokkene gaae,
lser jeg hit for dem, saa lider Arbeidet bedre, og vi vide ikke, hvor Tiden bliver af. Juleaften muse vi om Peberndder og
spille om bleskiver, medens de fattige Brn synge udenfor Dren om Juleglden og det lille Barn Jesus, og da kan ret Vandet
komme mig i inene, skjndt jeg er saa inderlig forniet. 
   Saaledes gled Talens Strm hurtig frem, medens Vognen bevgede sig meget langsomt i den sandede Vei. Efterhaanden
traadte Bjergene ud af deres Taageskikkelser, som strke, stolte Masser begroede med mrke Graneskove, Kornmarkerne
bugtede sig malerisk ind mellem dem, og Goslar, den gamle kaiserlige, frie Rigsstad laae for os. Alle Tagene vare belagte med
Schiffersteen, hvorved Byen, der ligger indesluttet mellem Bjerge, faaer et underligt mrkt Udseende. Her havde engang Sdet
vret for de tydske Konger og Keisere, her vare Rigsforsamlinger holdte, og Riger og Landes Skjbne afgjorte - nu, ja nu er
den bekjendt af sit Bjergvrk og af Heine's Reisebilleder; her spillede Digteren Blomstertyv og Hjertetyv, - en Historie, som de
agtbare Borgere i Goslar, slet ikke vilde kjendes ved, og gjorde altid et meget suurt Ansigt, naar jeg sagde: Heine. Lad mig
derfor vre lidt forsigtigere. 
   Her skildtes jeg fra min hannoverske Skolemester, i det Haab, at vi atter skulde samles paa Bloxbjerg. Han drog til hire, jeg
til venstre, hvor jeg opslog min Bopl i Der Keiser von Rusland. V 
 
          Goslar. Bjergvrket. Edderkoppen. Sagnet om den skjnne Mathilde. 
                       Ilse. Brocken. 


   Selv om man af Naturen er intet mindre, end Helt, bliver man, som Reisebeskriver, dog altid Helten i sin egen Reise; men
hvad er Helten uden l og Mad? Vil man reise og nyde Naturen og Verden, maa man ogsaa nyde lidt af det Solide, der her
virkeligt udgjr en vigtigere Ingrediens af Velbehagelighed, end man troer, ja en Englnder har endogsaa meent, at det var
Umagen vrd at reise for at faae Appetit og derpaa tilfredsstille den. - Jeg flte noget Lignende, fulgte derpaa den indre
Stemme, og da jeg havde stoppet Munden paa den med Mad, gik jeg ud for at see de goslarske Mrkvrdigheder. 
   Luften var mig saa underlig trykkende, jeg kunde ordentligt lugte Bjergvrks-Duften, der har noget tilflleds med den, man
fortller, Fanden parfmerer med, naar han gaaer vred fra et Sted. Men, siden jeg nvner Fanden maa jeg strax fortlle, fr
jeg glemmer det, at een af Goslars frste Mrkvrdigheder, er en Present af denne bermte Mand. Der staaer nemlig midt
paa Torvet et stort Metalbkken, der gjennem Rr, bestandigt fyldes med Vand, og som Indbyggerne, naar der er Ild ls,
bruge istedetfor Stormklokke, idet de slaae paa det, saa det kan hres over Byen. Dette Fad, siger Sagnet, har Fanden engang
ved Nattetid bragt hid; jeg rrte ved det, og fandt, at det var meget forsvarligt Arbeide. 
   Raadhuset laae tt herved, mrkt og gammeldags, med alle sine mgtige Keisere opstillede udenpaa! de stode i frste Etage
med Krone paa Hovedet, Scepter i Haanden, og alle strkt illuminerede som et Nrnbergerbillede. Jeg saae en gammel
Bjergmand, der viiste sit lille Datter-Barn disse drabelige Helte, efter hvem hun nu tnker sig alle Jordens Konger og Keisere,
som saadanne alvorlige Steenmnd med Svrd og Krone, og det lille Fornuftsvsen indseer allerede, at det er intet
Blomsterliv at vre Konge, saaledes at staae med den tunge Krone Nat og Dag, uden paa Raadhuset og vaage over Lov og
Ret. 
   Jeg husker nok, hvorledes jeg ogsaa selv, som Lille, ikke havde bedre Idee, og hvorledes jeg isr grundede over hvad Sprog
en Konge og Dronning nu egentlig talte; thi de kunde jo neppe tale, som vi andre simple Mennesker; da jeg derfor engang
digtede en Comedie, hvori der kom saadanne to, mgtige Vsner for, grundede jeg lnge, til endelig et Lys gik op for mig.
Jeg tog da nogle Ordbger, skrev et Ord ud af en, og et af en anden, sammensatte nu et Slags Caudervelsk af Dansk, Tydsk,
Fransk o.s.v., som jeg lod min Konge tale, thi jeg tnkte, saadan en Mand maa kunde mange Sprog, og altsaa vise sig med lidt
af hvert! Gud veed hvad den lille Pige her tnkte om deres Sprog, hun glemte i det mindste ganske sit, ved at see saa mange
Keisere paa engang. 
   Da jeg gik igjennem Gaderne saae jeg paa flere Huse Madonna med barnet, men mange Steder vare de overkalkede som
Muren. Der laae mig noget Veemodigt i, saaledes at see disse halv forfaldne Steenbilleder, der stode mig som Mumier fra en
svunden Tidsalder; ogsaa de have engang levet og hersket, skjnt fremsprungne i denne dde Steen. Det var mig ogsaa, som
de hvidskede: Det er ikke nu som fr, da Keiseren og Folket biede sig for os! men Goslar er heller ikke som fr, Kronen er
her falden af mit og Keiserens Hoved! 
   En strre Varighed have dog disse dde Masser, tnkte jeg, da Byen laa bagved mig og jeg stod for frste Gang ved et
Bjerg. Det var Rammelsberg, bekjendt ved sit Bjergvrk, i hvilket der skal vre mere Bygningstmmer end i alle Husene i
Goslar. Hele den Side, der vendte imod Veien, bestod meest af Schiffersteen, hvorved Bjerget fik mig Udseende af en uhyre
Bygning, der var afbrndt og styrtet sammen. Luften selv havde noget svovlet, brndt ved sig, og Vandet, der gjennem Aflb
kom ud af Bjerget, hvor det var benyttet, saae ganske ockerguult ud. 
   Den norske Bonde kalder den tykke, blaahvide Taage, der tidt staaer indsluttet mellem Bjergsiderne: Ulddotter, og jeg
veed intet Navn der er mere characteristisk; det saae virkeligt ud, som en uhyre Masse af den finest kartede Uld, var blst ind i
den dybe Huulvei og laae der, op over de mrke Graner. 
   Hvor man stiger ned i Bjergvrket gik en Deel unge Arbeidere og trillede de raae rtsmasser ud i en gravet Fordybning; vi
fik en Frer, han tndte sin Lampe, aabnede nu en stor Dr og - jeg flte mig ganske underlig om Hjertet - vi traadte ind. Et
lille Stykke endnu var Gangen Muurvrk, men snart hvlvede sig kun de kantede Fjeldstykker rundt om; vi stege dybere og
dybere ned. Bjergmnd med deres Lamper mdte os; Glck auf! var den gjensidige Hilsen, medens Alt rundtom var stille
som i Graven. Gangene her syntes at vre af Malm; Ertset skinnede snart grnt, snart kobberrdt frem i Stenen. En Kjbmand
fra Goslar var fulgt med mig, jeg holdt mig fast til ham, skjndt der kun var et smalt Brt at gaae paa. Vi maatte tidt bie os
ganske dybt for de nedhngende Fjeldblokke; den ene Gang krydsede den anden, og Freren syntes ofte at blive reent borte
for os. Med eet brusede det over vore Hoveder, det var, som hele Bjerget styrtede sammen. Jeg sagde ikke et Ord, men
knugede mig fast til min Ledsager, der nu fortalte mig, at det var en Sluse oven over man aabnede, der satte et Hjul i
Bevgelse, hvorved Ertsstykkerne bleve heisede op fra de nederste Gruber. 
   En Afgrund aabnede sig ved Siden af os. Vi kunde ved Lampelyset ikke oversee det hele, store Hjul, som Vandet bruste ud
over. Jeg veed ikke ret om dette eller de store Grotter, hvor Ertset blev arbeidet ls ved Ild, var mig det mest Maleriske. De
rde Flammer sloge hit iveiret og belyste de sorte Bjergmnd rundt om; jeg lnede mig op til Klippevggen og begyndte at
vnne mig til den fremmede Verden, der just var skjn ved sin hele Frygtelighed. 
   Det er dog en underlig Modstning der er imellem Smandens afvexlende og Bjergmandens eensformige Liv. Med
svulmende Seil flyver han over det herlige Hav fra Kyst til Kyst; lystigt vrimler det i den fremmede Havn af travle Mennesker.
Snart blser der en Storm, saa Masten styrter og Skibet kastes som et Legeti omkring af de strke Blger, snart er det igjen
blikstille, og han hviler sig hit oppe i Mastkurven og seer ud i det grndselse Rum, mellem Hav og Himmel. For
Bjergmanden derimod glider den ene Dag som den anden. Dybt nede i den sorte Grube sidder han ved sin Lampe og hamrer
Ertset ud af Bjerget, stille og halvdunkelt, som her i hans Hjem, bliver det ogsaa i hans Indre; kun Sndagen bringer nogen
Forandring, da tager han en bedre Dragt paa, gaaer i Kirke og seer Solen skinne mildt ind i den og i sit Hjerte. Maaskee
kommer han ogsaa om Eftermiddagen ind til Goslar, hrer der Aviserne, og tnker saa paa, hvor underlig Folk storme derude i
Verden; vil maaskee ogsaa, dersom han endnu er ung, flyve derud og tumle sig imellem de andre, - men Mandag sidder han
dog atter dybt nede i Gruben ved sin Lampe og bruger Hammeren - og saaledes gaaer det fort, til en fremmed Haand slaaer
det sidste Hammerslag paa hans Liigkiste. 
   Da vi atter stege ud af Bjerget, skinnede Solen smukt over de unge Graner, hvor Regndraaberne laae, som Perler paa de
lysegrnne Skud. Det var mig som jeg nsten aldrig havde seet noget venligere, end disse solbelyste Bjergsider og den klare
Himmel, saa stor var Overgangen fra den sorte Grube til den sommerklare Natur. 
   En lille Sti frte os uden om Goslar. Der voxte hit Grs nede i Voldgraven og den tykke Stads Muur var nsten skjult bag
Buske og Krat. Vi besteeg der der Zwinger, et stort rundt Taarn fra Keiserens Tid. Murene ere 22 Fod tykke. I den frste
Etage havde man i den senere Tid ladet dem sprnge, og saaledes faaet indrettet Beboelsesvrelser i selve Muren. verst
oppe var der en stor Sal, hvor Borgerne i Goslar pleiede at holde Bal og Lystighed. En stor Edderkop spandt sin Vv tt ved
Dren, og saae paa mig og en vindig Flue, der surrede mig om Nsen i det jeg kom ind. Ellers kan jeg ikke sige at denne
sexbenede Vver var noget smukt Malerie paa Vggen, dog naar man tager ham poetisk kan han altid blive et Billede, der
kan hnges op i mit Reise-Gallerie. 

           Edderkoppen 
   Kan Du mindes Dig, skjn Flue!? - 
   Her var Lys sat i Lampetter, 
   Engelskdands og Menuetter 
   Dandsed' blev i denne Stue. 

   Smaae og Store, Tykke, Smalle, 
   Svang sig her saa vel tilfredse, 
   Ogsaa Du fli om i Kredse, 
   Og var smukkest af dem Alle. 

   Under Bjelken sad jeg stille, 
   Flte Hjertet i mig brnde. 
   - Nu har Lystigheden Ende, 
   Ingen Violiner spille. 

   Dandsen er Din bedste Glde! 
   Jeg en Dandsesal har vvet, 
   See, det er jo, som den svved'! 
   Vil du Gulvet kun betrde. 

   Atter Lystighed og Gammen 
   Klinge skal i denne Stue. 
   Lette, ungdomsmuntre Flue, 
   Kom, saa vil vi dandse sammen! 


   Hovedkirken i Goslar er nedbrudt, kun et Capel staaer endnu, og i dette gjemmes Resterne af Kirkens fordums Herligheder.
En gammel Kone frte os derind og gav Forklaring over disse Skatte. Tt indenfor Dren var den hellige Christoffer afmalet i
colosalsk Strrelse, hvor han stod i Vandet med Jesubarnet paa sine Skuldre. Det var Folk den Gang! sagde den gamle
Kone, idet hun troede at der grosser Christoph virkelig havde vret saa lang og bred, som han her saae ud. 
   I en aaben Kiste laae en qvindelig Figur, formet i Sandsteen; det skulde vre den skjnne Mathilde, en Datter af Keiser
Heinrich den III.; hun var saa smuk, at hendes egen Fader forelskede sig i hende, hvorfor hun bad Gud, at han med eet vilde
gjre hende ret hslig; da meldte Fanden sig, og lovede at han skulde forvandle Faderens Kjrlighed til Had, naar hun vilde
tilhre ham for stedse. Hun indgik Contracten, paa den Betingelse, at dersom han ikke fandt hende sovende de 3 frste Gange
han kom til hende, da skulde hun vre ham quit. 
   For at holde sig vaagen tog hun Silke og Naal, og broderede nu et kosteligt Klde, medens hendes lille Hund Qvedl sad hos
hende. Hver Gang hun faldt i Svn, og Djvelen nrmede sig, gjede strax det troe Dyr, og hun var atter vaagen og munter
ved sit Arbeide. Da Djvelen saaledes saae sig narret og nu maatte opfylde sit Lfte, lod han sin hslige Kloe gaae over
hendes Ansigt, saa den smukt hvlvede Pande blev nedtrykt, og den kongelige Nse bred og flad, den lille Mund rev han ud
til begge rene, og aandede paa de smukke ine, saa de saae ud som Bly og Taage. Keiser Heinrich fik nu Afsky for hende,
hun byggede sig et Abbedie, som hun efter den troe Qvedl kaldte Qvedlinburg, hvor hun selv var den frste Abbedisse. 
   Den gamle Kone, der viiste os Steenbilledet, vidste ellers ikke ret, om det forestillede hende i hendes Skjnhedsdage, eller i
den flgende Tid, da Fanden havde havt Fingre paa hende; jeg var meest for det sidste. 
   Keiser Heinrich III.s Kirkestol har ogsaa en Plads her, jeg satte mig i den og saae nu paa hans og de to andre Keiseres
Billeder paa Ruderne i det store Kirkevindue. De saae mig ret saa levende ud, idet Lyset spillede igjennem den brogede
Malning. 
   I Muren var der en gammel Inscription, som ingen af os ret kunde udlgge. Ja, var min Broder, Doctoren, her, sagde min
Ledsager; han vilde forklare os Alt hvad der staaer! Han er en lrd mand, meget lrd, ja - sagde han til mig, han er ligesaa
lrd som De! 
   Den Stakkel! tnkte jeg; men jeg sagde det ikke. 
   Om Aftenen gik jeg omtrent den samme Tour igjen omkring Byen, men jeg var ene; det var Maaneskin, stille paa Gaderne,
og Husene kastede strke, sorte Skygger. Vandet pladskede eensformigt i det store Kobberbkken, og de gamle Keisere
stode saa alvorlige med Haanden paa Svrdet og saae frem for sig. Det forekom mig da, som jeg stod i en af de fortryllede
Byer, jeg som Lille havde hrt om i mangt et Eventyr; Bjergtaagen, der laae rundt om Byen, syntes mig den magiske Kreds, der
var slaaet uden om, og at naar den blev sprngt, vilde Alt igjen vaagne op til sit forrige Liv. Da vilde der atter blive Lystighed
og Sti paa Gaderne, de gamle Keisere vilde trde ned af Murene til det forsamlede Folk, som biede sig for Madonna, der
sad i en Glorie af brndende Lamper. Sandsteensbilledet, der skulde forestille Prindsesse Mathilde, vilde reise sig af den
skjre Kiste, og faae Kjd og Blod, og den troe Qvedl vilde bjffe lystigt igjen, saa ingen skulde falde i Svn naar de onde
Magter nrmede sig. 
   Det var, som Vandets eensformige Pladsken mumlede det strke Troldoms Ord, der kunde lse det Hele af sin magiske
Forstening, og jeg forstod den mgtige Tone Hieroglyph: naar Du har sovet, vil dette vaagne! og det var Sandhed! thi da jeg
nste Morgen traadte ud pa Gaden, skinnede Solen smukt paa Husene, der slet ikke saae spgelseagtige ud, og i Vinduet, lige
over for, tittede et smilende Pigeansigt frem, der bedre end tusinde trykte Proclamationer forkyndte, at ingen magisk Forstening
laae over det gamle Goslar. 
   Paa Opera-Theatret i Berlin gives der en Ballet: die neue Amazone, hvori der blandt andet forekommer en Flod-Seilads.
Baaden ligger stille og gynger, men Bagtppet glider bestandig over Scenen og viser saaledes hvordan Egnen forandrer sig,
eftersom de seile. Naar man nogle ieblikke har seet derpaa er det ganske skuffende, man troer selv at seile med. Dersom det
samme Experiment her lod sig gjre, skulde Du, min Lser, ogsaa faae at see, hvorledes den deilige Egn forandrede sig, alt
som jeg flagrede videre. 
   Goslar laae bag ved mellem Bjergene, Veien lb forbi en Mlle, hvor den lystige Svend sloges i Dren med Pigen, for at faae
sig et Kys. - En steil Banke, hvor den gule Ocker-Jord skinnede frem, hvede sig tt derved med Ruinen af et gammelt
Vagttaarn. Nu blev Udsigten strre, Ockerdalen med sine Smeltehytter laae her om os. Den sorte Rg hvirvlede i Veiret og
stak underlig af til den blaahvide Taage om Bjergene. Inde i Hytterne brndte den strke rde Ild, og det smeltede Metal lb
som Lava, med grnne og hvide Flammer, i en Rende hen over Gulvet. 
   Et Partie staaer mig saa levende i min Erindring, at jeg troer, jeg kan aande det ned her paa Papiret, naar kun saa de der
betragte Billedet, selv ville illuminere det med Phantasiens brogede Farver. 
   Det beegsorte Affald danner et lille Bjerg udenfor det rdtagede Huus; tt ved bruser Ocker-Floden hen over de store
Stene; en gammel Bjergmand triller sin Br over den lange smalle Broe, og i Baggrunden, midt i den hvidgraae Damp, stige
grnlige Rgsttter i Veiret; de komme fra Schweffelhaufen, nogle opkastede Hie, hvori er gjort en strk Ild, saa det gule
Svovl syder ud af Jorden. 
   En lille Sti frte os over Mark og Enge, ind i den grnne Lvskov, der snart igjen forsvandt for de gamle, mrke Graner.
Rundt om trngte Kilder frem, saa Jorden paa flere Steder stod i et Morads og min Frer plumpede i til Knene. Vi mdte
nogle vandrende Studenter i hvide Reisekitler og med Blomster paa Huen; et andet Partie havde tre til fire store Hunde med og
syntes ikke uliig Carl Moors Drabanter. Skoven gjenld af Piben og Raaben; ellers saae og hrte jeg ingen andre Fugle i den
store, stille Natur. 
   Af Ruinen Harzburg var der for lidt at see, og af Buske rundt om, for meget, saa der nsten slet ingen Udsigt blev. 
   Vi indhentede et vandrende Postbud, der skulde til Blanckenburg, han fortalte os, at her paa denne Vei havde, indtil de sidste
2 Aar, vret saa mange Spitzbuben og at det endnu ikke altid var saa sikkert om Natten, og forunderlig var det, da han
fortalte det, blev Skoven mig med eet langt tttere, langt dunklere, og altsaa ogsaa, langt mere hitidelig. 
   Et Tordenveir trak op og den frste Salve rullede mellem Bjergene i det jeg traadte ind i Flecken Ilsenburg. 
   Det grevelige Slot ligger smukt, men seer noget forfaldet ud. Nelderne voxte hit op mod Muren, hvorfra de rde
Steenbrokker laae nedstyrtede i Floden. 
   Brocken var ganske indhyllet i den store Tordensky, der slyngede sine Lyn ned mellem Granerne; dog besluttede jeg efter
nogle Timers Hvile, at bestige Bjerget. 
   En nye Frer meldte sig, Tordenen var forbi og vi droge afsted igjennem den deilige Ilsedal. - Deilige? Hvor lidet ligger der
dog ikke i de dde Ord? Dog Maleren selv kan jo ikke med sine levende Farver gjengive Naturen i sin hele Storhed, hvorledes
skulde da Digteren formaae det ved Ord? Nei, kunde Toner blive legemlige, kunde man male med Toner, som med Blk og
Pen, da vilde man kunde fremstille det Aandige, det der griber Hjertet, naar det legemlige ie seer en ny og underdeilig Natur. 
   Med en stormende Fart lb Ilsefloden ved Siden af os; hie Bjerge bevoxne med Graner laae paa begge Sider. Den ngne
Klippe Ilsenstein, med et stort Jernkors paa sit hieste Punkt, reiste sig lodret i Vejret; det gjorde ondt i Nakken, at see op til
denne Hide, og dog sger iet dybt nede efter den, naar man staaer paa Brocken. Den modsatte Side er en Klippevg af et
lignende Ydre, Alt antyder, at disse Fjelde, ved en stor Jord-Revolution, ere splittede fra hinanden, og herved have dannet et
Leie for Ilsefloden. I dette mgtige Fjeld, siger Sagnet, lever den deilige Prindsesse Ilse, der ved Morgensolens frste Straaler,
stiger ud og bader sig i den klare Flod; lykkelig er den, der finder hende her, men kun faae have seet hende, thi hun frygter det
menneskelige Blik, skjndt hun er god og venlig. 
   Da Syndfloden udslettede Menneskene af Jorden, stege ogsaa Nordsens Vande hit, hit op i Tydskland, den skjnne Ilse
flygtede da med sin Brudgom fra de nordlige Lande her hen imod Harzen, hvor Brocken syntes at tilbyde dem Tilflugt. Endelig
stode de paa denne uhyre Klippe, der ragede frem over det svulmende Hav, de omliggende Lande vare skjulte under Blgerne;
Hytter, Mennesker og Dyr vare forsvundne. Ene stode de, Arm i Arm og saae ned paa Blgerne, der brdes mod Klippen.
Men Vandet steeg endnu hiere, forgjves sgte de efter en ubedkket Fjeldryk, hvor de kunde stige op paa Brocken, der
laae som en stor  i det stormende Hav. Da bvede Fjeldet under dem, en uhyre Spalte aabnede sig der, og truede at rive
dem bort, endnu holdt de hinanden i Hnderne, Sidevggene biede sig fremad og tilbage; de styrtede begge ned i den
brusende Blge. Efter hende fik Ilse-Floden sit Navn, og i den haarde Klippe boer hun endnu med sin Brudgom. 
   Vi kom dybere ind i Skoven, Veien begyndte at slynge sig op ad Brocken, den nedgaaende Sol kunde ikke skinne ind
mellem de ttte Graner, rundt om laae Kulsvierhytter, der hyllede Alt i en blaalig Rg, det Hele fik et stille, underligt, romantisk
Prg; det var et Malerie der stemmede Sjlen til Veemod. 

         Kulbrnderen 
   Mellem Skovens Graner her 
   Skinner Ildens rde Skjr; 
   Kulsort Rg fra Hytten gaaer; 
   Foran Ilden Svenden staaer, 
   Og belyst af Trets Gld, 
   Seer han ud, halv sort, halv rd; 
   Han de store Masser vender, 
   Dybere det brnder. 

   Lnet til sin Lfte-Stang, 
   Nynner han en gammel Sang: 
   Granen voxer Aar for Aar, 
   Altid lige grn den staaer, 
   Som min Kjrlighed saa skjn, 
   Altid grn, men dunkelgrn! 
   Sangen ingen Trst ham sender, 
   - Dybere det brnder. 


   Veien gik mere og mere opad; rundt om laae uhyre Fjeldblokke. Ilsefloden styrtede sig over de store Fjeldmasser og
dannede Vandfald ved Vandfald, snart var Flodleiet presset ind imellem to snevre Klipper, hvor da den sorte Strm kogte med
sneehvidt Skum, snart brusede det bredt og herligt mellem omstyrtede Graner, og rev de store, grnne Grene med sig. 
   Alt, som vi kom hiere blev Flodleiet mindre, Strmmen tabte sig i Kildevld, og tilsidst saae man kun de store
Vanddraaber, der piblede frem mellem Mosset. 
   Her fik jeg Idee om en nordisk Kjmpehi, ret i det store! Brocken er en saadan. Steen ligger dynget paa Steen, og en
underlig Taushed hviler over det Hele. Ingen Fugl qviddrer i de lave Graner; rundtom voxe hvide Grav-Blomster i det hie
Mos, og Stene ligge i Masser paa Bjergtoppens Side. 
   Vi vare nu heroppe, men Alt var Taage. Vi stode i en Sky. 
   Fra Gjestgivergaarden her, brusede et Musikchor os imde, der var en 40 Reisende, og et Partie af disse havde taget
Instrumenter med og spillede lystigt af Fra-Diavolo, Den Stumme og andre bekjendte Sager. 
   Halvfjerde tusinde, pariser Fod, over Havfladen, midt i en Sky, men bag en femfods tyk Muur, sad jeg her i det lille Vrelse
og opvarmede mig ved den hede Kakkelovn. Madrasserne i Sengen ere stoppede med Tang fra Danmark, jeg kunde altsaa
hvile mig paa dansk Grund, hit oppe i den fremmede Skyhimmel. 
   Kerne bleve drevne hjem, de havde Klokker paa, og det ld smukt; men udenfor var Alt endnu Taage; det begyndte at
blse, og Vinden jog Skyerne, som om det var en Faarehjord, hen over Bjergtoppen. Tre reisende Damer, der havde store
Hatte paa Hovedet, lbe om derude og plukkede hvide Brocken-Blomster, Skyerne strge dem om Benene, det saae ud, som
Hexescenen i Macbeth. 
   Det bankede paa min Dr, - og ind traadte den gode Skolemester, jeg havde reist sammen med fra Braunschweig, vi skulde
altsaa dog trffe sammen paa Bloxbjerg. Med den gamle Ven, han besgte i Goslar, var han alt en to Timer tidligere, end jeg,
kommen her op, og havde alt gjort Bekjendtskab med flere af de Reisende, der alle, efter hans Sigende, vare meget nette og
hflige Mennesker. Han var saare lykkelig og viiste mig hvormange Vers han alt havde skreven ud af Brockenbgerne, og som
han vilde bringe dem hjemme. 
   Som bekjendt findes her, og paa hvert mrkeligt Sted i Tydskland, der besges af Fremmede, en Bog, hvori de skrive deres
Navn, ofte komme der ogsaa hele Vers, og det var et Udvalg af disse, han alt havde udskrevet sig. 
   I Bogen fandt jeg to danske Venners og flere Bekjendteres Navne. Der var ogsaa Tegninger deri, Geniet havde viist sig paa
mange Maader; og hvormange har ikke her drmt om Uddelighed, da de skreve deres Navn; nu, Herre Gud! blive alle disse
uddelige, saa bliver jeg det med! 
   Skolemesteren forestillede mig for sin Ven, men denne behagede mig slet ikke, han saae mig saa stille og intetsigende ud, i det
han dog arbeidede paa, at lgge Characteer i sit Ansigt; det var et af de Mennesker der, havde han vret Doctor, og med
denne sin usdvanlige Mine, flt Patienterne paa Pulsen, sat sig ned og - tiet stille, saa havde man sagt: han tnker! skjndt
jeg vilde troe, han just gjorde en Pause deri. 
   Vi bleve imidlertid kaldte udenfor, hvor det hele Selskab var forsamlet. Musikanterne havde taget Plads verst oppe paa
Taarnet, og alle de andre Reisende forsynet sig med Kosteskafter, Stnger og Ildskuffer; de inviterede os til en stor
Hexedands i den dmrende Aftenbelysning. Den ene tog den anden i Haanden, smaae og store, tykke og tynde, sloge
Gjkken ls, og det lystige Intermezzo begyndte. 

         Instrumenterne paa Taarnet 
   Vi ere froe, I ere froe, 
   Vi blse og I brumme, 
   Saa saae vi af Fra-Diavolo, 
   Af Bruden og den Stumme. 

      Chor 
   Dolorem furca pellas ex; 
   Det kan jeg som en Lexe! 
   Jeg er en Hex, Du er en Hex, 
   Vi ere alle Hexe! 

      Fjeldblokken 
   Dands kun! jeg ligger, som en Steen, 
   Kan ei min Glde stamme, 
   - Men naar af jer er ikke een 
   Er jeg endnu den samme. 

      Alferne 
   Vi sidde her bag Blomstens Blad - 
   Hvor deres Dands os more! 
   De bre sig saa klodsed' ad; 
   O Gud, hvor de er' store! 

      Elskeren 
   Hit over Skyen staaer jeg her, 
   Dog Hjertet maa bekjende: 
   Jeg var dog Himlen mere nr, 
   Den Gang jeg var hos hende! 

      Chor 
   Vi stte Skjbnen U for X 
   Vi skal den nok correxe; 
   Jeg er en Hex, Du er en Hex, 
   Vi ere alle Hexe. 


   Saaledes brusede de fort, frst henimod Midnat blev alt roligt i Huset. 
   Maanen begyndte at trnge gjennem Taagen, og kastede sin hvide Straale ind i det lange, snevre Kammer, jeg kunde ikke
sove og gik derfor op paa Taarnet, for at nyde Udsigten. Hvem der engang i Drmme har svvet hen over Jorden og seet
Landene, med Byer og Skove, dybt under sig, har en fjern Idee om denne ubegribelige Herlighed. Begsorte laae de
granbegroede Bjerge dernede under mig, hvide Skyer, belyste af Maanen, foer som Aander, henad Bjergenes Side! der var
ingen Grndse; iet tabte sig i en Uendelighed; Byer med deres Taarne, Kulbrnderhytterne med deres Rgsttter ragede
frem i det gjennemsigtige Taageslr, som Maanen belyste. Det var en Phantasiens Drmmeverden, der her laa levende for mig.
Dybt nede i de sorte Skove havde i Nverettens Tid mangen Ridder med sine Svende ligget paa Luur efter Kjbmanden, der
bragte sine kostbare Vare fra Stad til Stad; hist, hvor nu intet Spor var paa den hie Klippe, havde Borgen reist sig, hi og
strk med Mure og Taarne, og gjenlydt af Lystighed i de lange Vinteraftener. Taagerne stege hiere og hiere mellem de sorte
Bjerge; i underlige Skikkelser formede Skyerne sig derude. Der, tnkte jeg, der i den vide Omkreds voxer Trylleblomsten,
Harzbeboernes Wunderbluhme, som mangt et barnligt Hjerte endnu, i from Eenfoldighed, sger. Kun Een havde funden den,
men han kjendte den ikke selv, fr den var tabt; jeg sgte den ikke her, jeg flte den voxe i mit Hjerte, Englene havde lagt
Fret der, da jeg endnu slumrede i Vuggen, den voxede, den udbredte sin magiske Duft, Phantasien, denne Livets herlige
Blomst udfoldede sig mere i mit Hjerte, og jeg hrte og saae en ny og strre Natur om mig. 
   Hit paa Spidsen af Ilsenstein stod den deilige Prindsesse Ilse, bestraalet af det strke Maanelys; de sjunkne Borge hvede
sig igjen, og Lyset flammede gjennem de brogede Ruder; mellem de sorte Graner reiste sig Klostrenes rde Mure og gothiske
Taarne; Sjlemesserne lde, og Jagthornet klang med syvfold Ekko mellem Bjergene. Fjernt, hvor Hackel begrndsede
Horizonten, steeg det sjunkne Rverslot op af den dybe Mose; Bjergene aabnede sig for mit Blik, og jeg saae i den dybe Klft
Keiser Frederik bag det store Steenbord, hvori hans lange, rde Skjg er voxet fast; over tusinde sorte Dverge arbeidede i de
dybe Haller, og slbte det glimrende Metal i store Bunker, medens for mit ie, i det vide Fjerne, hvor Synskredsen tabte sig
paa de preussiske og braunschweigske Sletter, krigerske Hre droge forbi, men de vare som Taagen og sank som den, kun
eet lysende Punkt stod tilbage, men det var som en Stjerne, der straalede klart over den hele Slette, og lyste endnu, efterat den
ogsaa sank bag Horizonten, og jeg glemte de andre herlige Tryllebilleder, ved Tanken om den store Keiser. 
   Da susede det under Taarnet og jeg saae en Hr af forvoxne Spgelser og menneskelige Skikkelser svinge sig i lystig
Ringdands paa Bjerget, idet de strakte deres Kosteskafter og Trsabler ud over Bjergene, langt ud, for at kradse og vidske
det klare Lys bort fra den sjunkne Stjerne, men de kunde ikke naae, og sprang i frugtesls Harme op og ned, idet de grinede
flt til mig. Der var Folk, baade med Svrd og Landse, Pen og Blk, og Ordenskjder paa de smukke Kjoler; og de loe ad
mig og sagde: Du tr dog ikke sige hvem Du seer, Digterlil, tag Dig iagt! Brdet voxer ikke paa Trerne, hold Dig fast at Du
ikke skal dumpe - hei! og nu stak de igjen efter den hie Himmel, hvor Stjerneskjret lyste klart og herligt, og som de dog
aldrig kunde naae. VI 

     Morgen. Digterens Magt. Baumannshulen. Antiqvaren. Blanckenburg. 


   Klokken var omtrent halv 3, da Pigen kaldte paa mig, for at see Solen staae op, de fleste vare allerede udenfor, indsvbt i
Kapper og Kaaber. Med Trklder om Hovedet stod den underlige brogede Gruppe af Mennesker, fra hist forskjellige
Steder, alle med een Tanke: nu staaer Solen op. 
   Det var som vi stode paa en , thi Skyerne laae nede under os, saa langt vi kunde see, som et uhyre, svulmende Hav, der
med Eet var sat ud af al Bevgelse. Intet rdt Morgenskjr stod paa den blaa Himmel oven over; Solen hvede sig uden
Straaler, som en stor blodig Kugle, frst da den var over Horizonten strmmede det klare Lys ud over Skyhavet. 
   Vor gamle Skolemester stod med foldede Hnder, sagde lnge ikke et Ord, men smilede saa tilfreds; endelig udbrd han:
gid jeg havde Moder og Brnene her; - ja den gamle Ane (deres Tjenestepige) det vilde fornie hende lige ind i Sjlen! Herre
Gud, her var saamn god Plads for dem alle sammen. Det tnker jeg ogsaa altid paa, naar jeg seer noget rigtigt smukt; her var
dog nu god Plads for saa mange gode Venner, vare de her, saa kunde de ogsaa have godt af det. 
   Alt som Solen steeg hiere, begyndte de lette Skyer at dampe bort, theren ligesom indsugede dem, medens Vinden drev
de tungere ned imellem Bjergene, der som er nu reiste sig i det store Sky-Hav. Snart blev Alt klarere og klarere, vi saae Byer
og Kirketaarne, Marker og Enge, som de nydeligste Miniaturbilleder, rundt omkring. En saa herlig Morgen havde det ikke fr i
Aar vret paa Brocken. Vi saae tydelig Magdeburg med sine Taarne, Halberstad og Qvedlinburg. Taarnene paa den hie
Domkirke i Erfurt, Bjergslottene: Die Gleichen og Wilhelms Hhe ved Cassel, foruden en Vrimmel af mindre Stder og
Flekker rundtom. 
   Jeg klattrede op paa det saakaldte Hexealter og den ti Fod hie Teufels Canzel, drak af det iiskolde Vand, der strmmer
fra Hexebrnden, fik mig en Brockenbouqvet, som Pigen satte mig paa min Mtze, sagde Farvel til de nye Bekjendtere
deroppe, og isr til den gode, gamle Skolemester, der havde syntes saa godt om det hele Selskab her, at han bad mig, og dem
Allesammen, frst at skrive i hans Stambog, at han kunde vise dem hjemme alle de fremmede, gode Mennesker, han her havde
levet med, vi skrev nsten alle, mit var det eneste Danske, og saa skildtes vi ad. 
   Jeg havde sluttet mig til en Familie fra Hamborg, og tjente nu de unge Damer som opvartende Kammerjunker, naar Stien, der
frte ned, blev altfor romantisk, hvorfor man til Gjengjeld bd mig en af deres leiede Bjergheste. 
   Freren gik foran, Skridt for Skridt fulgte Karavanen efter, og det lille sel, der bar Reisetiet, sluttede Truppen. Vi havde
hver faaet os en grn Green i Haanden, og med den dreve vi vor langsomme Pegasus, der imellem syntes at ville gjre sig det
altfor mageligt. Veien gik snart ind igjennem den tykke Skov, snart ved Fjeldskrnten, hvor vi da saae de mindre Bjerge dybt
nede med deres sorte Graner; de toge sig ud som Bakker, hvorpaa man havde plantet Kartofler, der reiste deres lave, grnne
Top iveiret. Det underlige lette Slr, der laae over det Hele under os, tog sig ud, som var det et stort grnt Glas, vi saae den
hele Herlighed igjennem. Mellem enkelte snevre Fjeldvgge stod Taagen presset sammen i en Sky, man kunde ikke see
Gjenstandene nedenunder den, og dog laae den saa luftig og let, at iet flte, den maatte vre fiin som Luften selv. 
   Fuglene begyndte at synge, Duggen laae i klare Draaber paa Blomsterne og Solen skinnede paa det store prgtige Landskab
derude. Verden er dog smuk! Hvilken uendelig Herlighed, fra den mindste Blomst med sin Duft, til mit Hjerte med dets
flammende Tanker og atter fra dette til den store Jordklode, med de herlige Bjerge og de svulmende Have! 
   Hvad bryder Hjertet sig om hvad Blomsten drmmer, idet den dufter saa veemodigt strkt i Morgenduggen, der er noget
langt Strre, noget langt Vigtigere, der stter dette i Bevgelse; hvad bryder Verden sig igjen om det enkelte Hjertes Lngsel
og Blomsterduft; mgtigere Lidenskaber, et heelt Folks Kamp og Undergang, Revolutioner i Naturen og Menneskelivet, ere
dennes Drm og Tanke. 
   Morgenen var saa smuk, derfor sang ogsaa Fuglene, derfor duftede Blomsterne, og mit Hjerte selv oplste sig i Duft og
Sang, og Verden, den store herlige Verden - flte og hrte lige meget til dem alle tre. Men den eier ogsaa bedre Blomster end
de, der her voxe; den eier Oplysningens Blomst, hvis Duft gjennemtrnger Alt, fordler og styrker det; den kjender en
mgtigere Sang, end Fuglens her paa Grenen, Frihedens store Morgensang; og Hjertet - det drmmende Digterhjerte, med sin
Lngsel og Smerte, hvad er dette imod et heelt Folks, et begeistret Heltehjertes sidste, strke Slag for Liv og Fdreland; det
arme Polen! 
   Nr havde jeg digtet en Sang til Folket: uden Fdreland, endnu fler jeg Trang dertil, men - hvad kan den hjlpe dem! -
jeg faaer desuden tidt et underligt Anfald af gediegen Fornuft, saaledes nu i dette ieblik, og det er rent en Lykke for et ungt,
brusende Gemyt, der saa let lader sig henrive af det glimrende Store, uden at tnke paa Politik, Forhold og Enden paa det
Hele. 
   Ved Elbingerode, en lille Bjergstad, sagde jeg Levvel til mit Reiseselskab. Tt ved Broen, der frte over Floden, stod en
Liremand og spillede Adieu Franais! - Et Slags Skjermbrt var opreist ved Siden af ham og bemalet med Karikaturer,
Pjerot, Harleqvin, Liniedandsere og Kunstberidere. En Flok Bnderbrn med bare Fdder stode og stirrede derpaa, medens
Solen skinnede paa dem og de store Bjerge langt borte; det var virkelig en Situation, hvorover man kunde skrive en lang
poetisk Afhandling, og stte oven over: Natur og Kunst. 
   Snart reiste de ngne Klippevgge sig paa begge Sider, en lille Sti lb langs med den smalle Flod, jeg var i Rbeland, et
Navn man udleder af Ruberland, fordi her paa en af Klipperne, i gamle Dage laae et Rverslot, men som nu er forsvundet,
paa Voldgravene nr. 
   Den hele Natur rundtom havde noget Imponerende, den syntes mig endogsaa at see saa storagtig ned paa mig, at jeg tilsidst
tog Papiir og Blyant frem, for at vise den, jeg dog var dens Overmand. Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der, Jeg stter Dig
dog ind i Verset her! Du lille Flod, som bruser vildt afsted, Hvor strk Du lber, tager jeg Dig med! Selv Fuglen her imellem
Engens Blommer, Der flagrer bort, saasnart han seer jeg kommer; - Hvad, tnker han, at undgaae mig ved Sligt? Jeg vil - og
han maa qviddre i mit Digt. Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fster; En Digter er en farlig Hexemester! Hist staaer en Pige! -
ngne, hvide Been, En deilig Vxt, slank som en Vidiegreen, Hun vadsker Liin - men vender Ryggen til. Nu, mon hun ei sit
Ansigt vise vil? Ha, hvad er det! - har Tryllestaven svigtet, Hun trodser! vel! - hun skal dog ind i Digtet, Som der hun staaer, jeg
hende tage vil, Nu skal hun staae og vende Ryggen til. Her er det Hele, Lyset smukt med Skyggen, Og Pigen, som nu altid sees
pa Ryggen! 


   Paa hiin Side Landsbyen Rbeland frte en lille Bjergstie op til den Fordybning i Fjeldet, hvor man trder ind i
Baumannshulen; her fandt jeg to andre Reisende; hver af os fik en tndt Lampe; Freren gik foran og vi stege ind i denne
forstenede Phantasieverden. 
   Indgangen var gjennem et lavt Hul, der saae ud som Rven havde gravet det; vi kunde ikke gaae opreiste. Det var, som vi
kom ind i Ruinerne af en gammel Borgkjelder, hvor Murene vare halv nedstyrtede. Vanddraaberne faldt med eensformig
Pladsken, ellers var Alt ddsstille. Vi klattrede, hver for sig, med Lampen i Haanden, ned af de vaade Stiger; rundt omkring,
under og over os, var det et kulsort Mrke, Lampelyset viiste os kun den smalle Stige, der ikke syntes at faae Ende; det
underlige Uvisse, hvor dybt der var under os, gjorde det langt rdsommere end det virkeligt var. Naar man kun holdt sig fast,
naar man kun passede, at trde til den rette Side, nu med venstre Been, nu med det hire, og naar kun saa Stigen ikke gik i
Stykker, var der slet ingen Fare, ellers kunde vi let brkke Halsen, var den bestandige Forsikkring, Freren gav os. 
   Hvor Mennesket i Grunden er eenssidigt, i Ordets hele Betydning! Vi see dagligt den strste Afgrund over os, og en milevid
rundtom os, men ingen af disse stte os i ngstelse, derimod den langtmindre, naar den gaaer nedad, faaer os til at svimle;
nedad, det er en Side, vi have al Respect for; og dog maae vi alle nedad, der finde vi frst Ro og Hvile. 
   Fra Hule til Hule stege vi dybere ned; snart var der saa snevert og lavt, at vi maatte gaae enkeltviis med biet Ryg under de
nedhngende Kalksteensmasser, snart saa hit og stort, at vi ved vore Lamper ikke kunde see Sidevggene. 
   Man viiste os sex forskjellige Afdelinger, men foruden disse, vare der uendelig mange, mindre Huler, som ikke alle ere
undersgte, muligt staae de i Forbindelse med Bielshulen, ja strkke sig endogsaa dybt ind under Harzen. 
   Rundtom gabede disse dybe, mrke Afgrunde os imde; rundt om hang de forunderligste Stalaktitter, der dog ikke alle, saa
ganske svarede til de Gjenstande Freren forklarede de skulde ligne. Jeg troer, at jeg ogsaa har Phantasie, men jeg kunde dog
ikke blive enig med ham! der vare ellers tusinde Ting, han ikke frempegede, der laae langt mere Betydning i. Et Orgel, en
Thronhimmel, og en Fane, som Drypstene saaledes havde dannet, vare de tre meest lignende Figurer; men herved vil jeg ikke
stte ud paa denne mgtige Natur-Phantasie. Alt det som man her isr beundrer er jo kun Efterligningen af hvad der mere
fuldkomment viser sig i Naturen, de originale Stalaktitter, hvortil man ikke finder noget lignende, skulde jeg dog ogsaa troe ere
interessante; de forekom mig, som betydningsfulde Hieroglypher, der gjemte Nglen til de strste Natur-Hemmeligheder. 
   Et Kildevld sprudlede ved vore Fdder, vi drak af det rene, klare Vand; den ene af de Reisende fandt her, en
Dyreknokkel, som han med megen Opmrksomhed betragtede, og forsikkrede nu, at det vist kunde vre en Alderdoms
Levning; jeg havde intet derimod, thi det saae livagtig ud, som et Kobeen, og Kerne ere en gammel Slgt. 
   Hulen har ellers sit Navn efter dens Opdager. En Bjergmand ved Navn: Baumann var det, som 1670 frst besgte den, for at
sge om Erts; han fandt intet, og vilde nu vende tilbage, men kunde ikke finde Udgangen. To Dage og Ntter krb han
omkring, fr han fandt den, men var da saa afkrftet paa Sjl og Legeme, saa greben af Angest og Hunger, at han dde kort
efter, men fik dog frst gjort opmrksom paa Hulens indre, forunderlige Struktur. 
   Den ulykkelige Baumanns Skjbne og Flelser her, gjennembvede mig saa levende, ved denne Labyrinth af Huler og
Svlg, at mit Hjerte bankede langt strkere, jeg flte hvad han havde maattet fle her, ene overgivet til Skrk og Hungers
Dd; frst da jeg saae det klare Dagslys, Guds blaa Himmel, flte jeg mig atter vel og mellem de Levende. 
   Det var som jeg vaagnede op af en hslig Drm, og som nu alle de underlige, uformede Skrkkebilleder laae forstenet bag
ved mig; Solen skinnede mig atter ind i ie og Hjerte. 
   Antiqvaren, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort her i Hulen, vilde til Qvedlinburg samme Aften, og lagde sin Vei over
Blankenburg, vi bleve saaledes Reisekammerater. Han kjendte en Sti over Markerne, der vilde spare os en Halvmiils Omvei, vi
klattrede derfor op ad Klinten, der her ikke var hiere, end den ragede lidt over en Mlle, der laae underneden, hvor Vandet
brusede over det store Hjul. Det var et meget godmodigt Menneske, hvis Livs Lyksalighed hang ved en gammel Mynt; hvert
ieblik tog han sit Kobeen frem, og forsikkrede, at det maatte vre af en af Hunnerne; intet Landskab, tilstod han mig, havde
det Smilende, det aandige Smukke, som en saadan Antiqvitet; han spurgte mig, om vi ogsaa samlede paa Alderdoms Levninger
i Danmark; jeg maatte fortlle ham hvad jeg vidste, og da jeg begyndte, at omtale vore Kjmpehie og Offerstene, hvoraf
man slet ingen seer her i Tydskland, fik han ordentlig Respect for vort Hjem, og priiste mig lykkelig, der levede paa dette
Saga-Land. Han vilde endelig have mig med til Qvedlinburg, for at see Slottet, de gamle Kirker og alle de mange
Mrkvrdigheder der. Tnk, der var endnu en af de 6 Krukker, i hvilke Christus ved Brylluppet i Cana, havde forvandlet
Vand til Viin, et Stykke af den af Johannes's Fingere, som han havde peget paa Christus med, en Flaske af Mutter Marias egen
Melk, Jord fra Golgatha, Tr af Christi Kors o.s.v., og hvad der isr var mrkeligt, den Kam, som Heinrich Fuglefnger
havde brugt til at kjmme sit Skjg med. Dog alle disse Herligheder fristede mig ikke, min Lngsel stod til den store Natur. 
   Ved den frste Kro inviterede jeg min Vandringsmand at drikke et Glas Viin med mig; her traf vi en ung Rytter, en meget
veltalende Herre fra Omegnen, det var en smuk Mand og han havde en smuk Hest at ride paa, men jeg mrkede snart, at det
ikke gik an, at nvne Rytter og Hest paa eengang, naar jeg ikke vilde sige en Pleonasme; vi fulgtes alle 3 et Stykke gjennem
Skoven, men da der ikke blev sagt noget Interessant fra nogen af Siderne, kan jeg heller ikke fortlle noget, i hvor gjerne jeg
ellers vilde, og saaledes kom jeg da til Blankenburg. Ved Porten spurgte jeg om Navnene paa de bedste Gjstgiversteder; man
nvnede iblandt andre, Der weisse Adler, og jeg valgte den, thi rnen var jo Jupiters og Napoleons Fugl; - et indbydende
Skildt! men som Gjstgiveren neppe havde tnkt paa, da han lod det male over sin Dr. Jeg fik et Vrelse med en malerisk
Udsigt. Ligeoverfor havde jeg til Gjenboer, to Studenter med rde GrkerMtzen, og skotske Schlafrcke. Store
Folianter laae paa Bordet, og Personerne selv ud af Vinduet med deres lange Piber, medens det gamle Slot Blankenburg, der
er bygget paa et Bjerg, hvede sig hit over Husets Tag, der laae som Forgrund for den smukke Theaterdecoration. 
   Med nogle studiosi theologiae fra Osterode, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort paa Brocken, og som nu ogsaa boede i der
weisse Adler gik jeg til Slottet, der udgjr Byens tredie Deel; thi Byen deles i Slottet, Byen selv og Haverne udenfor Staden.
Slottet skal have 215 Vrelser, og alle decorerede og mblerede i den ldste Stiil; en stor Bibliotheks-Sal, uden Bger, og
nogle Malerier, hvoriblandt et Portrait af den hvide Dame. Vi kom til Porten, men her var opslagen en Placat, at da
Bygningen var under Reparation (eftersom det skal vre Residens for den nuvrende Hertug af Braunschweig) maatte ingen
engang komme ind i Slotsgaarden; vi gjorde endnu nogle Forsg, om at faae det Indre at see, men forgjves, vi maatte da lade
os nie med den smukke Udsigt fra Terrassen, hvor byen Blankenburg med sine rde Tage, laae nede mellem Skoven og de
grnne Haver, som Kirsebr paa et Kaalblad. VII 

               Ruinen Regenstein. Skrderkonen. Rosstrappe. 
                   Vandring til Alexisbad. 


   Klokken fire om Morgenen vare vi paa Benene igjen, vore Brockenbouquetter sadde endnu ganske friske paa vore
Mtzer, en qvindelig Frer ventede udenfor, og saaledes droge nu, vi 6 studiosi ud af Byen til Ruinerne af det gamle Bjergslot
Regenstein, der ligger tt udenfor Blankenburg. Marken stod i een Dug, det var det strke Sollys, der fik inene til at lbe i
Vand paa Grs og Blomster; vi gik gjennem en Allee af Kirsebrtrer, hoppede over den vaade Mark, i det vi lystigt, hver
sang sin Vise. Fuglene toge Exempel af os, saa den hele Egn gjenld af Studenter og Fugletrimulanter. 
   Vi stege nu op ad Klippen, hvis verste Top udgjr Ruinen af Slottet Regenstein; Muurvrket er forsvundet, men Alt hvad
der er hugget ind i Klippen selv, staaer som en mgtig Kjmpe-Mumie og fortller om gamle Tider, skjndt det ikke kan sige
et Ord. - Det var mig saa imponerende, saa stort, at jeg ikke selv ret vidste af det, fr Blyanten bevgede sig i min Haand, og
ridsede det kolossale Billede af i Dagbogen, jeg blev Tegner uden nogensinde at have faaet en Times Underviisning. Dybtnede
laae Markerne, som Beed i en Kjkkenhave, Bonden bag sin Plov var et Sneglehuus, der krb hen ad Jorden. Kirken, der er
hulet i Klippen, hvlver sig endnu fast i Aarhundreder, men den er kun en stor Hule, uden Form; Vrelserne, hvor der havde
vret Sovesteder, er kun Fordybninger i Fjeldet, hvor den store Steenmasse hnger ud over Hovedet, vi kastede Stene ned i
de dybe Brnde, og vare nsten tilsinds at gaae derfra, fr vi hrte Faldet. 
   Dersom Stenene her kunde tale, sagde jeg, hvad vilde de ikke kunne fortlle os, at vre skeet her, i den lange Tid fra
Heinrich Fuglefnger anlagte Borgen, til jeg kom fra Dannemark og saae dens Ruiner; da kunne vi vist give Bidrag til
Wallensteins Historie og til Trediveaarskrigen; da skulde vi vist hre artige Historier fra Syvaarskrigen, og jeg kunne vist ogsaa
faae Idee til et eller andet ridderligt Digt. - Som jeg sagde det, nikkede Blomsterne rundt om med deres store Hoveder, og
saae ret saa dumme og stolte ud derved, ligesom de vilde sige: ja Du har Ret! ville vi tale, da skulle vi fortlle! og saa vidste
de dog ingen Ting, de vare alle Aars-Unger, alle skudt i Veiret, med deres Blomsterstngel, i dette Foraar. 
   Vi toge Plads hit oppe paa den verste Spids af Fjeldet, der danner Kirkens Loft, og saae nu forniede ud i den vide
Verden. Nede under os havde for Aarhundreder siden Messesangen tonet og Lamperne brndt om Madonnas hellige Billede;
nu sadde vi, som profane Fugle, men dog uden at tnke noget Ondt derved, og sang Opera-Viser og sagde Vittigheder, saa
godt enhver kunde. Jeg maatte fortlle om Dannemark og om Havet - Havet, som det herlige Bjergland her ikke kjender; men
hvorledes beskriver man Havet for Een, som aldrig har seet det? Jeg vidste intet bedre at ligne det med, end den store blaa
Himmel, naar man kunde spnde den ud over den flade Mark til Horizontens Grndse, da vilde det vre et Hav. Det lod,
som de opfattede dette Billede. 
   Med ie og Tanke ligesom inddrak jeg den vide Udsigt, her fra det gamle Bjergslots Ruiner. Jeg saae ned i Dybet og
lukkede saa inene, naar jeg havde seet, for ligesom at prve, om jeg havde opfattet den hele Dybde, men naar jeg atter
aabnede iet og saae ned, var det dog langt dybere, end jeg forestillede mig, Udstrkningen til alle Sider rundt om var langt
strre end Erindringen kunde omfatte. Jeg gjennemgik det hele Billede Tanken eiede, og sammenlignede det saa med
Virkeligheden. Kjbsteder og Flkker reiste sig da rundt om paa den store Udstrkning, Bjergene med deres Skove,
Blankenburg med sit Slot, og selv de smaae Menneske- og Dyr-Figurer dybt nede, traadte da strkere frem. - Regenstein selv
med sine snevre Vrelser, sammenstyrtede Brnde og Trapper, der kun frte fra den frie Luft op i det samme Element, fik,
som et Billed for sig selv, sin egen Plads i min Erindrings Pantheon. Enhver Ruin staaer dog som et legemligt Kjmpe-Epos,
der fltter os tilbage i Tiden til andre Mennesker og andre Skikke; jo hiere Grsset voxer i Riddersalen, jo langsommere
Floden glider over de omstyrtede Piller, desstrre Poesie finder Hjertet i dette Steen-Epos, engang vil Ruinen ganske forsvinde,
selv de sidste Spor af Regensteins udhuggede Fjeldstykker ville smuldre og nedstyrte, men da vil Sagnet om Stedet leve lnge
endnu, ligesom endnu Erindringen om mangt et Vrk af de Gamle, der aldeles er forsvundet. 
   Endnu i denne Formiddag vilde vi til Rosstrappe, en af Harzens mest romantiske Egne. Vi sagde Farvel til det gamle
Bjergslot, en lille Sti, der snoede sig imellem den med Krat og bevoxne Fjeldklft, bragt os tilbage til Blankenburg, hvorfra vi
endnu et Stykke fulgte den brede Landevei, der var beplantet med gule, udsprungne Roser. Vor qvindelige Frer, som vi deelte
vor Frokost med, blev snaksom og fortalte os nu i den frie Natur sin huuslige Lykke og Lidelse. Manden dyrkede
Skrderkunsten, men var fdt for noget hiere end Bordet, hvorpaa han sad; for to Aar siden var der en Henrettelse her i
Egnen, den havde vakt hans slumrende Evner, han var bleven Poet, havde skrevet Morderens hele Liv og Endeligt i en srgelig
Vise, der var stilet saaledes, som det var Forbryderen selv, der sang den paa sin sidste Udflugt, og gik paa Melodien: Vi binde
dig en Jomfrukrands. Den fortjente han dog 4 Daler ved! sagde Konen, og ifjor 2, ved een over en Jordemoder, der
druknede i et Gadekjr. Versekunsten giver mere af sig, end Naalen, men den har gjort, at han er bleven saa urimelig og
holder saa meget af Taaren; nu er der ikke mere at skrive om, og Naalen gidder han ikke brugt, saa det seer galt ud, naar jeg
ikke fortjente med at fre de Reisende om. - Der afbrd hun sig selv og pegede til venstre ind over Markerne der ligger:
Djvelsmuren, som Fanden har bygget dengang han og vor Herre strede om Herredmmet paa Jorden. - 
   Ja, ved Siden af os reiste sig denne underlig formede Bjergryg, der seer ud som Ruiner af en uhyre Skandse, og strkker sig
saa langt bort, iet kan flge den. Sagnet siger, at Satan ikke skal have vret tilfreds med at have faaet Herredmmet over
den halve Jord, og da at have fornyet Striden, hvorfor han reent maatte miste det, og hans stolte Skandse blev nedstyrtet;
Andre fortlle, at den er opreist af de onde Aander, som en Muur mod Christi Lre, at denne ikke skulde udbrede sig lnger;
men Stenene maatte briste for det levende Ord. 
   Da jeg ellers udspurgte Skrderkonen om det ikke var mueligt, at lre den dle Versekunst, betroede hun mig, at hendes
Mand havde en gammel tydsk Psalmebog, og den tog han mange Steder af, og alle de bedste Riim, derfor havde ogsaa alle
hans Viser noget Aandeligt ved sig, der gjorde dem saa rrende. 
   Vi forlode nu Landeveien, kom over Mark og Enge ind i de grnne Lvskove; aldrig har jeg hrt saa mange Nattergale, som
her. - Solen stod hit paa Himlen, men de syntes ikke at mrke det inde i de ttte Buske. - Gud veed, hvor Folk kan falde
paa at sige om denne Sang, at det er Lngsel og Klage; nei, det er intet mindre; Nattergalen har just italienske Manerer; det
meste er Triller og Lb med Stemmen; den klager slet ikke, den synger af fuld Hals sine stolte BravourArier. Saa ligger der
noget langt mere Dybt og Hitideligt i Droslens Sang; den fliter os en nordisk Kjmpevise, simpel, men rrende, naar den i
Morgenstunden sidder paa den mosgroede Bautasteen hjemme i Dannemark. 
   Snart aabnede sig en videre Udsigt, den deilige Thale-Dal laae for os med sin vide Udstrkning; nu skulde vi til at bestige
Bjergene, vi hvilede os frst for at samle Krfter. Det gik Berg auf; vi bleve ganske afkrftede, medens to hvide
Sommerfugle, i store flagrende Rund-Dandse, fulgte med os heelt der op, og syntes at spotte os svage Menneskebrn. verst
oppe forlode vi vor qvindelige Frer og fik en mandlig istedet, der levede heroppe; han tog sin Pistol, og efter at vi havde smagt
hans Birchenwasser, der bruser som Champagne, fulgte vi ham til den saakaldte Rosstrappe, det vildeste, det meest
romantiske Punkt i hele Harzen. 
   Lodret gaae de hie Klippestykker ned i den dybe Afgrund. Man seer ind i en stor herlig Bjergnatur, hvor Fjeld reiser sig ved
Fjeld med dunkle Granskove, og i Dybet, hvor man svimler ved at stirre ned, bruser Bodefloden; vi saae en Skare Reisende
dernede, men de saae ud, som Blomster i et Bed. Broen over Floden var et Legeti, som dannet af en enkelt Vidiegreen; man
afskjd en Pistol, og den ld ved sit Echo imellem Bjergene, som den strkeste Torden. Man viiste os i Klippevggen en
Fordybning, der havde Udseende af en colosalsk Hesteskoe og efter hvilken Stedet her har sit Navn. Den lille Dreng, der fulgte
med Freren herhen, drak med sin hule Haand af Regnvandet, der havde samlet sig her, i det Phantasien viiste ham, maaskee
klarere end os, Sagnet om den flygtende Prindsesse, den deilige Emma fra Riesengebirge. Engang, som ldre, vil han flge
Faderen i Embedet, som Frer, og saa roligt fortlle, hvorledes der her, for mange tusinde Aar siden, levede Kjmper og
Troldmnd, der reve de hundredaarige Ege op ad Bjergene og brugte dem til Kjller, hvormed de myrdede Brn og Qvinder;
han vil fortlle om den store Bodo, der elskede den deilige Emma, forfulgte hende her til, hvor hun lod sin Hest springe over;
men da vil han ikke, som nu, selv see det store, herlige Billede, med Barne-Phantasiens Farver. Nu seer han hende med den
store, tunge Guldkrone og det flagrende Gevandt, flyve paa sin Hest fra Bjerg til Bjerg, fra Klippe til Klippe, gjennem Dale og
Skove, saa at de hie Ege og Bge styrte for Hestens Hov, og den vilde Bodo, bag efter, saa Ildfunkerne flyve fra Fjeldets
Stene og lyse rundt om i Dalene. Nu er hun her ved Afgrunden, hun seer Dybet foran sig, hvor Floden bruser skummende frem
over Fjeldstykkerne, og dog synes den modsatte Fjeldspids mere fjern fra hende end dette uhyre Dyb; bag ved hrer hun
Bodos Hest og i Fortvivlelsens Angest anraaber hun den Evige over sig, trykker de skarpe Sporer ind i Siden paa Hesten, der
stter sin Fod fast ind i Fjeldet, saa det staaer i Aartusinder, og med et Spring flyver over den dybe Afgrund - og hun er frelst,
kun den gyldne Krone ruller af hendes Hoved i Dybet, i Strmmens Hvirvler, hvor den vilde Bodo flger efter og ligger knust
paa de haarde Klippestykker. 
   Alle disse Phantasiens Drmme ville dufte bort, den Lille vil ogsaa engang, som Faderen, rolig staae og fyre sin Pistol af, og
maaskee i det hieste beregne, hvor stor Indtgten kan blive i Dag af det reisende Selskab. Men Drmme ere jo Blomster! der
ere jo onde og gode! Blomster maae dufte bort, men der kommer nye op af den gamle Stamme! For den nye Brnevrimmel vil
ogsaa Prindsessen med den gyldne Krone og den flyvende Hest jage forbi, de ville ogsaa, som nu denne Lille stirre i
Bodefloden, og troe at see det rde Guld skinne frem gjennem Vandet, der engang var saa stort og dybt, at en Dykker steeg
ned for det forsamlede Folk, og fandt ogsaa den gyldne Krone, som han hvede saa hit, at de saae Spidserne over Fladen,
den var tung og stor; to Gange faldt den af hans Hnder, Folket raabte til ham, at han endnu engang skulde stige ned i Dybet,
han gjorde det - en Straale af Blod skjd op gjennem Vandet, man saae aldrig ham eller den gyldne Krone. 
   Her forlod jeg de lystige Candidater og drog videre frem i den store, smukke Verden. Tt under Fjeldet laa Blechhytterne,
hvor jeg skulde forbi, jeg behvede altsaa ingen Frer; man svingede med Hatten til Afsked for mig, og lod Lommetrklderne
flagre, da de saae mig halvnede; det var ganske underligt at modtage deres Levvel, vistnok det sidste i dette Liv; thi hvorledes
skulde alle vi, atter samles i denne Verden. Der ligger noget saare interressant i dette: at mdes, kjendes og derpaa skilles for
stedse. 
   Snart var jeg under Rosstrappe, Bodefloden brusede foran mig, over de store Stene, og paa den anden Side lb Landeveien
forbi de rdtagede Huse, men jeg saae ingen Bro; - over skulde jeg, men hvorledes? Jeg lb lnge langs med Flodbredden,
men saa langt jeg kunde see, til begge Sider, var der ingen anden Overgang, end at vade ud, eller springe fra Fjeldstykke til
Fjeldstykke, jeg valgte det sidste, men kom ikke lnger, end midt i Floden, hvor Strmmen brusede paa begge Sider om den
store Steenblok jeg stod p. - Her tog ellers den hele Egn sig bedst ud, og havde jeg vret Maler, saa havde jeg taget Papiret
frem, frst antydet med nogle fine Streger den uendelige, store Dal med sine Byer og Kirketaarne, derpaa anlagt, med strkere
Omrids de venlige Bygninger, hvor just Rgen slog ned om de rde Tage, og forrest malet det vilde Bjergpartie med Granerne
og den brusende Bodeflod; - jeg var nu ikke Maler, jeg saae i dette ieblik paa det Hele, kun for at finde en Bro, som jeg da
tilsidst opdagede et godt stykke derfra, hvor Floden gjorde en Bining. 
   Da jeg kom til Blechhtterne og nrmede mig Vertshuset, troede jeg at en fjendtlig Hr havde slaaet Leir derinde. Der var et
Spektakel, som om Stole og Borde bleve kastede mellem hinanden; jeg traadte ind i den store Stue og hele Mandskabet
bestod i - fire Studenter fra Jena. De vare fuldkommen i Burschedragt, og havde hver en grn Egekrands om Hovedet, hvorfra
Haaret hang dem, i lange Lokker, ned over den hvide, broderede Halskrave. - De sang alle af fuld Hals og trommede i Bordet
med lflasker, saa Glas og Tallerkener dandsede derved. De saae ellers ret godmodige ud, og gjorde en Pause i deres
musikalske velse, da jeg traadte ind. Snart kom vi i en Samtale; de vilde gjre en Brockenreise og havde vandret paa deres
Fod hertil fra Jena. Da de hrte, at jeg var dansk, og Student, fik jeg mange Sprgsmaal; de spurgte om vi ingen
Burschenschaften havde, og hvilken Farve jeg bar, og da jeg forsikkrede dem, at vi intet af dette kjendte, viiste de mig deres
Hue, og fortalte, at de bare Sands Farve. Om jeg kjendte Sand!! og nu flammede deres ine i det de sagde, hvilket herligt
Menneske han havde vret; de vare Brn, da han blev henrettet, men de huskede ham godt, erindrede ret levende, da hans
Hoved faldt for Bddelsvrdet. 
   Deres Forestillinger om Dannemark vare ellers meget ufuldkomne: saaledes troede de, at kun den lavere Classe her, talede
det danske Sprog, men at fransk blev brugt af Hoffet og de mere Dannede. 
   Da jeg nvnede Oehlenschlger for dem, spurgte de om vi havde nogen af hans Stykker oversatte; jeg svarede, at vi havde
dem i Originalen, og nu bleve de ikke lidet forundrede ved at hre, at Oehlenschlger var dansk, at han levede i Dannemark, og
skrev der. Jeg maatte beskrive dem, hvorledes han saae ud, fortlle dem om ham og hans Arbeider; og da de hrte jeg
kjendte Digteren personlig, og at han paa denne Tid var i Tydskland, saae de mig ret venlig i Ansigtet, og da vi skildtes ad,
forrede den ene mig sin Egekrands, som han tog af sit Hovede og satte paa min Mtze; rimeligviis fik jeg den for
Oehlenschlgers Skyld. 
   Min Vei gik nu til Gernrode, men dersom en reisende Harpespillerske ikke havde taget sig af den fredelige Vandrer, saa
havde jeg da lbet vild i den grnne Lvskov. Jeg spurgte, om hun ikke var fra Riesengebirge, men hun var fra en anden
Kant og slet ikke i Familie med Lafontaines. Da hun havde frt mig paa den rette Vei, satte hun sig ned paa en Steen, under en
stor Ndebusk, og spillede mig ovenikjbet et Stykke til, og saa skildtes vi ad, hun med Harpen paa Ryggen, og jeg med
Harpen i Hjertet, begge i den Hensigt at synge for Verden. 
   Skove og Enge vexlede med hinanden, jeg saae ogsaa en gammel Borgruin inde imellem det hie Krat; den saae meget
skrbelig ud og pyntede dog saa smukt, just ved sin store Faldefrdighed. Det var som Ossian havde meent denne, da han
sang: Her ryster Tidslen eensom sit Hoved, og Rven seer ud af Vinduet. Det var de sidste Rester af Slottet Lauenborg. 
   Gernrode er en lille, rolig Flekke, jeg saae nsten intet Menneske paa Gaden, men i et lille Huus stod Vinduet aabent og jeg
hrte en qvindelig Stemme synge smukt om Kjrlighed. Jeg lyttede, og da den Usynlige ikke lod sig see, tog jeg Egekrandsen
af min Hue, og efter at have gjemt et af Bladene, lagde jeg stiltiende Krandsen ved Dren, til Tak for Sangen, og vandrede saa
ud af Byen. Veien hver sig steilt opad en Bjergside, den lerede, gule Jord stak strk af til den violetblaa Himmel, nogle gamle
Koner og lasede Brn kom med Brndeknipper paa Ryggen, de havde samlet sig i Skoven; jeg satte mig ned og skrev i min
Dagbog, en Bi snurrede i en Blomst ved Siden af, og saaledes vare alle Figurerne paa dette Malerie i Beskjftigelse. 
   Da jeg nrmede mig Mgdesprung gik Solen ned, det var ganske halvdunkelt paa Veien mellem Bjergsiderne, men Lyset
faldt desto strkere paa Trtoppene, der kastede lange, sorte Skygger. Jeg indhentede her to Skoledisciple, den ene fra
Berlin, den anden fra Magdeburg, som jeg havde vret sammen med paa Brocken; de var i deres Ferie fra Skolen flagret ud i
den store Natur. 
   Vi mdte ogsaa en Drabant paa Landeveien, der saae ud, som han var sprungen lys levende ud af en Rverhistorie; men han
gjorde os intet, da han fandt, at vi vare saa mandstrke; vi gjorde heller ikke ham noget, og saa var den Artighed betalt. 
   Snart saae vi det sorte Jernkors paa Klippen over os, hvorfra en ung Pige, eftersom Sagnet fortller, styrtede sig ned, da den
frstelige Elsker satte efter hende; dog fandt hun ikke Dden, Gud lod Vinden bre hende sagte ned, hvor de vilde Brombr
voxe mellem Fjeldstykkerne. Om Egnen efter dette Sagn har faaet Navnet Mgdesprung er jeg uvis. Ottomar fortller os, at
der legede to Risepiger her paa den steile Fjeldryg; den ene hoppede over den store Afgrund, hvor nu Veien gaar, men den
anden fandt dog Springet lidt betnkeligt; hun dvlede lidet, men sprang derpaa til, saa at der blev et Aftryk af hendes Fod i
Stenen. En Bonde, der gik og pliede, saae det og loe af den store Dame, hvorfor hun tog ham med Oxe og Plov op i sit
Forklde, og bragte med sig hjem i Bjerget. 
   Skjndt jeg som et stort fornuftigt, confirmeret Menneske, ret vel vidste, at det Hele kun var Landsby-Phantasie, at ingen
Bjergdame var hoppet over her, eller noget menneskeligt Vsen sprunget ned, uden at brkke Halsen, maatte jeg dog noget
niere betragte Stedet, der ret maa gribe Enhver, som elsker den store Natur. 
   Det er ikke blot de stolte Fjeldmasser med deres uoverseelige Skove, de hie Buske, der slynge sig over den brusende Flod,
eller den dde Steenmasse af en halv nedfalden Bygning, der gjr en Egn romantisk, frst naar den, just ved denne sin Natur,
har et eller andet Sagn, faaer det hele sin fuldkomne magiske Belysning, der ret hver det for Sjlens ie, da faae de dde
Masser Liv, det er ikke lnger en tom Decoration, der bliver Handling, ethvert Blad, enhver Blomst staaer da som en talende
Fugl og Kilden som et syngende Springvand, der slaaer sine evige rislende Acorder til dette Aandernes Melodrama. 
   Egnen rundt om, blev mig dobbelt smuk ved sine Sagn; der var ogsaa Liv og Bevgelse her paa Veien; vi mdte
Kulbrndere med mrke, characteristiske Ansigter, og Bnderpiger, der saae ud som Mlk og Blod. Floden Silke brusede
sladdrende forbi; den fortalte vist, hvad vi nok selv saae: at det Hele var saare godt. 
   Snart hrte vi Larmen af de talrige Vrksteder; vi stege op til den mrkelige Jernobelisk, som Hertugen 1812 her har opreist
over sin afdde Fader; den er heel af Jern, og skal vre den hieste i Tydskland. Vi skreve vore Navne paa den, med Blyant,
ligesom saa mange andre havde gjort. 
   At blive uddelig, det er dog en Tanke, der, selv paa det meest barnagtige, lyser frem fra det arme Menneskebryst! 
   Snart vil Regn og Snee udslette denne Blyants Uddelighed, og en ny Slgt vil skrive deres Navne istedet, til selv Obelisken
ogsaa bliver udslettet af Tiden. Saaledes sge vi ogsaa, paa Livets Reise, at skrive vor Navn paa Verdens store Obelisk, hvor
det ene Navn maa vige for det andet, til denne store Skrivetavle selv gaaer i Gruus. Gud veed, hvilket Navn der vil staae som
det sidste? Rimeligviis Bygemesterens, der reiste den til sin egen re og det Heles Forskjnnelse. 
   I Alexisbad vare endnu ingen Gjster komne, de pleiede frst at indtrffe i de varme Sommermaaneder. Kilden var i en
tempelformet Bygning, hvor man steg ned af brede Steentrapper. Der sad en ung Pige med sin Leerkrukke, det var Rachel ved
Brnden; Manden, der rakte os Vandet, var ogsaa hvad man her i Dannemark kalder en lang Laban. Skoledisciplene og jeg,
stode, som trstige Kameler, der vare trtte af Dagens Hede og Vandringen, saa vi tilsammen, fuldkomment dannede et
bibelsk Malerie. 
   Tt herved ligger Flekken Harzgerode, her vilde jeg overnatte. Det, der meest behagede mig her, var, at Klokken gik til
elleve om Aftenen, da jeg indtraf; jeg skulde altsaa kun vre her i en fire til fem Timer. Ellers var det virkelig en rar By! - Gud
bevares! Gaderne var brolagt med sort- og hvidtaaret Marmor. 
   Jeg flte en uhyre Ilen hos mig, for at komme bort igjen, ja jeg nskede virkelig, at kunne sove i Galop! og faae Tiden til at
lbe med i samme Tempo. VIII 

       Situations-Billeder paa Vandringen til Eisleben. Morten Luther. 


   Det er en forunderlig Ilen med Alt, der lever i mig, og egentlig udgjr min Grund-Characteer! jo interessantere en Bog er mig,
jo mere iler jeg for at have den gjennemlst, for at have det hele Indtryk; paa selve min Reise er det ikke ret det Nrvrende,
der glder mig, jeg iler efter noget Nyt, for atter at komme til et andet; hver Aften jeg lgger mig til Hvile, higer jeg efter den
nste Dag, nsker at den var, og naar den kommer, er det dog en Fremtid lnger borte, der beskjftiger mig. Dden selv har
mig noget Interessant, noget Herligt, fordi en nye Verden da aabnes for mig. Hvad mon det egentligt er, mit urolige Jeg iler
efter? 
   Livsfrisk og herlig stod den vaargrnne Natur rundt om, og aandede Glde og Ro, medens der ligesom laae et dunkelt Flor
over mit Hjerte; dog, tnkte jeg, hvorfor misunde de friske, brogede Blomster? Lad dem dufte, de vilde om nogle Maaneder
vre visne; Kilden, som sladdrer nu saa lystig, forgaaer i Havet og dette selv, der svulmer i sin Storhed, vil dunste bort. Lad
Solen spille med sine hede Straaler, ogsaa den vil med Himlen, ldes som et Klde, naar mit Hjerte, der nu smelter hen i
Veemod over sine egne Drmme, livsglad, med salig Stigen, jubler mod det Uendelige. 
   Endnu denne Morgen havde jeg ingen Ro paa mig, jeg forlod Harzgerode; det ene Billede vexlede med det andet, idet jeg
flagrede det forbi, kun enkelte Smaa-Partier afprgede sig, som nette GenreStykker i min Erindring; saaledes staaer ved
Knigerode en stor, ngen Mark for mig; der laae tt ved en Korsvei et lille Vertshuus; Vinduerne vare murede ind i Vggen,
og kun en enkelt Rude var til at aabne; der holdt en pyntelig, tyk, sund Bonde udenfor paa sin Hest og drak en Snaps, som den
magre, tatergule Krokone rakte ham gjennem den aabne Rude. Det var en Situation som jeg har seet fr, baade paa Malerier
og i Tegninger, og som derfor greeb mig dobbelt, her i Virkeligheden. Et andet Billede, der vistnok for Mange, er hist
ubetydelig, og staaer ligesaa levende for mig, som Udsigten fra Brocken og Rosstrappe, ja nsten mere, var omtrent en Miil fra
dette, sidste Sted. 
   I Klaus, en Landsby der bestaaer, jeg troer af 3 Huse, gik jeg ind i Vertshuset, det er det ene af disse tre; Alt var her saa
malerisk, men saa ganske af den hollandske Skole, at jeg dog helst nskede at see det paa Lrredet. En Kattekilling vltede
sig foran mine Been, to Hanekyllinger sloges paa Gulvet, og Opvartningspigen, der i Grunden var smuk og ganske bondekldt
og bondesund, rakte mig med saadan en Ligegyldighed et Glas Melk, som det var en Barmhjertigheds Gjerning, og ndsede
mig derpaa saalidet, at hun traadte hen for Speilet og holdt sit Toilet, lste sit lange Haar og lod det falde ned over Skuldrene
og Ryggen. Jeg seer det levende endnu og nsker, at Du, min Lser! seer det med; thi det var ikke saa ilde! 
   I en to a tre Timer gik jeg fort, uden at mde et Menneske. Snart var Veien saa bred, som ti andre, snart saa smal, at kun een
Vogn kunde kjre der. Jeg lb da ogsaa vild, spurgte derfor to anseelige Bge, der saae mig ud til at vre Landsmnd, om
Veien, men de rystede med Toppen og vidste ingen Ting. Ved en Eng traf jeg da et menneskelig Vsen, en Hyrde, en virkelig,
gte Hyrde, med Taske og Stav, ja ovenikjbet med en Straaehat paa Hovedet, der saae ud til at have vret brugt mangen
god Gang i en Hyrde-Entr paa Theatret. Han saae virkelig godt ud i det Fjerne, med den store Vrimmel af Faar omkring sig;
men man maatte ogsaa kun see ham i det Fjerne, nrved saae han, og alle hans Undersaatter, lidt formeget schaterede ud. Han
sad paa en Steen, under en forvoxen Eeg, og begge de store, glubske Hunde laae foran og saae ham saa klogt ind i inene. 
   Den rette Vei fik jeg da at vide; men lnge blev jeg ikke paa den, saa var jeg midt i en Kornmark, hvor der kun var en meget
lille Sti, der somme Steder ikke selv ret vidste til hvad Kant den vilde gaae. En lille Bondpige mdte mig der, og bad mig sige
sig Vei til en Naboby, hvis Navn jeg aldrig havde hrt, men med den bedste Villie kunde jeg ikke. 
   Stien frte mig til en lille Landsby, hvor der, paa en stor Plads udenfor et Huus, var Dands og Lystighed. Det var ganske
unge, halvvoxne Piger, der indbyrdes valsede sammen efter Violin, som en gammel hjulbenet Orpheus spillede paa. Mdrene
og alle Byens qvindlige ldste, sadde paa Havebnke rundt om, med Hnderne i Skjdet, og saae derpaa, uden at lgge
Mrke til den Fremmede, der stod tt ved. Maaskee tnkte den ldste Morlille, der sad her med den lille sorte Htte over
de graae Haar, paa sin faure Ungdom, da hun, ogsaa sprang efter Violinen under Guds blaa Himmel. Nu vare de Spring forbi,
ja den bedste Dandser laae muligt, for lnge siden, og sov under den kjlige Grstrv, og sprang altsaa endnu mindre. 
   Men Billede paa Billede trtter, Barnet selv bliver kjed af at bladre i den meest brogede Billedbog, vi ville altsaa ikke nu
strax see flere, skjndt det flgende var smukt, meget smukt. Jeg gad nok beskrive det maleriske Leimbach, der laae tt ved,
inde i Dalen, nsten indhyllet i Rg, og skjult bag de hie Banker af sort Affald. Jeg gad nok vise den steile Huulvei, der
nsten gik brat ned imod Kirketaarnet, og hvor dog en stor Pakvogn med fire Heste slbtes opad; men som sagt, det trtter;
jeg vil dennegang fortlle ganske simpelt, paa den almindelige Maneer, for at baade Lseren og jeg kan hvile os. 
   Leimbach, en aaben Mediatstadt, med 660 Indvaanere, Kobbersmelteovne, Slvhytter, Raadhuus etc. etc. 
   Det flgende Sted tage vi paa samme Maade; det er ogsaa meget beqvemt! Mansfeld, en halv Fjerdingvei fra Leimbach, har
1600 Indvaanere og et Gjstgiversted: zum braunen Hirsch. - 
   - Nu har jeg udhvilet mig! jeg veed ikke om Lseren har? Vi ere imidlertid nu ved Eisleben. 

   Mellem hie, grnne Bakker 
   Reiser sig den lille By, 
   Solen kaster lange Straaler, 
   Bag den brune Sommersky, 
   Skinner paa de hie Taarne, - 
   Alle Byens Klokker gaae, 
   Og paa Gader og i Strder, 
   Folk i Sndagsklder staae. 
   Munkene med Sang og Faner, 
   Trde ud af Byen der; 
   Hvad har dette at betyde? 
   Er det Fest og Hitid her? 
   Hist to hie Herrer komme, 
   De og Flget er tilhest, 
   Hertugen med Bispen er det, 
   Som i Dag er Byens Gjst. 
   Hist paa Muren, tt ved Porten, 
   Hvor det dog er broget der! 
   Mnd og Qvinder, Brn og Gamle, 
   Ligge, staae og sidde her. 
   See, en Bjergmand med sin Kone, 
   Stille, midt i Vrimlen staaer; 
   Deres lille Dreng ved Siden, 
   Har et deiligt hvidguult Haar. 
   Fromt han folder sine Hnder, 
   Seer paa hele Stadsen her, 
   Fyrstens Sabel, Bispens Kjole, 
   De behage ham isr; 
   Underligt hans Hjerte brnder, 
   Tanken flagrer hid og did. 
   - Folk der boe hiin Side Bjerget, 
   Kom for denne Stads at see. 

   -- 

   Mellem hie, grnne Bakker 
   Reiser sig den lille By, 
   Solen kaster lange Straaler 
   Bag den brune Sommersky, 
   Skinner paa de hie Taarne, 
   Men det er nu stille her, 
   Ingen Bisp og ingen Hertug 
   Seer jeg holde Indtog der. 
   Underligt dog Hjertet banker, 
   Glemmer for en Stund sin Vee. 
   Hvad vil jeg, hvad vil de andre 
   I den lille By da see? 
   Bispens Kjole, Fyrstens Sabel! - 
   Det er nu kun Stv og Gruus! 
   Nei, vi komme hver som Pil'grim, 
   For at see et fattigt Huus. 
   Snever er den lille Gade, 
   Det er ret som Alt var ddt! 
   Her de gamle Bjergfolk boede, 
   Her den lille Dreng blev fdt. 
   - Bisp og Hertug ere glemte, 
   Byens Mure er' i Gruus. 
   Alt igjen sig atter reiser, 
   staaer man i det lille Huus. 
   --


   Byen havde mig noget saare venligt. En lille Dreng legede udenfor den gamle Kirke, og ridsede med Kridt paa de store
Kampestene; maaskee de samme ogsaa have vret Luthers Skrivertavle, da han legede her. Raadhuset har et kantet, dunkelt
Udseende, ligesom hans Tidsalder; det har rimeligviis seet ganske saaledes ud i hans Tid, som nu, derimod har Huset, hvor han
blev fdt, undergaaet en Deel Forandringer. Det benyttes nu som Skole. Paa et Vindue staae Luther og Melanchton i
Glasmalerie, og over Dren lses, rundt om et illumineret Basrelief med Luthers Portrait: 

    Gottes Werck ist Luthers Lehr, 
    Darum weyht sie nimmer mehr! 


   Der stod en gammel Bonde paa Gaden med sin Kone, han stavede hende Verset, og jeg kunde see paa deres Ansigt, hvilken
Masse af dyb og herlig Poesie, der laae dem i hvert Ord; thi deres Blik opklaredes forunderligt, og da han sagde det sidste, var
det, som han havde sagt en Engels Aabenbaring, og de troede det. 
   Luther! siger Jean Paul, Du ligner Rhinfaldet! hvor mgtigt stormer og tordner Du ikke! men ligesom Regnbuerne svve
ubevgelige paa dets Strm, saaledes hviler ogsaa Naadens Bue, Freden med Gud og Menneskene, i dit Bryst; Du ryster kun
din Jord, men ikke din Himmel! 
   Det er poetisk smukt; men dog laae der mig her, med den Tone og det Udtryk, hvormed den Gamle sagde til sin Kone om
Luther: det var en Mand! noget langt strre, rigtigere og stort. Jeg troer, at Jean Paul selv vilde have fundet det samme, om
han havde hrt det! 
   Luther det var en Mand! derfor brd han Pavedmmets Aag; derfor sang han: 

   Wer nicht liebt Wein, Weiber und Gesang, 
   Der bleibt ein Narr sein Leben lang! 


   Derfor slog han Blkhuset i Hovedet paa Mrkets Fyrste; thi som en tydsk Digter siger, jeg troer Brne, Blk og
Trykkersvrte ere de farligste Vaaben imod Fanden, de ville engang ganske forjage ham fra Verden. 

                  IX 

         Reise igjennem Halle og Merseburg til Leipzig. 
         Den blinde Moder. Invaliden. Nicolai-Kirken. 
         Gellerts Grav. Auerbachs Keller. Italiensk Opera. 
              Poniatowskys Mindesteen. 


   I den sachsiske Eilwagen rullede jeg, ved Midnat, ud af det gamle Eisleben. De frste grnne Viinbjerge hilsede mig med
den opstaaende Sol. Postillonen blste smukt det ene Stykke efter det andet. Vi kom forbi to store Indser, hvor de grnne
Bjerge og de rde Skyer speilede sig i den stille Flade. Der laae ogsaa en gammel Ridderborg, kantet og taarnet, med hie
Mure og Grave. Her var et deiligt Echo; vi holdt et ieblik stille, Postillonen blste, og fra Bjergene ld nsten hele Stykket
igjen. Jeg har aldrig hrt saa mange Toner gjentagne af Echoet. Denne deilige Morgen glemmer jeg ikke; men den staaer jo
ogsaa udsat paa Musik, i min Erindrings Billedsamling. Postillon og Echo gave den hele Egn en hiere Skjnheds Potens,
hvorved, muelig, den lrde Stad Halle, siden tabte; den saae mig saa snever, saa uhyggelig ud. Saalefloden var et skident, guult
Vand; og Byens Gader - enkelte, i det mindste - troer jeg ikke vare brolagte. Udenfor Universitets-Bygningen stod en Vrimmel
af Studenter, med Collegiehefter under Armen og Tobakspiber i Munden. Paa Gaderne mdte vi flere, og rundt om i
Vinduerne laae lignende Minerv Snner, idetmindste antog jeg dem derfor. 
   Bnderkonerne, der sadde paa Torvet og solgte deres Varer, havde mig ellers nogle ganske forunderlige taterbrune Ansigter;
jeg havde nr gaaet hen til den frste den bedste og rakt hende min Haand, i den Tanke, at det var en Zigeunerske, der kunde
sige mig hvor stort Honorar jeg fik i Penge og Uddelighed, for alt hvad jeg i denne Verden endnu kunde tnke og skrive. 
   Veien til Merseburg var beplantet med Kirsebrtrer, Byen selv mrk og snever som Halle; men dog et Besg vrd, for sin
gamle gothiske Domkirke. 
   Man fortalte mig ellers der, et Folkesagn, ganske en Historie a la Gaza ladra. En Biskop her, havde ladet sin Tjener uskyldig
henrette, men da han siden opdagede, at hans Yndlingsravn var Tyven, henfaldt han i Melancholie, lod Fuglen indesprre i et
Jernbuer, og stte ud til Spot og Skjndsel, ja, bestemte endogsaa en Capital, hvorfor Raadet i Merseburg, til evig Tid skulde
underholde en Ravn, der maatte lre at raabe Tjenerens Navn; Jacob. Saasnart en Ravn nu der, gaaer det med den, som
med Dalai Lama, og Paven, der bliver strax holdt Raad og valgt en anden. 
   Der sad endnu, sagde man, thi jeg kunde ikke finde det, saadant et uskyldigt sort Dyr og raabte Jacob uden at drmme om
hvorfor han havde fri Bolig og Kost, og maaskee uden at vre i Familie med den biskoppelige Tyvekngt, for hvis Skyld dette
Ravne-Legat var stiftet. 
   Solen brndte hedt da vi rullede ud af Byen, for at naae den tydske Boglade: Leipzig. Ved Grndsen her havde
Bommanden en lang Stang med en Pung paa, ligesom de endnu findes her i Kirkerne, men Stangen her var lngere, han stak
den ud af Vinduet ind i Vognen, der holdt udenfor, og fik sin Tribut deri. En Familie gav ham urigtige Penge og kjrte til; nu
kom han styrtende ud i temmelig dyb Morgendragt, skjndt det var hit op paa Dagen, svingede sin bepungede Landse, og
forfgtede Loven og dens Holdelse, og Manden havde jo Ret. 
   Egnen rundt om, saae meget dansk ud, her var endnu et Skovpartie, siden tabte Alt sig i en uoverseelig Slette, som
Menneskeblod har beskrevet med Uddelighedens Ziffre. 

           Den blinde Moder 
   Trommen hvirvler. De er' nr! 
   Mgtigt suse Hrens Faner. 
   - Moder, det er Vinden her, 
   Der gaaer gjennem Skovens Graner. 
   - Hrer Du ei Hestens Hov? 
   Rustvogn tt ved Rustvogn kjrer. 
   - Veien gaaer i denne Skov, 
   Det er Reisende Du hrer! 

   Stille Barn, de er' os nr! 
   Vinden suser ei i Granen. 
   Seer Du ei den hele Hr? 
   Stolt Din Fader brer Fanen. 
   Nei, det er ei Nattens Blst, 
   Eller fremmed Mand, der reiser, 
   Foran Hren, paa sin Hest, 
   Rider jo den store Keiser! 
   
   For mit ie er det Nat, 
   Men i Mulmet ham jeg kjender. 
   Barn, jeg fler mig saa mat, 
   Fold Du mine gamle Hnder! 
   Vinden suser gjennem Fanen, 
   Mildt Din Fader vinker der, 
   Barn, o st mig her ved Granen, 
   Dden, fler jeg, er nr! 


   Det var en underlig Flelse der greb mig idet jeg kjrte hen over den store, uoverseelige Leipziger-Slette, hvor enhver
Landsby er saa mrkelig i Krigshistorien. Her havde Napoleon vret, her havde den store Feldtherre tnkt og flt. Kornet
blgede frodigt over den uhyre Kampplads; ingen Vunde lges dog saa let som den store Naturs! der behves kun et Foraar,
for at smykke den ldste Ruin med Blomster og Grnt. Man arbeidede paa en ny Landevei, jeg saae Menneskebeen og
Kugler man havde fundet ved Gravningen. Under et Tr sad der en gammel Karl med et Trbeen; han havde vist seet lidt
mere her, end Kornet der nu blgede foran ham, hrt en dybere Sang end den Fuglene qvidrede paa Grenene over ham. Med
sin lille Pibe i Munden hvilede han sig her og tnkte paa gamle Dage. 

              Invaliden 
   Rgsky ved Rgsky over Marken laae; 
   De rde Ildsvlg iet ene saae. 
   Srt dundred' Jorden under Hestens Hov, 
   Som var det Stormen i en Gran-Skov. 
   Mand tt ved Mand vi stod', kun frem! det ld; 
   Min Broder faldt - han fandt en Heltedd. 
   Jeg flte Intet - Intet Hjertet rrte. 
   Den dybe Tromme-Hvirvel kun jeg hrte, 
   Trompetens Std - vi bruste vildt afsted - 
   Da faldt min Hest, mit ene Been gik med; 
   Hen over os den hele Hr nu gik, 
   Jeg veed ei meer, det sortned' for mit Blik! 
   Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst! 
   O, denne Stilhed knugede mit Bryst. 
   Mit Been var Ild - af Trst min Lbe brndte, 
   Jeg laae blandt Liig, men intet Trk jeg kjendte. 

   Det sildigt var, jeg flte Nattens Blst, 
   Nr ved mig vrinskede en saaret Hest; 
   Der laae en Franskmand, dybt hans Ddssuk ld, 
   Napoleon han nvned' og var dd. 
   Jeg vilde bede - hvede mit Blik, 
   Men Dden atter over Hjertet gik; 
   Jeg veed ei selv, hvor lnge der jeg laae, - 
   Det frste som igjen mit ie saae, 
   Det var en Mand, indsvbt i Kappen her, 
   Han jog to Ravne bort, der sad mig nr. 
   Jeg saae dem, hrte deres hse Skriig; 
   Jeg var et Liig jo, mellem dde Liig. 
   Taus Manden stod, hans Ansigt ej jeg saae; 
   Den store Kappe hit om Kinden laae. 
   Han saae mod Himlen, Alt var Skyer der, - 
   Da lyste der med eet et Stjerneskjr. 

   Mon toile! jeg hrte han brd ud. 
   Han biede sig dybt, som for sin Gud; 
   Den store Kappe bort fra Skuldren gik, 
   Jeg saae det aabne, stolte Helteblik; 
   Et Suk steeg fra mit Bryst, da saae han ned, 
   Men taug - han taug - jeg glemte hvad jeg leed, 
   Men glemmer aldrig dette dybe Blik. 
   Han bredte Kappen over mig - og gik. 
   Jeg laae imellem Liv og Dd henstrakt. 
   Mit Hjerte bad - og Redning blev mig bragt. 
   - Den franske Leir var nr, der kom jeg hen, 
   Men ei den tause Mand jeg saae igjen; 
   Ham var det dog, der Liv og Hjelp mig gav! 
   Maaskee nu Grsset voxer paa hans Grav: 
   Maaskee han lever - lever langt herfra, 
   Er lykkelig - mit Hjerte siger ja! 


   Vi kjrte over Elsterfloden, i hvilken Poniatowsky fandt sin Dd; man viiste mig i Forstaden de forskjellige Stillinger den
fjendtlige Armee her havde taget, hvor man havde sprngt igjennem Haverne, og hvor Napoleon havde trukket sig tilbage. 
   Leipzig selv gjorde et behageligt Indtryk paa mig, det er en stor, venlig By, Hovedgaderne ligne meget vor stergade, men
de ere bredere, og hvad der gjr dem smukkere, mere lige. Jeg troer der boe 2  3 Boghandlere i hver Gade; overalt hang der
Skabe med Bger, og i de store, blanke Glasvinduer, Kobber og Billeder. Paa Gaderne lbe Burscher med lange Piber i
Munden og Collegie-Hefter under Armen; nogle havde deres tydske Original-Dragt paa, de store hvide Buxer, den korte
Frakke, og de lange Lokker ud over den hvide Krave. 
   Jeg besgte Nicolai-Kirken. Her ere Malerier af Oeser; et der forestillede Christus ved Brnden behagede mig isr; om
det maatte behage mig, veed jeg ikke, da jeg ikke endnu har spurgt nogen Kunstdommer derom; i Kuppelen over Alteret var
malet en svvende Engel, det syntes ikke at vre Malerie, men et levende Vsen. De hie Hvlvinger bleve just stvede af;
man havde reist nogle kunstige Stilladser, og fra disse reiste sig en uhyre lang Stige, hit op, som en Skibsmast, og verst oppe
paa dette vaklende Sde sad en Mand, ligesom Puds i Sigrid med Slret og feiede af yderste Formue, det saae malerisk
nok ud, men lidt frchterligt. Det forekom mig nsten, som Manden var sat derop, for at Kirken ved ham og hans
tilsyneladende Fare, skulde see hiere ud, end den egentlig var. 
   I et lille Aflukke her, viiste man os en gammel Prdikestol, som Luther skal have prdiket paa; jeg reiste mig paa Taaspidsen
for at naae saa hit, at jeg dog kunde lgge Hnderne, hvor han maa have lagt sine. 
   Fra den gamle Kirke vandrede jeg ud af Byen til Gellerts Grav. 
   En flad, simpel Steen med hans Navn og Dds-Aar laae derover, ved Siden var plantet et Rosentr, og rundt om stod et lavt
Gitter, hvor de Mange der havde besgt Digterens Grav, havde skrevet og skaaret deres Navne; jeg skrev ogsaa mit. 
   Rundt om vare mange, langt pynteligere Grave, der gjemte vist langt fornemmere Folk end Gellert, men ingen fremmed
Haand havde skrevet sin Erindring der, selv de jerngittrede Kapeller rundt om, stode kun som en Muur, der tjente til at
omslutte den simple DigterGrav. Her var Digteren den fornemste, ved ham fik dette Sted med sin Dde, Interresse. Hertugen af
Weimar har saaledes bestemt, at Gthes og Schillers Liig skulde staae paa hver Side af hans, i det kongelige Capel. Saaledes
kan Mennesket faae sig en Regnbue, naar det staaer mellem Solen og den brusende Fos. 
   De andre friske Grave rundtom, vare ellers saa underligt pyntede, man havde foruden Blomster og Krandse, besat dem med
Citroner og Appelsiner, og nogle af disse vare skaarne i Stykker; fra Krandsen flagrede lange Baand med Guld- og
Slv-Fryndser, der, naar denne hele Stads var noget gammel, saae ganske hsligt ud. Paa Baandene vare Vers aftrykte, deels
selvgjorte, deels valgte af bekjendte Digtere, saaledes fandt jeg paa et, Hltys: 

   Heute hpft im Frhlings-Tanz, 
   Noch der frohe Knabe, 
   Morgen weht der Todtenkranz 
   Schon auf seinem Grabe! 


   At en Grav smykkes med en enkelt Krands, finder jeg smukt og betydningsfuldt; Tmmermanden stter jo ogsaa sin Krands
med det brogede Flitterguld, paa Husets Tag, naar den hele Bygning er reist, hvorfor skulde vi da ikke, ligesom han, ogsaa her
stte en Krands, Graven er dog Taget paa vor Jordlivs Bygning, frst naar denne er klappet til, er den fuldkommen reist. 
   Der blev just et Liig begravet her paa Kirkegaarden; det var en gammel Snedker, der maaskee selv havde kjbt Tret til sit
snevre Sovekammer. Kisten blev baaren paa Mndenes Skuldre, og var ogsaa pyntet med Blomster, Citroner og Appelsiner;
der var en stor Trngsel af Brn og Fruentimmer, dog kom jeg temmelig nr Graven, hvor Chordrengene sang med barnlige
Stemmer, medens Solen begyndte at gaae ned bag de hie Popler. 
   Da jeg om Aftenen ene vandrede gjennem Gaderne i den fremmede By, for at finde til H"tel de Bavire, gik jeg vild og kom
saaledes tilAuerbacher-Keller, der, som bekjendt er mrkelig ved Dr. Faust, der her, efter Sagnet, foer ud af et Vindue,
ridende paa et Viinfad. Jeg gik derned, for dog at have vret i det mrkelige Vrelse, hvor denne Historie havde passeret;
dette var meget lille, og havde kun det ene Vindue, hvorigjennem Faust var reden bort. Paa Betrkkene var den hele
Begivenhed afmalet, Skade, at de vare lidt for sorte og utydelige. 
   Her sad ellers tre gamle Personer i en dyb Disput; jeg troer det var om det Ubegribelige, at en Trekant, dog i Grunden er en
halv Fiirkant; det lod til, at de ogsaa paa Vinens Dunster vilde flyve endnu lngere, end ud af Vinduet. Tilsidst begyndte de at
synge, som Frosch og Brander i Gthes Faust: es war eine Ratt' im Kellernest! det vil sige, de sang just ikke denne, men
Situationen var den samme; saa at jeg hvert ieblik skottede til Dren, om ikke Mephistopheles kom med Doctoren. 
   Den italienske Opera-Trup fra Dresden var her i Leipzig, og gav alt, ved min Ankomst deres tiende Forestilling. Jeg saae:
Tell af Rossini; Stykket er i fire Acter, men da det, uden Forkortninger, vilde blive for langt og trttende, baade for
Tilhrerne og de Syngende, havde man, ligesom ved Menneskeslgtens delggelse, skaaret det midt over, saa at man den
ene Aften, saae de to frste Acter, og den nste Gang, de to sidste. Man blev altsaa ndt til at betale dobbelt, for at see det
hele Stykke. Jeg var der begge Aftener, og fik da saa noget Heelt ud deraf. 
   Ikke et Ord blev talt, Dialogen var Recitativ, men naar Recitativer synges med det Udtryk, som de bleve her, ere de
ingenlunde trttende. Signor Zezi var en fortrffelig Tell, havde et smukt Udvortes, og rbede ogsaa Tanke og Spil, noget som
man fandt mindre af, hos Signora Palazzesi, der udfrte Mathildes Partie; men hun sang smukt, havde Skole, Ynde og Styrke,
bare hun ikke havde gjort saa mange Grimasser, lagt Hovedet saameget tilbage, hver Gang hun slog Triller og gjorde de
kunstige Lb med Stemmen. Publikum modtog hende med stormende Klap og Bifald, thi hun var meget afholdt, og traadte nu
frste Gang frem efter at have ligget af Fluenza. 
   En Signor Rubini sang Arnolds Partie, jeg siger sang, thi der var ikke Tanke om Spil. Det var mig en kunstig Marionet, der
kun havde to Bevgelser med Armen; lige ud, og saa Haanden paa Hjertet; men der var et smukt Tone-Orgel i den gode
Mand! 
   Hvor bldt og udtryksfuldt klang mig ikke det italienske Sprog, det er Toner selv, der ere forstenede til Ord; - hvor smukt
maa det ikke klinge, i den stille Nat, under den sydlige Himmel, at hre disse Toner, tolke Kjrlighed! - Kjrlighed! - hu! hvor
hsligt haardt og snurrende klinger dog paa Dansk, dette Ord, der skal udsige det meest Aandige i Sjl og Tanke.
Kjrlighed! - o, han har slet ikke kjendt og flt den, som opfandt dette hslige, skurrende Ord. - Det har vist vret en
gammel, gnaven Papa, der misundte de unge Hjerter deres salige Drmme, og nu som en Lnkehund snrrede af deres, som
han kaldte det: Kjrlighed. - 
   Hvad Musikken til: Tell, angaaer, hrte jeg den kun eengang, desuden er der sagt og skrevet saa meget om den, til dens
Fordeel, at min Mening bliver saa god, som ingen. Den forekom mig, at vre i en anden Genre, end den Rossini fr har
componeret i, og nsten troer jeg, det er dette, der har fraperet Mange, mere end Compositionen selv. Mig behagede den ikke
saa meget, som Barberen i Sevilla; den har vel en herlig Terzet, en Duet og nogle Chor, der gribe enhver, men ingen af disse
have dog det characteristiske, som f.E. Don Baziles Arie om Bagtalelse, denne synes mig et sandt Mesterstykke. Orpheus fik
Trer og Stene til at dandse ved sit Spil, og der ligger virkeligt noget heri; Musik har en forunderlig Kraft til at stte Liv i Ddt,
noget, som de fleste Opera-Texter overtyder os om. Tonerne kaste ligesom et poetisk Gevandt om det Hele. Dog forekom
Tell mig, her i denne aandige Paakldning, saa underlig sammenkrympet, det var ikke den schiller'ske Helteskikkelse. 
   Klokken var ikke ni endnu, da Operaen var endt, jeg besgte da Reichenbachs Have for at see Stedet, hvor Poniatovsky,
fandt sin Dd i Elsterfloden. Haven her, tilhrer en riig Kjbmand Gerhardt, der lader sig betale for at see dette Sted. 
   Her, imellem disse hie Trer, sprngte den haardt saarede Helt, forfulgt af den overlegne Fjende. Det er nsten utroeligt,
at nogen kunde drukne i dette ubetydelige, smalle Vand! en Grdepiil var plantet paa det Sted, han havde sat ud med Hesten,
og nogle Skridt derfra, hvor de havde fundet hans Liig, stod en lille, simpel Sttte, der overalt var beskreven, isr med
Landsmnds Navne; et Stykke var ganske hugget bort af Stenen, man sagde, at her havde staaet Vers, som den sachsiske
Regjering havde fundet for frit, og derfor skaffet bort. Det gaaer ogsaa forvidt, naar Stenene kunne tale! 
   En underlig Aftendmring laae over Stedet, jeg tnkte paa Kosciusko, Polens Wilhelm Tell, paa det ulykkelige Rige, der
som et Landkort er klippet i Stykker; paa det arme, kjmpende Folk - - En lille Fugl hoppede paa Grenen tt ved og
qviddrede, men det var ganske svagt, han frygtede vist Censur og Stikbreve, det klang saa dmpet, men jeg syntes at hre den
dende Polaks Kampsang: 

   Noch ist Polen nicht verloren! 


   - Var ethvert begeistret Hjerte saadan en lille Fugl, og Tanker og Flelser dens Toner, hvilke Sange vilde da ikke Luften
gjenlyde af! men, hvor mangen Heinrich Fuglefnger vilde der da ikke opstaae, hvilken Jagt vilde der da ikke blive - - - - - - -
- - - - - - - - - - dog, ikke en Spurv falder til Jorden, uden vor himmelske Faders Villie! 
   - Med Kjmpe-Skridt gaae vi en ny og bedre Tid imde; men Europa maa have udkjmpet, den vilde Lava maa frst syde
fra Bjerget, fr det kan bre Fredens, Frugtbarhedens frodige Ranker. En fornuftig Frihed, en naturlig Oplysning vil da
udbrede sin milde Sommervarme over Landene, da vil det nye Gimle stige bag det kjmpende Ragnarok! men vor Tidsalder er
interressant! den vilde Gjring i Naturen og Menneskelivet, er det ogsaa herligt at opleve! vi virke jo alle med til det store
Maal. Mangt et vildt, brusende, romantisk Gemyt vil maaskee misunde os! hvor vil man ikke undres over meget, ryste med
Hovedet, smile og atter nikke tilfreds, naar de faae Fingre paa vore Dagblade, der da eie Sagn fra gamle Tider; maaskee
trykkes da mange Ting af, som Curiosa, men hvilke! Ja, - der er grumme meget! Lad os her, for en Afvexlings Skyld, kaste op
og see. Vi tage det frste Stykke paa den Side, nu det andet paa den, og lse - - naturligviis mener jeg ikke, at dette er noget
Curiosum, det er tilfldigt, hvad der falder. 
   Don Miguel har faaet Rosen af Paven, som Tegn paa den christeligste Konge! 
   I - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -! 
   Geheimestatsminister v. Klewitz har ladet omsende en lithographeret Circulaire til Redacteurerne af de offentlige Blade i
Preussen, og anbefaler disse, ei allene at opfatte Censurlovenes Bogstav, men ogsaa deres Aand. Redacteurerne maae nok
fortlle historiske Facta, men de maae ikke ved Fortllinger af revolutionaire Begivenheder, paa en omstndelig, eller vel
endog paa en lovprisende Maade fremstille Oprrs- og Opstands-Scener. - De maae ikke nedstte fremmede Regjeringer,
der staae i venskabeligt Forhold til den preussiske Stat. - Redacteurerne anbefales stedse, at fremstille, eller optage fra andre
Tidsskrifter, Exempel paa Hengivenhed for Ordens Vedligeholdelse etc., urolige Bevgelsers srgelige Flger for personlig
Sikkerhed, Handel og Handtering o.s.v. o.s.v. 
    - - - fler den store Interesse for - - men - - - - 
   Lindberg - dog, hans Subscriptions-Plan til Maanedskrift for Christendom kommer vist i samme Bind som Mnchhausen
og Robertus von Agerkaal, man troer det er Satire og ikke Alvor i Aaret 1831. 
   - - - - - - - - - -. X 

       Afreise. Meissen. Den frste Dag i Dresden. Dahl og Tieck. 


   Efter et Ophold af tre Dage, forlod jeg det venlige Leipzig, hvor jeg havde lrt at kjende flere, herlige Mennesker. Mit
Reiseselskab med Schnellposten bestod af to unge Herrer fra Frankfurt an der Oder og en gammel Doctor; denne var temmelig
bevandret i den danske Literatur, og spurgte, da han hrte mit Navn, om jeg var i Familie med Forfatteren til det dende
Barn. Jeg svarede ham da, at det var mig selv, og nu spurgte han mig ganske naivt, om jeg havde mistet en Lille, den Gang jeg
skrev det, da han ikke kunde tnke, at jeg som ungt Menneske ellers kunde fle Sligt; han blev da noget forundret ved at hre,
at dette Barn alt var fra min Skolegang, hvor jeg midt under Kata'l, Katla', flte og skrev det. 
   I den dunkle Aften rullede vi forbi Jagdslottet Hubertsburg, med sin store Have; Mengs's Pensel skal lokke mange Fremmede
til Slotscapellet, vi havde ingen Tid, og savnede da heller ikke Malerier, det ene Stykke afvexlede med det andet, naar vi saae
gjennem det aabne Vindue paa Vognen. Her var en Kroe med Reisende, Karlen stod med sin store Lygte i Dren, - det var et
Natstykke, Rembrant skal have efterlignet denne Maneer. Her saae man en sumpet Eng i Morgenbelysning, nogle Vildnder
pladskede mellem de grnne Siv, en Maneer Ruysdael har efterlignet. Her laae en Flekke med halv nedstyrtede Mure; i
Forgrunden, under et stort Tr, sad et Par unge Folk og kyssede hinanden, - det var en Maneer - jeg selv gjerne gad
efterligne. 
   Alt som vi nrmede os Meissen, fik Egnen et mere romantisk Udseende. Fjelde begyndte at reise sig, og de havde en ganske
anden Characteer, end de i Harzen. I rdgule Steenmasser, begroede med unge Bge, hang de ud over vort Hoved; paa den
anden Side af Veien laae de grnne Viinbjerge, med rdtagede Huse paa og nedenfor slyngede Elben sig i maleriske Bugter.
Skibe bleve ved Folk og Heste trukne op ad Floden, medens andre, med svulmende Seil, pilede ned ad, paa Strmmen. 
   Meissen selv har snevre Gader, og saae mig saa uhyggelig ud, man maa med den, ligesom med ethvert herligt Malerie, ikke
stte inene tt til, man maa betragte det Hele i Afstand. Uden en srdeles Anbefaling fra Dresden, kan man ikke faae den
store Porcellainfabrik at see, jeg maatte altsaa lade mig nie med en ringe Deel derfra, en meget ringe Deel, det vil sige, de
Kopper, jeg i Vertshuset drak min Kaffe af; og fra denne lille Prve, selv med Phantasie og den bedste Villie, kan jeg ikke
indlade mig paa nogen Notitser om det hele Fabrik. 
   Domkirken er en herlig, gothisk Bygning, Solen skinnede ind af de hie Vinduer, hvor en lille Fugl, der var kommen ind,
flagrede og slog med Vingerne paa Ruden for at komme ud. Det var min egen Barndomsverden jeg saae! Barndommen er
ogsaa saadan en hellig, stor gothisk Kirke, hvor Solen skinner smukt gjennem de brogede Ruder, hvor enhver dunkel Krog
vkker en mgtig Flelse, og hvor det simpleste Billede, ved sin Belysning og ved Sagnet, faaer en langt dybere Betydning.
Hverdagslivet viser sig her i sine Sndagsklder, Gud og Verden ligge hinanden langt nrmere, og dog flagrer Hjertet, som
den lille Fugl her i Kirken, efter den nye Fremtid udenfor, hvor maaskee en Jger venter bag Busken for at skyde den et Hagel
gjennem Vingerne. 
   Veien fra Meissen til Dresden er beplantet med Akasier og Pretrer, Markerne staae med Kaal og Kartofler, det er en
heel Kjkkenhave! venlige Bjerghider med Viinranker og Lvskove, ligge paa begge Sider, og bag ved danner Meissen selv,
der ligger hit med sit Slot og sin gothiske Kirke, det herligste Punkt i hele Billedet; en muret Broe over Elben reiser sig
nedenfor Byen, hvor Folk kjre og gaae, uden at tnke paa, mindre, gjre sig til af, det Liv de just herved give det Hele. 
   Jo lngere man kommer herfra, deshiere blive Bjergene, og snart seer man, som gjennem et blaaligt Slr, det tydske
Florents; Dresden, ligge foran med sine hie Taarne og Kupler. 
   I en lille landsby, der laae ganske romantisk, her ved den bugtede Elbflod, holdt vi udenfor en Kroe. Om Vinduerne snoede
sig et Espalier af Roser; runde og fyldige, som barnlige Pige-Hoveder tittede de ind i Stuen, hvor Postkarlene sadde i deres nye
brandgule Uniformer med blaae Kraver, og med Trompeten paa Ryggen. Der stod Landviin i store Glaskruus paa Bordet, og
nogle Smaabrn legede med en lille Hund, der dandsede paa Bagbenene med en Blomsterkrands om Hovedet. 
   Her fik jeg de frste Mark Jordbr, i Dannemark vare de vist neppe endnu i Blomster! 
   Postillonen blste, og - - med de sidste Jordbr i et Drueblad, holdt jeg udenfor Dresden. Ved Porten her, blev mit Pas mig
affordret, og jeg fik et Opholdskort istedet. Neustad saae mig ret anseelig ud; jeg havde tnkt mig den ganske anderledes, men
da jeg kom til Augustusbroen, som jeg kjendte saa godt af Kobber, var det mig, som jeg eengang i Drmme havde vret her
fr. Elben vltede sine gule Blger hen under de stolte Buer; der var Liv og Frdsel paa Floden, men endnu mere paa Broen;
Vogne og Ryttere joge midt ad den, og paa begge Sider var der en stor Forskjellighed af Vandrende; omtrent midt over
Floden, stod paa een af de Udbygninger, der danne de enkelte Buer, en Christus paa Korset, jeg troer den er af Malm. Nu
kom vi da til Altstadt, det egentlige Dresden, de bryhlske Terrasser med deres brede Trapper laae tilvenstre og den catholske
Kirke med sine Taarne tilhire og midt for, Porten, der frte os ind i selve Byen. 
   Dresden stod mig som Overgangspunktet mellem Nord- og Sydtydskland, og det har ogsaa en blandet Characteer af begge;
det var den sidste, store Stad jeg imod Syd skulde faae at see i Tydskland, denne Tanke faldt mig ind og gjorde at jeg med et
Slags Veemod rullede ind i den kjre By. 
   I H"tel de Russie vilde mine to Frankfurter tage ind, jeg besluttede da at gjre Selskab, og fandt mig siden ret godt derved. 
   Byen havde mig noget indtagende venligt, jeg flte mig strax hjemme. Min frste Udflugt var til vor bermte Landskabsmaler
Dahl. Jeg havde intet Anbefalings-Brev med, men som Dansk, var jeg inderlig velkommen. Hvor megen Interesse, selv
Tidsopoffrelse, viiste han ikke mig og mine andre Landsmnd, der vare der paa samme Tid, som jeg. Om Aftenen skulde han
med to Nordmnd til Tieck; den store Digter vilde denne Aften lse for en Vennekreds; da jeg nu havde Anbefalings-Brev
med til ham, fra Ingemann, desuden fr havde skrevet Digteren til, indbd han mig at flge med, men bad mig nu ikke spilde
Tiden hos sig, men gaae i catholsk Kirke; - det var just denne Dag Corpus domini Festen; de fleste Ceremonier vare vel nu
forbi, men jeg vilde faae Castraterne at hre. 
   Jeg fandt snart Veien over de brhlske Terrasser, som vrimlede af Spadserende; der var saa meget smukt at see, den store
Augustusbro med sin Menneskevrimmel, Elben med sine Skibe og de grnne Viinbjerge langs med den! men jeg havde ingen
Tid, jeg maatte skynde mig. 
   Nu stod jeg i den catholske Kirke. Hvor stor og lys! Musikchoret bruste over mit Hoved; paa alle Altrene brndte Lys, og
rundt om i Sidecapellerne og i de store Gange knlede Folket. Den kongelige Familie var i Kirken, jeg saae Kongen bede med
megen Iver; tre Prster i Guldmors Dragt stode ved Alteret, og mange smaae Drenge, i rde Kjoler med en hvid, kort Skjorte
over, svingede Rgelseskarrene. Castraterne sang, det var ikke Mandens, men heller ikke Qvindens Stemme; det var underlige
blde Moltoner; der laae noget saa dybt, veemodigt i deres Sang, som var det Hjertets hele Lngsel, der udtalte sig i Toner;
de gjorde et ganske forunderligt Indtryk paa mig, men jeg flte mig slet ikke glad. 
   Ved Hovedalteret var en idelig Bevgelse, som forstyrrede det hitidelige Indtryk det Hele gjorde paa mig. Chordrengene
kom og gik med store Lys, og Prsterne biede sig hvert ieblik og ringede med deres Slvklokke. 
   Sveitsere i gule Klder, med store Slvstokke, gik om i Gangene for at holde Rolighed og passe paa, at Bukkene vel bleve
skilte fra Faarene. Folk kom og gik, men Alt skete meget stille. Jeg saae bhmiske Koner og Piger, der vist havde vret paa
Torvet med deres Vare, de kom ind i Kirken, med deres Kurv eller Byldt, knlede i Gangen, lste deres Rosenkrands og gik
derpaa i strste Hast bort. 
   I Capellerne knlede Mnd og Qvinder for Madonnas Billede, og i mangt et Ansigt saae jeg den inderligste Hengivelse og
Tilbedelse. Solen skinnede gjennem Vinduerne og blandede sig underligt med Skjret af de mange Lys og den duftende
Rgelse; der laae virkelig noget deri, som ved Musikkens Tonehav, snart fandt Vei til Hjertet. 
   Kl. var 7 om Aftenen, da jeg med Dahl og de to unge Nordmnd begav mig til Tieck; jeg skulde nu see og kjende den
Digter, hvis aandelige Jeg, saa tidt og mgtigt havde beskjftiget mig; jeg tnkte ikke paa hans gestiefelte Kater og Prinds
Zerbinus, hans deilige Alfeverden og de herlige Noveller, nei, Alt smeltede mig hen i Manden selv, i Tydsklands Tieck; den
Mand, der staaer som Mester for en heel Skole, den romantiske Poesie, den Digter der staaer Gthe nrmest i Alder, Vrd
og Beundring hos sine Landsmnd. 
   Det var intet stort Vrelse vi kom ind i. Her sad Familien om Thebordet med en Deel Fremmede, meest Udlndinge. Jeg
havde Ingemanns Ole Navnlse med fra Digteren selv, samt mine Phantasier og Skizzer. Dahl forestillede de to
Nordmnd og mig, som sine Landsmnd, og Digteren hilste os venligt og bd os velkommen; da jeg derpaa gav ham Bgerne
og Ingemanns Brev, tog han mig venlig i Haanden, spurgte om det var mig, der havde skrevet Fodreisen? og da jeg bejaede
det, sagde han mig noget forbindtligt, bd mig ret Velkommen i Tydskland og spurgte til Ingemann, som han holdt meget af.
Hvilket Udtryk laae der ikke i hans Blik! aldrig har jeg seet et mere aabent Ansigt; hans Tone var saa godhjertig, og saae man
ham ind i de store, klare ine, maatte man ganske betroe sig til ham; det var ikke blot Digteren jeg elskede, Manden blev mig
nu kjr! ja saaledes havde jeg tnkt mig ham, naar jeg lste Alferne; - men saa ofte har mine Drmme slaaet feil, at jeg
undertiden atter tnkte: i Virkeligheden er det maaskee, en stiv fornem Hofrath, og dette vilde ganske have stdt mig bort.
Saaledes er ogsaa min Forestilling om Gthe, og dette overvandt min Lyst til, at see den store Digter; hvem jeg tnker mig
hver sig herligst naar man seer ham, ligesom Kirketaarnene, i Afstand. Saaledes er det ikke med Tieck; har man vret hos
ham en halv Time, da glemmer man Digteren for Mennesket. 
   Selskabet bestod ellers af Folk fra forskjellige Steder paa Kloden, her var een fra Amerika, en anden, der havde reist
Verden rundt, her vare norske, tydske o.s.v., jeg var den eneste fra Dannemark. 
   Tieck elsker Holberg, som han har i en gammel tydsk Oversttelse, hvoraf han undertiden oplser og det ganske
fortrffeligt! jeg hrte ham denne Aften lse anden Deel af Shakespeares Henrik den Fjerde. Han bruger, ikke at nvne
Personerne, naar han lser, men han spiller hver, saa at man strax hrer hvem det er. Isr de comiske Scener gav han ganske
mesterlig, og det var umuligt andet, end lee over Falstaff og Madame Raskenfart. 
   Da vi brde op om Aftenen, bad Tieck mig, ofte at besge sig, imedens jeg var i Dresden, og forberedede mig isr paa den
Nydelse, der endnu forestod mig med det sachsiske Schweitz og med Billedgalleriet; dette var uheldigviis tillukket, da
Malerierne bleve arangerede paa nye, men Dahl havde lovet, nste Morgen at bringe mig derop, hvor dog de bedste Sager alt
vare ophngte. Jeg sagde Tieck god Nat, Dahl viiste mig paa den rette Vei hjemad - det var den frste Dag i Dresden. XI 

         Billedgalleriet. Linckeschen Bade. Das grne Gewlb. 
         Rustkammer. Udflugt til det sachsiske Schweitz. Pillnitz. 
         Liebethaler Grund. Lohmen. Ottowalder Grund. Amor som Frer. 
             Bastey. Ulvesvlget. Hohenstein. Kuhstall. 


   Med Dahl, vor danske Gesandt og de to unge Nordmnd, gik jeg nu op paa Billedgalleriet. I nogle Vrelser laae Malerier
langs ud af Gulvet, men i de fleste vare de alt ordnede og ophngte. Hvilken Masse af Kunstvrker! det ene Billede fortrngte
det andet, kun det enkelte, blev tilbage i Erindringen. Det er virkeligt formeget Godt paa eengang, og efterlader derfor, ligesom
et Slags aandelig Slaphed; omtrent, som naar man lser for mange Aphorismer paa eengang af Seneca, Jean Paul eller
Rochefoucould. 
   Hvad skal jeg omtale frst af de store Enkeltheder, der gjorde det dybeste Indtryk paa mig? Dog, kan der vre
Sprgsmaal? Raphaels Madonna. Jeg gjennemfli Vrelserne for at finde dette Billede, og da jeg stod foran det - - frapperede
det mig slet ikke. Det var mig et venligt Qvinde-Ansigt, men ikke skjnnere, end jeg ofte havde seet lignende. Er dette det
Verdens bermte Billede, tnkte jeg, og vilde overraskes ved at see det, men det blev mig dog det samme. Det forekom mig
endogsaa, at flere Madonnabilleder, flere qvindelige Ansigter her paa Galleriet, vare mig langt smukkere; jeg gik nu tilbage til
disse, - men da faldt Slret mig fra inene, de vare mig nu malede Menneskeansigter, thi jeg havde seet det Guddommelige
selv. Jeg traadte atter hen for hende, og nu frst flte jeg det uendelige Sande og Herlige i dette Billede. Der er Intet der
frapperer, Intet der blnder, men jo opmrksommere man betragter hende og Jesubarnet, jo guddommeligere blive de. Et saa
overjordisk, barnligt Ansigt, eier ingen Qvinde, og dog er det den rene Natur. Det forekom mig som ethvert fromt, uskyldigt
Pigeansigt, havde nogen Lighed med dette, men at dette var Idealet, hvorefter de andre strbte. Ikke Kjrlighed, men
Tilbedelse vakte dette Blik. Nu blev det mig klart, hvorledes den fornuftige Catholik kan knle for et Billede. Det er ikke
Farverne paa Lrredet han tilbeder, det er Aanden, Guddomsaanden, der aabenbarer sig legemlig her, for det legemlige ie,
medens de mgtige Orgeltoner bruse over ham og lse Sjlens Dissonanser, saa at der vorder Harmonie imellem det Jordiske
og det Evige. 
   Tiden har bleget Farverne paa Billedet, men dog synes Alt at leve; den store Glorie af Englehoveder bag ved, udvikler sig
meer og meer, og i Jesubarnets Blik samler sig det hele store Udtryk; et saadant Blik, saa klogt et ie, har intet Barn, og dog
er det den naturlige Barnlighed her, der saa mgtigt griber os! og nu de elskelige Englebrn nedenfor! de staae som et smukt
Billede paa den jordiske Uskyldighed; i barnlig Ro seer den Yngre frem for sig, medens den ldre hver Blikket til det
Himmelske over sig. Dette ene Billede vilde gjre Galleriet bermt, ligesom dette ene, var nok til at gjre sin Mester uddelig. I
samme Vrelse hang endnu tre Mestervrker; her var Correggio's Nat, en poetisk Idee, herligt opfattet og udfrt. Lyset
udstrmmer fra Jesus over alle de andre rundt om. Isr frapperede mig en qvindelig Figur, der holder Haanden for iet, og
vender sig halv bort fra det strke, blndende Lys. De fleste stte jo dette Stykke verst blandt denne store Mesters
Arbeider, men jeg foretrkker dog den hellige Sebastian, der ogsaa har Plads i dette Vrelse. Hvilke herlige Grupper af
Engle! de svve ned, paa de lette Skyer, om den fromme Martyr med det rolige, begeistrede Blik. Endnu var her et Stykke,
som jeg troer at turde kalde det fjerde, til hine gudsbesjlede Billeder: en Christus, af Carlo Dolci; Hihed og Lidelse vare
sammensmeltede i det dle, gudhengivne Ansigt. 
   Jeg gik fra Vrelse til Vrelse, og saae den store Kunstherlighed, men altid maatte jeg tilbage til disse fire Skatte, til
Raphaels Madonna og Correggio's Englegrupper. 
   Dog bevarer jeg endnu, fra mit frste Besg paa Galleriet, Indtrykket af andre herlige Stykker. 
   Dommedag, malet af Rubens, hvor han har anbragt sine tre Koner, i Portrait; de to hve Englene op i Himlen, den tredie
derimod slber Djvelen ned i Dybet. Rubens selv sidder paa sin Grav. Ingen synes at lgge Mrke til ham, han er i dybe
Tanker, rimeligviis grunder han paa, hvor han skal hen, og venter nu rolig sin Skjbne. 
   Paa et Billede af Bassano, der forestillede Arken, var der det Pudseerlige, at Svinet blev frst frt ind, og fik saaledes den
bedste Plads. 
   Den hellige Magdalene af Batoni, var deilig, kun forekom hun mig, at see lidt for verdslig ud, ja endogsaa, at kokettere med
sin Hellighed. En gammel Oberst, vi traf der paa Galleriet, sagde ogsaa meget rigtigt, at hun saae ud til, at hun nok kunde have
tjent nogle Aar endnu. 
   Aandelig trt af at nyde denne Herlighed, og legemlig af at gaae omkring der, forlod jeg Galleriet, for snart igjen at besge
det. 
   I det kongelige Theater var ingen Skuespil, eftersom de Spillende, i Sommermaanederne, nsten alle vare paa Reise.
Udenfor Byen: am Linckeschen Bade, gave de tilbageblevne, deres Skuespil. En ung Dame, Alexandrine Gebhart fra
Hoftheatret i Petersburg, gav Gjsterolle, som Christine i: Die Knigin von sechzehn Jahren, oder Christines Liebe und
Entsagung, en tydsk Bearbeidelse efter een af Schillers Vaudeviller. Theatret havde megen Lighed med vort paa Vesterbroe,
og laae ved Elben i en lille Skov, hvor der var Musik og Telte. Familier fra Dresden sadde rundt om i den grnne Natur og
nde Forfriskninger, medens nogle spadserede og andre seilede i de brogede Gondoler paa Elben. Det Hele ver et Slags
Charlottenlunds-Scene. 
   Den unge Skuespillerinde gjorde megen Lykke, og fortjente det; hun gav Rollen med en Ynde, en Fiinhed, der rbede den
tnkende Qvinde. 
   Til Slutningen fik vi et Slags Ballet: Der Fassbinder, hvis Indhold havde megen Lighed med det gamle Syngestykke:
Bdkeren. Balletmesteren, Hr. Grtner, raabtes frem, Teppet rullede op, alle de Dandsende stode i halv Rundkreds, med den
Fremkaldte i Midten, han gjorde en Attitude, lagde Haanden paa Hjertet og skabede sig uhyre og saa - klappede og loe man,
det var Enden paa det Hele! 
   Det var en deilig Aften udenfor! Musikken klang saa betydningsfuld bag de grnne Hkke. Jeg tog mig en Gondol, for at
seile ned ad Elben hjem. Augustusbroen speilede sig i Vandet, og Dresden selv reiste sine hie Taarne og Kupler op i Luften;
det var Skyggebilleder paa en gylden Grund. Alt som Baaden gled lngere fra den lille Skov, hendde Musiken i Vinden; et
Ildblus brndte nedenfor de brhlske Terrasser, hvor jeg snart steg i Land. Her oppe var en Vrimmel af Spadserende;
Jasminerne duftede strkt, og nede i Baadene sang nogle lystige Matroser Bacarolen af den Stumme. 
   Hvilken Afvexling bragte mig ikke hver Dag, hver Time, her i denne kjre By! Hvilken Masse af Ideer og Flelser
gjennemstrmmede mig, i de 9 Dage jeg tilbragte her! fra Morgen til Aften tumlede jeg mig om, og hvert ieblik saae jeg noget
Nyt. 
   Man anbefalede mig, at see Das grne Gewlb, Leietjeneren skaffede Selskab, hvoriblandt vare to Dandske, foruden jeg,
vi vandrede da hen paa Slottet. Das grne Gewlb er en Suite af Vrelser, der, med Hensyn til deres Bestemmelse, have
megen Lighed med vort Rosenborg Slot. De vare ellers slet ikke grnne, og ingen vidste heller ret, hvorfra de havde faaet dette
Navn. Der vare mange store Borde af Mosaik med Blomster og Frugter; de sachsiske Kongers Billeder hang paa Vggen i
Legems Strrelse; her vare Bgere af Slv og Guld, og et helt Gemak med Legeti, af Perler og delstene. gte Perler, i
deres naturlige Skikkelse, vare anbragte, som det Ledemod, de lignede meest, Sammenbindingen var af Slv eller Guld. En
Perle var saaledes Mave, en anden Hoved eller Been, o.s.v. Jeg saae Luthers Ring og hele Skabe fulde af delstene og
Kostbarheder, der laae her saa dde, og intetsigende med al deres Glimmer, at jeg var frdig at fortvivle over al den
velsignede Rigdom, der slet ikke interesserede mig. Havde Vggene ikke vret af Speilglas, og jeg der, til en Afvexling, kunde
see mit eget Ansigt, med hele sin udtalte Kjedsommelighed, og morede mig ved denne, i al Nisomhed, saa havde det seet ret
slemt ud. 
   Mere end das grne Gewlbe, morede mig das Rstkammer, Vaaben var ophngt ved Vaaben i de store Vrelser;
mangen bermt Ridehest, der havde baaret en kongelig Prinds paa sin Ryg, stod her udhugget i Tr, malet og pyntet med
Sadel og Bidsel; men endskjndt Manden, der viiste os om, tidt erklrede, at det var en dansk Hest, Trbilledet forestillede,
greb det mig dog lige dybt. Konger og Riddere i Vox, stode, som fortryllede Drabanter, rundt om ved Drene, og stirrede med
deres dde ine paa os. Der vare hele Skabe fulde af Pile og Pistoler; jeg saae en Tromme af Menneskeskind; jeg saae den
Rustning Gustav Adolph havde baaret, Dagen fr han faldt ved Ltzen, og en Sadel, Napoleon havde redet paa o.s.v., o.s.v. 
   Hele Natten derefter drmte jeg ikke om andet, end Dolke og Knive, mgtige Voxbilleder og store Trheste, saa jeg slet
ikke havde det godt. 
   Jeg lngtes ogsaa efter det sachsiske Schweitz; nste Dag blev da bestemt til, at begynde denne Udflugt. 
   Det var en smuk Morgen! jeg gik i den catholske Kirke. Altarlysene vare tndt og der laae i et af Capellerne en deilig
Gruppe af Brn, smaae Piger og Drenge, der sang med barnlige Stemmer, idet Solen skinnede ind paa Madonnas Billede. Jeg
lnede mig op til en Pille, medens Sangen og Orgeltonerne blgede over mig. En gammel fattig Mand, kldt i Pjalter, men med
den dybeste Snderknuselse i sit mrke, barske Ansigt, laae dybt nedbiet i Gangen, som om han ikke havde Mod til at
nrme sig Alteret; det var oprigtig Anger, der stod i hans Trk; han saae imod Jorden og lste sin Rosenkrands, medens
Brnevrimlen, fromt uskyldigt, sang deres Morgensang, jeg maatte ogsa i mit Hjerte knle for min Gud. Det var mig, som
Sangen og Orgelets Toner smeltede sammen til mgtige Livsbilleder, der glede hen forbi mig. Om nu dette Hele var kun en
Drm, tnkte jeg, om jeg nu maaskee er hjemme i Dannemark, sover og drmmer mig i denne fremmede Stad mellem Bjerge;
drmmer disse Orgeltoner og Brnenes fromme Sang, medens den fattige Betler knler ved Siden af mig for Guds Moder. Nei
jeg drmte ikke det, og dog drmte Hjertet! ogsaa dette oplste sig her i Toner; thi Hjertet er en Verden, hvor Flelserne,
disse qviddrende Fugle, bygge Rede, hvor Kjrlighedens lette Kolibri synger, men synger kun eengang, og da bliver Hjertet en
Memnons Sttte, hvor Tonerne altid vkkes ved Sangens strke Morgenlys. I Kjrlighed blev Mennesket skabt; Kjrlighed
er vort Hjem og derfor bliver enhver Musik en Kuhreihn, der gjenvkker Erindringen om Hjemmet! Jeg maatte rive mig ls fra
mine Drmme; man ventede mig ved Elben, hvor vor Gondol laae; Udflugten til det sachsiske Schweitz skulde nu skee, snart
svulmede Seilet i Vinden, de raske Aareslag klvede Vandspeilet, mit Reiseselskab sang og loe, jeg maatte ogsaa lee med,
medens de vakte Livserindringer i mit Hjerte, brdes i skjrende Dissonanser ved denne bratte Overgang fra Drm til
Virkelighed. Men saa var jeg ogsaa et Menneske igjen, ligesom de andre. 
   Vi kom forbi flere store Baade, der vare fyldt med Landsbyfolk, Piger og Koner, som havde vret i Dresden med Mlk, de
laae i forskjellige Grupper og tildkkede sig for Solen, medens Vinden kun lidet rrte sig i Seilet; Konerne vare ganske
guulbrune i Ansigterne, Pigerne derimod rde og hvide, med livlige, mrke ine; jeg tnkte paa die Donaunixen, og
forestillede mig nu disse landlige Skjnne som Elbflodens Herskerinder; jeg saae een af de venligste ind i de store sorteblaae
ine, og strax foer der hele Dusin Romanser og Ballader igjennem mit Hoved. Viinbjergene fik et friskere Grnt, Granskovene
noget mere dunkelt, og alle de rdtagede Bygninger paa Bjergskrenterne, stode mig som Nisser, der havde mistet deres Liv i
det strke Sollys. 
   Ved Slottet i Pillnitz, den sachsiske Konges Sommer-Residents, stege vi i Land; den hele Bygning seer saa chinesisk ud, som
om den hrte hjemme paa et Par Thekopper, og ikke i den smukke, tydske Bjergnatur. En Spisesal gaaer igjennem den hele
Hovedbygning, Loftet hver sig i en Kuppel, der hviler paa 20 fritstaaende Siler, og de hvide Arabesker paa de lyseblaae
Vgge, giver det Hele et lyst og venligt Anstrg. Staaer man ellers midt i Slotsgaarden, hvor man har de fire Palladser for sig,
med deres chinesiske Kobbertage, da behver man ikke megen Phantasie for at tnke sig i Tschung-ting-fu eller ved Bredden
af Jangtsekjang. Fra et af Vinduerne saae jeg et fedt, rundt Ansigt titte ud med en lang Tobakspibe, og det bares mig for, som
han maatte hre til Dynastiet Zing. De andre Reisende fandt ellers, at det var et smukt Slot, og jeg fandt det samme, thi saa
stort et Stykke chinesisk Legeti havde jeg endnu aldrig seet; jeg blev ogsaa ganske poetisk derved og sang i et vk: 

   Kang-Hi, Hoangho, Kong-Fut-Tsee 
   Qvang-tschew, Mandsju, Makao-The. 


   Om det er godt chinesisk skal jeg ikke kunde sige, men det sidste haver man da directe fra China. 
   Vor Vei gik nu gjennem en venlig lille Landsby, ud i den deilige, frie Natur; snart nrmede vi os Liebethaler Grund; en
herlig, lang Fjelddal! oven over, paa begge Sider, ere Marker og Enge, men man drmmer ikke derom. Gule og graae
Steenmasser, hvor Krattet voxer omkring, reise sig paa begge Sider, Floden Wesenitz strmmer her igjennem. Arbeidsfolk
brde Sandsteen i Fjeldet, den store Steenblok hang over deres Hoved og truede med at styrte ned paa dem. Man havde sagt
os, at vi skulde flge Gangstien ligefrem, for at komme til Lohmen, men vi toge feil; alt som vi gik blev Dalen mere og mere
snever, Fjeldvggene rykkede nrmere sammen, vi kunde kun gaae een ad Gangen paa den snevre Sti, der snart gik over
nedfaldne Klippestykker, snart ind imellem Rrene, der voxte paa Flodbredden. Kun enkelte Solstraaler faldt ned imellem
Klipperne, der saaledes stode halv i dmret, halv i en strk Belysning; en underlig Stilhed hvilede over det Hele, der greb mig i
Sjlens Inderste; de bleve ogsaa alle saa tause. Vi vendte om igjen, sgte os en Frer i Mllen og vilde nu, fra oven, see ned i
den stille, romantiske Liebethaler Grund, vi alt havde lrt at kjende i sin dybeste Helligdom. 

   Lad os dvle her i Dalen! 
   Intet bedre Sted vi finde. 
   Her ved Mllen vil' vi sidde 
   Under disse gamle Linde; 
   Vandet styrter over Hjulet, 
   Hr, hvor bruser det derude! 
   Og den smukke Mllerdatter 
   Titter gjennem Vinduets Rude; 
   Uskyld boer paa hendes Pande, 
   Troskab i det milde ie. 
   Mig og Egnen, kan jeg mrke, 
   Hun betragter meget nie. 
   Stolte Fjelde, graae og rde, 
   Her langs Flodens Bred sig strkke. 
   Solen skinner, Fuglen synger 
   Over Trer, Blomst og Hkke; 
   Hvilket Landskab! lad os dvle! 
   Alt jo stemmer her til Glde; 
   Og dog ngstes jeg saa saare, 
   Det er, som jeg maatte grde. - - 
   Hr det er, som Fuglen qvidred': 
   Mine Unger er' mig rved', 
   Man har skudt min stakkels Mage, 
   Derfor synger jeg bedrvet. 
   Fjeldet malerisk sig hver, - 
   Nyligt styrted' der et Stykke, 
   Og en Faders Bryst det knuste, 
   Ellers ingen - hvilken Lykke! 
   Deiligt skinner Sommersolen, 
   Skinner paa den halve Klode, 
   Lige varmt og lige venligt 
   Paa de Onde, som de Gode. 
   Det er ret, som Mllehjulet 
   Sang og bruste, mellem andet: 
   Jeg har hrt et Barnehjerte 
   Briste under mig i Vandet. 
   Pigen selv - - o lad mig grde! 
   Denne Bitterhed og Smerte 
   Lever ikke rundt omkring mig, 
   Nei, kun i mit eget Hjerte. 


   I Naturen og Verden ere ingen Dissonanser, den ene oplser sig i den anden, og i vort eget Bryst maae vi sge den sidste,
der kun lses ved den hiere Mester. 
   Hiint smukke Fjeldpartie, hvor Steenblokkene hnge i vilde Skikkelser ned over Vandrerens Hoved, havde ikke eiet disse
skarpe, maleriske Former, var ikke det verste Stykke styrtet ned; men det kostede et Menneske Livet - Livet? Er det ikke
den store Regnemester tilladt at udslette et urigtigt Tal i sit Regnestykke, der kunde bevirke en Feil i det Hele? 
   Vi gik langs med den hie Fjeldskrnt, og saae ned i Dalen, der laae mig som et mgtig Billede paa mit eget Hjerte, stille og
dunkel med den brusende Flod, medens Solen skinnede varmt og smukt oven over, paa de blgende Kornmarker og paa
Veien, hvor Brnene legede og tumlede sig. 
   Ved Mhlsdorf stege vi ned ad Fjeldveien, en Bro gik over Wesenitz-Floden, og vi vare i Flekken Lohmen. Den har fr
vret en lille Stad, og har endnu mange Kjbstedrettigheder; Slottet hver sig paa en fremragende Klippe, hit over Floden;
begge Hovedbygningerne ere forbundne ved en Altan, der er anlagt paa en Klippespids, hvorfra man seer ud i den deilige,
romantiske Omgivning. Paa en Tavle her, lser man en rimet Inscription, der fortller, at for 50 Aar styrtede en ung Landmand
ned, der havde lagt sig til at sove her paa Altanen, men skjndt han faldt fra en Hide af 76 Fod, slap han, ved Guds Bistand,
dog lykkelig. 
   Ikke langt herfra ligger Kirken; man siger, at den er een af de skjnneste Landsbykirker i hele Sachsen. Den havde mig noget
saare venligt; en frisk Grav var nylig kastet, det hvide Sand stret paa, men Vinden havde revet Blomsterne af Graven, jeg
samlede dem igjen til en Krands og lagde dem paa den, en lille Fugl qviddrede i Tret tt ved, som om den vilde sige mig Tak;
han havde vist seet og kjendt den stille Sover, der her hvilede sit trtte Hoved i den kjlige Jord. 
   Fra de Ddes Hvilested gik vi til de Levendes. Tt ved en Park, hvor en Mngde snaddrende nder svmmede, laae
Vertshuset; vi traadte ind i Stuen - ja, her var noget for en Maler! Endeel Bnder sadde i en Gruppe og spillede Kort; o, det
var ganske characteristiske Ansigter! Pigen kom just med Lys ned af den hie Trappe, der frte fra Sidevrelser herind;
Skjret af Lyset faldt paa det ungdomsfriske Ansigt, der skottede hen til de Fremmede. To Qvinder spillede Harpe og sang;
de grebe i Strengen, som en Stormvind og sang med nogle skrigende Stemmer: Herz, mein Herz, warum so traurig? saa vi
bleve alle ganske traurige derved. Snart dampede Aftensmaden paa Bordet, det var nogle stegte nder, som vare ganske
rvrdige ved deres Alder; Verten stod i en smuk, alvorlig Stilling med Armene over Kors og saae paa os og paa nderne,
med en Mine, som om ingen af Delene ret smagte ham. Vi gik til Ro, - men lad os springe Natten over her! jeg havde nok af
den i Virkeligheden. Natur og Kunst havde her gjort en Geniestreg; den frste havde nemlig skabt mig for lang, den sidste
derimod, Sengen for kort; jeg spillede af Fortvivlelse Nattevandrer, kom ned i den store Gjstestue, men her saae det altfor
romantisk ud! rundt om paa Halmknipper slumrede der nogle Drabanter med tykt, sort Skjg; en hslig, sort Bulbider, der
saae ud som en slidt Kuffert, styrtede mig med en brlende Krigssang imde, saa jeg som en klog General vendte Ryggen til.
Udenfor regnede det i store Strmme, og pladskede, som om det vilde sige: See, saadan gik det til ved Syndfloden. Dagen
begyndte at grye, men ikke Haabet om at vandre til Bjergene. Det var det frste slette Veir, jeg endnu havde paa min Reise, og
derfor fandt jeg det endogsaa ret interessant; det bliver vel bedre op paa Dagen, tnkte jeg, og neppe var en Time gaaet, saa
regnede det mindre; vi toge Mod til os, og med en lille 10 Aars Bondedreng som Frer, begave vi os nu paa Reisen, for
gjennem Ottowalder Grund at bestige Bastey. Den lille Dreng lb med bare Fdder, loe og snakkede i et vk, og det forekom
mig nsten, som han havde en Skjelm bag ret, som det var den lebendige Amor, der var bleven vor Frer, bliver han kun
ikke Forfrer, tnkte jeg, og der randt mig mange af hans slemme Streger i Tanker. 
   Den lille snottede, der lber om med Pile, kalder Wessel ham, og rgerligt er det i Sandhed, at saadan en lille Hvalp skal
have Ret til at spidde store, voxne Folk. De som faae hinanden, siger man rigtignok, strax hjlpe hinanden Pilene ud igjen, og
saa gaaer al Kjrligheden over, men de andre beholde Pilen i Hjertet, og da er det ofte ddeligt. 
   Regnen begyndte imidlertid igjen, men kun ganske smaat; vi stege trappeviis dybere og dybere ned i en Fjelddal, det var
Ottowalder Grund. I de meest forunderlige Skikkelser hvede Fjeldvggene sig paa begge Sider, deiligt begroede med Urter
og broget Mos; Buske og Trer stode i maleriske Grupper mellem Klfterne, dybt nede styrtede en lille Bk, og oven over os
saae vi kun en enkelt Gang, et lille Stykke af den graae Skyhimmel. Snart gik Klippevggene saa tt sammen, at vi kun kunde
gaae een ad Gangen, tre uhyre Fjeldblokke vare nedstyrtede ovenfra, og dannede en naturlig Hvlving, under hvilken vi maatte
gaae, her var ganske dunkelt! jeg saae lidt mistnkelig til vor lille Udgave af en Frer, der lystigt hoppede foran med sin
Hasselstok i Haanden. 
   Dalen blev nu med eet bredere, for atter at blive smal; den Lille viiste os: Das steinerne Haus; en Mngde Steenblokke, der
see ud som Tage og ligge over nogle Huler, hvor Omegnens Beboere, i Krigens Tid, skulle have skjult deres Eiendomme; vi
betraadte die Teufelskche en vild Klippeklft, hvor de sammenstyrtede Fjeldmasser have dannet en lang, skorsteensagtig
Aabning. Jeg saae op igjennem den, nogle Skyer foer just forbi deroppe, og det var som et spgelseagtigt Vsen skyndte sig
bort, ud i den frie Luft. 
   Snart vege Fjeldene tilbage, en viid Dal udbredte sig. Den hvidblaae Taage hang i lette Skyer om Bjergtoppene, Himmelen og
Jorden syntes at vilde smelte sammen til een stor Fjeldmasse. Stedse gik det fremad, og stedse forandrede sig Naturens store
Panorama rundt om os. Den lille Amor vidste ret god Besked, han vilde ikke lede os vild; man dmmer ogsaa altfor strngt om
Kjrlighedens Genius. 

   Amor som Frer 
   Jeg er ei saa slem jeg lader, 
   Det enhver dog sande maa! 
   Til sin Moder og sin Fader, 
   Frer jeg jo alle Smaae. 
   Paa hans Kn de ride Ranke, 
   Hele Verden til dem leer, 
   De er' deres Moders Tanke - 
   Hvis er Skylden vel, der skeer? 
   
   Det er min, thi jeg er Frer; 
   - Naar de siden voxe til, 
   Deres Hverdagsliv mig rrer, 
   Thi begynder jeg mit Spil. 
   Een faaer Sommerfugle-Vinger, 
   Flagrer da paa Psyche Viis, 
   Adam jeg sin Eva bringer, 
   Bygger dem et Paradiis. 
   
   Lad dem flagre, lad dem bruse, 
   Vi med Bryllup ende vil! 
   Men hvor Godtfolk er tilhuse, 
   Komme gjerne Godtfolk til. 
   Een ad Gangen, smukt jeg bringer, 
   Ofte ogsaa to  tre, 
   Det er Engle - deres Vinger 
   Kan man rigtigt nok ei see! 
   
   Naar de siden blive trtte, 
   Baade Store selv og Smaae, 
   Hjelper ogsaa jeg tilrette, 
   Allesammen sove maae. 
   Hver et kjligt Kammer finder, 
   Hver - man sprger ei om hvem; 
   Jeg en Blomsterkrands dem bringer, 
   Og saa sover jeg hos dem! 


   Veien gik bestandig opad mellem ttte Graner, den hvide Sky-Taage hang tt ved vort Hoved: en stor, smuk Bygning laae
for os, det var Vertshuset paa Bastey; thi her er hit, meget hit! Du maa stte et Par Kirketaarne ovenpaa hinanden, og saa
ikke blive svimmel ved at staae paa denne yderste Spids. Her er et Rkvrk for, Du falder ikke! - Det lange hvidgule Baand
dernede, som ikke seer bredere ud for dit ie, end Flisestenene paa Gaden, er Elbfloden; det bruungule Pileblad, Du troer at
see flyde ovenpaa, er et langt Flodskib; Du kan ogsaa, men kun som Punkter, see Mndene paa det! - Prv at kaste en Steen
ud i Elben, Du maa anvende din hele Kraft, den falder dog her, paa denne Side, i Grsset. Landsbyerne ligge dernede, som
Legeti paa et Markedsbord. Hist hve Knigstein og Lilienstein sig halvt op i Sky-Taagen; men see, den fordeler sig!
Solstraalerne falde paa Pfaffenstein og Kuppelbjergene! det hele Skytppe ruller op, og i det blaalige Fjerne seer Du de
bhmiske Rosenberge og Geisingbjerget i Erzgebirge. Tt ved os, mod Venstre, reise sig kun vilde Fjeldstykker fra den dybe
Afgrund, og op af Dybet hver sig en muret Pille, hvorpaa hviler en Bro, der forbinder Bastey med das Felsenschloss. Det
er ganske dunkelt i Klippesvlget under os; Freren viser os Spor i Fjeldet, at her fr have levet Mennesker; vi see de
indhuggede Klfter, hvor de levede og tumlede sig. Det seer ud, som den store Fjeldmasse var sprngt, som en mgtig
Natur-Kraft her havde forsgt at spalte vor stolte Jordkugle. 
   Stien snoede sig langs den dybe Afgrund, Fjeldvgge og Klfter vexlede med hinanden; nu vare vi i en dunkel Skov, nu paa
en aaben Kjrevei; der var en Afvexling, som Lben bliver trt af at beskrive. Fra en Klippe styrtede en lille Bk sig ned; den
faldt saa hit oppe fra, at man kunde gaa ind imellem Klippevggen og den brusende Strm; her bagved var en dyb Hule, hvor
man kun saae Vandmassen, der styrtede ned udenfor. 
   Den hele Natur var mig et stort lyrisk, dramatisk Digt, i alle mulige Versemaal. Bkken skjndte, i de fortrffeligste Jamber,
over de mange Stene, der laae den iveien, Klipperne stode saa brede og stolte, som respective Hexametere. Sommerfuglene
hvidskede Sonetter til Blomsterne, idet de kyssede deres duftende Blade, og alle Sangfuglene qviddrede, hver med sit Nb, i
sapphiske og alceiske Versearter. Jeg derimod - taug og vil ogsaa her tie. 
   Vi kom til Brandt, et Fjeldparti, med en herlig Udsigt til Knigstein og Pirna. En lille Flod snoede sig i den dybe Dal, den var
kun, som en hvid Traad paa den grnne Plads. En Hytte, bygget af Trernes Bark, indbd os til Hvile, medens en rynket
Morlille - om det var Skovens Fee, skal jeg ikke kunde sige - samlede nogle Riisqviste sammen, gjorde Ild, og skaffede os
saaledes Thevand. Til Tak derfor gjorde jeg hende til en Rverhex, og os til hendes vilde Snner. 
   Veien gik nu til Hohnstein, men frst vilde vi gjre en lille Afstikker, for at see det barokke Natur-Parti ved Teufelsbrcke.
Fanden har virkelig Smag! ethvert Sted der brer hans Navn, eller hentyder paa ham, har det meest Pikante! det er de meest
romantiske Egne man har sat i Forbindelse med hans Interesse. Som sagt, han har Smag, og det er da een god Egenskab. Den
Vogn, som hlder, skyde alle efter, siger et gammel Ordsprog; alle tale ondt om Fanden, de tnke slet ikke paa, at han jo
opfylder sin Pligt. Det er nu eengang hans Embede, at forfre Menneskenes Brn. Han er Prvestenen i denne Verden, det er
ved ham vi skal luttres for det Bedre; han er denne Kamp og Flamme, dette aspera paa Farten ad astram, og har her
altsaa en vigtig, fortjenstfuld Rolle i Livets store Drama. 
   Teufelsbrcke er ligesom kastet hen over et Svlg mellem to lodrette Klipper; det er Fjeldet, der her er spaltet fra sin
verste Spids, ned til den grnne Eng; men hele Aabningen er kun af en 4  5 Alens Brede. Nogle Skridt herfra er ogsaa en
lignende dyb Spalte; men denne gaaer i underlige Zikzak og danner ligesom et Slags Gang. Ved digteren Kind har dette Sted
faaet en egen Interesse, idet han her har henlagt Besvrgelses-Scenen i Jgerbruden. Denne dybe Spalte her, er det fra
Theatret bekjendte Ulvesvlg; men ligner intet mindre, end den Decoration man viser der; det vilde ogsaa vre meget
vanskeligt, at fremstille dette, saaledes som det er her i Virkeligheden. Fra Klippens verste Spids stiger man, gjennem dette,
ned i Dalen; man kan kun gaae een ad Gangen, saa nr ere Fjeldstykkerne hinanden; snart klattrer man ned af en Stige, snart
finder man Trin huggede ind i Fjeldet selv, og allernederst staaer man da i en snever Hule, hvor der ikke er Plads til flere, end
tre eller fire Mennesker. 
   Hilf Samiel! raabte vi, da vi endnu kun vare den halve Vei nede; thi her syntes at vre bundlst. Hvergang vi kom omkring
et Fjeldstykke, som vi troede at skjule Udgangen, laae der endnu en stor Dybde under os. 
   Endelig traadte vi da ud - dog, saaledes kunne vi ikke forlade Ulvesvlget! 

   Troldkugler her jeg stbe vil; 
   Samiel! Samiel! hjlp nu til. 
   Lystigt vi kogle ved Stormens Hviin, 
   Sex ere mine, den syvende Din. 
   - Frste Skud er saa godt som Dit, 
   Det skal ramme hver Jesuit. 
   Og naar nu dette ret er skeet, 
   Gjlder det andet, hver slet Poet; 
   Skjndt, betnker jeg deres Frd, 
   Er' de jo neppe Krudtet vrd, 
   Lykkens Fugl skal da Skudet faae, 
   Poppegien jeg skyde paa. 
   Tredie Kugle, hvor den er med, 
   Falder hver Sorg og hver Fortrd. 
   Fjerde? Skal gaae med Pik og Pak, 
   Lige i Hjertet paa Lgn og Snak. 
   Men den femte! Hvem gjelder den vel, 
   Een, som jeg ikke vil skyde ihjel, 
   Nei, kun stkke ham Vingerne lidt, 
   - Amor - til Tak for hans sidste Visit. 
   Sjette? Ja, den maa vre saa fix, 
   At den kan gjre mig Din til Nix. 


   Snart vare vi ved Hohnstein, en lille Bjergstad med et Slot. I dets skumle Hvlvinger have tilforn vret Fngsler; jeg fandt
her en frisk duftende Rose, som nogen vist nylig havde tabt, den gjorde her et langt mgtigere Indtryk paa mig, end om den, i
det klare Sollys, havde gynget paa den grnne Green over den luftklare Bk. 
   Vort nste Besg gjaldt Schandau, en venlig lille Stad tt ved Elben, omgiven af hie Bjerge og Sandsteensklipper, der ere
bevoxne med Naaletrer! her er en Sundhedsbrnd og et Badehuus. Vi saae ingen af disse; derimod vare vi i Kirken, hvor
man paa Vggen, oppe ved Alteret, seer de Aar antegnede, i hvilke Elben er steget herind; nogle Gange har Vandet endogsaa
gaaet over Alteret, og hit op om Prdikestolen. I Vertshuset fandt jeg en Comedie-Placat; her var denne Aften Skuespil i den
lille By, der spilledes Kotzebue's Hussitterne, og man bad det rede Publicum, at levere Brnene dertil; disse vilde rimeligviis
ikke mangle, og altsaa heller ikke Tilskuere; thi hvem vilde ikke hen, at see sin lille Sn eller Datter spille Comedie. Man fandt
det vist ogsaa meget smaglst af os, hellere at vilde see nogle dde Klipper og Skove, end det deiligste Stykke der endnu var
spillet i Schandau. 
   Vi stode atter i den frie Natur! en bred Kjrevei, langs med en lille Flod, mellem de grnne Skove, frte os ind i den vilde
Fjeldegn; Damerne bleve nu, i Brestole frte opad Klippestien, vi andre bare os selv, og saaledes kom vi, omtrent paa een
Tid, til Maalet for denne Dags Vandring. En hi, hvlvet Klippehal laae for os, det var Kuhstall. Det seer i frste ieblik ud,
som den var opfrt ved Menneskehaand; men naar man nrmere betragter den stolte Masse, fler man, at kun Naturen kan
opfre slig en Kjmpebygning. I Trediveaarskrigen skal Omegnens Beboere her have sgt Tilflugt; her havde de en stor Deel
af deres Qvg, hvorfor Stedet skal have faaet dette sit Navn. Det begyndte at regne, men vi sadde trre under det store
Portal; medens en Regnbue hvlvede sig herligt ud over Skoven, og mellem de modstaaende Klipper. Aldrig har jeg seet saa
strke Farver, aldrig en saa herlig Regnbue, det var ikke blot i Luften den viiste sig, nei, den gik langs ned af Klippevggen, og
rundede sig, dybt under os, paa Toppen af den sorte Granskov; den var en fuldkommen Cirkel. En gammel Mand, i en lugslidt,
graa Frakke, sad paa en Steenblok ved Indgangen af Hallen og spillede for os; flere Strnge vare sprungne paa hans Harpe,
Dissonans fulgte paa Dissonans; men saae man paa den Gamle, hvis Liv vist ogsaa lignede dette Harpespil, da blev der
Harmonie i det Hele. Dissonanserne oplste sig til Veemod i mit Hjerte. 
   En smal Vei, ligesom hulet gjennem Fjeldet, frte os ud til en tredie Side af dette Klippeportal; ngne Steenvgge reiste sig
paa begge Sider, vi maatte op ad Stiger og Trapper for at komme til Fjeldets verste Spids. Den frste Hule kaldes: das
Wochenbett, fordi, ulykkelige Mdre, i Krigens Tid, her bragte deres Brn til Verden. Stien snoede sig tt ved den dybe
Afgrund; vi kom over en lille Bro til et andet Fjeldparti; her var malet en stor Sax, Stedet kaldes Sneiderloch, og skal have
vret et Tilflugtssted for en Rverbande, hvis Anfrer havde lrt Skrdderprofessionen; men fik siden Lyst til at sprtte Folk
op, istedetfor gamle Kjoler. For at komme ind deri og ud igjen, maatte man gaae paa Hnder og Fdder, og det havde
virkeligt noget frygteligt ved sig, her i den dmrende Aftenbelysning, at see den ene efter den anden krybe ud af det dybe Hul,
hit oppe mellem to gabende Afgrunde. Her var ellers et herligt Echo, det gjentog Ordene en 6  7 Gange. Tt ved ligger
Pfaffenloch, en Aabning i Fjeldet, gjennem hvilken en Prst, under Religions-Forflgelsen, blev nedstyrtet. Jeg stirrede ned i
Dybet, det var fuldkommen Nat der, medens Himlen oven over, endnu stod rd af den nedgaaende sol. Fr vi atter kom ned,
maatte vi paa Hnder og Fdder krybe gjennem die krumme Caroline, en meget bugtet Hule, der frte tilbage til Fjeldstien.
Ingen Steder har jeg ellers seet en saadan Mngde Navne, som her i Kuhstall, ikke engang i Veiviseren er der saa Mange!
Den hele Klippehal, indvendig og udvendig, paa enhver Plet, var et broget Malerie af bare Navne; nogle vare endogsaa
huggede ind og saa tjrede og indbrndte bag efter. Nogen Uleilighed har dog denne Uddelighed kostet. 
   Som Curiosa vil jeg ellers anfre to Vers, jeg fandt i een af de Bger, hvori de Reisende her tegne deres Navne. Een havde
nemlig skrevet, idet han var kommen her op: 

   Es ist geschehn! es ist geschehn! 
   Ich habe den gtliche Kuhstall gesehen! 


   En anden, der havde lst dette Vers, skrev derunder: 

   Ich habe gelesen! ich habe gelesen! 
   Es ist ein Ochs in Kuhstall gewesen! XII 

     Vandring ind i Bhmen. Tilbagereisen over Pirna. 
        Sonnenstein. De sidste Dage i Dresden. 


   Ved det tidlige Daggry vare vi alle paa Benene igjen; Natleiet havde vel ikke vret det bedste, men dog upaaklageligt. H"tel
de Kuhstall, om man kan kalde det saaledes, er meest opreist af raae Planker; der blev redet os en Familieseng midt paa
Gulvet, en stor Klippe ragede, som en Skorsteen, ind igjennem Vrelset, hvor vi, i vore Klder, sov Side om Side, medens
Damerne vare puttede op paa Loftet i en lignende Seng. Fuglene qviddrede lystigt, men de havde vistnok ogsaa sovet bedre,
end vi, idetmindste havde de den Seng, de vare vante til. Taage-Skyerne hang den hele Natur som Svn i inene, saa den
heller ikke saae meget forniet ud. Endelig brd da Solen igjennem, men jeg var ganske trt af de evige Gran-Skove, der selv i
den bedste Belysning, saae mig saa kolde og stive ud. Veien gik over Basaltstykker, i en bestandig Zikzak opad; vi kom
saaledes til kleine Winterberg. Her skal Kurfyrst August af Sachsen 1558 have forfulgt en mgtig Hjort indtil den yderste
Rand af Klippen; Kurfyrsten stod paa den smalle Sti under Fjeldet, Dyret derimod herovenfor, forfulgt af Hundene; det var i
Begreb med at springe ned paa ham, og da maatte han styrte ned i den dybe Afgrund; der var kun et Middel til Frelse, at skyde
Dyret; han lagde an og var lykkelig. Snnen lod siden efter oprette, paa dette Sted, et Jagthuus, der endnu staaer, og hvis Tag
er prydet med dette Dyrs Takker. 
   Efter en noget trttende Vandring, holdt da Grantrerne op og vi stode mellem grnne, herlige Bge; rundt om sprang
Kilder frem i den frodige Jordbund, endnu nogle Skridt, og vi stode 1780 PariserSkridt over Havfladen. Hvilken Uendelighed
laae der rundt omkring os! Dybt nede i den skovbegroede Afgrund slyngede Elben sig, som et smalt Baand, der tabte sig ved
Dresden, hvis Kupler og Taarne hvede sig foran Meissens blaalige Bjerge. Herligst var det dog imod Bhmen; aldrig har jeg
tnkt mig dette dunkelblaae Skjr ved Bjergene! som et forstenet Hav laae de for mig, og ude i den fjerne Horizont, rejste sig
Riesengeberge med deres Snee, som et luftigt Skyland, hvor man inede til Colmberg, skjndt der ligge fire og tyve Mile
imellem. Tunge Skyer gik hen ad Bjergenes Side, hist laae et Parti ganske i Skygge, medens et andet hvede sig i det klare
Solskin. Ogsaa i mit Hjerte skinnede Solen, medens tunge Skyer fore hen over denne indre Verden. Der ligger noget mgtigt
Gribende i, saaledes at overskue et stort Land; hvor mangt et Hjerte banker ikke af Lngsel eller Glde, dybt dernede i
Dalen, hvor mangen en Taare falder ikke brndende heed, hit over Skyen paa de stolte Bjerge! Kunde man lse i Hjertet
paa den fremmede Mand, der sidder hist mellem Lyngen, hvilken idyl eller Epos vilde man da finde! han seer ned paa det
venlige Landskab under de vilde Fjeldmasser, og paa de blgende Skyer, der snart skjule, snart aabne sig, og vise dette
Fredens Paradiis. 

   Hit paa Bjerget hvor Skyerne gaae, 
   Hvor de sorte Graner staae, 
   Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene, 
   Sidder jeg ene; 
   Snart er Fjeldet en . 
   Skyerne staae, som en uhyre S. 
   Nu skilles de her 
   Og i Sollysets Skjr, 
   Seer jeg dernede den grnne Vang. 
   Der var jeg engang, 
   Der, hvor Fuglene slaae, 
   Hvor de brune Hytter staae, 
   Hvor Rgskyer, blaalige hvide, 
   Hvirvle ad Bjergets Side. 
   Et Hjem fandt jeg der, 
   Jeg fandt en Hjertenskjr. 
   Tanke og Sjl flte jeg brnde 
   Ene for hende. 
   Hun elskede mig - hun var tro, 
   Tro - derfor skildtes vi to. 
   Hun var Brud - dernede de bygge 
   I Hytten, hist hvor Egene skygge, 
   Hvor Rgskyer hen over Toppene blge. 
   Hun sin Tanke maa dlge, 
   Hun tr ei tnke paa mig. 
   Dog drmmer Hjertet kun Dig! 
   Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte. 
   Du kun boer i mit Hjerte, 
   - O du Skyernes blgende Hav, 
   Skjul mig min Kjrligheds Grav! 


   Tidt kan en enkelt Melodie, vi kun hre eengang, gjre et saa mgtigt Indtryk paa vor Sjl, at den midt under vor Verdens
Travlhed, synes at tone for os igjen, uden at vi derfor kan synge den hit, i hvor levende den bruser gjennem vort Indre;
saaledes gaaer det mig ogsaa med de herlige Natur-Scener, det Tonestykke, fremtraadt i Farver med Lys og Skygge, jeg lrte
at kjende paa nogle Timers Vandring i de bhmiske Bjerge. Det gjorde maaskee ogsaa meget, at det her var det sydligste
Parti, jeg skulde faae at see; at jeg, efterat have vret her, bestandigt vendte hjem ad mod Norden. I den deiligste Solbelysning
ligger det hele Landskab i min Erindring, jeg seer levende hvert Punkt, og som de svundne Melodier, toner det ofte gjennem
min Sjl, uden jeg derfor ret kan udtale det i Toner og Sang. Jeg seer den store Plet i Skoven, med de omhuggede Graner,
hvor man sagde os, at nu traadte vi over Grndsen; jeg seer den solbrndte Bhmerpige, med det hvide Klde om Hovedet
og de bare Fdder, vi mdte i den mrke Granskov; og nu det vilde Fjeldparti: Prebischthor; hvor vi stode under den stolte
Klippebue, som den mgtige Naturaand, kjkt havde hvlvet over vort Hoved. Jeg seer de uoverseelige sorte Skove dybt
under os, og de fjerne Bjerge med deres Snee, som de strke Solstraaler belyste. Kun ned i denne Dal, og saa ikke lnger!
tnkte jeg, og dog aabne sig bag hine Bjerge en endnu skjnnere Dal, hvor man iner Tyrols Grndse, hvor man alt
indaander Italiens Luft paa de hie Bjerge. Kun ned i denne Dal, og da hjemad - hjemad imod Norden, for maaske aldrig at
vende her tilbage! aldrig see Bjergene mere med deres sorte Skove, hit i de hvidblaae Skyer; jeg kom ret til at betragte
Hjemmet i sin strste Skygge; jeg saae ret levende stergade paa en sludfuld Efteraarsdag, hvor de smaae og store Mennesker
lbe travle op og ned. Istedetfor Fuglenes Sang, hrte jeg den intetsigende Sqvalder, de ferske Kritiker, den Bitterhed og
fornemme Tone, hvormed de alle ville opdrage mig. Digteren er en lille Fugl, der maa qviddre sine Sange, men er han ikke en
Konge-rn, som Mngden frygter, eller en Svale, som de blindt hen troe, ikke at turde anfalde, maa han ogsaa taale, at
enhver Dreng, der faaer det i Sinde, tr kaste en Steen efter ham. 
   Havde jeg vret ene her mellem Fjeldene, jeg havde da turdet grde, og der vilde da vist have vaagnet Billeder, fra
Hjemmet, i mit Hjerte, der igjen havde forsonet mig med Verden. Vi lbe ned ad den steile Bjerg-Skraaning, hvor Stien
slyngede sig i store Bugter; gjennem die heiligen Hallen, et romantisk Fjeldparti under Bjerget, kom vi til den brede Landevei
her i Skoven, bhmiske Bnder kjrte forbi, store strktbyggede Stude trak Vognene, Skoven gjenld af xeslag, vi kom
forbi flere Brndehuggere, der under Sang og Trallen fldede Trer. Bhmerne havde et medfdt Hang til Musik, nsten
hver Bonde spiller Violin eller blser Flite. Dette alene gjr mig Folket kjrt, thi hvem der elsker Musik, maa ogsaa have et
aabent og godt Hjerte. Tonerne ere dog den Irisbue, der forbinder Himlen med det Jordiske. Farve, Tone og Tanke ere dog i
Grunden det store Alts Treenighed. Det Jordiske udtaler sig i Potensen af de forskjellige Farver, og disse aabenbare sig igjen,
aandigt, i de mgtige Toner, der atter gjemme Nglen til Hjertets dybeste Gjemme! det er ene Tonerne, der mgte at lse de
dybe Tanke-Gaader, der tidt vkkes i vor Sjl. 
   Vi kom forbi et lille venligt Huus med rdmalet Trvrk og Viinranker op ad Muren; der sad en lille solbrndt Dreng, med
slvhvidt Haar, og vede sig paa en gammel Violin, maaskee bliver denne Lille engang en stor Virtuos, frapperer Verden ved
sit Spil, beundres og hdres, medens en hemmelig Orm gnaver ham alle de grnne Blade af Livets Tr. 
   Skoven tabte sig imidlertid mere og mere, Veien lb imellem vilde Klippevgge, en lille Flod bidrog til at give det hele Parti
Afvexling, Vandmlle laae ved Vandmlle, hvor store Planker og Stene bleve savede igjennem; paa flere Steder fandt vi, til
Overgang over Floden, kun et lille Brt, der var uden Rkvrk. Endelig traadte vi ind i den bhmiske Grndseby
Hirniskretschen. 
   Alt, rundt om mig, havde en ganske nye Characteer! det Hele bar et fremmed, eiendommeligt Prg; jeg seer endnu saa
levende, under de guulgraae Klipper med det grnne Krat, de nette, rdmalede Huse, med deres Tr-Altaner, hie Trapper
og Rkvrker, Christus-Billedet, eller Madonna, over Dren, der, i hvor slet de vare malede, dog gav mig det Hele et
interessant Anstrg. Jeg seer endnu de mange Koner, de muntre Piger og Drenge, der stode med ngne Fdder ved
Flodbredden og trak med lange Stnger de store Brndestykker, der flde i Vandet, op paa Land. Jeg seer den gamle
guulbrune Bhmerkone ved den aabne Rude, der hilsede os i den hellige Joseph og Marias Navn. Jeg seer det underlige,
brogede Billede med de friske Blomsterkrandse, der midt paa Torvet, hvor en gammel Bonde knlende lser sit Ave Marie,
og hvor den smukke, unge Pige gaaer forbi, neier dybt og gjr Korsets Tegn. 
   Det var Billedet af den hellige Nepomuck, Bhmernes Skytspatron, jeg her saae. Det var mig ellers ganske underligt at
tnke, at jeg nu var i et Land, hvor jeg gjaldt for en Kjtter. Den catholske Kirke i Dresden med sine Ceremonier og sin
Kirkemusik, flyttede mig ikke saa nr den pavelige Stol, som dette Helgenbillede i den frie Natur, og den gamle Kones
catholske Hilsen. 
   Vi gik et Stykke langs Elben, hvor vi stdte paa sterrigske Grndse-Soldater; de sang af den Stumme i Portici, og den
bekjendte Melodie fik mig til at drmme mig nrmere Hjemmet, end jeg her var. Tre bhmiske Roerkarle ventede med en
Gondol, der igjen skulde fre os tilbage til Sachsen. Vinden blste i Seilene; Bjerge med Skove reiste sig paa begge Sider, vi
kom forbi flere, strre Skibe, med Tmmer og Planker, dybt inde fra Bhmen; vi saae tt ved Elbbredden et stort Steenbrud,
der har Interesse isr for Danske, da der her skal vre brudt Stene til Christiansborg Slot. Ikke langt herfra reiste sig, ud over
Stien, der lb langs med Elben, et Fjeld, der i Afstand, af Naturen, dannede ganske forunderligt, Ludvig d. XVI. Bste, og
havde ogsaa Navn herefter; der var det hele Udtryk i Ansigtet, og den store Alonceparyk hang rundt om det kjmpemssige
Hoved; kom man tt under Klippen, da blev det Hele utydeligt, og man saae kun de vilde Fjeldstykker oven paa hinanden,
med grnne Buske i de dybe Klfter. 
   Ved Schandau stege vi i Land, for samme Aften at vre i Dresden; men vi havde endnu et Fjelparti at besge, det bekjendte
Lilienstein. Lodrette reiste sig de stolte Klippeblokke, vi stode alt ved deres Fod, under de gamle Linde, der ogsaa tilbd deres
Skygge for Friedrich II. En Mngde Fodstier krydsede hinanden, snart sank vi ned i det dybe Sand, snart maatte vi stige
nsten lodret op af Trin, der vare huggede ind i Klippen. Over et gabende Svlg laae der en lille Trbroe, Stien bugtede sig
meer og meer, endelig stode vi da paa den verste Spids, der er en stor Flade, af nsten hele Klippens Omkreds, begroet med
Gran og Fyr. Paa en fremspringende Klippe stod en Sile, til Minde om Aaret 1708, da Kong Friederich August, Kurfyrst af
Sachsen, besteg Lilienstein. Hvilken herlig Udsigt har man ikke herfra ud over Schandau til de bhmiske Bjerge! Dybt nede,
mellem de solbelyste grnne Enge lb Elbfloden, og paa hiin Side viiste sig Flekken Knigstein under det stolte Fjeld, hvorpaa
selve Festningen ligger. Hele Egnen under disse Bjerge er, som bekjendt mrkelig af Friederich d. II. lykkelige Krigstog 1756
mod Sachserne, som han her indesluttede og tvang til Overgivelse. 
   Hverken Lilienstein eller Knigstein forekommer mig ellers, i Afstand, at have noget malerisk smukt for iet, de vare mig
altfor rundede; de reiste sig begge som to uhyre Trter, hvor Skovene ovenpaa kunne gjlde for Sokat, og Bygningerne selv,
med deres rde Tage, for Stads der var sat paa Kagen. Vor Frer fortalte os, at her, dybt i Lilienstein, ikke gik saa rigtigt til,
her laae en uhyre Skat, som de onde Aander bevogtede. Tidt saae Skipperne, der i den maanklare Nat seilede ned ad Elben,
Lysflammer bevge sig heroppe, og den eenlige Vandrer, hvis Vei faldt her forbi ved Nattetid, hrte dybe Drn i Fjeldet. Det
var Aanderne, der lftede og tumlede de uhyre Rigdomme. 
   En lille Sti, langs med Elben, under de hie Klippevgge, frer ned imod Pirna. Vi kom forbi Bastey; de Reisende deroppe
saae os kun ud, som sorte, bevgelige Punkter paa den himmelhie Fjeldspids. Ved flere Steenbrud stode Trtavler opslagne,
hvorpaa lstes en Advarsel, at ingen maatte opholde sig lnger der, end det var ndvendigt, da ofte Steenblokkene reve sig
lse og styrtede ned; vi saae flere Fjeldstykker ligge adspredte her i Dalen. Snart kom vi til venlige Bnderhuse, med store
Kjkken- og Humlehaver, Kirsebrrene vare modne, og hang rde og saftige bag de grnne Blade. Det venlige Pirna hvede
sig med sine rde Tage paa den anden Flodbred, og Solen kastede de sidste Straaler paa det hie Bjergslot Sonnenstein, der
hver sig tt ved Byen. I en stor Frge bleve vi satte over Elben og traadte nu ind i den smukke, venlige By; den skal have
henved 5000 Indvaanere, og saae ogsaa ret anseelig ud. Den gothiske, store Hovedkirke hvede sig stolt med sine gamle
Glasmalerier i de spidse Vinduer; Espalier med deilige, fyldige Mosroser snoede sig op ad Vggene paa flere Huse. 
   En hi Trappe frte op til Altanen foran Sonnenstein, hvorfra man saae ud over den store Elbflod til Dresden. Nsten fra
hele Tydskland sendes Vanvittige her hen, hvor de da erholde den bedste Pleie, og ofte deres Sundhed igjen. 
   En ganske underlig Flelse maa gribe Enhver ved et Besg indenfor disse Mure, der indeslutter en Verden for sig, en Verden,
der er revet ud af sin naturlige Bane, hvor derfor den livsgrnne Spire sammenkrymper eller udvikler sig til en aandelig
Vanskabning. Phantasien, denne Livets bedste Cherub, der tryller os et Eden i rkenens Sand, der lfter os paa sine strke
Arme over den dybeste Afgrund, over det hieste Bjerg, ind i Guds herlige Himmel, er her en frygtelig Chimre, hvis
Medusa-Hoved forstener Fornuftens Tanke, og aander en magisk Kreds om det ulykkelige Offer, der da er tabt for Verden. 
   Seer Du det lille, fiirkantede Vrelse med det jerngittrede Vindue hit oppe? Midt i Halmen, paa Gulvet, sidder den ngne
Mand, med det sorte Skjg og med en Straaekrands om Hovedet, den er hans Krone; en vissen Tidsel, han fandt i Halmen, er
hans Scepter; han slaaer efter Fluerne, der surre om ham; thi han er Konge, han er Despot, Fluerne ere hans Undersaatter, de
have gjort Oprr, siger han, de ville have hans Hoved, de ere trngte derind, han begriber ikke selv hvorledes; men han fler,
hvor de storme derinde, men kunne dog ikke rive ham det af Skuldrene. 
   Her nrmer sig os et Fruentimmer, hun har vret smuk, men Smerten har forstyrret hendes Trk. Jeg er Tasso's Leonore;
Heine har ogsaa besjunget mig! ak ja, der ere mange Digtere som have sjunget om mig, og det kan ret kildre et qvindelig
Hjerte! det er min Triumph; der var ogsaa Een, men han kunde ikke besynge mig, og saa skjd han sig i Hjertet og det var da
ligesaa godt som en Sang, - nu er hele Verden blevet gal af Kjrlighed til mig, og derfor er jeg taget herud paa dette fremmede
Slot; men de ere nu ogsaa her allesammen blevne gale af at see paa mig; men jeg kan jo ikke gjre derved! 
   Ved det aabne Vindue sidder en ung, bleg Mand, han sttter Hovedet paa Armen og seer ud paa den rde Aftenhimmel og
paa Skibene, der med udspndte Seil i Vinden, glide opad Elben! At vi nrme os, forstyrrer ham ikke i hans Betragtninger,
han anseer sin hele Tilvrelse for en Drm, erindrer sig en lykkeligere Tid han har oplevet, betragter nu os og den hele Natur,
kun som Drmmebilleder. 
   Een har den Fixe-Idee, at han troer, at kunne hre ethvert bankende Hjertes Pulseslag, at kunne hre det briste i Dden - det
brister for ham, i de vildeste Toner, saa han bliver rasende. Man binder ham i en Stol, der ved Hjul kan sttes i en hvirvlende
Omdreining. Med et vildt Skrig suser han rundt, til Bevidstheden forgaaer ham, og man da standser Hjulet. 
   Men bort med disse frygtelige Billeder, Vognen venter alt, der i et Par Timer frer os tilbage til Dresden. 
   Tt udenfor Byen, ved en Sump, saae jeg for frste Gang i mit Liv, en Lygtemand; den hoppede lystigt, i en hvidblaae
Flamme, hen ad Jorden; det var alt ganske mrkt da vi rullede ind i Byen. 
   Kun tre Dage havde jeg endnu at blive her, og der vare endnu mange Ting at see, meget jeg endnu eengang vilde besge.
Som Skyerne i en stormende Nat, jage disse Dages Billeder forbi min Sjl; hver Time bragte mig noget Interessant. Jeg var
paa Billedgalleriet, saae endnu engang de store Mesteres Vrker og indprgede mig de herlige Billeder i Sjlen, hrte Messe i
den catholske Kirke, og besteg endnu til Afsked, Bjergene i plauenscher Grund, en romantisk Egn tt udenfor Dresden, der
mindede mig om Rbeland, skjndt den er langt rigere paa Afvexling end dette Harzparti. Veien lb mellem de bratte
Klipper, der var en Flod, som dannede et Vandfald, og tt ved laae en Mlle, Kulsviere kjrte ind i Skoven, og oppe paa
Fjeldskrnten sad en lille Dreng og vogtede Gjeder, der var ikke et Malerie i hele Billedgalleriet i Dresden, hvor Figurerne
kunde vre bedre anbragte, end disse vare det her. En qvgende Ro laae over det venlige Landskab; det var som Fjelde,
Skove og Blomster drmte om en sydligere Himmel, medens Floden rislede fort mellem Stenene og sang den hele Natur en
mgtig, svnbringende Vuggesang. Dresden selv laae saa venlig, mellem de grnne Viinbjerge; det hele Landskab var et
Billede paa Barnets Fred, paa det uskyldige Hjertes romantiske Drmmerier. Mange foretrkke Tharand for plauenscher
Grund, andre denne for hiin; jeg veed ikke hvilket Parti jeg skal trde over paa, begge havde mig noget Eiendommeligt, noget,
der ret gjorde, at man fandt sig vel her. Belysningen af en Egn, og Belysningen i vor egen Sjl, i det vi betragter den, virker saa
uendeligt meget. Plauenscher Grund med sin bugtede Vei under Klipperne, hvor der er Liv og Frdsel, forekommer mig mere
levende, og synes at fremvise en mere mandlig Characteer, hvorimod Tharand, med sin Ruin, sin speilklare S og sin dybe
Eensomhed, har noget mere passivt, noget mere qvindeligt. 
   Jeg kom ret til at tnke paa den gamle Skolemester og maatte sige med ham: Her er god Plads, her kunde dog mange
Mennesker have godt af den Herlighed! men hvor faa ere dog ikke de, der see alt det Prgtige, hvormed Gud har smykket
vor Jord. I Grunden er der dog kun liden Forskjel mellem Mennesket og Hunden, der, lnket til sit Huus, kun formaaer at
gjre et Par Spring paa sin sdvanlige Tumleplads. 
   Endnu havde jeg ikke seet Bibliotheket og Antikkerne; Overbibliothekaren, Hofraad Ebert, en hjertelig Mand, hvem vores
Molbech havde anbefalet mig til, viiste mig her megen Forekommenhed. Alt var pynteligt og lyst, Gulvene i de store Sale vare
polerede som Speile, og gjennem Vinduerne - - ja, her glemte jeg rigtignok den hele lrde Verden rundt om! Hvilket
Panorama derude! Bjerge med lysegrnne Viinranker og bagved, de sorte Granskove; Elben, der slyngede sig i store Bugter,
hvor Baadene seilede med deres hvide Seil, hvor de store Tmmerfloder glede ned ad Strmmen; kun et Par Karle med bare
Fdder, korte hvide Beenklder, aaben Skjorte og en hvid Straahat paa Hovedet, styrede den hele Brde-Masse. Det er
umuligt, at man kan have Sands for Bgerne her, naar man seer denne Natur i det klare Solskin udenfor. 
   At Dresden, som Overgangspunktet mellem det nordlige og sydlige Tydskland, ogsaa kan vise hiints Characteer, fik jeg da en
Idee om den nst sidste Formiddag, jeg opholdt mig her. Det var koldt, saa jeg frs! Regnen strmmede ned, og alt fik et
mrkt, nordligt Udseende; Dragere lbe gjennem Gaderne med Portechaiser, hvor Damen tittede ud bag de rde Gardiner.
Elben saae ud som Kaffe, guul og tyk. Nsten ingen viiste sig paa Gaderne. 

   Regnen rusker, Himlen er graa, 
   Fjernt i Taage Bjergene staae; 
   Elben flygter fra Bhmer-Land, 
   Leeret guult er det dybe Vand. 
   Svbt i Kappen Soldaten gaaer 
   Hist paa Broen, hvor Korset staaer. 
   Hjertet ei tnker paa Storm og Regn, 
   Tanken er i hans Fde-Egn. 
   Deiligt skinner ham Solen der, 
   Der er jo ogsaa hans Hjertenskjr! 
   Hende han tnker - men hvad gjr hun? 
   Qvinden - ja hun er en Qvinde kun, 
   Troskab, det er en Flod saa fuul, 
   Let den bliver som Elben guul! - 


   Op paa Dagen blev det atter sommerklart og sommervarmt; Menneskevrimmelen bevgede sig igjen paa de brhlske
Terrasser, hvor Trerne duftede nu, forfriskede af Regnen. Musiken brusede der oppe, og Gondoler, Baade og Skibe
krydsede hinanden paa Elben. Et lille Selskab af Norske og Danske havde Dahl samlet sig denne Aften; han var en munter,
elskelig Vert, vi talte alle dansk og drmte os tilbage i Hjemmet ved det herlige Hav. Sildig skildtes vi ad, nste Dag droge
nogle mod st, andre mod Vest, to gik til Rom og Neapel - jeg - triste dictu - til Berlin. 
   Den sidste Morgen i Dresden hilsede mig nu. Jeg maatte ud for endnu at hre de herlige Toner bruse under Kirkehvlvingen,
for endnu engang at see de grnne Viinbjerge i Morgenbelysning. 
   Dagen var saa smuk, den hele Egn ved Elben laae i det herligste Sollys; det var mig, som om Alt havde taget Sndagsklder
paa, for at sige mig Lev vel! men derved kom jeg ogsaa mere til at fle den. Der blev ingen Messe givet i den catholske Kirke,
kun Orgelet spillede sine simple Melodier; men det var jo Afskedssangen, de sidste dybe Toner, jeg muligt i min Levetid hrte
her. I een af Skriftestolene saae jeg en gammel Prst med et rvrdigt Ansigt, en ung Pige knlede paa den anden Side
Gitteret og skriftede; jeg nskede mig ogsaa en Ven, en Fader, jeg ret kunde udgyde de Flelser for, der saa mgtigt brusede i
mit Hjerte ved Afskeden fra det kjre fremmede Sted, der ikke lngere var Hjertet fremmed. 
   Hvad jeg ikke undseer mig ved at betroe Papiret, hvis Blade dog ere Midas-Siv, der udsladdre det igjen for Verden, kan jeg
dog vilde skjule for Menneskene, naar jeg selv mder dem; jeg blev som Yngre saaledes spottet for min naturlige Flsomhed,
der dog ikke var Flerie, at jeg selv spillede Langbolt med mit eget Hjerte og de bedste Flelser, for ikke at gjlde for en
flende Nar mellem de andre fornuftige Mennesker; den samme isnende Skrk overfalder mig tidt endnu, naar mit Hjerte
bliver sig selv, og jeg gjr da tidt et comisk Ansigt, for at man ikke skal see, at jeg grder. Saaledes skammede jeg mig ogsaa
her, da jeg kom at sige Dahl Lev vel! at han skulde mrke, hvor inderlig bedrvet jeg var; jeg loe og spgte, til jeg kom ud i
den frie Luft, saa blste der mig Sand i inene, saa de ganske lb i Vand. Dahl gav mig ved Afskeden nogle Tegninger til
Erindring, og en Skizze i Oliefarve, for at jeg dog kunde sige, at jeg havde noget han havde malet; det hele Stykke var saa stort,
at jeg kunde skjule det i den flade Haand. Nste Sommer, sagde han, seer jeg vist Danmark, og alle Venner og Bekjendtere,
han gav mig Haanden til Levvel! Det er paa dansk! og dette, tilfiede han, idet han kyssede mig paa Kinden, er paa tydsk!
vi sees vistnok oftere i denne Verden. 
   Jeg kunde ikke nu sige Levvel til Tieck, jeg maatte lbe om i Guds frie Luft, indtil de brogede Verdensbilleder rundt om igjen
begyndte at afspeile dem i Hjertet og Tanken; thi disse ere som Havet, naar det der stormer, kan ingen Stjerne afspeile sig der,
men seer man frst de grnne Kyster, og Hverdagslivets rdtagede Huse vise sig i Fladen, saa er det ogsaa roligt igjen. 
   Tieck modtog mig i sit Arbeidsvrelse, saae mig saa hjerteligt ind i Ansigtet med sine store, kloge ine; jeg gjorde mig
strk, da jeg flte den nyligt dmpede Veemod langt strkere vende tilbage. Han syntes at have Godhed for mig, roste de af
mine Sager, han kjendte, og da jeg ingen Stambog frte med, skrev han mig paa et lst Ark Papiir disse Linier til Erindring om
sig. 
   Gedenken Sie auch in der Ferne meiner; wandeln Sie wolgemuth und heiter auf dem Wege der Poesie fort, den Sie so
schn und muthig betreten haben. Verlieren Sie nicht den Muth, wenn nchterne Kritik Sie rgern will. Grssen Sie den theuren
Ingemann und alle Befreundeten und kehren Sie uns bald einmahl frisch, gesund und reichbegabt von den Musen nach
Deutschland zurck. 

Dresden, d. 10de Junius 1831.Ihr wahrer Freund 

Ludwig Tieck. 

   Jeg sagde ham Lev vel! Ingen Fremmede saae derpaa, og derfor turde jeg nok grde; han trykkede mig til sit Hjerte,
spaaede mig en lykkelig Fremtid som Digter, og - tnkte vist, at jeg var et langt bedre Menneske end jeg er. Hans Kys
gldede paa min Pande, jeg veed ikke hvad jeg flte, men jeg elskede alle Mennesker; maatte jeg engang som Digter kunde
skjnke Verden noget, hvorved jeg kunde vise den store Digter, at han ikke tog Feil af den Fremmede! 
   Klokken var 6 om Aftenen, da jeg med Schnelposten kjrte fra Dresden; jeg saae nu for sidste Gang den catholske Kirke
og de brhlske Terasser, idet vi foer forbi. Fra Augustusbroen sgte mit ie hen over Elben til Dahls Huus, jeg troede at see
ham i det aabne Vindue. 
   Snart laae ogsaa Neustadt bag ved os, Marker og Enge strakte sig paa begge Sider; vi vare ni i Vognen, og i dette Keglespil
sad jeg, som Ni-Konge, i Midten; Gud veed, tnkte jeg, hvem Dden frst rammer af os? Os alle bliver det da ikke paa
eengang, men maaskee Hjrnekeglerne. I det ene Hjrne sad en ung russisk Woivod; han kom fra Paris, gik over Dresden og
Berlin til Bremen, og vilde derfra til Italien; han holdt ikke meget af den korteste Vei! I det andet Hjrne sad en Englnder, der
roste meget Dannemark, hvor han havde vret, og sagde, at det manglede ikke andet, end at det skulde vre engelsk, for at
blive den frste Perle i Europas Krone; men jeg takkede ham ikke for Complimenten. I det tredie en reisende Skuespiller, men
hvorfra, veed jeg ikke, og i det fjerde, en ung Uldhandler med sin endnu yngre Kone, de kom fra Rhinegnen og skulde nu
bostte sig i Berlin, det var kun 14 Dage siden de havde Bryllup, og derfor kyssede de hinanden i et vk, legede med
hinandens Hnder og citerede af Don Carlos, ellers var det meget gode Folk, der trakterede mig baade med Viin og
Carbonade; den midaldrende Bedstemoder var med, jeg havde hende lige bag ved mig, og hrte hendes Jamren, da Egnen
begyndte at blive flad; thi hun havde slet ikke den Idee, som Jeppe Berg og hans Naboer: at Jorden var flak, men den begyndte
her at vaagne hos hende, paa denne hendes frste Reise til Berlin. Selv sad jeg imellem en Prst og - - nr havde jeg sagt, en
Prstinde. Jeg troer bestemt, det var der Gott und die Bajadere! 
   Her manglede altsaa ikke paa Selskab, Egnen var ogsaa skjnnere end den paa Lyneborg-Hede; men ingen Characterer
udviklede sig ret, ingen Alfer legede her i Drmme, og den berlinske Sirok blste mig alt saa megen Prosa i Sjlen, at min hele
Tilvrelse paa denne Nat- og Dagreise blev ligesom de andre Vegetations-Menneskers, en bestandig Blgegang i at sove og
vre vaagen; det Hele forekommer mig som en Drm, hvori de otte Kegler, det vil sige Passagererne, staae som menneskelige
Figurer uden Betydning, By fulgte paa By, medens den hele Egn, lidt efter lidt, gik over fra en fyldig, sundhedsblomstrende
Natur, til den personificerede Svindsot. Kun enkelte Billeder trde ret frem af dette Drmme-Chaos. Jeg seer saaledes en flad
Egn i den dmrende Sommernat, hvor der laae en Kjbstad, man kaldte den Grosenhain; der var en Kirke, hvor alle Vinduer
og Dre vare tilmurede, det Hele dannede en huul Steenhvlving, hvor ingen kunde komme ind, og man fortalte, at det var
skeet i Pestens Tid; her vare de Syge bragte hen, og da den sidste lukkede sit ie, tillukkede man ganske Kirken, som man
ikke siden turde aabne. 
   Jeg seer tydelig i Jdebog den fede Vertinde med det betydningsfulde Smiil over min Uvidenhed, da jeg pegede paa en
Ridderfigur af Steen, som var anbragt udenfor, paa det gamle Raadhuus. Ethvert Barn kjendte jo der alte Mauritius, meente
hun. Jeg var nok den frste, der havde gjort hende dette forunderlige Sprgsmaal. 
   Jeg seer den verdensbermte Mlle ved Sanssoui, der dreiede saa langsomt sine store Vinger, som kunde den af bar
Storagtighed over sin Navnkundighed ikke lnger gaae rundt, som de andre borgerlige Mller; men jeg fik dog her lidt Grnt
for iet, her var endogsaa en Indse, lette Baade med hvide Seil gyngede paa Havelfloden. Sanssoui hvede sig paa sine
Terrasser og stirrede paa det stive Potsdam; det saae saa militairt, saa snorlige ud. Jeg seer det store Slot med den lange
Colonade, en Rkke af Piller, med de mange Grupper og Statuer, og de levende Soldater, der ogsaa saae ud som Statuer,
smukt formede, baade af vor Herre og Skrderen, og ikke mindre vel dresserede af Corporalen. 
   Potsdam giver virkeligt en ret god Forsmag paa Berlin, kun har Berlin knap et grnt Straae uden for sine Porte, naar jeg
undtager hvad der er drevet op ved Commando; men Byen selv er da ogsaa drevet op paa samme Maade. 
   Det var alt Aften da vi rullede ind paa dens Gader, der laae med deres hele Uendelighed foran og paa Siderne af os. Alt saae
mig saa fornemt ud! Det imponerede ved sin Storhed, Alt var Rigdom og Pragt; alle Mennesker syntes mig endogsaa saa
pyntede. 
   Det er dog ikke Sndag i Dag? spurgte jeg. Nei, det var Lverdag i Almanakken, men Berlin saae altid ud som det maatte
vre Sndag Eftermiddag. 
   Hvor skulde jeg her opslaae min Bolig? da svvede for mig den gamle Konge og drey Tage aus dem Leben eines Spielers,
som vi alle kjende fra Capitlet om Braunschweig. Luis Angely, Overstter af drey Tage etc. og Forfatter til mange
Vaudeviller, eier i Berlin der Kaiser von Rusland et af de frste H"teller; hvor kunde jeg altsaa vre i Tvivl om at vlge et
Sted. Her vilde jeg, og her burde jeg tage ind. XIII 

        Berlin. Adalbert von Chamisso. Theatrene. Thiergarten. 
        Billedgalleriet. Reiseselskabet. Tre Dage af en Tyvekngts Liv. 
               Fuglen. Ende paa Reisen. 

   Snorlige Gader, Palai ved Palai, 
   Man bliver trt af at gaae og at see, 
   Pne Soldater - den frste jeg saae, 
   Flte jeg gjennem mit Hjerte gaae, 
   Og jeg brd ud: hvilken Krop, hvilke Been! 
   Gud, hvor det dog er en nydelig een! 
   Unter den Linden Alverden gik, 
   (Det er dog smukkest i Kobberstik): 
   Gaderne stve, og Ungdommen med, 
   Ak, det gjr inene stor Fortrd! 
   gte berliner Witz finder man her, 
   Og den er kostbar, tro mig, isr 
   Hvis den med Schnellposten skulde herfra, 
   Blev den for dyr ved sin Tyngde, ak ja! 
   R bliver snurret, man siger mein Jott, [*Note] mein Gott! [*]
   Ellers er Folket meget godt. 
   Byen - ja vendt paa kryds eller tvers, 
   Bliver for stor til at stte i Vers. 
   
           Moral 
   Mrk dig: Moralen er saare fiin, 
   Som man faaer ud af det Store Berlin! 


   Dette er Resultatet af min Flagren om den frste Dag i Preussens Hovedstad, dersom det ikke er poetisk nok, maa man
erindre, at det er et gte Berliner-Barn, fdt midt i Sandet! Jeg kan ikke gjre ved det, men Sandhed er det, Berlin behagede
mig slet ikke! Alt er lagt an paa at frappere, dog ere Husene ikke hie, men trukne ud, for at Gaderne kunne vre des lngere;
det var mig, som Theater-Decorationer; man sagde ogsaa, at Byen tog sig bedst ud om Vinteren, altsaa ved Lys; det er
rimeligt! naar man kommer fra Bjergene, har seet disse Naturens Kjmpebygninger, saa bliver dog hele denne Storhed her saa
lille, de smukke Former behage vel iet; men det Hele staaer dog saa huult! og jeg kan nu eengang ikke ansee Formen - venia
verbo! - for det Frste. 
   Soldaterne vare som stbte, havde en vis Anstand, lignede nsten vore Officerer, kun vare de lidt strre, end de fleste af
disse. 
   Med et Anbefalings-Brev fra vor rsted besgte jeg Digteren Adalbert von Chamisso; han er, som bekjendt, en
Franskmand af Fdsel, har vret Officeer, gjort siden, som Naturkyndig, en Reise Verden rundt, og er nu i Berlin ansat ved
den botaniske Have. Jeg var meget begjrlig efter at see ham, Forfatteren til Peter Schlemils wundersame Geschichte; jeg
traadte ind og - Peter Schlemil selv stod levende for mig, idetmindste den selv samme Skikkelse, der staaer paa Kobberet i
Bogen. En hi mager Figur med lange, graae Lokker ned over Skuldrene, og med et aabent, godmodigt Ansigt; han var i en
bruun Schlaffrock, og en Vrimmel af rdmussede Brn legede om ham. Med den inderligste Hjertelighed bd han mig
Velkommen, og jeg havde nu een Bekjendt i den fremmede By. 
   Om Aftenen gav man i Operahuset Webers: Oberon; jeg var meget glad derover, og skjndt jeg fik mig en Plads til
gesperter Sitz, var jeg dog een af de frste. Her var det jo, jeg ret skulde faae Idee om en Opera, see Decorationsmaleriet
behandlet, som en Kunst for sig, og hvad Maskinerie kan vre. Til Ouverturen raabte man Dacapo, Teppet rullede op, og
medens den gjentoges paa ny havde man Leilighed til at betragte den pragtfulde Decoration og de nydelige Grupper. Oberon
laae ikke her i en solid Seng, som hos os; nei, den hele luftige Hal var begroet med Lilier og i een af disse laae han i det
gyngende Bger, og rundt om i de andre Lilier stode smilende Genier, medens de mere voxne svvede om i lette, luftige
Dandse. Enhver Decoration var saaledes et Kunststykke, ligesom ogsaa Arangementet af det Hele, men Maskineriet - mirabile
dictu - Maskineriet var, i Forhold til Midlerne, slet. Jeg kalder det slet, at Skyerne blive paa Halvveien, saa Genierne maatte
hjelpe dem paa Gled, at man, i den ellers herlige Havedecoration i 2den Act, hvor Luften var skuffende tro, kunde oven for
Luft-Tepperne see lige ind paa Loftet, naar man sad paa anden Bnk, midt for i Parkettet. Den hele Luftbelysning var her saa
herlig, man saae Stjernerne lidt efter lidt komme frem, bare Loftet ikke var kommet med, saa havde det vret velsignet! Med
Forvandlingerne gik det ogsaa lidt galt, og i Havet ved Astrakan saae man en Maskinkarl gaae over Vandfladen, der
frapperede mig meget, skjndt jeg kjendte dette Experiment her hjemme fra. Man sagde mig ellers, at det aldrig var gaaet saa
uheldigt, som denne Aften, at Maskineriet her var et sand Kunstvrk, - det var altsaa et Uheld denne Aften, men jeg kan dog
ikke lade vre at anfre det; sligt kan altsaa dog finde Sted paa Berlins store Theater, hvor Midlerne ere saa mgtige, hvad
skulle vi da sige om vort lille, hvor disse nsten ere ingen. En Madam Walker, fdt Gehse, frste Sangerinde ved Hoftheatret i
Dresden, spillede Rezia. Spillet - ja, jeg tr ikke trde frem som Kritiker, men ved de fleste Sangerinder kan man nok, ved
dette, stte et Sprgsmaalstegn. Hun neiede ogsaa paa tydsk Maneer hver Gang der blev klappet, og da hun ved Stykkets
Slutning blev fremkaldt, var hun rrt, - og det var vist naturligt, thi hun gav sig neppe af med at spille, hun sagde nogle Ord til
os, om sin Taknemmelighed, og at hun kom snart igjen; dog hendes Sang var herlig. Hr. Bader spillede og sang Huons Parti;
det er en smuk Mand, hos hvem jeg fandt baade Skuespilleren og Sangeren. En Pas de deux af Hr. og madam Taglioni, samt
en af Mademoiselle St. Romain og Hr. Stullmller gjorde, hvad man her hjemme kalder det: stormende Lykke, og de fortjente
vist dette Bifald. 
   Med Hensyn til Maskineri, gik det ellers heldigere i Knigsttisches Theater, her var jeg nogle Aftener efter, og saae ein
grosses romantisches Zauberspiel von Adolph Burle, mit neuen Decorationen und neuer Maschinerie, betitlet: Lindane oder
der Pantoffelmacher im Feenreich. Det var et sandt Miskmask af Ingenting, en Vandsuppe farvet med smukke Melodier, og
pyntet ud med Decorationer, som Boller og Grnt. Jeg troer nsten at have drmt noget lignende, idetmindste var her den lse
Sammenhng, som der sdvanlig er i Drmme. Af Melodierne udmrkede sig isr en Grdeduet, en Spindevise og et stort
Syngenummer, der vist var sammensat af en 40 forskjellige Melodier af Jgerbruden, den Stumme, Don Juan o.s.v., som
Mademoiselle Vio, et udmrket Subject for Scenen, udfrte. Jeg saae ellers her de to bekjendte Komikere, Schmelka og
Spitzeder, hvoraf den sidste udfrte der Pantoffelmacher, en rlig Borgermand, der paa sin Bryllupsdag faaer et Brev, at
hans Ftter ligger for Dden og ufortvet maa komme til ham, men derpaa, i Reisen gjennem Skoven, hvor han, paa
Krhwinkler Maneer, frer en Veiviser af Tr med sig, bliver opsnappet af en Fee, der faaer ham saa kjr, at hun tilsidst giver
ham sin Tryllestav, hvorved Tilskuerne da faae endeel. Decorationer og Forvandlinger at see, lige fra: Tivoli, til en Dampvogn
med Passagerer der seiler i Luften, og en heel Telt-Decoration, der springer ud af et Bger. 
   I det tredie Theater her, det egentlige, saakaldte Schauspielhaus, fik jeg den gamle Dewrient at see, som Onkel Brand, i et
Lystspil af samme Navn, efter det Franske; med den strste Natur og Sandhed gav han denne Characteer, dette Bruushoved
med det herlige Hjerte. Hans Udvortes, Spil og hele Costume gjorde et saa levende Indtryk paa mig, at det endnu er mig, som
jeg lnge havde levet med den gode Hr. Brand, som jeg i det virkelige Liv maatte have staaet i Forbindelse med ham; jeg kan
ikke tnke mig Dewrient i nogen anden Rolle, uden jo hans Onkel Brand maa skinne igjennem, og dog er dette ikke Tilfldet,
han skal give sine Characterer megen Forskjellighed; Schylock i Shakespears: Kjbmanden fra Venedig, nvner man, som
hans frste Rolle. 
   I en stor Stad er det saaledes ret behageligt, at der er flere Theatre at vlge imellem, men naar der gives gode Stykker
samme Aften paa dem alle, kan man ogsaa komme i Kamp med sig selv, thi mere end hist to Stder kan man jo da ikke
gaae; dette flte jeg ret her en Aften; det franske Selskab gav, i Schauspielhaus, tre Vaudeviller af Scribe. 1) La dvote; 2) la
famille Riquebourg, og 3) Les premieres amours; i Charlottenburg spilledes Lystspillet: der Fcher og Possen der
Nasenstber; i Knigsttisches Theater das Mdchen aus der Feenwelt oder der Bauer als Millionr, og i Operahuset
havde de den bermte Ballet: die neue Amazone. Hertil kom endnu, at Chamisso havde inviteret mig med sig til Thiergarten,
hvor han vilde indfre mig mellem Berlins skjnne Aander; jeg stod virkelig, som Herkules paa Skilleveien og - - fulgte
Chamisso. I Thiergarten fandt jeg ellers slet ingen vilde Dyr, det var alle tamme Berlinere, meget godmodige og venlige
Mennesker. Her var foranstaltet en lille Fest i Anledning af Digteren Holtoys Hjemkomst fra Darmstad, hvor han havde holdt
Oplsninger, og hans Kone, der er engageret ved Knigsttisches Theater, havde givet Gjsteroller. 
   La Motte-Fouqu, Raupach, Clauren og Streckfuss vare alle paa Reise, ellers vilde jeg her have kunnet gjort deres
Bekjendtskab, dog vare her endnu mange, hvem jeg ret gldede mig ved at trffe sammen med. Jeg fik Plads mellem
Chamisso og Zimroch, en ung Digter, der havde vakt megen Opmrksomhed ved et politisk Digt: drey Tage und drey
Farben, for hvilket han var bleven sat ud af sit Embede, men nd en almindelig Agtelse og ventede atter at blive indsat igjen.
Her traf jeg ogsaa Digteren Hoffmanns Ven, den bekjendte Hitzig og gjorde Bekjendtskab med Wilibald Alexis (Hring) der
med megen Inderlighed talte om Danmark, og de glade Timer han der havde tilbragt hos Oehlenschlger. Det er en ganske
egen, behagelig Flelse, i et fremmed Land at hre tale godt om sit Fdreland, da fler man frst ret, at man dog er Been af
dets Been, og Kjd af dets Kjd, saa at enhver Roes og enhver Dadel, der gaaer paa dette, ogsaa synes at tilfalde os, der dog
kun er en lille Deel deraf; dog det gaaer vel her som altid, man stter Fdrenelandet i den ene Vgtskaal og sig selv i den
anden. 
   Aftenen foer hen, under Oplsninger, Sang og Lystighed, havde jeg her eiet St. Peters-Briller eller von Ttz's [*Note]
Hoffmanns Meister-Floh [*] microscopiske Glas, hvorved man kunde see ind i Folk, hvad de tnkte, da vilde dette Berliner
Capitel blive det interessanteste i Reisen her mellem en Kreds af Kaloi kai Agathoi; da ville vi see hvorledes der i et Hoved
spgede en heel Liebes Roman, her et Bind nydelige SmaaDigte, der Politik, her Polemik, der - - - ja her var vel ogsaa et
Hoved, som slet ingen Ting havde. 
   Her var ellers meget, der ganske flyttede mig hjem i Danmark, isr den inderlige Kjrlighed, hvormed de nvnede deres
Konge, og hvis Skaal var een af de frste vi drak. 
   Frst sildig ud paa Aftenen skildtes vi ad. Natten bragte Svn og Hvile, og den nste Dag nye Ting, jeg endnu ikke havde
seet. 
   Museet staaer kun aabent visse Dage om Ugen, men for Fremmede tilstdes der til enhver Tid Adgang, naar de kun vise
Castellanen deres Pas. Bygningen har noget imponerende for iet, en hi Trappe indtager nsten den hele Faades Bredde,
Colonner og Buer reise sig smukt der oppe, hvor man trder ind i en Rotunde, ziret med Antikkere, en Suite af Vrelser
aabne sig med disse herlige Alderdoms Levninger. Smag og Elegance udmrker det Hele. En Trappe hiere trder man ind i
det store Billedgallerie, der i kongelig Pragt overgaaer baade det i Dresden og i Kjbenhavn, men i Vrd derimod ikke maaler
sig med disse. 
   Gulvene vare polerede, og Tjenerne i nye, slvtredsede Liberier stode ved Drene; ivrigt fandt man her Malerier af de
frste Mestere, kun var det mig paafaldende, den Mngde af hslige Ideer jeg her fandt udfrt. Saaledes var der af Jeronimus
Bosch tre sammenhngende Stykker, der forestillede: Skabelsen, Dommedag og Helvede, hvor Dommedag fremviiste saa fle
Billeder, at jeg ikke gider udpege dem i deres hele Vmmelighed. Jeg stdte paa flere end et Christus-Hoved af Hughe van
d'Goes, der vistnok kunne gjlde for Mesterstykker, som grebne lige ud af Naturen, men her var den udfrt indtil kelhed.
Tornekronen var trykket Forlseren dybt ind i Hovedet, saa de store Bloddraaber trngte frem; enhver Aare var svulmet,
Lberne selv sorteblaae, og tunge Sveddraaber laae, i vmmelig Naturlighed, over det hele Ansigt. Det havde mig noget
Oprrende. Det er det poetiske i Smerten, Maleren skulde udtrykke, ikke det prosa Hslige! - jeg kan ikke glemme de fle
Billeder; de staae mig endnu langt mere levende, end Guido Reni's Fortuna; van Dycks den hellige Aands Sendelse, og
Michel Angelo's Christi Begravelse, jeg her saae. 
   Fem Dage i det store Berlin flyve hen som en Nysen, man veed kun i Grunden, det begyndte og fuldendte; dog fik jeg nok af
de Mile lange Gader, den velsignede Stv, og den megen Berliner-Witz, der tidt bragte mig til at tnke paa den kjbenhavnske
Kjldermands-Syge, der i Vinter grasserede hos os. Paa Politikammeret, hvor jeg maatte personlig melde mig fr min Afreise,
spurgte man mig ogsaa, efter at have seet i mit Pas, at jeg var fdt i Fyen: om jeg var en Finlnder? 
   Chamisso var den sidste jeg sagde Levvel! paa hans Bord fandt jeg en Mngde gamle Venner: Tristan og Isolde, Keiser
Octavianus, Peder med Slvnglen og den skjnne Magdelone, og jeg kunde mrke paa dem, at de vidste her mere end jeg,
de saae mig saa smilende ud, maaskee havde Digteren lovet at give dem nye Klder og nye Manerer, at de kunde igjen
komme ud i Verden og det i godt Selskab. Fr vi skildtes ad, skrev Digteren mig dette lille Impromtu til Erindring, som jeg her
vil hefte til mit Skyggebillede af Berlin. 

   O, lasset uns in dieser dstern, bangen Zeit, 
   Wo hochanschwellend donnernd der Geschichte Strom 
   Die starre, langgehegte Eisesdecke sprengt, 
   Das neue Leben unter Trmmern bricht hervor, 
   Und sich in Strmen umgestalten will die Welt; 
   O, lasset uns, ihr Freunde, - rings verhallt das Lied, 
   Und unserm heitern Saitenspiele lauscht kein Ohr, - 
   Dennoch die Gttergabe des Gesanges treu 
   Im reinen Busen hgen, wahren; dass vielleicht 
   Wir, hochergraute Barden, einst die Sonne noch 
   Mit Hochgesang begrssen, welche, das Gewlk 
   Zerteilend die verjngte Welt bescheinen wird! 
   Prophetisch, Freunde, bring' ich dieses volle Glas 
   Der fernen Zukunft einer andern Liederzeit. 


   Hjemveien gik gjennem Brandenborger-Thor, jeg kastede et Levvel til Seirens Gudinde, der med sine stolte Malmheste
havde seet ganske andre Scener end jeg. I sine unge Dage skal hun have vret stillet saaledes, som om hun kjrte ud fra
Berlin, men da hun virkelig gjorde Alvor af det, og tog endogsaa lige til Paris, lod man hende transportere tilbage og opstille
med Ansigtet ind imod Byen, og det er vist ogsaa bedre, at Seiren drager ind i en By, end den skal drage ud af den. 
   Mit Reiseselskab bestod denne Gang af en Bager, to Mllerbrn, det vil sige en han og en hun, den sidste kunne vi kalde
die schne Mllerinn; desuden var der en gammel Gouvernante, og en - ja, enten var det en gte Skrdder, eller en ugte
Poet, maaskee begge Dele tilsammen. Vi gldede os alle over de grnne Trer saalnge vi havde nogen at see paa, over det
smukke Sommerslot Charlottenburg, hvor Floden Spree slyngede sig mellem en grn Eng, der strax igjen forsvandt for Sand og
Granpartier. 
   Spandau hilsede os med sine hie, gamle Mure; nsten alle Indvaanerne der, idetmindste de vi saae, vare i
Soldater-Uniform; Preussen er virkelig et Soldaterland, hvor Berlin er den store Caserne; jeg lagde ellers Mrke til en gammel
spandauer Graaskjg, der lnede sig op til Rkvrket ved Floden; han kunde vist have fortalt mangt et KrigsEventyr, viist for
vort aandelige ie mangen Kamp i de dybe Skove og paa de uoverseelige Sletter. Han nikkede os venligt god Morgen! og
vi rullede bort fra den gamle By. 
   Solen brndte som Ild, og Egnen begyndte at vende sin slidte Side udad; det var som vi kjrte over et Landkort, saa flad
laae det Hele, ja tilsidst krb den skjnne Natur ind i et Grsstraae, der hist og her pippede frem. Bageren, som leed uhyre af
Hede, og Frygt for Cholera, pustede og stnnede. Han frte en 5  6 Flasker Viin med, hvorpaa var noget, han kaldte
Choleradraaber, og som han tmte den ene efter den anden, frst gav han sig til at jodle af Fortvivlelse, det klang som et
radbrkket Jammersskrig, tilsidst, da Flaskerne bleve mere luftige, blev han ogsaa ganske poetisk og gav sig til at declamere,
det var nogle frygtelige Digte om Dden, Satan og den hvide Kone. Alt gik i een Tone. 
   Nu kom Solen ind i Vognen med, for at see paa denne Herlighed, Veien begyndte at stve, saa at vi maatte trkke
Vinduerne op; der sadde vi nu, 6 Sjle i 61/2 Legeme, thi Bagerens kunde godt gjlde for halvandet. Han kom i Affekt, de
klare Vanddraaber trngte frem i hans Ansigt, hans Nabo, den unge poetiske Skrder, sad bleg af Varme og sagde ved hvert
Vers: jttlich! Den gamle Gouvernante saae saa fornem ud og lugtede i et vk til en Citron, medens jeg forsgte paa alle
Maader at strkke mine arme Been, som jeg borede ind mellem die schne Mllerinn og hendes Broder, der sov og
nikkede i Svne, som to Koblommer paa Marken naar det blser lidt. Bageren tog det for Bifaldsnik, og hvede Stemmen
endnu strkere, da foer der et kulsort Hoved, med Bjf og Skrig, ud af Gouvernantens Sypose, her var hendes Hund gjemt,
da ingen Hunde maae komme i Vognen, den havde forholdt sig rolig den lange Tid forud, men tabte nu Taalmodigheden; den
gav nogle Bjf, saa de sovende Sdskende, og vi andre halvdde foer op i Vognen og joge alle Hovederne ind i det store
Nt, der hang under Loftet med vore Stokke, Paraplyer og andre Smaasager. Die schne Mllerinn havde ogsaa stukket et
stort Papir derop med hvidt Puddersukker, der nu brd ls, og overste den arme Bager, der i Ansigtet saae ud som et
levende Kildevld. Til Lykke vare vi tt ved en By, jeg troer, Peesin, her fandt han da Trst og vi andre Prliminrerne til at
hvile sig, det vil sige, fik sat os ned, saa blste Postillonen, og vi stuvedes igjen ind i vort vandrende Fngsel. Bageren talede
nu ikke lnger i Vers, men ved Idee-Association kom han fra Gouvernantens Hund til Gthes Faust, hvor isr Hunden havde
vret forbandet god; han havde seet dette Stykke i Berlin, og satte det ligesaa hit, som Rollas Dd, der var hans
Favorit-Stykke, thi han havde engang i sin Ungdom vret med i det, som en Vildmand. Die schne Mllerinn og jeg
underholdt os med at tale om de forskjellige Slags Oste, og jeg steg temmelig i hendes Agtelse, da jeg lrte hende Maaden at
tilberede fyensk Skjrost. Det gik imidlertid fort i susende Galop, og hver Gang jeg tittede ud af Vognen, saae jeg hvidt Sand
og sorte Granskove, saa at den eneste poetiske Blomst, der her kunde fremspire i mit Hjerte, var denne preussiske
Sandblomst. 

   Ja, Preussen var et deiligt Land, 
   Ifald der var lidt mindre Sand, 
   Og flere grnne Skove! 
   Dog nu - nu skrive alle Mand, 
   Thi trnger man jo ret til Sand, 
   Og Sandet br man love. 
   
   Ja, skrev man end i tusind Aar, 
   Saa raskt, som nu til Dags det gaaer, 
   I det Uendelige, 
   Og Preussen stod, som Sandhuus her, 
   Var der dog Sand nok til Enhver, 
   Og det vil meget sige! 


   Den jtliche Skrdder sad vist ogsaa i poetiske Tanker, men da han havde faaet Plads mellem Benet og Kjdet, det vil
sige, Gouvernanten og Bageren, maatte han skyde Svanehals, for at see gjennem Vinduet, og da vi just kom forbi en stor
Tidsel, der her stod som et Frugtbarhedens Symbol, lispede han, med et Blik paa Bageren, som han vilde vise sit Bekjendtskab
til Literaturen: 

   Rslein, Rslein, Rslein roth, 
   Rslein auf der Heide. 


   Men standsede derpaa meget forlegent, og saae ned paa sit Lommetrklde, som han legede med, idet han formodentligt
frygtede, at Bageren skulde ansee dette Udbrud for en Alusion paa sig, thi han sad ogsaa her i Sandet, med et Ansigt rdt og
rundt, som en Rslein roth, Rslein auf der Heide. 
   Vi kjrte bestandigt fremad; det var som et evigtgrnt Stykke Cattun, med hvide Pletter, var udspndt i Karretvinduet, ingen
Afvexling i den hele Egn. Gud give jeg nu havde sidste Act af: drey Tage aus dem Leben eines Spielers, som jeg gik fra, den
kunde have gjort godt her. Vi kom forbi et Sted, hvor der i gamle Dage havde staaet en Galge, men dette Phantasiestykke var
da ogsaa borte, jeg maatte da selv til at skabe, og saaledes fremstod: 

        Tre Dage af en Tyvekngts Liv 
   Den frste Dag - jeg husker det godt! 
   Det var paa Marken, foran et Slot, 
   Man hngte Een i en Galge der; 
   Og det var min Fader, denne her. 
   Min Moder man ind i Hullet jog, 
   Men dirke hun kunde det selle Skrog, 
   Hun lb til Skoven, mig tog hun med, 
   Og vi kom begge ret godt afsted. 
   Den Gang var jeg kun en Unge. 
   
   Den anden Dag - ja Tiden jo gaaer! 
   Da var jeg saadan en nitten Aar. 
   Jeg blev forlibt - jeg var ei klog! 
   Nr havde jeg blevet et rligt Skrog. 
   Hvad Kjresten vilde, det vilde jeg med, 
   Men hun gjorde Nar af min Kjrlighed, 
   Hun var som de andre af Evas Slgt, 
   Jeg blev da igjen en Tyvekngt, 
   Og det skal jo nogen vre! 
   
   Den tredie Dag - ih nu, lad gaae! 
   Jeg maa vel slgte min Fader paa. 
   Af Sult min Moder forlngst gik bort, 
   Men jeg, jeg gjr det nu mere kort - 
   Lidt hit jeg hele mit Liv har tnkt, 
   Nu kommer jeg hit - nu bliver jeg hngt. 
   Maaskee min Kjreste seer herpaa, 
   Hun er her med Manden og alle de Smaae, 
   At see hvor Tyven kan dingle! 


   Den dunkle Nat bragte os da et Eventyr, eller rettere, en comisk Scene, kun Skade, at den var mere dramatisk end episk, og
altsaa ikke saa godt lader sig fortlle, som udfre. Udenfor en af de smukke to Etages Gjstgivergaarde, med riflede Piller i
Muren og smukke Faader, man finder paa Veien mellem Berlin og Hamborg, holdt vi stille for at skifte Heste. Vi stege alle,
paa Gouvernanten og hendes Skjdehund nr, ud af Vognen, for at vederqvge os i den pyntelige Gjstestue. Den gamle
Dame faldt imidlertid i Svn, drmte maaskee om sin grnne Ungdom, da ogsaa hun var en Rose, thi enhver Hyben har jo
vret denne Blomst. Endelig vaagner hun, der ere ingen uden hun og Hunden i Vognen, hun stirrer ud, alt er mrkt og
ddsstille, intet Lys skinner gjennem Vinduerne paa Gaarden. Hestene er spndte fra Vognen, ingen Mennesker ere herude,
hun udstder et Skrig, man er reist bort og har glemt hende, midt i det preussiske Sand, ene sidder hun her midt paa
Landeveien, i den mrke Nat! 
   Vi vare alle inde i Gjstevrelset der vendte ud til den modsatte Side af Huset, der var ikke bleven spndt for endnu,
eftersom vi skulde hvile her endnu nogle Minuter; vi hrte Skriget og foer nu alle ud af Huset for at hjlpe, vi styrtede til
Karreten, reve Dren op; men nu blev hendes Skrk strre, thi hun troede at det var nogen, der vilde overfalde hende. Hun
skreg, Hunden gjede, og vi raabte hverandre i Munden, for at faae en Forklaring, som det da ikke blev saa meget let at
erholde. 
   Snart rullede vi igjen afsted! - De preussiske Veie ere herlige, det er, som kjrte man paa et Stuegulv, men Egnen - - jeg
troer man, i en geometrisk Proportion bedst, kan gjre den tydelig. 
   De preussiske Veie forholde sig til Egnen her, som Egnen mellem Hamborg og Lbeck, til Veien der. Det er rigtignok haardt
sagt, men det er ogsaa haardt at maatte see saa meget Sand, og ikke mindre, at kjre mellem Hamborg og Lbeck. 
   Endelig kom vi da til Mechlenburgs Grndse! Landet her er en smilende Oase, midt i rkenen. Her saae vi atter ordentlige
Trer, Ege og Bge; Kornet blgede paa Marken; jeg drmte mig midt i Sjlland. 
   Ludwigslst med sit Slot, sin store Hauge og de brede Alleer laae for os. Et Vindue stod aabent i Gjstgivergaarden, hvor vi
droge ind, en Spurv satte sig paa det, og qviddrede lystigt - jeg veed ikke hvad, men baade Fuglen selv, og Organet jeg hrte,
forekom mig bekjendt, det var bestemt den samme lille Person, der den sidste Morgen jeg var i Dannemark qviddrede udenfor
mit Vindue, men som jeg den Gang heller ikke forstod; skulde det vre en Recensent? 
   Gjerne vilde jeg nu male, baade i Vers og Prosa, hvorledes vi fra Ludwigslst foer igjennem den ene By efter den anden, hvor
der i Grunden intet var at see, men det kunne vi da, i alle Tilflde selv bde paa; gjerne vilde jeg tegne den romantiske Egn ved
Lauenborg, hvor der rigtignok hverken vare Skove eller Floder, Bjerge med Viinranker og Ruiner, og dog var den romantisk.
Det var uhyre Sandbanker, og atter Sandbanker! det saae ud, som Havet nyligt var skyllet bort og havde efterladt disse. Snart
var Veien saa bred, at den ikke selv vidste hvor den egentlig endte, snart lb den ind mellem disse hvide Bjerge, hvor Vognen
sank dybt i og kom nsten ikke af Stedet. Betnk desuden, at det var Maaneskin, og at vi ikke saae eller hrte til et levende
Vsen udenfor os. Som sagt, jeg vilde male dette, jeg vilde male Hamborg og Lbeck paa Tilbagetouren, nu jeg er kommen i
Ro, indenfor Kjbenhavns Volde, men idet jeg griber Pennen, sidder igjen den lille Fugl udenfor Vinduet og qviddrer, ligesom
fr jeg reiste bort, og som den qviddrede i Ludwigslst. Jeg troer endogsaa den siger det selvsamme; det er nu tredie Gang.
Det maa vre en Recensent, for han stter mig i slet Humeur! Der komme altsaa ingen Skyggebilleder flere, ikke engang af det
herlige Hav, der heller ikke var i godt Humeur, da jeg tog hjem, men det kldte det godt, dette mrke Blik, den raske Kuling,
der greb i Seilet, og hvirvlede den sorte Rgsttte op i Luften; Kjbenhavns Taarne hvede sig foran os, de saae mig saa
spidse, saa satiriske ud, som vare de et Billede paa de Penne, der maaskee ville kradse paa mine Skyggebilleder. 
   Maleren gaaer ud i Guds Natur, afridser sig der, det enkelte Tr, det enkelte Blad, der ved sin Skjnhed eller sregne
Characteer tiltrkker sig hans Opmrksomhed, samler sig saaledes en Mngde Studier, der siden anbringes i hans
Compositioner. Digterens Skizzebog, er derimod hans eget Hjerte, her afprge sig de store Livsbilleder, der siden fremtrde i
hans Vrker. Jeg har, med det bedste Sindelag, bragt mine Venner og - Uvenner, disse lse Skizzer, disse Skyggebilleder af
en lille Reise paa 6 Uger. Saaledes som jeg saae hver Enkelthed, bringer jeg den, fr det Hele nu snart smelter sammen, kun til
et eneste Stykke i mit Liv: et smukt Sommerlandskab med det blikstille Hav, de fremmede Lande med deres Mennesker og de
hie Bjerge, med Skovene mellem de lette Taageskyer. 
   Endnu qviddrer Fuglen udenfor, ikke en rlig Sang kan den synge, nei kun pippe og hugge er alt hvad den kan. Nu vil jeg
strax afbryde, men dette Levvel, er noget ganske Egent; det er underligt, saaledes at lade sine Tanker og Drmme flagre ud i
Verden! mangen Een vil vist finde, at jeg virkelig gav hvad jeg saae og flte, medens Andre tage Billederne frem, som var det
en Skolestiil de skulde gaae igjennem for at finde Feilene! her er en Streg for krum, her een for lige, her er glemt et Comma,
o.s.v. Bitterhed, Fornemhed og Strnghed, ere den unge Digters Opdragere! tre saadanne Mestere, maae jo ret kunde bringe
noget frem, eller - - udslette det hele. 
   Mangen lille Fugl, der synger i Skoven, vilde sikkert, dersom den saaledes skulde staae Skoleret hver Gang den sang, snart
tie og srge sig ihjel bag de grnne Hkke, men Digteren - - 

   Ei Roes, ei Dadel standse maa hans Flugt, 
   Ved Storm og Solskin bliver Blomsten Frugt!
